Læsetid: 4 min.

Demonstrativ godgørenhed

Bør vi fra et etisk perspektiv bekymre os om renheden i de motiver, der får folk til at donere midler til velgørende formål?
Bør vi fra et etisk perspektiv bekymre os om renheden i de motiver, der får folk til at donere midler til velgørende formål?
1. juli 2008

Jesus sagde, at vi skulle give almisser i det private - ikke når andre så på. Det passer godt med det intuitive indtryk, man har af, at hvis folk kun gør gode handlinger i det offentlige rum, kan de være motiveret af et ønske om at opnå et ry som generøse. Måske er de slet ikke så generøse, når der ikke er nogen, der ser på.

Den tanke kan få os til at foragte den form for filantropisk graffiti, der fremhæver givernes navne på koncertsale, kunstmuseer og universitetsbygninger. Mange gange står givernes navne ikke alene skrevet overalt på hele bygningens facade, men tillige på så mange enkeltdele af bygningen, som fundraiserne og arkitekterne kan finde plads til.

Ifølge udviklingspsykologer er sådanne uhæmmede udstillinger af velgørenhed menneskets svar på han-påfuglens hale. Præcis ligesom påfuglen signalerer styrke og egnethed ved at vise sin enorme hale (som set fra et praktisk synspunkt er rent ressourcespild), således signalerer velgørenhed i fuld offentlighed til mulige mager, at man har rigeligt med ressourcer.

Men bør vi fra et etisk perspektiv bekymre os så meget om renheden i de motiver, der får folk til at give? Det vigtige er vel, at der blev givet til en god sag. Vi kan da godt se skævt til en overdådig ny koncertsal - men ikke, fordi giverens navn står skåret ind i dens marmorfacade. Snarere bør vi spørge, om det i en verden, hvor 25.000 fattige børn dør unødvendigt hver eneste dag, virkelig er en koncertsal mere, der er brug for.

Kendtheds-effekt

Omfattende aktuel psykologisk forskning peger den anden vej end Jesu råd. En af de mest afgørende faktorer for, hvor meget folk giver til velgørende formål, er, hvad de tror, andre gør. Dem, der gør det kendt, at de giver til velgørenhed, øger derfor sandsynligheden for, at andre vil gøre det samme.

Måske vil vi til sidst nå dertil, hvor det at give et betydeligt beløb for at hjælpe verdens fattigste bliver så udbredt, at det kan forhindre de fleste af disse 25.000 børns død om dagen.

Det er det, Chris og Anne Ellinger håber på at opnå med deres netsted www.boldergiving.org. Netstedet fortæller historien om de mere end 50 medlemmer af 50 procent-ligaen: folk, der har givet mere end 50 procent af deres formue eller af deres indkomst i hvert af de forgangne tre år. Medlemmer af ligaen vil gerne ændre forestillingen om, hvor store beløb, det er 'normalt' eller 'rimeligt' at give.

Gruppen består af meget forskellige mennesker. Tom White havde et stort byggefirma og begyndte at give millioner af dollar til Paul Farmers forsøg på at få lægehjælp ud til Haitis fattige landbefolkning. Tom Hsieh og hans kone Bree forpligtede sig til at leve for mindre end den amerikanske gennemsnitsindkomst, som for tiden er på 46.000 dollar om året. Eftersom Tom tjente mere end gennemsnittet, gav de mere væk - mestendels til organisationer, som hjælper de fattige i udviklingslandene. Hal Taussig og hans kone har givet mere end tre millioner dollar væk, hvilket er 90 pct. af deres formue. Nu lever de lykkeligt på bistandshjælp.

Tilfredsstillende

De fleste givere oplever det som personligt tilfredsstillende at give. Hsieh siger, at uanset om hans gave har reddet andres liv eller ej, så har det reddet hans eget: "Jeg kunne meget let have levet et liv, der var kedeligt og uden betydning. Nu har jeg den store glæde, at mit liv tjener et formål og har en mening." Når folk roser Hal Taussig for hans generøsitet, siger han til dem: "Ærligt talt, så er det min måde at få spænding i livet."

50 procent-ligaen stiller høje krav - måske for høje for de fleste mennesker. James Hong startede www.hotornot.com, som lader folk bedømme, hvor hotte andre mennesker er. Det blev han rig på. Han har svoret at forære 10 procent af alt, hvad han tjener over 100.000 dollar væk. På netstedet www.10over100.org opfordrer han andre til at gøre det samme. Og indtil videre har 3.500 personer gjort det.

Hong stiller ikke høje krav. Hvis du tjener mindre end 100.000 dollar, behøver man slet ikke give noget væk. Og hvis du tjener f.eks 110.000, forventes du blot at give 1.000 dollar væk - mindre end én procent af din indkomst. Det er ikke spor generøst. Mange af dem, der tjener mindre end 100.000 dollar, har også godt råd til at give noget væk. Men Hongs formel er enkel, og den begynder at kunne mærkes, når indtjeningen er virkelig stor. Hvis du tjener en million dollar om året, har du lovet at give 90.000 dollar væk - ni pct. af, hvad du tjener, hvilket er mere, end de fleste rige mennesker giver.

Vi må se at komme os over vores modvillighed mod at tale åbent om det gode, vi gør. Godgørenhed i det stille vil ikke ændre på en kultur, der tilsiger, at det er fornuftigt at bruge alle ens penge på sig selv og ens familie i stedet for at hjælpe dem, der har mere brug for dem. Og det skønt det at hjælpe andre giver mere tilfredsstillelse i det lange løb.

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University og har bl.a. udgivet Animal Liberation og Practical Ethics. Han arbejder for tiden på en bog om filantropi og global fattigdom.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Sara Høyrup / texthouse.eu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu