Kronik

Dannelse til verdensborger

I fornyelsen af højskolen er 'nydanskerne' en uundværlig ressource, som kan gøre gamle idealer konkrete
Nydanskerne kan hæve sig over den dobbelte identitet, når de gør både deres danske og fremmede rødder til fundamentet under en ny identitet, verdensborgerens. De etniske danskere står foran en lignende udfordring, når de skal hæve sig over det nationale og begå sig ude i verden på dens mangfoldighed af betingelser

Nydanskerne kan hæve sig over den dobbelte identitet, når de gør både deres danske og fremmede rødder til fundamentet under en ny identitet, verdensborgerens. De etniske danskere står foran en lignende udfordring, når de skal hæve sig over det nationale og begå sig ude i verden på dens mangfoldighed af betingelser

Martin BUBANDT JENSEN

1. juli 2008

For mere end fire årtier siden skrev min far, Johannes Dragsdahl, en lille bog, Opdragelse til verdensborger. Centralt i hans og samtidens opfattelse stod, at verdensborgeren skal forstå og respektere verdens mangfoldighed. Han var foruden teolog også højskoleforstander, så hans grundrids til en skole i verdenssamarbejde blev søgt omsat i praksis.

Fra mine drengeår husker jeg især et kursus i dialog mellem religioner med oplæg fra bl.a. en katolik, en buddhist og en muslim. Det mest farverige indslag kom fra en mand, som havde boet i en afrikansk landsby og nu dansede med besynderlige masker på og ofrede tomater til guden i Gyrstinge sø.

Som udenrigsjournalist har jeg siden gennem 40 år levet i den globale og multikulturelle virkelighed. Jeg har på nærmeste hold oplevet et USA, som i 60'erne var på randen af racekrig, men nu har udviklet sig til et samfund, hvor Barack Obama kan blive valgt til præsident. Under Den Kolde Krig lignede det for nogle et højdepunkt af naivitet, når aktivister krævede både fred og frihed, og i en appel fra 1980 erklærede:

"Vi må begynde at handle på en måde, som om et forenet og fredeligt Europa allerede eksisterede. Vi må lære at være loyale, ikke over for 'Øst' eller 'Vest', men over for hinanden, og vi må se bort fra de forbud og begrænsninger, som nationale stater pålægger os."

Men visionen blev til virkelighed.

Chokket var derfor overvældende, da jeg kom hjem til et Danmark, som lukker sig inde i nationalisme og dansk selvtilfredshed. Mange gamle venskaber brød sammen. Helt uforberedt var jeg dog ikke. Som udenrigsjournalist oplever man tit, at danskeres indsats i det fremmede begrænses af medbragte nationale skyklapper.

Efter nærkontakt med racemodsætningerne i 60'ernes USA, er følelsen af deja vu i dagens Danmark forvirrende og deprimerende. Forvirringen skyldes, at der er store 'objektive' forskelle mellem datidens USA og Danmark, men alligevel ligner mange af kræfterne, der vansirer Danmark, dem, som truede USA med undergang.

Verdensborgere på vej

Men der er også en anden virkelighed i Danmark. Det har jeg oplevet på først Krogerup Højskole, og nu på Europahøjskolen. Hvis man må generalisere lidt, så kendetegner det eleverne, at de helt har fattet, hvad filosoffen Immanuel Kant for længe siden påpegede, da han beskrev behovet for verdensborgere:

Menneskene er tvunget til at leve sammen, fordi jordoverfladen er kugleformet. De har også draget den konklusion, at de selv skal begå sig i en verden, som er langt større og mere udfordrende end Danmark. De ved udmærket, at de skal hæve sig over det nationale. Som 1980'ernes aktivister har de erkendt, at man skal være loyal over for hinanden og se bort fra de begrænsninger, som den nationale stat og kultur pålægger os. De er kort sagt på vej til at blive, hvad filosoffen Peter Kemp i dag kalder verdensborgere - mennesker, der "tager nutidens store brændende globale problemer op for at bidrage til løsninger, der kan være til gavn for hele menneskeheden".

Mødet med eleverne har været en af de mest berigende oplevelser i mit liv, fordi jeg pludselig ser, at min fars vision for højskolens fremtid kan blive virkelighed i en moderniseret udgave, som også lægger vægt på forandring. Højskolen kan kaldes en korsvej, hvor mennesker mødes i et demokrati præget af dialog og aktiv deltagelse. Bagefter går de, forhåbentlig berigede, videre ad veje, som de måske før ikke kendte til. Hvis højskolen placerer sig langs fronten, hvor det nye kultursammenstød udkæmpes, kan den både blive fornyet og levere et bidrag til samfundet, som mindst er på højde med, hvad den præsterede i det 19. århundredes omstillingsproces fra land til by. Udfordringen er i dag, at man skal uddanne verdensborgere, som udgør globaliseringens menneskelige, tværkulturelle og demokratiske dimension.

Det er nemlig ikke nok, at man anser sig selv for borger i verden. Eleverne skal også have nogle redskaber, så de kan begå sig ude i verden. I de århundreder, hvor begrebet 'verdensborger' er blevet diskuteret, har man ikke været blind for, at ganske særlige kvalifikationer var nødvendige. Men mange bestræbelser har været præget af luftig idealisme og en verdensfjern tilgang. Det nye er, at vi i dag har en ressource, som kan give alle de smukke tanker et konkret indhold. Det er en ressource, som nogle kalder for 'nydanskerne'.

Dobbelt identitet

Det er eleverne, som giver højskolen indhold. Lærerne kan skabe den rette atmosfære og rammerne for samværet. Det er langt fra nok, hvis man blot samler elever fra forskellige kulturer. Man skal give eleverne en verdensborgers redskaber, blandt andet evne til frugtbar dialog og respekt for andre kulturer. Redskabernes værdi opleves bedst, hvis de straks kan afprøves i en multikulturel verden. Det er muligt, hvis andre end etniske danskere er i skolens dagligdag. Nydanskerne repræsenterer lokalt den globale mangfoldighed. Det kan være udfordrende. Men udfordringerne vil være endnu større, når etnisk danske elever senere skal ud, hvor de selv er fremmede.

Regeringen har sørget for, at "unge med anden etnisk baggrund" via den såkaldte Kommunepulje kan få et højskoleophold betalt. Hensigten er, som det hedder i en præsentation, at de skal "have et skub i den rigtige retning", så de kan blive "gode og aktive samfundsborgere".

Det er muligt. Men det lyder noget nedladende. Det er imidlertid min erfaring, at disse unge i kraft af engagement og globalt udsyn hæver sig over etnisk danske elevers gennemsnit, og at de i høj grad kan give danskerne et skub i den rigtige retning.

Når jeg i en indledende præsentationsrunde har bedt mine elever fortælle, hvad deres baggrund er, kommer de alle fra Odense, København eller andre danske byer. Der er ingen, som kommer fra Somalia, Libanon eller Pakistan - selv om man med øjnene godt kunne få det indtryk. Et nærmere bekendtskab afslører dog, at en del har en dobbelt identitet, som er i indbyrdes kamp. Det kan være svært for den enkelte, men det kan også være vejen til indsigt og styrke. Mange nydanskere ved tidligt, at tilværelsen kan være en kamp med svære valg, og at man kun klarer sig gennem ihærdig indsats. Nogle af dem segner næsten under presset, men der er også oplagte rollemodeller, som stråler med deres intelligens, nysgerrighed og gå-på-mod.

Hvis de glade givere bag Kommunepuljen tror, at disse nydanskere skal opdrages til dansk kultur, så kan de godt tro om. Erfaringerne fra en lignende indsats rettet mod grønlændere burde give anledning til mere omtanke. Den dobbelte identitet kan ikke udslettes. Nydanskerne vil hele deres liv blive belært om, at de ikke er og aldrig kan blive 'ægte' danskere. Som en elev skrev til mig:

"Jeg elsker Danmark, jeg føler, at det er mit land, men de seneste par år er jeg blevet træt, virkelig træt af tonen i debatten, træt af at blive set ned på. I dag ser jeg mig selv som dansk muslim med arabisk baggrund, men egentlig ved jeg ikke, hvad det vil sige længere. Man kan jo ikke være muslim og dansker samtidig - eller, jo, for mig er det helt normalt, men kan man være fredelig og muslim samtidigt?"

Brug for dannelse

Men nydanskerne kan hæve sig over den dobbelte identitet, når de gør både deres danske og fremmede rødder til fundamentet under en ny identitet, verdensborgerens. De etniske danskere står foran en lignende udfordring, når de skal hæve sig over det nationale og begå sig ude i verden på dens mangfoldighed af betingelser.

Til denne proces har begge parter brug for dannelse. Gennem kulturhistorie kan de lære, at kulturer og civilisationer altid har lånt af hinanden. Gennem faget verdenssamarbejde skal man få indsigt i de fælles udfordringer og bestræbelserne for at nå frem til svar. Gennem undervisning i etik og menneskekundskab skulle man gerne få kendskab til, hvordan der skabes frugtbar kontakt mellem mennesker. Og så bør man bestemt ikke glemme konkrete projekter, som giver fælles erfaringer, og skabende fag, der giver mulighed for selvudfoldelse.

Hvis man i den indsats vil se en videreførelse af gamle danske traditioner, så ok. Indholdet i dansk kultur er i sidste ende, hvad de unge verdensborgere selv mener og gør.

Jørgen Dragsdahl er journalist og lærer på Europahøjskolen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu