Kommentar

Humanistisk forskning bør tilgodeses

Politikeres job er at legitimere nytteværdien af forskning. Men disponeringen af forskningsmidler har slagside
Debat
2. juni 2008

Interesse for historie ses i en moderne verden spredt og aktiveret for mange formål. Den bruges både til at opbygge, adsprede, fokusere, fastholde og korrigere erindring. Interessen er i brug som information, underholdning eller 'branding' af bestemte holdninger. Den kan iværksættes af informative, ideologiske, nostalgiske, politiske eller kommercielle grunde. Og den afsmittende effekt af aspekterne fungerer stedfortrædende for hinanden af historiebrugerne. Historieinteressen optræder i et netværk af både individuelle og kollektive holdninger til fortid og forskelligt og skiftende for både private og offentlige legitimeringsbehov.

Overordnet er det individets ret til at forme sit eget liv gennem valg, der er i højsædet i demokratiske samfund. Karriere, familieform, religiøs og ideologisk holdning er her på forhånd proklameret helst skulle være frivillige tilvalg. Men der er stadig en debat om magtformernes brug af frivilligheden for sin dynamik, og i den spiller individets fantasi og følelsesmæssige disponering en væsentlig rolle.

For det første fordi de forskellige interesser i historie har deres udspring i behov for fælles anerkendte autoritative rammer for adfærdsregulering. For det andet fordi et fælles udgangspunkt for historieopfattelser skifter karakter, når mangeartede forståelser af, hvad det betyder at være til som menneske, er i opbrud.

Historien i spil

Disse opbrud er også udgangspunktet for opfattelser af, hvad det er for et begreb om historien, der er i spil. To meget forskellige er til rådighed for at afklare kompleksiteten og til at bestemme den dertil svarende dosering af samfundsmæssig disciplinering. Og det hvad enten de føles selvpålagte eller påtvungne. I en førmoderne verden var der kun én til rådighed, nemlig en mytologisk religiøs. Men det ændredes med anerkendelse af fornuften og udvikling af moderne erfaringsbaseret videnskab. Skildringer af fortidige rum for selvets selvopfattelsesmuligheder under skiftende samfundsmæssige vilkår er blevet det dominerende perspektiv for historievidenskab. Individualiserede perspektiver er et produkt af fragmenterede moderne livsformer. Men de er også et produkt af en fælles følelsesbegrundet forestilling om, at individualismen i sidste instans kun giver mening i forhold til et forestillet fællesskab.

Livsbetingelserne i en moderne kultur opleves som modsætninger, der skal overvindes, og erfaringsbaseret viden bliver ustandseligt truet af forgængelighed. Kan den opsamlede viden ikke bruges, forvitrer den. Som gamle aviser ryger informationsmængderne på ny i papirmøllen. Der er kommet nye skillelinjer i opfattelsen af erfaringers informationsværdi. Følelseslivet klemmes, fordi praktiske erfaringer hurtigere mister deres relevans, og følelsen af fortabthed skaber yderligere behov for selvdisciplinering.

Historietænkningen har i denne proces også differentieret sig. Den må forholde sig til begreber om strukturer og begivenheder. Strukturerne som underliggende regelsæt, der danner grundlaget for forståelse af begivenheders betydning. Og begivenheder som de markører, der kan tappes for informationsværdi om kursen for mere langsigtede strukturændringer. En forestilling om optimal systemfunktion er blevet idealet, mens afvigelser anses for afbrændte sikringer i samfundsmaskineriet.

Brug for frihed

Opfattelsen af forskelligartet information, der i samspil anslår uens rytmer for forståelsen af omformningsprocesser, er blevet en moderne historievidenskabs opgave at forklare.

Et anerkendt kendetegn ved det moderne er, at tankeformerne om tilværelsen er præget af en øget selvbeskrivelse. Selvbeskrivelsen er blevet den dominerende genre i både system- og livsverdenen. De biologisk- sociologiske systemteorier og den antropologiske ontologi deler samme tilbøjelighed. Men forskellen i synet på ophavet for tilbøjeligheden, tegner fortsat konturerne omkring moderniteten og skaber rum for dens indre dynamik.

De moderne historiediskurser er også henvist til øget selvbeskrivelse. Og betydningen af forholdet mellem systemiske og antropologiske selvforståelser er et tema, der med forkærlighed dyrkes i aktuel historietænkning. Denne problemstillings samfundsmæssige relevans må søges i modernitetens tilblivelseshistorie.

Videnskabsministeriet har netop udråbt 21 punkter, som særligt prioriterede for forskningsindsats frem til 2013. De er alle ensidigt systemfunktionalistiske. Politikeres job er at legitimere nytteværdien af forskning. Men disponeringen af forskningsmidler har slagside. Den humanistiske grundforskning bør tilgodeses med frie forskningsmidler af en helt anden størrelsesorden. Samfundet har brug for andet og mere end politisk styret kontraktforskning. Det har brug for frihed for forskningsmiljøer, der langsigtet arbejder med at afdække urealiserede alternative muligheder for udvikling, som er gemt og glemt i overleveringen.

