Fattigdommen stiger i Danmarks storbyer

Fattigdom er kommet på dagsordenen igen både i forskningen og i den politiske diskussion. I det følgende vil vi koncentrere os om perspektiverne og nogle resultater fra den nyere forskning med udgangspunkt i vores rapport om social polarisering og fattigdom i Århus Kommune fra 1996 til 2005.

Med fattigdom forstår vi en relativ fattigdom til forskel fra en absolut forståelse. Hermed forlader vi forestillingerne om fattigdom, som f.eks. kunne forbindes med 1930ernes Danmark eller den fattigdom, der aktuelt findes i den 3. verden. I situationer hvor det handler om ren fysisk overlevelse (mad, tøj, bolig), kan der argumenteres for et absolut fattigdomsbegreb.

Heroverfor defineres relativ fattigdom med inspiration fra Peter Townsend som følger: "Individer, familier og grupper i befolkningen kan siges at leve i fattigdom, når de mangler ressourcer til at opnå den kost, deltage i de aktiviteter og have de levekår og behageligheder, som er normale eller i det mindste vidt anerkendte i det samfund, som de hører til. Deres ressourcer er så langt under gennemsnittet for individer og familier, at de udelukkes fra almindelige livsmønstre, vaner og aktiviteter."

At måle fattigdom

Pointen ved det relative fattigdomsbegreb er, at forventninger om leveniveau skabes socialt således, at man forventes at kunne leve op til en række forskellige normer og kompetencer, som gennemsyrer samfundet både uformelt i det sociale samspil og mere formelt, f.eks. i uddannelsessystemet. Er det f.eks. meget udbredt at have mobiltelefon, fjernsyn eller computer, så agerer flertallet ud fra den forudsætning, at det har man naturligvis. Det er muligt at klare sig uden, men ikke uden omkostninger, herunder omkostninger i forhold til deltagelse i det sociale samspil og i forhold til de kompetencer omverdenen forventer af en.

Der findes forskellige metoder til at måle den relative fattigdom, der hver har sine styrker og svagheder. Den mest udbredte metode går ud på, at se på hvilken andel af befolkningen der har under halvdelen (eller 60 pct.) af den gennemsnitlige disponible indkomst. Der tages ofte højde for, at der er forskel på at leve alene og i familier, og at have ingen eller flere børn.

Det har naturligvis som konsekvens, at man kan komme til at udpege fattiggrupper, der ikke selv oplever sig fattige, som f.eks. unge med få udgifter, der ikke står i en særlig truet situation trods lav indkomst. Styrken er, at det giver et "objektivt" sammenligneligt mål for ens forbrugsmuligheder og, at det giver mulighed for at se den relative udvikling over tid.

Flere fattige i storbyer

Set i et internationalt perspektiv har Danmark normalt ligget meget lavt i fattigdomsmålinger. Aktuelt viser flere undersøgelser, at fattigdommen stiger. Det økonomiske råd måler en stigning i fattigdommen fra midten af 1990'erne til 2004. Her er fattigdommen steget til 4,4 pct. af befolkningen, hvor de studerende ikke er medtaget. Arbejdernes Erhvervs-råd (AE-rådet) har helt aktuelt undersøgt udviklingen fra 2001 til 2005 og når frem til, at fattigdommen i den periode er steget en pct. til et niveau i 2005 på ca. fem pct. AE-rådet viser endvidere, at den forholdsvis lille gruppe, der har været fattig mindst tre år i samme periode er steget med 36 pct.

AE-rådet viser også, at fattige lever i storbyerne (København, Århus, Odense og Ålborg) eller i udkantsområderne (store dele af Nordvestjylland, Sønderjylland, Lolland-Falster, Sydøstfyn og øerne samt Sydvestsjælland).

Vi har undersøgt udviklingen i fattigdom i Århus i perioden 1996-2005 og i den forbindelse inddraget de øvrige store byer i en sammenligning. Vi finder i overensstemmelse med AE-rådet et højt fattigdomsniveau i de større byer, men samtidig voldsomme stigninger i fattigdommen i 10 års perioden: En stigning i Århus Kommune fra 3,8 til 6 pct., i Odense Kommune fra 3,6 til 5,5 pct., i Ålborg Kommune fra 3,1 til 4,9 pct. og i Københavns Kommune fra 4,9 til 8,5 pct. Ud over den kraftige stigning, ser vi et mønster: jo større by, jo større fattigdom.

50 pct. - fattigdomsgrænsen (hvor de studerende er trukket ud af materialet), som er anvendt i undersøgelserne ovenfor, giver den laveste fattigdomsprocent. EU foreslår en 60 pct. grænse i stedet for. Hvis vi følger den og også inkluderer studerende, er 16 pct. relativt fattige i Århus i 2005. Vi kan altså konkludere, at den anvendte metode er ret afgørende for, hvor højt niveauet for den relative fattigdom vurderes at være.

I Københavns Kommune har man gennemført en undersøgelse ud fra den såkaldte budgetmetode, hvor man har taget udgangspunkt i, hvor mange penge man skal have, hvis man skal kunne føre en meget spartansk livsstil. De når frem til, at man som enlig person i arbejdsstyrken i 2005 bør have 103.649 kr. i disponibel indkomst for ikke at komme i fattigdomsproblematikker. Beløbet reguleres hvis man er uden for arbejdsmarkedet eller har børn mv.. Ideen bag dette er bl.a. at foreslå en fattigdomsgrænse, som også Det Sociale Råd har fremført ønske om. Fattigdomsgrænsen ligger til sammenligning i vores undersøgelse på ca. 77.000 kr. i 2005 i Århus. Altså betydeligt under Københavns Kommunes vurdering af, hvad der skal til for, at man kan have de levekår og behageligheder, som er normale eller i det mindste vidt anerkendte i samfundet.

Kontraster i samfundet

Trods de forbehold, der kan trækkes frem, så er det markante udviklinger, der sker. Både landet i sin helhed forandres ("gode" eller "dårlige" regioner) og især de større byer forandres. I byerne får vi en større kontrast mellem fattig og rig. Med Århus som eksempel tyder meget på, at fattigdommen i samme byer koncentreres i bestemte områder. Hvis udviklingen fortsætter - hvad meget tyder på - kommer vi til at leve med meget større kontraster i samfundet - om end ikke i ens eget boligområde, der bliver mere homogent (hvad enten det så ligger i den ene eller anden ende af skalaen). Der er i den undersøgte periode skabt flere forudsætninger for, at fattigdomskulturer kan udvikles eller anderledes udtrykt, at fattige områder kan få mere markante træk som ghettoer jf. f.eks. engelske eller amerikanske storbyer.

Hvem er fattige i Århus? Det er især og i stigende grad de unge og de enlige. En stor andel af kontanthjælpsmodtagere er relativt fattige ligesom indvandrere og efterkommere også har en høj fattigdomsrisiko. Studerende har generelt en lav indkomst og fremstår med meget høj andel fattigdom, hvis de indgår i analyserne. Enlige mødre har en vis overhyppig fattigdom, hvorimod arbejdsløse og folkepensionister ikke er i særlig grad i risiko. Et af de mest bemærkelsesværdige resultater er, at en stor gruppe børn ligger meget tæt på fattigdomsgrænsen. Helt op til 60 pct. af børn som er indvandrere eller efterkommere lever i familier med meget lav indkomst. Netop børnefattigdommen kom på dagsordenen med Red Barnets rapporter om børnefattigdom i 2003, ligesom child poverty også internationalt fremhæves som et af de vigtigste opmærksomhedsfelter ved fattigdommen. Der er stærke indicier på fattigdommens betydning for opvækstforholdene og for betydningen af 'social arv'.

Varigheden af fattigdommen er helt central. En stor del af befolkningen er på et tidspunkt ramt af fattigdom, men langt de fleste er kun berørt kortvarigt. Dette mønster finder vi også i vores undersøgelse. Det er ca. halvdelen af de fattige i et år, der også var fattige året før. Der er således stor rotation i gruppen. Omvendt er en mindre del af de fattige mere permanent fattige.

Den aktuelt gode beskæftigelsessituation kan tænkes at bryde eller neddæmpe det skitserede udviklingsmønster med stigende fattigdom, men det er usikkert om det gør det. Der er formentlig ingen, der ligefrem ønsker en fortsat udvikling af stigende fattigdom og område eller regions koncentration af samme. I en mere traditionel planlægnings- og velfærdsstats tankegang kunne man vente en klar politisk reaktion på udviklingen. Aktuelt er billedet - såvel af handlemuligheder - som politisk vilje til og tro på "løsninger" noget mere uklart.

Anders Bøggild Christensen og Tove Rasmussen er lektorer ved Socialrådgiveruddannelsen