Læsetid: 4 min.

Brudte love, brudte liv

Vi kan kun konstatere, at regeringen snorksov, mens Bush udfoldede sin værkstedshumor, brød loven, ødelagde menneskeliv og underminerede sit eget lands og dets allieredes troværdighed
Vi kan kun konstatere, at regeringen snorksov, mens Bush udfoldede sin værkstedshumor, brød loven, ødelagde menneskeliv og underminerede sit eget lands og dets allieredes troværdighed
25. juni 2008

Der er noget at komme efter. Vel og mærke, når tingene bliver undersøgt. Og vel og mærke i USA.

For herhjemme er det jo i den grad lykkedes for statsministeren at undgå enhver form for undersøgelse i eller uden for Folketinget af grundlaget for selv de mest afgørende og kontroversielle beslutninger. Som f. eks. deltagelsen på amerikansk side i de villiges koalition, og hvilke afledte konsekvenser det har haft for vores egen politik, når det gælder menneskerettigheder.

I den amerikanske kongres derimod borer en række udvalg i det skred på menneskeretsområdet, der skete, da Bush-regeringen kort tid efter 11. september 2001 besluttede, at hensigten helligede midlet.

Hvis det viste sig nødvendigt at anvende barske og/eller sofistikerede torturmetoder, som stred mod tidligere vedtagne normer - både nationalt og internationalt - så måtte man bryde reglerne ved at lade sine egne jurister skrive notater, der gjorde det muligt for folkene i marken at gøre stort set hvad som helst uden at risikere straf.

Forleden var det oberst Lawrence B. Wilkerson, der sad i den varme stol i det juridiske udvalg i Repræsentanternes Hus. Wilkerson var stabschef for udenrigsminister Colin Powell, og det var hans bedømmelse, at de forstærkede afhøringsmetoder kunne føres tilbage til "det højeste niveau i Pentagon, vicepræsidentens kontor, ja, måske helt ind i Det Ovale Værelse."

I lang tid benægtede præsident Bush, at USA anvendte tortur, men for nylig opfandt han så at sige begrebet 'lovlig tortur'. I et interview med ABC indrømmede han, at han kendte til de forstærkede forhørsteknikker, herunder waterboarding: "Jeg har jo selv fortalt nationen om det. Sagt at det var lovligt. Vi havde juridiske notater, som gav os lov." Og Bush tilføjede: "Jeg havde ingen problemer med at finde ud af, hvad Khalid Sheik Mohammed vidste." Nej, ingen problemer med at torturere, hvis det virker.

Rystende læsning

Samtidig med høringerne har organisationen Phycians for Human Rights udgivet rapporten Broken laws, broken lives. Her får man endnu en gang syn for sagn med hensyn til, hvad det var præsidenten fik gang i. For her publicerer eksperter i retsmedicin resultaterne af de undersøgelser, som de har foretaget af elleve tidligere indsatte i Guantanamo og Af-ghanistan.

Man fandt karakteristiske tegn på alvorlige fysiske og seksuelle overgreb, og hele rapporten er rystende læsning.

Lægerne opfordrer nu præsident Bush til at tage afstand fra alle former for tortur og yde erstatning til ofrene. Men det allermest bemærkelsesværdige er nok rapportens forord. Det er skrevet af generalmajor Antonio Taguba. Han var den militærmand, som blev sat til at undersøge, hvad der var sket i Abu Ghraib efter offentliggørelsen af de fotos, som dokumenterede amerikanske soldaters overgreb mod irakiske fanger i Saddams Husseins tidligere torturceller.

Taguba, som blev meget upopulær hos daværende forsvarsminister Rumsfeld, fordi han ikke ville være et gidsel for regeringens udsagn om, at det kun drejede sig om nogle få 'rådne æbler', siger nu tingene så klart, at ingen i den amerikanske offentlighed kan være i tvivl om alvoren:

"Denne rapport fortæller den stort set ufortalte menneskelige historie om, hvad der skete med internerede i vores varetægt, da the Commander-in-Chief og dem under ham autoriserede 'a systematic regime of torture'. Denne historie er ikke bare skrevet i ord: Den er indgraveret for resten af disse menneskers liv på deres kroppe og i deres sjæl. Vores nationale ære er plettet af den uværdige og umenneskelige behandling, som de blev udsat for af deres fangevogtere."

General Taguba taler om 'krigsforbrydelser' og slutter med at forlange den juridiske oprejsning for ofrene, som de har til gode ifølge både international lov og den amerikanske forfatning.

Ikke-personer

I en nylig dom har et snævert flertal i den amerikanske højesteret givet de resterende 280 indsatte i Guantanamo mulighed for at få deres sag prøvet ved domstolene - og ikke kun ved de særlige militære domstole, som regeringen har nedsat. Det er et afgørende skridt. Men der er derimod ingen tegn på, at USA vil kompensere en eneste af de tidligere 38 indsatte på Guantanamo, som særlige tribunaler har frifundet for alle beskyldninger om at være 'fjendtlige kombattanter'.

I januar i år afviste appeldomstolen i Washington D. C. en sag, der var anlagt af fire britiske tidligere indsatte på Guantanamo. De erklærede at have været udsat for fysisk tortur og religiøs chikane. Retten fulgte regeringens påstand, der gik ud på, at de ansatte blot havde udført handlinger, som lå inden for deres kompetence. Og da de fire havde været interneret udenfor amerikansk territorium faldt de ikke ind under definitionen af en person.

Det fik en af dommerne - Janice Rogers Brown - til at skrive: "Vi efterlades i den uheldige situation at være den eneste ret, som erklærer, at de indsatte på Guantanamo ikke er personer."

På sin nylige afskedsrejse til Europa besøgte George W. Bush ikke sin gode ven, Anders Fogh Rasmussen. Jeg kender ikke begrundelsen. Men der er intet i Foghs hidtidige adfærd, som tyder på, at Bush var alvorlig bange for at blive bebrejdet 'brudte love og brudte liv.' I et interview forleden nøjedes den danske statsminister med at betegne Guantanamo og Abu Ghraib som 'torne på vejen'. Mens udenrigsministeren svinger sig op til at tale om 'meget ubehagelige sager'. Samtidig forsikrer Per Stig Møller os dog om, at "Bush er en overordentlig morsom mand. Man skal stå tidligt op for at følge med."

Vi kan kun konstatere, at regeringen snorksov, mens Bush udfoldede sin værkstedshumor, brød loven, ødelagde menneskeliv og underminerede sit eget lands og dets allieredes troværdighed.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Jongberg

Det kunne være fristende at erklære sig enig med Jørgen Flindt Pedersen, når han konstaterer, "... at regeringen snorksov, mens Bush udfoldede sin værkstedshumor, brød loven, ødelagde menneskeliv og underminerede sit eget lands og dets allieredes troværdighed. "

Det ville næsten være en lettelse at kunne tro det, men sandheden er nok snarere, at regeringen udmærket vidste, hvad der foregik og at den var revnende ligeglad med det - den havde jo absolut flertal i Folketinget, så .....

Næ, det danske folk snorksov(er) ... eller som Carsten Friskytte skriver i en anden streng om borgerne i en anden sammenhæng « de er ved at kvæles af velfærdsfedt............ « . Det passer nok også her.