Læsetid: 4 min.

Europas ulykke

Der er stadig en lillebitte chance for at undgå sammenbruddet, hvis Irland med sin nej-stemme forbliver isoleret inden for EU. Uagtet dette bør vi alvorligt overveje, om alle involverede parter og Europa ikke ville være bedre tjent med at gå hver sin vej
Der er stadig en lillebitte chance for at undgå sammenbruddet, hvis Irland med sin nej-stemme forbliver isoleret inden for EU. Uagtet dette bør vi alvorligt overveje, om alle involverede parter og Europa ikke ville være bedre tjent med at gå hver sin vej
28. juni 2008

Så er det sket. Efter at Frankrig og Holland afviste den Europæiske Forfatningstraktat, kommer nu Irlands nej formentlig som dødsstødet mod et forenet og stærkt Europa.

12. juni 2008 vil blive husket som en historisk dag i Europa.

Uanset hvilke desperate redningsforsøg, der vil blive sat i værk, kan de ikke skjule det faktum, at den Europæiske Union har forladt verdensscenen som seriøs udenrigspolitisk spiller i alt fald de næste ti år (måske mange flere).

Det sker på et tidspunkt, hvor problemerne på Balkan fortsat er uløste, Amerika oplever en relativ nedgang, Rusland kommer til kræfter, Tyrkiets indenrigspolitik tager en forkert drejning, naboen Nærøsten risikerer at eksplodere, og Kinas og Indien vokser sig til stormagter, der kommer til at afgøre verdensøkonomien og morgendagens politikker.

Dårlig vittighed

Stakkels Europa! Med den irske folkeafstemning har man blindt og ganske unødvendigt kastet sig selv ud i politisk ulykke. EU vil da fortsætte med at eksistere, jovist, og unionens institutioner vil fortsat fungere på godt og ondt på grundlag af Nice-traktaten. Men et stærkt og initiativrigt Europa, som formår at afgøre sin egen skæbne, ligger ikke i kortene i lang tid frem over.

Når respektable britiske medier som Financial Times advarer imod et nyt europæisk psykodrama og opfordrer til i stedet at arbejde hen imod et 'resultaternes Europa', skal det snarere ses som en dårlig vittighed end som et seriøst alternativ. Et æsel kan hverken lokkes eller bankes til at blive en racehest, med mindre altså at man i al hemmelighed er godt tilfreds med æslet. Og det er netop Europas grundlæggende problem: Mange af unionens medlemmer vil faktisk bare have et æsel.

Men institutioner kan reformeres, hvis de ikke længere fungerer, og det er lige præcis det, EU forgæves har forsøgt at gøre i 20 år. Efter 1989 har historien gjort udvidelse af unionen uomgængelig, men uden en institutionel reform vil et EU med 27 medlemslande uundgåeligt levere stadig værre resultater til borgernes stigende skuffelse.

Hvad bliver da konsekvenserne af den irske folkeafstemning?

1) En stærk europæisk udenrigspolitik blev foreløbigt begravet den 12. juni - og der var ellers slemt brug for den i lyset af verdens aktuelle tilstand. Nationalstaterne vil igen have kontrollen med udenrigspolitikken. Det samme gælder demokratiseringen af EU og dermed unionens nærhed til almindelige borgere og den accept, det ville medføre. På det punkt er den irske beslutning særligt grotesk, fordi den afviser lige præcis det, som den efterlyste.

2) EU vil stagnere. Udvidelsesprocessen vil enten blive forsinket eller gå helt i stå, fordi EU ikke længere kan optage nye medlemmer på grundlag af 'Nice-forfatningen'. Prisen vil blive betalt først på Balkan og siden af Tyrkiet.

3) Især EU's mindre og mellemstørrelse-medlemmer kommer til at betale for den irske beslutning, når udenrigspolitikken bliver gennationaliseret. De vil miste indflydelse. Det er der ikke meget nyt i, hvis man alene ser på Frankrigs og Storbritanniens udenrigspolitik. Anderledes i Tyskland. Her har man længe betragtet sine strategiske interesser med udgangspunkt i et sammentømret EU. En langvarig blokering af en stærk union vil nødvendigvis ændre på dette.

Tyskerne er tilbage

4) Som alternativ til et stort og stærkt EU vil det tysk-franske forhold igen komme i front. I fremtiden vil et nært samarbejde mellem Tyskland og Frankrig mere end nogensinde forme det gamle og nye centrum i et blokeret EU. Men grundet Nice-traktaten vil dette føre til intern opløsning i EU og dannelsen af to lejre: det samkørte EU og det gamle Fællesmarked. Det fordums økonomiske fællesskab og den europæiske frihandelsaftale vil i praksis genopstå inden for rammerne af EU.

5) Inden for det bredere EU risikerer solidariteten at aftage. Solidaritet skal gå begge veje. Irland, som er et af de lande, der har draget størst økonomisk fordel af forestillingen om europæisk harmonisering, har afvist samme tanke. Af den grund vil forhandlinger om europæiske finansoverførsler, som er kernen i den europæiske solidaritet, blive meget sværere i fremtiden, end de har været tidligere (hvor de i forvejen var svære). De fattigere EU-lande vil lide under denne udvikling.

Der er stadig en lillebitte chance for at undgå sammenbruddet, hvis Irland med sin nej-stemme forbliver isoleret inden for EU. Uagtet dette bør vi alvorligt overveje, om alle involverede parter og Europa ikke ville være bedre tjent med at gå hver sin vej inden for rammerne af Nice-traktaten og på grundlag af Fællesmarkedet. Medlemslande, der går ind for politisk samkøring bør fortsætte, mens lande, der vil nøjes med Fællesmarkedet, bør efterlades agterude.

Den recept virkede med den Monetære Union. Så hvorfor ikke også med den politiske? Uanset hvad er omfattende fravalg bedre end langvarige blokeringer og opløsning af det europæiske projekt.

Joschka Fischer, Tysklands udenrigsminister og vicekansler fra 1998 til 2005, var formand for Tysklands Grønne Parti i næsten 20 år.

(c) Projekt Syndicate / Institute for Human Sciences og Information

Oversat af Sara Høyrup / texthouse.eu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu