Har børn og fædre ret til hinanden?

Nye regler for forældreansvar rykker ikke rigtig ved, at mænd stadig bliver diskrimineret, når forældrepar går fra hinanden
Mænd er stadig skidt stillet efter en skilsmisse. En lang række ubekræftede fordomme i lovgivningen stiller fædrene dårligere end mødrene

Mænd er stadig skidt stillet efter en skilsmisse. En lang række ubekræftede fordomme i lovgivningen stiller fædrene dårligere end mødrene

19. juni 2008
Delt 15 gange

Tænk, hvis kvinder i Danmark ikke som udgangspunkt havde stemmeret. Tænk, hvis en kvinde, når hun fyldte 18 år, skulle indsende en ansøgning til en offentlig myndighed, som så skulle vurdere om hun var 'politisk egnet' og om hendes holdninger var i overensstemmelse med 'nationens bedste'. Og tænk hvis denne myndighed så havde magten til at afgøre, om en kvinde skulle have stemmeret eller ej.

De fleste vil nok finde bare tanken om en sådan ordning absurd, utidssvarende og dybt problematisk, og som kvinde ville man sikkert oven i købet føle sig krænket på sit køn - og det med god grund. Det er en integreret del af det danske samfund og vores demokrati, at kvinder fuldt ud anerkendes som politiske borgere, og at de har samme adgang til det politiske rum som mænd.

Den 1. oktober 2007 fik vi i Danmark en ny lov om forældreansvar. I denne lov stadfæstes et princip for børns og fædres ret til at være sammen med hinanden efter en evt. skilsmisse mellem mor og far, der i praksis fungerer på netop den måde, som vi her har forestillet os et system for kvinders stemmeret.

Barnets ret til to forældre

Når et forældrepar bliver skilt træder en sondring mellem bopælsforælder og samværsforælder i kraft. Bopælsforælderen er den, som enten gennem frivillig aftale, gennem domskendelse eller ved en kombination af frivillighed og tvang, får børnenes folkeregisteradresse hos sig. I Danmark er 89 procent af alle bopælsforældre kvinder, og der er ikke noget i den nye lov, som antyder, at den statistik skulle blive anderledes i fremtiden.

Selvom den nye lov er blevet præsenteret under en parole om, at "børn har ret til to forældre," så er det alligevel stadigvæk sådan, at en samværsforælder ikke automatisk har ret til samvær med sit eget barn. Lovens § 19 siger: "-barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. -Den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær."

I praksis betyder det: Mænd skal enten have morens eller statens tilladelse for at kunne være sammen med deres børn. Dette er højst problematisk af en række årsager.

For det første er det en grov krænkelse af mænd og fædre, at de skal anmode Statsforvaltningen om samvær med deres eget barn. Hvis man som kvinde vil sætte sig ind i denne krænkelse, kan man som ovenfor forestille sig, hvordan det ville være at skulle søge om stemmeret eller ret til at ytre sig offentligt. Loven rummer en mistænkeliggørelse af manden ene og alene på grund af hans køn. Hvorfor skal staten ind og kontrollere manden, efter han er blevet skilt? Man kontrollerede ham jo ikke, da barnet blev født, og man kontrollerer jo heller ikke moren. Men når en mand er blevet skilt, er han pludselig ikke længere en ressource, men først og fremmest en risiko for barnet.

For det andet indebærer det en reel destabilisering af forholdet mellem barn og far, når man på denne måde har skudt det offentlige ind som det nødvendige bindeled mellem dem. For nu at sige det rent ud, så er Statsforvaltningerne ikke en velsmurt og effektiv maskine, men et tungt og trægt bureaukrati, som arbejder med begrænsede ressourcer under stort arbejdsmæssigt pres. Udover risikoen for fejlvurderinger betyder det ofte lange sagsbehandlingstider. Statsforvaltningen kommer således til at fungere som en flaskehals, som far og barn skal passere igennem, inden barnets ret til samvær kan effektueres. Det betyder altså, at selvom barnet angiveligt har "ret til samvær," så kan der gå måneder, hvor det ikke ser den ene af sine forældre. Med udsigt til tusindvis af fædre, som i de kommende måneder søger om genoptagelse af deres sag i henhold til den nye lov, vil dette problem blive meget akut for rigtigt mange børn og fædre.

