Sihanoukville ved Cambodjas sydkyst er udset til at blive danskernes nye charterdestination og rejsekoncernen Star Tours indleder ugentlige flyvninger til byen i den kommende sæson.
Valget af Cambodja som nyt rejsemål er ikke overraskende: Klimaet er tropisk, strandene ligeså smukke som i nabolandet Thailand, og prisniveauet er meget lavt.
Men hvad er det egentligt for et land, der åbenbarer sig under solen efter 14 timers flyvning? Først og fremmest et fattigt tredjeverdensland med en usædvanlig blodig fortid, der rummer historien om et folkemord og 30 års borgerkrig.
Blodig fortid
Den fremadstormende turisme og økonomiske udvikling i dagens Cambodja står i skærende kontrast til det klasseløse bondesamfund, som De Røde Khmerer med diktatoren Pol Pot i spidsen gennemtvang i april 1975, da hovedstaden Phnom Penh blev indtaget.
De Røde Khmerer skabte et terrorregime, som medførte en permanent frygt for vold, tortur og død blandt befolkningen.
På mindre end fire år døde omkring to millioner under tvangsarbejde i rismarkerne, i torturkamrene eller på henrettelsespladserne.
I januar 1979 fordrev vietnamesiske styrker De Røde Khmerer fra størstedelen af Cambodja. Den tilbageværende del af bevægelsen flygtede til landets vestlige del, som forblev De Røde Khmerers magtbase helt frem til afslutningen af borgerkrigen i 1998.
I år er det altså kun 10 år siden, at borgerkrigen sluttede og de ultramaoistiske Røde Khmerer endegyldigt blev nedkæmpet. Siden har Cambodja været styret af premierminister Hun Sen, som har stået i spidsen for et gennemkorrupt, men stabilt styre, der har været med til at sikre det ødelagte land høje økonomiske vækstrater.
Selv om Cambodja fortsat er ludfattigt, er landet nu det samme sydende hav af nyvunden og ukontrolleret kapitalisme, som også kendetegner andre sydøstasiatiske vækstøkonomier. Et næsten symbolsk eksempel er det fuldstændigt uregulerede byggeboom i Phnom Penh, som betyder, at hovedstadens husnumre ikke længere følger noget form for orden. Også i badebyen Sihanoukville er udviklingen tydelig: Hotel efter hotel skyder op på strandene omkring byen, og en stadig stigende strøm af turister følger efter. Freden er kommet til Cambodja, men opgøret med fortiden er kun ved at begynde.
30 års forsinkelse
Udgangspunktet for retsopgøret er et kompromis, som FN og den cambodjanske regering blev enige om i 2003 efter års forhandlinger.
Kompromiset blev en FN-støttet domstol i Cambodja med både cambodjanske og internationale dommere. Det blev et ufravigeligt krav, at alle afgørelser skal have et flertal af både nationale og internationale dommere bag sig.
Da denne hybriddomstol begyndte sit arbejde i 2006 efter næsten uendelige forhalinger og tovtrækkerier, havde domstolen ganske sigende haft størst formel betydning uden for Cambodja: Ideen er så god, at hybriddomstolene er blevet kopieret ved retsopgør i Sierra Leone og Østtimor - men endnu mangler den første straffesag at tage sin formelle begyndelse i Cambodja.
Domstolen arbejder desværre ikke alene meget langsomt, den blev også igangsat med 27 års forsinkelse. Forklaringen på de mange års venten skal ikke alene findes i kaoset efter borgerkrig, folkemord og den efterfølgende vietnamesiske invasion af Cambodja.
Dansk støtte
Selv om den vietnamesiske invasion af Cambodja i 1979 satte en stopper for folkedrabet, var Danmark og resten af den vestlige verden ikke villig til at anerkende Cambodjas nye, vietnamesiskstøttede regering. Vietnam var Sovjetunionens allierede, og for den vestlige verden var hensynet til den internationale magtbalance vigtigere end et opgør med De Røde Khmerer. Af samme grund støttede Danmark helt op til 1992 en cambodjansk eksilregering i FN, som var domineret af De Røde Khmerer.
Da forhandlingerne om domstolen startede i 1997 havde FN derfor alt mulig grund til at sikre sig, at en kommende særdomstol ikke rettede opmærksomheden imod verdensorganisationen selv - også derfor trak forhandlingerne ud. Også konfrontationen mellem øst og vest er en af forklaringerne på, hvorfor et FN-støttet retsopgør mod De Røde Khmerer først kom inden for rækkevidde efter afslutningen af Den Kolde Krig.
En anden årsag til forsinkelsen skyldes den siddende cambodjanske regerings endnu stærkere forbehold over for et alt for omfattende retsopgør. Flere af regeringens ministre har selv en fjern fortid hos De Røde Khmerer, og selv landets populære Kong Sihanouk, som abdicerede i 2004, var i sin tid allieret med De Røde Khmerer.
Skuespil eller retsopgør?
I forhold til domstolen balancerer regeringen derfor mellem to hensyn. På den ene side bliver den nødt til at imødekomme det stigende pres fra både befolkning og udland om at retsforfølge de ansvarlige for folkemordet, mens de stadig lever. På den anden side er regeringen interesseret i et så begrænset retsopgør som muligt, så ledende ministres egen fortid i De Røde Khmerer ikke undersøges. Regeringens håb er, at denne balancegang kan sikre den maksimal legitimitet uden at påvirke den nuværende magtstruktur.
I dag sidder kun fem tidligere Khmer Rouge-ledere fængslet i det lille fængsel, som er opført sammen med særdomstolen uden for Phnom Penh. Kan et forsinket og så begrænset retsopgør overhovedet gøre noget godt? Svaret synes at være et ja, for domstolen markerer et opgør med den straffrihed, som hidtil har beskyttet de tidligere ledere af De Røde Khmerer.
Processen retter sig kun mod de øverste politiske ledere, og ofrene må indstille sig på, at de mange tusind bødler, som helt konkret udførte ugerningerne, aldrig bliver straffet. Ofre og bødler vil stadig leve side om side i landsbyerne, og man må lokalt erkende, tilgive og forsone.
I alt forventes højst otte af de tidligere ledere at blive retsforfulgt. Er domstolen dermed blevet en betydningsløs syltekrukke for et internationalt samfund præget af dårlig samvittighed og en cambodjansk regering med en belastet fortid? Selv om meget kunne tale for den udlægning, er svaret et nej. For cambodjanerne har grebet muligheden for et opgør med fortiden, og det FN-støttede retsopgør tegner på trods af alle odds til at blive en succes.
Vigtigst er, at tabuet omkring folkemordet nu endegyldigt er brudt. Borgerkrigens afslutning (og dermed sikkerhed for, at De Røde Khmerer er væk for altid) betød, at fortiden endeligt kunne behandles frit. Her hjalp også de langstrakte forhandlinger om retsopgørets form til: Måske utilsigtet forblev folkemordet højt placeret på den politiske dagsorden i Cambodja og pressede en offentlig debat frem, som havde været undertrykt i årtier.
Vejen til retfærdighed?
Debatten er afgørende, for selv hvis kun få af de øverst ansvarlige for folkedrabet ender med at blive dømt, vil særdomstolen alligevel have været en succes. De sidste års åbenhed kan nemlig mest af alt karakteriseres som en spontan sandhedskommission, hvor cambodjanere af alle slags og i alle dele af landet endeligt har fået mulighed for at tale om deres tab og langsomt forsøge at forsone sig med hinanden efter mange års ufred.
Juridisk set er retfærdighed udtryk for lighed for loven. Retfærdighed udelukker vilkårlighed, men faktum er, at Cambodja er et af verdens mest korrupte lande, hvor graden af bestikkelse ligger på højde med lande som Afghanistan og Irak.
Mere end 70 pct. af befolkningen har ifølge Transparency International måttet betale bestikkelse inden for det seneste år, og folk har ikke store forventninger om snarlige ændringer. Bestikkelse hører til dagens uorden, og selv embedet som dommer kan erhverves for penge.
De færreste cambodjanere forventer derfor at opnå retfærdighed i de ordinære retssale - i bedste fald en fordelagtig afgørelse imod passende betaling. Det er derfor altafgørende, at domstolen hæver sig over den almindelige korruption i det cambodjanske retssystem og lever op til det billede af en idealdomstol, som er blevet skabt.
Tidens gang er også en væsentlig bekymring. Der er en reel risiko for, at de gamle ledere når at dø, før de kommer for retten: Flere af de anklagede er væsentligt helbredssvækkede, men alligevel bevæger processen sig fremad i sneglefart.
De færreste cambodjanere forventer derfor at opnå retfærdighed i de ordinære retssale - i bedste fald en fordelagtig afgørelse imod passende betaling. Det er derfor altafgørende, at domstolen hæver sig over den almindelige korruption i det cambodjanske retssystem og lever op til det billede af en idealdomstol, som er blevet skabt.
Den FN-støttede domstol står over for høje forventninger om en fair proces. Derfor kan særdomstolen få stor betydning som det gode eksempel, der kan vise cambodjanerne en bedre retspraksis. Og dermed i sidste ende være med til at skabe et forventningspres fra befolkningen, der forhåbentligt tvinger de cambodjanske magthavere til at udbygge og reformere retssystemet. Menneskerettighedsaktivister i Cambodja håber, at åbenheden omkring fortidens forbrydelser også kan være med til at skabe en kultur af åbenhed omkring nutidens lovovertrædelser - også magthavernes.
Kronikørerne har skrevet på baggrund af et DANIDA-rejsestipendium