Jørgen Vogelius er lektor i historie på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Problemet er alene, at forskningen lader naturens lovmæssigheder ude af betragtning. Tog forskningen konsekvent udgangspunkt i disse fundamentale lovmæssigheder, så ville resultaterne blive ensartet afspejlende virkeligheden.

Alternativet er tonsvis af usagligt føleri!

Bjørn Holmskjold

Freudiansk-darwinist

Problemet med humanistisk forskning er dens betingethed. Uden en objektiv referenceramme bliver den værdiladet, politiseret og i sidste ende unyttig. Hvorfor? Fordi dens sætninger ofte er meningsløse og derfor åben for "fortolkning", hvis man altså ikke har lært ikke at spilde sin tid på det indholdsløse.

Der er undtagelser af empirisk karakter, og visse af mere fundamental karakter. Sprog som håndværk og dets oprindelserskal støttes i vidt omfang, ligesom flere uafhængige historikere skal støttes i deres forskning. Men selvfølgelig kun de bedste. Og spar os så for "studier i komparativ irrelevans" som Eco kaldte det.

Humaniora flyder over med indholdsløs, extrovert formflommet ordgejl som intet har med videnskab at gøre. Min erfaring er, at 90% af den såkaldte "diskurs" inden for et humanistisk felt er pleonasmer og kontradiktioner, samt logiske ikke-sætninger. Wittgenstein ville have kronede dage, hvis han skulle luge ud på KUA og RUC.

De få, skal vi sige 10%, af humanistiske forskere, der kan tænke mekanistisk-videnskabeligt, som kan analysere deres egne sætninger, og som ikke drukner i deres eget ordflom, kan og skal vi støtte.

Resten er trænede aber der vrøvler absurde mantraer i håb om, at nogen i zoo finder lige præcis deres "form" (sjældent indhold) fascinerende. De skal ikke have lov at sidde der på pinden for skatteydernes penge, sålænge der er rigtige jobs til dem andre steder i samfundet.

Det var dog en spag useriøs start i denne vigtige kommentarstreng, omend jeg kan sympatisere med traditionelle kritikker af humanistisk forskning. Men modsat disse håbløst uddaterede kommentarer fra Hansen og Holmskjold, har humaniora langt de fleste steder forlængst fornyet sig til i dag helt ukritisk at legitimere ethvert borgerligt erhvervsrelateret forandringstiltag!

Når Jørgen Vogelius fremhæver den historiske humaniora er derfor en velkommen tilbagevenden et mere humaniora med mere kritisk brod, som de første par indlæg også efterlyser! Og, skulle jeg hilse at sige den herre Bjørn Holmskjold, det er udmærket foreneligt med den teoretiske fysik af i dag!

Så kommentarernes læsninger tager åbenbart udgangspunkt i deres egne forældede kritikker af humaniora fremfor Vogelius' indlæg!

For mig er nøgleudtrykket i artiklen derimod "Politikeres job er at legitimere nytteværdien af forskning.". Her er det slet og ret demokratiets kerne vi taler om, for universitetet er om nogen en institution der forbindes med at sikre demokrati i samfundene. Hvis staten skal kunne være garant for demokratiet, så er den derfor afhængig af velfungerede universiteter! denne tid er det netop det modsatte der foregår, hvor det i stigende grad er op til den enkelte forsker at legitimere sin forsknings værdi for nogle udvalgte 'aftagere' i erhvervslivet!

Det er humaniora alt for let hoppet med på igennem de sidste 20år, og med succes på den måde at erhvervslivet nu tørster efter naive humanister som de kan bruge som nyttige idioter, så det vil da være en velkommen fornyelse af humaniora også at trække på sin historiebevidsthed.

Desværre er forskning som Vogelius efterlyser den ikke længere en mulighed, fordi han tilsynesladende stadig tror på forskning som sandhedsvidne i samfundet. Forskning er ikke længere sandhedsvidne, men derimod innovationsvidne, indgår som en del af produktionsapparatet og selv de offentlige institutioner indlemmes med hastige skridt i den private sektor eller tilsvarende vilkår. Og i den sektor tror man jo på rationalisering, optimering mv.

Med andre ord forskningen er under VK ledelse blevet industrialiseret. Så du må spille med i pointsystemet, Vogelius, ellers er det ud af vagten. Se også http://www.information.dk/153717 for en længere kommentar.

Mokkasinen

"Her er det slet og ret demokratiets kerne vi taler om, for universitetet er om nogen en institution der forbindes med at sikre demokrati i samfundene. Hvis staten skal kunne være garant for demokratiet, så er den derfor afhængig af velfungerede universiteter!"

Man kan da ikke forsvarer demokratiet, vurderet op imod de biologiske og psykologiske lovmæssigheder!

At forskerne kan købes af erhvervslivet er ikke nogen nyhed. Som det heller ikke er nogen ubekendt, at politikerne tillades at fortolke forskningsresultaterne, som de politiske vinde blæser. Ligeså lidt som det er en kendsgerning, at der ikke bliver bundet overordnede sammenhænge i forskningsresultaterne. For eksempel den sociale arv, og dens psykisk nedbrydende effekt på naturligheden i samfundet.... f.eks. kombineret med den teknologiske udvikling.....

Teknologien er ikke løsningen, men problemet!

http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=4927

Hvad er det vi tror, vi ved?

Bjørn Holmskjold