Overgreb mod børn

Man kan selvfølgelig mene, at det er godt, at staten går ind og kontrollerer forholdet mellem børn og forældre for at beskytte barnet mod evt. overgreb og mistrivsel. Et af indsatsområderne i den nye lov handler da også netop om vold og overgreb mod børn. Indgangsvinklen til denne problematik er imidlertid højst besynderlig, da man på forhånd har besluttet sig for, at det kun er samværsforældre (typisk far), der er i stand til at udøve vold og overgreb på barnet og bopælsforælderen (typisk mor). I de nye vejledninger til Statsforvaltningen hedder det:

"Det må anses for meget alvorligt, såfremt en samværsforælder har udøvet vold over for sit barn, og samværet må i disse situationer ophæves af hensyn til barnet. - Sager, hvor der er påstand om voldelig adfærd over for bopælsforælderen eller dennes familie, kan således føre til ophævelse af samværet."

Dette udpluk er repræsentativt for hele vejledningen, for så vidt som der konsekvent kun tales om samværsforælderens vold mod barnet og bopælsforælderen, mens evt. vold fra bopælsforælderen ikke nævnes med et ord. Hvis lovens intention er at beskytte barnet mod overgreb, er sondringen mellem bopælsforælder og samværsforælder vel overflødig. Er det værre at få tæsk af far end af mor? Og skal børn ikke beskyttes mod evt. fysiske og psykiske overgreb fra deres mødre? Man kan endog forestille sig, at visse samværsforældre vil undlade at reagere på mistrivsel hos bopælsforælderen af frygt for at starte en konflikt og dermed blive frataget al kontakt til børnene. Her havde det været på sin plads, om man i lovens udformning havde turdet gøre op med det tabu, at mænd altså ikke har monopol på voldsudøvelse og andre overgreb mod børn.

Ligeledes er statsforvaltningen højst forudindtaget i deres løsning af sager, hvor der er vold, konflikt eller anden mistrivsel. Den nye vejledning siger: "Et afslag på samvær kan være begrundet i, at barnet er udsat for en række belastninger. Der kan være tale om psykiske, fysiske eller sociale belastninger, som fører til en sådan udsathed hos barnet, at dette gør det påkrævet, at der ikke fastsættes samvær, eller at et samvær ophæves, selv om der ikke er noget at udsætte på samværsforælderen".

Og omkring afgørelser om suspension af samvær i sager med højt konfliktniveau mellem forældrene hedder det simpelthen: "Skyldsspørgsmålet har ikke betydning for vurderingen." Statsforvaltningernes universalløsning på enhver form for overgreb, mistrivsel eller konflikt er altså stadigvæk: Ud med far!

Det kan jo være meget godt i de sager, hvor det rent faktisk er samværsforælderen, der er ude af stand til at tage vare på barnet. Men i andre sager kan det være katastrofalt. I praksis betyder loven, at hvis bopælsforælderen blot laver så tilstrækkelig meget konflikt og chikane, at det går udover barnet, så skal myndighederne nok skaffe samværsforælderen af vejen, uanset om han er medskyldig i konflikten eller ej.

Suspenderes samvær med en god og velmenende far pga. chikane og konflikt fra mors side fungerer det som en dobbelt straf af barnet. Ikke alene mister det kontakten til den ene forælder, men det overlades til og med alene med en anden forælder, som tydeligvis ikke er i stand til at tage vare på det.

Ingen ligestilling

Den nye lov om forældreansvar er ganske vist et skridt i den rigtige retning. Loven rummer en masse gode hensigter, som i nogen grad er blevet omsat til enkelte gode konkrete tiltag. Man skal imidlertid ikke lade sig forblænde af overskrifterne om, at der med lovens styrkelse af den fælles forældremyndighed er kommet ligestilling mellem far og mor. Så længe man bibeholder et system, hvor far skal søge om samvær, mens mor har naturret til barnet, vil man blive ved med at opleve sager, hvor det lykkes en usamarbejdsvillig mor at afskære far og barn fra hinanden i månedsvis og i enkelte tilfælde helt at ødelægge deres relation.

Hvis man virkelig mente noget med parolen om "barnets ret til to forældre", så ville man, sådan som man f.eks. har gjort i Australien, indføre en regel om, at med mindre andet er bestemt, så har barnet pr. automatik ret til lige meget samvær med mor og far. Så ville det være op til mor at ansøge om og argumentere for, at samværet med far skulle nedsættes eller helt suspenderes, hvis det var det, hun mente. Det ville naturligvis kræve, at vi i Danmark viste mænd ligeså stor tillid og anerkendelse i den private familie-sfære, som vi viser kvinder i den offentlige politik-sfære. Så langt er ligestillingen i Danmark åbenbart ikke nået endnu.

Ole Bjerg er Sociolog og forsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Altså er vi blevet smurgt med den samme, gamle snik.snak som vi altid er blevet smurgt med. En masse fine ord og nul forandring.

Jeg vil i den forbindelse godt påpege, at man føler sig betydeligt mindre politisk latterligtgjort, hvis man undrager statten de skattekroner, den skal bruge til, at opretholde diskriminationen og subsidieringen af kvinderne

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Andersen

Karsten H har helt ret.
I øvrigt har børn ikke ret til samvær fra den dag mor og far går fra hinanden, hvis mor ikke vil ha at der er samvær. Så kan hun blot nægte det. Dette er diskriminering, og ikke mindst IKKE barnets tarv.
3 - 12 måneder senere er der en afgørelse fra Statsforvaltningen, og først fra på det tidspunkt er der samvær

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Johansen

Poul Andersen,

Ja, der er samvær såfremt det ikke er lykkedes moderen at bruge barnet som spydspids og stødpude i en kampange mod barnets far, således at barnet selv vælger samværet fra. På 3-12 måneder kan man sagtens nå og issolere barnet så meget så barnet ikke har en chance for at kende forskel på rigtigt og forkert. Bare se på Stockholmsyndromet eller faderhuset. Det er fuldstændigt det samme der foregår rent psykologisk.

Når det handler om børn og forældre hedder det forældrefremmedgørelse - eller på engelsk Parental Alienation Syndrome. Forfatter Ida Jessen har skrevet en glimrende bog "ABC" om emnet. Se evt. http://www.youtube.com/watch?v=d9uq18LLO8I&

Desuden er der mange Internationale undersøgelser der peger på at mødre ér mere voldelige overfor børn end fædre, og i parforhold ér kvinder stort set lige så voldelige som mænd. Se mere på www.vold.dadman.dk

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steve Jørgensen

kære Ole Bjerg
først vil jeg rose din aktikel om et emne jeg syntes der er alt for lidt fokus på.

der efter vil jeg komenterer en udtagelse i den.

Du skriver;
at i Danmark er 89% af alle kvinder bopælsforældre.
I de tilfælder hvor jeg kender til at far er bopælsforældre er bl.a efter en lang kamp, hvor både mor og stedfar bankede børnene og efter 3 års kamp blev far bopælsforældre. de andre tilfælder blev far bopælsforældre fordi mor drak ell. lign.
så hvis man laver en undersøgelse i tilfælder hvor hverken mor eller far "fejler" noget. så tror jeg vi taler 99-100% af gangene er mor bopælsforældre.
det mener jeg bør tilføjes.

venlig hilsen
Steve

www.new.facebook.com/group.php?gid=14423761167

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens K. Hansen

Interessant artikel.

Virkeligheden set herfra er dog noget anderledes.

Jeg/vi sidder i den stik modsatte situation. Vi har nu gennem 3 år forsøgt at få statsforvaltningen til at ophæve samvær mellem børnene og samværsforælderen - (jeg er papfaren).

Bønene og bopælsforælderen bliver udsat for chikane og vold. Børnene har to gange på hospitalet fået diagnosen "fysisk mishandling" efter samvær.

Der er også indberetninger om mistanke om vold fra skolen og børnehaven.

Da den ældste på 7 år senest var på opvågningsstuen på hospitalet efter operation overfaldt samværsforælderen en tilstedeværende bedsteforældre (den på et tidspunkt eneste anden voksne på stuen) med slag og skub.

Børnene er utrygge og vil ikke på samvær. Vi er grundet statsforvaltningens beslutninger nødt til alligevel at udlevere børnene selv om de klart udtrykker at de ikke vil på samvær.

Det er efter 3 års parlamenteren/møder osv med kommune og statsforvaltning endnu ikke lykkedes at få en stillingtagen til alle "hændelserne" og sikre børnene mod volden/overgrebene under samvær.

Det er heller ikke lykkedes at få kommunen til at igangsætte en paragraf 50 undersøgelse af børnenes forhold - som bopælsforældre/familie har vi ønsket den frivilligt.

Alligevel er vi tvunget til at udlevere børnene mod deres vilje hver anden weekend.

Den ene gang vi har nægtet at udlevere var da drengen igen havde sår i ansigtet efter overgreb blev. vi blev hevet i fogedretten og blev belært om at vi skla udlevere til samvær (og vold).

Måske kan det skyldes at samværsforælderen er advokat og kan derfor føre og "tale sin sag" ualmindeligt godt.

Jeg vi ville ønske at loven og vejledninger til Statsforvaltningerne var væsentligt skarpere i deres krav om at børnene under ingen omstændigheder må udleveres når der er konstateret vold mod børnene udøvet af samværsforælderen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Liliane Murray

"med mindre andet er bestemt, så har barnet pr. automatik ret til lige meget samvær med mor og far. Så ville det være op til mor at ansøge om og argumentere for, at samværet med far skulle nedsættes eller helt suspenderes, hvis det var det, hun mente."

Også en god løsning ;-)

Jeg har selv opridset en lidt anden model i en anden tråd.

"Ethvert barn har ret til at kende sit biologiske ophav.

Er en forælder pligtig til at betale børnebidrag (anerkendt som forælder) til den anden forælder, så er forælderen også pligtig til samkvem, som udgangspunkt 50/50, børnebidraget nedsættes forholdsmæssigt med andelen af samkvemmet.

Hvor samkvemskvoten 50/50 ikke kan overholdes af praktiske årsager (ingen anden grund er gyldig), nedsættes børnebidraget, forholdsmæssigt med andelen af samkvemmet."

Ved en samkvemkvote på 50/50, ville ingen af parterne skulle betale børnebidrag til den anden.
Ved en samkvemskvote på 25/75, ville den der har barnet i 25% af tiden, skulle betale halvt børnebidrag til den forælder der har barnet i 75% af tiden (e.g.).

En forælder kan ikke nægtes samkvem, ej heller kan en forælder frasige sig samkvem.

Privat kan forældrene aftale mindre afvigelser i kortere perioder."

Jeg synes dog at det er synd at sager om social belastning, blandes ind i samkvemssager, pligten til samkvem ligger grunddlæggende hos begge forældre og i lige stor del, det er barnets ret.

Sager om fysisk og psykisk vold, seksulet misbrug, m.m., burde behandles særskilt fra samkvemssager. Da det er kriminelle handlinger, og skal den ene forælders samkvem derfor reguleres eller overvåges bør det behandles som en særskilt sag.

En sådan lov ville ligestille forældrene fuldstændigt, og dermed også et lille stykke, mænd og kvinder med hensyn til både rettigheder og pligter.
Men først og fremmest vil den tilgodese barnets ret, og det er vel det der er vigtigst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

Hvem har ret til hvem?. Ingen har ret til andet, som individet selv, en ret, som i foreningen med et andet individ blev indgået i foreningen, og derfor også tilhører foreningen.
Hvorfor er det i grunden så svært at håndhæve?. Mit bedste bud er: Forenings processen mislykkedes og hvad så?, Ego trippet (magtbegærdet) overtager, og foreningsprocessen mislykkedes. Hvad så?: Forståelse for, er bedre som bekrigning af, skaden er sket, og kan kun forenes med forståelse.

anbefalede denne kommentar