Kronik

Grundlovsdag og Grundlovsbrud

Lissabontraktaten griber ind i den grundlovsbestemte beslutningsret i så omfattende og ubestemt omfang, at det er uforeneligt med Grundloven. Derfor har 28 personer rejst en retssag mod bl.a. statsministeren
Venstres formand Anders Fogh Andersen fejrede traditionen tro Grundloven på Edelgave Gods udenfor København i 1999 (bill.) Nu er der rejst en sag imod ham - i hans egenskab af statsminister - for brud på Grundloven.

Venstres formand Anders Fogh Andersen fejrede traditionen tro Grundloven på Edelgave Gods udenfor København i 1999 (bill.) Nu er der rejst en sag imod ham - i hans egenskab af statsminister - for brud på Grundloven.

Mogens Ladegaard

5. juni 2008

Som i Tyskland, England og Tjekkiet, er vi nu også i Danmark i den situation, at på den ene side har regeringen besluttet at tiltræde og ratificere Lissabontraktaten, på den anden side rejses der juridiske sager, der betvivler lovligheden af denne politi-ske adfærd. En ganske usædvanlig situation må man nok sige. Både at politikerne handler i den grad egenrådigt, og at borgere derefter stiller politikerne til ansvar ved domstole og ikke ved et folketingsvalg. Vi er blandt de 28 personer, der nu har rejst en retssag imod statsministeren og udenrigsministeren. Hvordan er det kommet så vidt? Og hvad er meningen med denne principielle retssag? Den skyldes simpelthen, at Grundloven i flere henseender er blevet brudt.

En retssag om brud på Grundloven er af en karakter, der til forskel fra næsten alle andre retssager berører os alle som borgere. Derfor må offentligheden naturligvis være interesseret i at blive orienteret om sagen.

Dernæst tænkepausen

Først må vi imidlertid ridse Lissabontraktatens tilblivelseshistorie op. For den historie gør det muligt at forstå både den usædvanlige situation, vi politisk befinder os i, og det ualmindelige skridt det er at trække regeringen i retten. Historien om Lissabontraktaten begyndte med et såkaldt konvent, der skulle skabe et nyt grundlag for samarbejdet inden for EU efter Nicetraktaten bl.a. i et forsøg på at overvinde den kløft af mistillid, der har udviklet sig mellem EU-toppen og befolkningerne. Konventet fremlagde et forslag til Forfatningstraktaten, og da den forelå, besluttede en række lande, herunder Danmark, nærmest som en naturlig og logisk følge af denne målsætning at afholde folkeafstemninger for at sikre, at Forfatningstraktaten havde et folkeligt, politisk mandat. Afstemningerne førte som bekendt til et nej til traktaten i Frankrig og Holland. Dermed var Forfatningstraktaten faldet, og den planlagte danske folkeafstemningen blev aflyst i juni 2005.

Efter nogen tid blev det så på højeste EU-plan besluttet at holde en 'tænkepause' for, som det hed, at befolkningerne rundt om i landene kunne besinde sig på, hvad de egentlig ville med EU. Stadig var befolkningernes synspunkter altså vigtige i processen. Vi fik så 'tænkepausen's debat om 'Europas fremtid', hvorefter der blev helt stille om den forkastede forfatning.

Men for et års tid siden besluttede regeringerne på Angela Merkels initiativ sig for at tage sagen i deres egen hånd og opgive det folkelige, demokratiske element i processen for at få traktaten gennemført på trods af de to nej'er og fortsat udbredt skepsis i en række lande. EU-toppen spurgte, om medlemslandenes statsministre ville være med til at forpligte deres regeringer på den samme Forfatningstraktat, bare i en anden 'indpakning', for derved at undgå folkeafstemninger om den? Det gik statscheferne med til, også Anders Fogh Rasmussen. Hensynet til befolkningernes debat og synspunkter i 'tænkepausen' blev helt tilsidesat af det nye mål: at undgå folkeafstemninger! Kun den irske befolkning får som bekendt en folkeafstemning, fordi den irske regering er blevet holdt fast på den irske forfatningsret.

På statschefernes ordre gik embedsmænd og juridiske eksperter, under mørklagte forhandlinger med landenes udpegede repræsentanter, i gang med at forvandle forfatningen til Lissabontraktaten. Her i landet fandt embedsmænd ud af, at hvis ni punkter i Forfatningstraktaten, hvor der ifølge Justitsministeriet, dvs. ifølge regeringens egne jurister, var suverænitetsafgivelse i forhold til Grundlovens § 20, blev luget ud af teksten eller flyttet over i vores undtagelser, så kunne mange sige, at der ikke behøvedes en folkeafstemning. Med den begrundelse at den ikke var juridisk nødvendig.

Ingen debat

Siden Lissabontraktaten dukkede frem fra de mørklagte forhandlinger i oktober 2007, har regeringen styret målrettet og strategisk efter at undgå en dansk folkeafstemning. I regeringsgrundlaget for den nye Fogh Rasmussen-regering efter folketingsvalget i november 2007 blev der indskrevet folkeafstemninger om undtagelserne - men derimod ikke om Lissabon-traktaten! Dermed blev spørgsmålet om folkeafstemning drejet væk fra Lissabontraktaten og rettet mod undtagelserne - som om traktaten ikke er endnu vigtigere politisk. Og som om Lissabontraktaten ikke gør en folkeafstemning nødvendig af forfatningsmæssige grunde og i hvert fald påkrævet af demokratiske grunde!

Regeringen har endvidere undladt at tage initiativ til at afsætte penge til en ordentlig, alsidig oplysning og debat om traktaten. På den måde har den holdt befolkningen hen i uvidenhed om traktatens indhold og konsekvenser og bevidst modvirket befolkningens opmærksomhed om den.

Tilsvarende blev debatten om den i Folketinget uengageret og overfladisk, nærmest forvist til Europaudvalget, så den hverken blev offentlig eller profileret. Og pressen har været påfaldende passiv over for hele denne politisk så afgørende og vigtige sag for Danmarks politiske fremtid. Endda til trods for at der her i landet som i de andre EU-lande er et klart flertal i befolkningerne for, at Lissabontraktaten bør til folkeafstemning.

Vores ret tilsidesættes

En så dramatisk, politisk ændring, som Lissabontraktaten medfører, er det naturligvis ikke kun en sag for de valgte folketingspolitikere at tage stilling til. Nok er de valgt til at repræsentere os som beslutningstagere i den lovgivende forsamling. Men når sagen handler om de helt grundlæggende forhold og principper for vores samfunds politiske indretning og funktion, er det en sag, der i et demokrati må være befolkningens beslutning. Så sandt grundloven og folkestyret i sin tid tog udgangspunkt i dansk politisk selvstændighed og udsprang af et folkekrav om en demokratisk forfatning.

Vi er altså kommet så vidt, at det, vi anser for at være befolkningens demokratiske ret, bliver tilsidesat af de europæiske statschefers og den danske regerings beslutning om at gennemføre den forfatningslignende Lissabontraktat uden om befolkningerne.

Derfor er en retssag nødvendig og den sidste udvej i forsvaret for ret og demokrati.

Og hvad handler sagen så om?

Principielt spørgsmål

En retssag rejses i sagens natur imod den, der er ansvarlig for at have brudt loven. Det er i dette tilfælde regeringen, der bærer ansvaret, konkret er det statsministeren og udenrigsministeren.

Hovedpåstanden i sagen er, at de har handlet i strid med Grundloven ved at have tiltrådt Lissabontraktaten og foranstaltet den ratificering af traktaten, Folketinget har besluttet ved lov. Påstanden underbygges af, at Lissabontraktaten griber ind i den grundlovsbestemte beslutningsret i så omfattende og ubestemt omfang, at det er uforeneligt med Grundloven. Ratificeringen ville kun kunne være sket, hvis der forud var gennemført en grundlovsændring efter Grundlovens §88.

Underpåstanden er endvidere, at de ikke har fulgt fremgangsmåden i Grundlovens § 20, der kræver folkeafstemning, når der overføres kompetence til EU. Og det sker på en række områder: retsområdet, udenrigspolitik, rettighedscharteret, tilslutning til den europæiske menneskerettighedskonvention, en særlig måde at gå fra enstemmighedsafgørelser til flertalsafgørelser og ved domstolens udvidelse af EU's kompetence. Dertil kommer det spegede forhold, at Lissabontraktaten rummer samme kompetence som Forfatningstraktaten, og dog har regeringen ikke holdt en tilsvarende folkeafstemning, som Forfatningstraktaten gjorde nødvendig. Endelig er der en række andre indsigelser på særlige områder af Grundloven.

Som det ses, er sagen af ganske principiel karakter og juridisk set meget kompliceret. Men meningen med at rejse denne sag er såre enkel, nemlig at vi som borgere ønsker at sikre vores demokratiske ret til at kunne beslutte selve grundlaget for vores samfunds politiske indretning og funktion.

af Niels Hausgaard, Hans Henningsen og Helge Rørtoft-Madsen er blandt de 28 personer, der har rejst en retssag imod statsministeren og udenrigsministeren for Grundlovsbrud

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Politiken:

"For mig - personligt - signalerer tørklædet ikke ligestilling. Tværtimod. Kvinder må selvfølgelig selv bestemme, om de vil bære tørklæde eller ej. Selvfølgelig må de det. Men det ændrer ikke ved, at tørklædet er et religiøst symbol på, at manden og kvinden ikke er stillet lige".

Ovenstående er at citat fra en af dagens grundlovstaler. Og nej det er ikke Pia Kjærsgaards tale.

Det er Villy Søvndals...