Både Barack Obama og John McCain har skrevet ejendommelige søgende bøger om deres fædre. Ved første blik er der slående lighedstræk ved Obamas Dreams From My Father og McCains Faith of My Fathers. Begge fortæller den selvbiografiske historie om en usikker ung mands søgen efter sin identitet, som begge finder ved at jagte spøgelset af en fraværende far til et farligt sted langt fra USA. Men hvor Obama ender med at fortælle en kompliceret beretning om et koloniseret folk, bliver McCains bog til en ukompliceret hyldest til kolonimagten.
Barack Obama Senior var en kenyansk gedehyrde, der blev født i et land styret af hvide briter. Han havde set sin far rykke fra job til job som kok, butler eller tjener, fordi han ikke tålte at blive tævet af hvide mænd, hvis han var "opsætsig", og set ham forsvinde ind i et britisk Guantánamo i seks måneder, mistænkt for at hjælpe modstandsbevægelsen. 50.000 kenyanere blev myrdet af briterne i disse års forsøg på at slå selvstændighedsbevægelsen ned. En udvej fik Obamas far, da amerikanske hjælpearbejdere konstaterede, at han var opvakt og hjalp ham til et stipendium i USA.
Her mødte han Ann Durham, en fattig, hvid pige fra Kansas. De blev gift, på et tidspunkt, da 'raceblanding' stadig var forbudt i flere amerikanske stater. De fik et barn, men to år senere valgte Obama senior at forlade sin familie på Hawaii. Siden mødtes far og søn kun en enkelt flygtig gang.
Karikatur på en sort
"Jeg kæmpede en indre kamp i forsøget på at opdrage mig selv til at være en sort mand i Amerika, men ingen omkring mig så ud til at vide, præcis hvad det gik ud på," skriver Obama om sin opvækst. Han forsøgte at gøre sig selv til "en karikatur på en sort teenager" og blev græsrodsaktivist i et sort kvarter i Chicago. Og da hans far omkom i en trafikulykke, forsøgte han at finde sin identitet i Afrika. Det viste sig, at hans fars liv havde taget en sørgelig udvikling. Obama Senior havde efterladt sig børn over hele verden og var blevet sortlistet af den kenyanske regering for at udtale sig kritisk om dens korruption. I stedet var han blev alkoholiseret og ensom.
Det var i Kenyas slumkvarterer, at Barack indså, at han var amerikaner, og at hans skæbne var knyttet til Amerikas friheder og brister. Han tænkte på sin farmor, der havde set sit hjem blive brændt ned af kolonister, og på sin mormor, der hver morgen tog med bussen 6.30 til sit arbejde i en bank i Hawaii. Og han forstod, at der var ingen modsætninger: "De ønskede begge det samme af mig, disse mine bedstemødre."
Den optik, McCain ser verden igennem, er helt anderledes. Han blev født ind i en militærfamilie: "Igennem to århundreder blev mænd i min familie opdraget til at gå i krig som officerer i Amerikas væbnede styrker", skriver han og hævder med stolthed at nedstamme fra "den distingverede erobrer" Karl Den Store.
Drikfældige mænd
McCains far var flådeofficer og som oftest fraværende. "Som flådebarn lærte man ikke at opfatte sin fars fravær som et tab, men som en ære." Men han lyttede begærligt til historierne om sin farfar og far. De var begge iltre, drikfældige mænd, der ofte måtte tage straffen for at starte et slagsmål. Hans farfar drak tilmed af den alkohol, som blev brugt som drivmiddel til torpedoerne på hans undervandsbåd. Krigshåndværket var alt, de kendte til. Da 2. Verdenskrig sluttede, beklagede farfaren sig: "Jeg føler mig fortabt."
Deres militære lydighed kunne tjene en ædel sag som at redde verden fra nazismen, men lige så ofte blev den brugt til at knuse demokratiet. McCains far førte an i invasionen af Den Dominikanske Republik i 1965, der skulle nedkæmpe de styrker, som var loyale over for den folkevalgte leder og indsætte en fascist i stedet. Denne operation kalder McCain i sin bog for "en succes".
Mens Obamas far og farfar blev pisket og tilbageholdt uden sigtelse, lærte McCain at beundre de mennesker, som stod for den slags. Han skriver om sin far: "Han var en stor beundrer af Det Britiske Imperium og tilskrev det æren for at have opretholdt en relativ fred i verden i noget nær 200 år."
Men McCain frygtede for, at han aldrig kunne leve op til sin fars eksempel. Traditionen tro var også han blevet en drukfældig slagsbror i flåden, men så på en af sine første luftangrebs-missioner over Vietnam, blev han skudt ned og taget til fange af Vietcong. Han blev tilbageholdt og torteret igennem fem år. I Hanoi, skriver han, "lærte jeg at elske mit land", og i torturcellerne indså han, at han var værdig til "mine forfædres tiltro."
Da han atter var hjemme, sagde hans far til ham, at det eneste problem med krigen var, at den ikke var blevet udkæmpet med tilstrækkelig hårdhed. Nixon og Kissinger skulle have bombet mere (de dræbte tre millioner civile), og heri er hans søn stadig enig. McCain vender sig imod de "fuldkommen ulogiske bånd på brugen af Amerikas magt" og siger om sine forfædre: "Jeg stiler stadig efter at leve mit liv på måder, de ville bifalde." Det stemmer. Hans fars reaktion på fiaskoen i Vietnam var at opfordre til at bombe Cambodja. Hans egen reaktion på fiaskoen i Irak er at "bombe Iran".
En stor stok
Man skal ikke overdrive forskellen på Obama og McCain. Amerikas politiske system holdes på plads af store blokke af magtfulde koncerner og geopolitisk pres. Ingen præsident kan rokke meget ved dette system, men når en kæmpe flytter sig få centimeter, kan effekten blive enorm.
Af sin far lærte Obama at sky "den selvbevidsthed, som er forbeholdt dem, som er født ind i en imperiemagts kultur," og som tror, at de kan beherske verden med "stadig ugennemtænkt brug af magt". Obama forestiller sig mentaliteten hos den dreng i Bsara, der har set sin far og farfar forsvinde ind i besættelsesmagtens fængsel. McCain lærte det modsatte af sin far: At der skal en stor stok til for at lære de indfødte "at opføre sig ordentligt".
Hvilken af disse to faderspøgelser vil Amerika vælge?
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Hej Niels...
Jeg kommer dig lige i forkøbet med denne her:
....
Legalizing Pollution
John McCain and the Company He Keeps
By ALAN FARAGO
Yesterday, the US EPA—the nation’s top environmental agency-- decided that regulating the movement of polluted water from one water body to another: from a river or stream, by pump, to canal or to Florida's Everglades is not a federal responsibility.
“In a decision with national implications that appears to defy a 2006 ruling by a Miami federal court judge, the EPA announced it would not require federal permits for “transfers” of water from one body to another for water-supply, flood-control, irrigation and other common purposes—no matter how dirty that water might be.” (Miami Herald, “EPA refuses to limit dirty-water transfers”, June 10, 2008)
The State of Florida, through its water management district in South Florida, approved. Why would that be?
The answer is simple: top business leaders in Florida long ago decided to fuel future growth of cities and suburbs by moving water from so-called surplus areas to areas that overdeveloped and tapped out, cheaply available fresh water supplies. Moving water through costly energy and engineering-intensive industrial water supply and polishing infrastructure is a political gold mine, with spigots all along the way.
This spigot effect of growth depends on avoiding the costs of pollution; the same is also true of Wall Street.
Congress and the White House allowed the proliferation of toxic debt to move from one body—like a pool of mortgages containing lots of liar loans—to another body—like derivatives and insurance measured in the trillions, putting ratings agencies in the same role as EPA: on the side of polluters as a matter of political expediency and reward.
There is nothing, then, coincidental in the emergence of Florida’s Al Hoffman as a top fundraiser for McCain’s presidential campaign or of former Senator Phil Gramm, as top economic advisor.
Hoffman was a major Florida developer: his company, WCI Communities Inc., was a high flyer in the run up to the housing bust. Like other multi-millionaires minted from development, Hoffman salted away enough from platted subdivisions and condo mishaps, cratering now in someone else's balance sheet, to skate through the aftermath. In 2003, Hoffman crowed to The Washington Post that suburban sprawl was "an unstoppable force." Last year, his former company could scarcely find a buyer.
In 1998 and 2002, Hoffman was finance chair for Jeb Bush campaigns as governor. He was also finance co-chair of the 2000 George W. Bush campaign. In 2001 Governor Jeb Bush appointed Hoffman to be chairman of the state’s business planning organization, The Council of 100. Hoffman lead the Council to the outcome that Governor Jeb Bush had decided long before: to promote state policies enabling the transfer of water supply from one area of the state to another.
Of the EPA decision yesterday, an environmental attorney told The Miami Herald: “Instead of stepping in to tighten clean-water protections and clean up the pollution the EPA has now chosen to legalize it. It is shameful.”.
So, too, is it shameful that the Federal Reserve opened its window to private banking and financial institutions, mainly operated by Republican loyalists, suddenly buried under tens and hundreds of billions in losses. The Bush White House calls the direct loans to private banks a necessary step for the stability of the nation's financial system. The free flow of toxic debt, with scarcely any regulation at all, has triggered the worst credit crisis since the Great Depression. Banks are scurrying to foreign governments—some hostile to US policies—for infusions of capital.
One of the key players behind the Wall Street greed leading up to the crisis of the US economy is another McCain advisor, former Texas Senator Phil Gramm. While Senator and chairman of the powerful US Senate Committee on Banking, Housing, and Urban Affairs, Gramm presided over and later lobbied for relaxation of supervision and regulatory oversight of the nation’s financial engineers, including hedge funds and the magical confections of debt and insurance arrangements on toxic debt that rained billions in fees and commissions on their originators. Between 1992 and 2000, he received over $1 million in campaign contributions from Wall Street.
Gramm, today, is a vice-chairman of UBS, the European bank hardest hit with untold billions in losses from investments in the US mortgage and derivatives markets. According to Bloomberg, UBS shareholders have lost nearly half their value this year. (“UBS Falls After Saying More Mortgage Losses Possible”, May 28, 2008, Bloomberg)
EPA’s rubber stamping of pollution, allowing unsustainable growth policies in important states like Florida to move forward, is to the environment as the willful federal abrogation of supervision of exotic debt instruments is to the world economy. Allowing polluted water to move from one water body to another, without limits or interference by laws, is no different from what is occurring in the vast, trillion dollar credit markets under unparalleled pressure.
That the Republican Party, the presumptive party of fiscal conservatism, presided over the deterioration of meaning and contracts and law is astounding. So when Senator John McCain claims that his presidency will be different—that he is "a fiscal conservative"—he invites incredulity.
In the 1980’s, Senator McCain nearly ruined his political career by rushing to defend Charles Keating, a big campaign contributor and then a powerful banker wrapped up in fraud and racketeering charges during the Savings and Loan debacle.
With Hoffman and Gramm at his side today--McCain can hardly claim he learned from experience. We are certainly poorer for it.