Kommentar

Alt dette hykleri om oliepriser

Udviklingslande, især Kina, holder deres benzin- og brændstofpriser kunstigt nede med statssubsidier for hundredvis af milliarder dollar
Ban Ki-moon, FN-s generalsekretær, har netop forsøgt at overtale Saudiarabien til at skrue op for olieproduktionen. Her ses Ki-moon forleden med den saudiske udenrigsminister, prins Saud Al Faisal

Ban Ki-moon, FN-s generalsekretær, har netop forsøgt at overtale Saudiarabien til at skrue op for olieproduktionen. Her ses Ki-moon forleden med den saudiske udenrigsminister, prins Saud Al Faisal

18. juni 2008

Olie gør os alle til hyklere. Ban Ki-moon, FN's generalsekretær, som sidste år overtog embedet med en erklæring om, at hans hovedmål var at bekæmpe "menneskeskabte klimaforandringer," tilbragte hovedparten af afvigte weekend i Jeddah i et forsøg på at overtale Saudi-Arabiens kong Abdullah til at skrue op for kongerigets olieproduktion.

Vi har her at gøre med den globale udgave af Gordon Browns bøn til saudierne om at "gøre noget ved" de høje oliepriser - en bemærkelsesværdig udfoldelse af diplomatisk skamløshed fra en mand, der som finansminister brugte et årti på at fortælle os, at høje statsafgifter på britisk benzin kun var i planetens bedste interesse.

I mellemtiden har det amerikanske senat truet med at indstævne OPEC for at 'fikse' oliemarkedet til skade for den amerikanske forbruger. De amerikanske lovgiveres hykleri i denne sag antager en anden form: De politikere, som nu skummer af raseri over knaphed i olieudbuddet er i store træk de samme, som længe har blokeret for olieindustriens ønske om at udvinde de store ressourcer i den naturfredede arktiske vildmark og amerikansk territorialfarvand. Omkring 80 procent af den amerikanske kontinentalsokkel er af miljøhensyn gjort til forbudt zone for olieboringer.

Overflødigt at sige, at Ban Ki-moon ikke alene agerede som De Forenede Staters Udsending: Han repræsenterede også de myldrende milliarder i nationer som Kina, Indien og Malaysia. Og ser man på udviklingen på oliemarkedet ud fra deres efterspørgselsperspektiv, må det siges, at samme lande i høj grad selv har bidraget til det problem, som de har bedt Ban løse for dem.

For alle har de i årevis gennemført en subsidiepolitik, der har sikret deres forbrugere og industri lave priser på olieprodukter. Disse subsidier har været overordentlig omfattende. Ifølge lederen af Det Internationale Energiagentur, Nobuo Tanak, løber de pågældende støtteordninger op i hundredvis af milliarder af dollar om året. Med andre ord bliver disse landes største energiforbrugere skærmet fra følgevirkningerne af de høje oliepriser. Følgelig føler de ikke nogen tilskyndelse til at nedjustere deres forbrug - ja, tværtimod kunne man sige.

Benzin i Kina billig

Intetsteds er dette mere åbenlyst end i Folkerepublikken Kina. Beijing fastholder en streng prisstabilitet, hvilket ganske enkelt betyder, at den kinesiske stat betaler virksomheder som PetroChina og Sinopec enorme summer som kompensation for ikke at sende deres forøgede råstofomkostninger videre til slutbrugerne. Så selv om oliepriserne er steget til det dobbelte, er prisen for en tankfuld benzin i Riget i Midten ikke steget med så meget som en renmibi, og der er da heller ikke udsigt til, at dette vil ske på denne side af De Olympiske Lege.

I denne kontekst er det komisk læsning, da Kinas vicepremierminister, Wang Qishang, for leden i Financial Times hævdede, at hans regering "prioriterer bæredygtig energi, ressourcebevarelse og miljøbeskyttelse højt". Ingen kan være i tvivl om, hvor stort et pres det kinesiske politbureau står under for at imødekomme sit folks velstandsforhåbninger, og ej heller bør vi i Vesten stille os kritiske an over for kinesernes ønske om at nyde godt af de samme muligheder, som industrialiseringen har skænket os. Men alligevel: Hvordan kan en repræsentant for en regering, som betaler sin industri for at brænde mere olie af, forventes at blive taget alvorligt som fortaler for bæredygtig energi?

Unddrager sig kritik

Hvor demokratier som EU's medlemslande har været så tilpas lidt lydhøre over for deres forbrugeres ønsker, at det har udløst folkelige protester imod benzinprisernes stigende niveau og den høje energibeskatning, har totalitære stater som Kina garderet sig imod risikoen for politiske konsekvenser af tilsvarende høje benzinpriser.

Det kan skyldes, at sådanne landes ledere ikke har mulighed for at gøre brug af demokratiske valg som sikkerhedsventiler, der kan lukke damp ud, så hvis vrede folkemængder kommer ud af kontrol, kan det gå voldsomt for sig. Man skal dog huske på, at det i Kina kun er de to rigeste procent, der ejer en bil svarende til andelen i mange andre udviklingslande med høje subsidier. Vi ser altså en subsidiering af de rigeste i Den Tredje Verden på bekostning af alle andre.

Ikke at der er noget usædvanligt heri. Tværtimod er det gængs praksis i markedsinterventionernes omvendte verden, hvor subsidier, som angiveligt er øremærkede til alles fordel, i realiteten bliver en uforholdsmæssig begunstigelse af de rigeste, betalt med skattemidler, som skulle forestille at komme nationen som helhed til gavn.

På samme måde som i landbruget, hvor Vesten med rette fordømmes for de destruktive konsekvenser af sine subsidier, forsøger udviklingsverdenen at unddrage sig kritik for konsekvenserne af en lignende politik, som i sidste ende er til størst skade for deres egne befolkninger. BP's cheføkonom, Christof Ruehl, påpegede i sidste uge, at udviklingsverdenen bruger tre gange mere energi per BNP-enhed end OECD's udviklede lande.

Sagen er altså ikke bare, at disse fattige lande oparbejder national gæld for at subsidiere deres olieforbrug - deres økonomier vil i sidste ende blive skadet på konkurrenceevnen i forhold til de lande i Vesten, hvor priserne er liberaliseret. Det ser måske ikke sådan ud for øjeblikket for storforbrugerne af brændstof i den udviklede verden, men i det lange løb - hvis oliepriserne holder sig på et højt niveau - vil det blive de lande, som omlægger deres energiforbrugende vaner mest effektivt, som kommer til at lide mindst.

Nu valgte kong Abdullah at skrue op for oliehanerne med 500.000 tønder dagligt fra 1. juli. Det kan man ikke bebrejde ham, for når hykleriet er at finde overalt, at det svært ikke at bevidne det sin hyldest - selv for en absolut monark. Hvortil kommer, at saudierne ikke har nogen langsigtet interesse i lære verden at klare sig med mindre olie.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu