Kommentar

Danmark på de globale valutamarkeder

Danmark vil opnå en reel frihed ved at deltage i ØMU'en og anvende Euroen
Debat
9. juni 2008

Lars Seier Christensen (LSC) har i et indlæg i Information 4. juni kritiseret konklusionerne i mit indlæg den 29. maj samme sted. Min overskrift var 'ØMU'en sikrer økonomisk stabilitet'. Den næste sætning var "Danmark får fordele og større frihed som medlem af ØMU'en". Begge udsagn er øjensynlig i modstrid med LSC's holdning til ØMU'en. Andre har tidligere givet udtryk for samme kritiske opfattelse af ØMU'en. Derfor denne kommentar.

Desværre er det småt med økonomiske argumenter i LSC's indlæg, der heller ikke forholder sig til mine to hovedargumenter, der som antydet er, at ØMU'en og dermed Euroen skaber stabilitet på de finansielle markeder og fjerner betalingsbalancen som restriktion for den økonomiske politik. Det sidste følger af, at betalingsbalanceunderskud og udlandsgæld finansieres uden valutariske problemer inden for men ikke uden for Euro-zonen. Danmarks valg er derfor mellem altid at have styr på betalingsbalancen og af den grund til tider at undertrykke hensynet til produktion og beskæftigelse eller at overdrage ansvaret for den danske valutakurs til et medlemskab af euroen. Det sidste giver selvfølgelig den største reelle frihed.

Den frihed uden for ØMU'en, som LCS lovpriser, eksisterer ikke, medmindre Danmark isolerer sig fuldstændig fra omverdenen. Vi skulle i så fald ophøre med at handle varer og finansielle fordringer med udlandet og tilsvarende undlade at rejse over landegrænser. Men hvis vi fornuftigvis har økonomisk samkvem med udlandet, er det nødvendigt at anvende udenlandske valutaer til betalingerne i dette samkvem.

Der er kun USA

Af lande med en selvstændig valuta er det kun USA, der både kan handle med andre lande og samtidig undlade at bruge andre valutaer end deres egen. Det skyldes USA's position som reservevalutaland, der medfører, at andre lande i forhold til USA bruger den amerikanske dollar og dermed en for dem fremmed valuta. En tidligere amerikansk finansminister har beskrevet resultatet af denne arbejdsdeling ved at sige, at 'dollaren er vores valuta, men jeres problem'. Forholdet er ensbetydende med, at USA i sin økonomiske politik reelt ikke (behøver at) tager hensyn til sin betalingsbalance og de økonomiske forhold i andre lande.

For et mindre land som Danmark, der har væsentlig økonomisk samkvem med Euro-zonen, kan en stor del af de amerikanske fordele opnås ved at erstatte kroner med den fælleseuropæiske mønt. Herved fjerner Danmark den restriktion, der følger af at skulle tage hensyn til den valutariske finansiering af betalingsbalanceunderskud og udlandsgæld. Samtidig fjerner anvendelse af Euroen spekulationer i en ændring af den danske valutakurs.

Større afhængighed

LSC synes at mene, at et land ved at opgive (en selvstændige) fastkurspolitik og overgå til en flydende valutakurs kan fjerne både spekulation på valutamarkedet og behovet for af at tage hensyn til betalingsbalancen. Det er ikke rigtigt, og samtidig bliver afhængigheden af både spekulation og betalingsbalance større, jo mindre et valutaområde, der er tale om. Et aktuelt og skræmmende eksempel er et mindre land med en selvstændig valuta på en ø mellem Danmark og Grønland. Jeg henviser ikke til Færøerne, der som bekendt omfatter flere øer og har valuta fælles med Danmark.

Kun én begrænsing

Valget af valutakursregime er grundlæggende ikke - som hævdet af LSC - et spørgsmål om, vi skal have en selvstændig Danmarks Nationalbank, en selvstændig valuta og en tilsvarende rentepolitik. Det afgørende er, om den økonomiske udvikling i Danmark er tilfredsstillende set med vores øjne. Med en sådan synsvinkel er det selvfølgelig en fordel at blive fri for valutaspekulation, der destabiliserer produktion og beskæftigelse, og samtidig slippe for at hensyntagen til betalingsbalancen i den økonomiske politik. En sådan reel frihed vil Danmark opnå ved at deltage i ØMU'en og anvende Euroen.

Men intet kommer af intet, undtagen lommeuld, og derfor er modstykket til denne frihed bundet op på en enkelt formel begrænsning i form af Stabilitets- og Vækstpagten. Den er vi dog allerede bundet af uden problemer, hvilket understreger, at begrænsningen er formel og ikke reel, selv når Danmark fører økonomisk politik, der sigter mod arbejdsløshed på et lavt niveau. Den eneste reelle begrænsning ved tilslutning til den fælleseuropæiske valuta er, at dansk inflation på lang sigt skal være på samme lave niveau som i Euro-zonen. På andre områder har Danmark som medlem altid mulighed for at gøre det bedre end andre medlemslande.

Claus Vastrup er professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidl. overvismand

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvem er den Danmark der handler?

Det kunne også være, selvstændighed i sig var det afgørende.

Steen Rasmussen

Var det ikke relevant at huske på at konvergenskravene for længst har fjernet statens mulighed for at fører keynesiansk beskæftigelsespolitik, fordi der er defineret stramme begrænsninger for statens samlede gæld og det løbende underskud på finanserne fra Europastatens side.

Betalingsbalancen er noget andet, men den er selvfølgelig ikke uafhængig af statens finanser og statens gældspolitik.

Pengepolitikken er allerede deponeret frivilligt i Bruxelles. Vi fører fastkurspolitik, også selv om der sikkert kommer et tidspunkt igen, hvor det vil være belejligt at kunne sænke værdien af kr. Men pengepolitikken er den samme i DK som i Europastaten.

Alt kommer an på at vinde købekraft i forhold til omverdenen, hente billige varer og arbejdskraft fra omverdenen, højtuddannede fra den tredje verden, råvarer og løntunge masseproducerede varer i Asien, sælge dem skrot, mangel på råvarer og jord til eget brug osv. Og selvfølgelig er det bekvemt. Det er jo det fri marked, og det kommer de købedygtige til gode, lige ind til det ikke kommer dem til gode mere.

I forlængelse af Europastatens bestræbelse på at fjerne alle illegitime forhindringer for varernes og arbejdskraftens optimale udnyttelse, lægges der nu op til at hæve den tilladelige arbejdsuge til hele 65 timer. Det hedder sig officielt, at det er med til at gøre arbejdsmarkedet mere ”fleksibelt”.

http://www.elpais.com/articulo/economia/ministros/UE/debaten/elevar/65/t...

Det store spørgsmål er, om vi så virkeligt får mulighed for at vælge, f.eks. hvor mange timer vi skal arbejde hver især, eller hvad? Fakta er, at der ikke længere vil være lovhjemmel for at forhindre arbejdsgivere i at stille deres ansatte over for valget mellem at arbejde de timer, huan har brug for, eller at finde sig et nyt job.

Betyder det også at 37 timers arbejdsugen og alle de former for aftaler om løn og erstatning for løn, der findes, kommer under pres?

Målet er afskaffelsen af alle restriktioner i forhold individuelle aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Alt hvad der ikke defineres af de (ifølge Europastatens institutionaliserede monetaristiske lovreligion) eneste to legitime parter i den økonomiske udveksling, aftager og modtager af ydelser for penge, skal fjernes. Kun markedets legitime aktører repræsenterer friheden. Når disse to sider har defineret friheden, fået den gennemført i sin renlivede institutionaliserede form, så kan vi andre se på, hvad der er tilbage af friheden til os.

Markedet er et vilkår, lige så forpligtende og nødvendigt for den der er afhængig af det, som alle andre former for nødvendighed, der omgiver det enkelte individ. Og når alle ressourcer og livsbetingelser endeligt administreres af denne form for nødvendighed/frihed, så er valgmulighederne minimale. Enten er man med for fuld fart, eller også er man ude. Arbejdskraft vil der være nok af.

Carsten Friskytte

Nemlig, Steen Ole Rasmussen! Vi skal bare lade den usynlige hånd styre hele Europa/Verden, så skal det nok gå alt sammmen. Nogle ryger selvfølgelig ud over kanten, men det bliver ikke mig, thi på min ryg har jeg samme slags plet som gøgeungen, hæhæ!