Læsetid: 5 min.

I dag tyran, i morgen statsmand

Manden, som millioner af libanesere mener planlagde mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafiq Hariri, vil modtage en af Frankrigs største hædersbevisninger
Den syriske præsident Bashar al-Assad er kommet til ære og værdighed igen.

Den syriske præsident Bashar al-Assad er kommet til ære og værdighed igen.

24. juni 2008

Man plejede at tale om de mægtiges fald fra tinderne. Nu er det lige omvendt: Hvordan rejste de faldne sig og blev mægtige på ny? Mindes De 'Mellemøstens gale hund' (Reagans tåbelige kliché) - 'terror-sponsoren', som endda sendte en skibsladning med skydevåben til IRA? En vis oberst Gadaffi var Libyens vanvittige leder, som skrev et dræbende kedeligt pseudo-filosofisk værk betitlet Den grønne bog og havde planer om at håne det Hvide Hus ved at kalde sit eget palads 'Det Grønne Hus', lige indtil en eller anden gav ham et vink om, at det ville få ham til at fremstå endnu mere som et kålhoved end han gjorde i forvejen.

Så opgav han pludselig nogle fiktive masseødelæggelsesvåben, og Anthony Blair, der i mellemtiden var blevet kommerciel direktør for Verdenstroen, tog til Tripoli for at logre for ham, og han blev kaldt 'statsmandsagtig' af den absurde Jack Straw, og så blev han inviteret til Paris af den endnu mere absurde Nicolas Sarkozy, hvor han nok så kongeligt fik den franske præsident til at fremstå som et fjols ved at opføre sig alt andet end statsmandsagtigt.

Og nu - bingo - har Sarkozy gjort det igen. Denne gang er det Bashar al-Assad, en anden formodet 'sponsor af international terror' (denne forvrøvlede betegnelse stammer naturligvis fra Washington), som (hvis han accepterer l'invitation française) vil befinde sig i Paris på Bastille-dagen for at indtage sin plads på tribunen for enden af Champs Elysées. Manden, som millioner af libanesere mener planlagde mordet på den tidligere libanesiske premierminister Rafiq Hariri i Beirut den 14. februar 2005, vil således modtage en af Frankrigs største hædersbevisninger, nemlig at stå ved siden af den franske præsident, når han inspicerer sine militære styrker.

Blandt vraggodset

Le Canard Enchanóné, min foretrukne franske avis, bragte denne uge en vidunderlig tegning, hvor en mand, der i ekstrem grad ligner Bashar, spørger Sarkozy og pragtfulde Carla: "Hvad går jeres 14. juli egentlig ud på?" Og Carla svarer: "En tyrans endeligt." Og Sarkozy, som næsten ikke ved, hvad han skal sige, tilføjer: "Øh, en konges". Netop. Og begge dele kan man kalde Bashar, hvis overtagelse af tronen efter sin fars død i 2000 gjorde det temmelig klart, at Syrien nu er et kalifat (på samme måde som Egypten vil blive det, hvis Onkel Hosni bliver efterfulgt af sin søn Gamal Mubarak). Men helt alvorligt: Hvordan kom Bashar, som er en amerikansk hadefigur og tilbehør til Bush' vanvittige begreb 'ondskabens akse', med på gæstelisten? Godt nok er han blevet bedt om at være med i Frankrigs splinternye Middelhavs-union (sammen med Ehud Olmert), men det kan ikke bare være det.

Både han og Sarkozy kan lugte et amerikansk nederlag. Den amerikanske katastrofe i Irak - og i Afghanistan (en film, som snart vil kunne ses i din lokale biograf) - og USA's totalt fejlslåede forsøg på at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne samt tabet af Libanon som amerikansk protegé (nu da det pro-syriske Hizb Allah kan nedlægge veto mod Amerikas venner i det parlamentariske flertal, når først der er et ministerråd) betyder, at Frankrig kan rykke ind blandt vraggodset og forsøge at genindføre le mandat français.

Syriens ukrænkelighed

Domstolen, der skal dømme Hariris mordere, eksisterer stadig ikke, og selv Walid Jumblatt, min yndlingsnihilist blandt druserne, har været i Saudi-Arabien for at bede kongen om at blive ved med at skubbe på for en sådan domstol. Han gjorde det samme i Washington, hvor han småsnakkede med Bush og Gates og de andre i samme stil. Men USA har fejlet i Mellemøsten.

Bashar får således lov til at komme tilbage til det civiliserede Vesten, som Jacques Chirac engang opmuntrede ham til at besøge, før han følte sig forrådt efter Syriens tilsyneladende indblanding i mordet på Hariri. Min egen mistanke er, at Baath-partiets sikkerhedsfolk var indblandet i massemordet, men ikke Bashar. Hvorom alting er, er det kun 17 måneder siden, Chiracs udenrigsminister Philippe Douste-Blazy dukkede op i Beirut til begravelsen af unge Pierre Gemayel (myrdet, og endnu engang rettedes de sædvanlige anklagende fingre mod Syrien) for at bekendtgøre, at Chirac var "den bedste forsvarer på jorden af Libanons ukrænkelighed". Nu lader det til, at Sarkozy er den bedste forsvarer på jorden af Syriens ukrænkelighed. Og af Bashar.

Alt dette præsenteres naturligvis i det, jeg kalder stearinlyspolitik. Olmert vil måske mødes med Bashar al-Assad, fortæller franskmændene os, og således vil deres indirekte fredsforhandlinger fremmes. Det er tid til at hente Syrien ind fra kulden - og det er derfor to af Sakozys vigtigste håndlangere har været i Damaskus og smøre den syriske præsident i håbet om, at han ikke vil takke nej til rejsen. Frankrig vil kunne opmuntre Bashar til at opføre sig ordentligt i Libanon, åbne en ambassade i Beirut, afgrænse den libanesisk-syriske grænse - bla bla bla. Det er tillige en belønning for Bashars støtte til Doha-konferencen, som - til en vis grad - afsluttede Libanons sidste anfald af den sekteriske syge, skønt til Søster Syriens egen fordel.

Nu klager flertallet i det libanesiske parlament sig over Bashars besøg. Det samme gør Frankrigs største jødiske organisation, skønt uden videre succes; sidste gang den syriske præsident besøgte Paris, bebrejdede den ham symbolsk det nazistiske holocaust på Europas jøder, som fandt sted mere end et tiår, før Bashar blev født. Nu protesterer endog den elegante gamle sommerfugl fra Libyen mod 'Middelhavs-unionen'. Åh ja, den 'statsmandsagtige', opblæste og selvoptagne Gaddafi tog afstand fra hele molevitten med de udødelige ord: "Vi er ikke hunde, de kan kaste kødben til." Sarkozy burde have vidst det. Dette var trods alt den samme Gaddafi, som dukkede op til et neutralt topmøde i det gamle Jugoslavien - jeg har det fra en ven, der er tidligere serbisk diplomat - med en kamel og en hvid hest, den første skulle give mælk, den anden var så han kunne ride gennem Beo-grads gader til konferencen. Han fik lov at beholde kamelen. Hesten blev der nedlagt forbud mod.

Ingen kage

Sådan går det, når man betragter sig selv som en 'fører' - Gaddafis beskrivelse af sig selv; pudsigt nok nøjagtigt samme begreb, som A. Hitler brugte - og det er virkelig ikke til at vide, hvad der sker med egensindige folk, når de stiger på vores lykkehjul. Vi slog Kurt Waldheim til ridder og trak siden ridderskabet tilbage, da vi fandt ud af, at han havde en skummel fortid under Anden Verdenskrig. Vi tog Ceausescus ridderskab fra ham, da han blev henrettet juledag. Vi elskede Saddam, da han torturerede og dræbte alle sine kommunister - dengang Paris' borgmester Chirac også logrede for ham - og da han invaderede Iran. Siden hadede vi ham, da han invaderede Kuwait, og vi var glade for at se ham hængt 17 år senere.

Frygt ikke: En sådan skæbne vil ikke overgå Bashar. Han vil respektere tyran-kongens fald og uden tvivl modtage økonomisk hjælp fra Frankrig. Og således vil hans folk ikke behøve at spise kage.

(c) The Independent og Inf.

Oversat af Sara Høyrup / texthouse.eu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer