Læsetid: 3 min.

Intimideringen

Intimidering er den metode, som autoritære systemer bruger for at lukke munden på kritikere, når de ikke vil være bekendt at forbyde kritikken ved lov. Den metode bruger statsministeren
Debat
13. juni 2008

Kritikken af den radikale leder, Margrethe Vestager, har været grov. Senest har Venstres skatteminister Kristian Jensen erklæret de radikale og Margrethe Vestager uegnede til at sidde i en regering.

Nu er detsådan, at det er vælgerne, der sammensætter Folketinget. Regeringen udgår heldigvis af Folketingets flertal og ikke af skatteministerens opfattelse af de egnede og de mindre egnede. Alligevel er der grund til at belyse hans udsagn iet ytringsfrihedsperspektiv. Og her er det ikke sympatisk, når nogle forsøger at lukke munden på politiske modstandere.

Hvad er det, Jensen ikke kan klare hos Vestager: "Hun har fastholdt sine ord om, at voresudenrigspolitiske linje bør justeres. Det er så farligt et signal, at det ikke kan være et regeringsbærende parti, der kommer med den slags," siger han ifølge Jyllands-Posten.

Terroristernes ærinde

Det er på tide, at pressens minister, ytringsfrihedens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) klart fortæller, hvornår man ikke må sige hvad, og hvornår man må igen.

Før, under og efter angrebskrigen mod Irak blev skeptikere, kritikere og modstandere konsekvent udlagt som mennesker, der gik Saddam Husseins ærinde.

Lige nu udlægges enhver antydning af, at Danmarks udenrigspolitiske linje kunne være bedre, som om udsagnet er ensbetydende med, at man går terroristernes ærinde.

En fremtrædende erhvervsleder må oven i købet finde sig i, at både en konservativ ordfører og Jyllands-Postens lederskribent sætter ham i bås med besættelsestidens værnemagere.

Man kan roligt sige, at en række udsagn fra regeringsmedlemmer og regeringensløjtnanter (Inger Støjberg (V) og Tom Behnke (K)) er ganske velegnede til at lukke munden på folk, der gerne vil på talefod med Islam, så "moderate muslimer rundt omkring i verden igen kan opleve vores respekt."

Den citerede sætning har jeg lånt fra en artikel, som konsulenterne Lars Borgmann og Michael Ørbech skrev i Weekendavisen 16. maj 2008. De havde netop været tre uger i Egypten, hvor de for første gang nogensinde havde løjet om deres nationalitet "for vores egen sikkerhedsskyld".

Det var godt, deres flot nuancerede artikel blev trykt dengang i maj. Lige for tiden må man ikke mene det samme, så går man terroristernes ærinde.

Det er lykkedes statsministeren at skabe det indtryk, at ytringsfriheden er truet, hvis ikke han løfter fanen. Det gør han så, men samtidig dikterer han indirekte, hvad der ikke kan siges. Det er intimidering.

Intimidering er den metode, som autoritære systemer bruger for at lukke munden på kritikere, når de ikke vil være bekendt at forbyde kritikken ved lov. Så enkelt er det, og sådan er det blevet i Anders Fogh Rasmussens Danmark. Selv det største oppositionspartis leder synger med på melodien.

Hvornår er kritik tilladt?

Nu vil jeg gerne spørge, hvornår det igen er tilladt at kritisere regeringens udenrigspolitiske linje, så jeg kan komme i gang, straks tilladelsen foreligger.

Det var i så lang tid forbudt at kritisere statsministerens fejlslagne krigspolitik, at da det igen blev tilladt, var der slet ingen, som kunne huske, at Danmark var gåeti angrebskrig uden papirerne og kendsgerningerne på rette plads. Så slap han jo også helt for ballade, og som han selv sagde, og endda slap godt fra at sige, så standsede man krigsindsatsen i Irak "fordi opgaven er løst". Intimideringen virkede til hansfordel.

Det bør ikke vare længe, inden Margrethe Vestager og andre tilhængere af en nuanceret udenrigspolitik tager tråden op igen. De kan ikke vente så længe, at kritik går af mode. Intimideringen skal ikke have lov til at virke denne gang.

Udenrigspolitikken kan godt blive klogere. Der er religiøse fanatikere, som håber på, at en aggressiv vestlig politik kan føre folk over i deres lejr. Noget tyder på, at mekanismerne virker på den måde. Heller ikke derfor kan kritikken udsættes

P.S.: Det bliver ikke mindre intimiderende af, at VKO-flertallet trækker samme linje gennem Folketingets afslutningsdebat. Allerede N.F.S. Grundtvig sagde i den grundlovgivende rigsforsamling, at man ikke kan stole på, at flertallet vil de andres ytringsfrihed.

Poul Schmidt er cand.jur og journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Poul Schmidt.

Endelig. Den aktuelle tolatlitære aktivisme tjener et klart formål. Trods alle hidtidige forsøg på at afklare formålet med hverken Irak eller Afganistan, som løb ud i sandet, har vi her det egentlige formål med disse krige. I en krigssituation, hvor Danmark massakrerer befolkningen i andre lande, kan ingen kritik tolereres.

Formålet med disse drab er altså på ingen måde at hjælpe nogen til, efter en beklagelig men forventelig "trancitional period" (citat fra Adam Holm), at komme på det åbne marked.

Masakrernes tid er motiveret af den indenrigspolitiske dagsorden at lukke munden på oppositionen, så man kan bevare magten endnu en krigs tid.

"Det er på tide, at pressens minister, ytringsfrihedens minister, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) klart fortæller, hvornår man ikke må sige hvad, og hvornår man må igen."

Det har Anders Fogh Rasmusssen vist allerede gjort dengang han i forbindelse med karikaturkrisne "skilte fårene fra bukkene". Det er vist meningen at fårene fremover skal holde deres kæft...

Vi har ytringsfrihed. Når kritikken af Margrethe Vestager har været kontant (ikke grov), så skyldes det alene at hun har valgt at bruge sin sikrede ytringsfrihed til at skade landet. Det har andre så lov at bruge deres ytringsfrihed til at påpege at de mener er tilfældet. Alt andet ville være totalitært.

At Margrethe Vestager i al væsentlighed anlægger den holdning at Pakistanske terrorister skal kunne påvirke hvordan vi lovgiver og planalægger herhjemme er rystende. Intet mindre. Men hun har har ret til at sige det. Og vi andre har lov at pege på det.

Jeg advarer de som bedriver subversiv aktivitet til fordel for autokratiske krefter i Pakistan.

Per Thomsen og Margrethe Vestager det Pakistanske militærdiktaturs nyttige idioter.

ISI and militant groups

ISI and the CIA supported violent Islamist non-government organizations during the Soviet war in Afghanistan.[35] With the Assassination of Benazir Bhutto, this relationship has received renewed public attention. Author Steve Coll wrote in the January 28, 2008 New Yorker on this relationship without coming to specific conclusions about shared responsibility.[36] The United States is encouraging Pakistan to pursue a counterinsurgency campaign against Western Pakistan Taliban militia. Because of its role in supporting Taliban forces and recruiting and training mujahideen[37][38] to fight in Afganistan[39] and Kashmir,[14] ISI has been alleged to support terrorist attacks outside of its territory.

The Inter-Services Intelligence has been accused of playing a role in major terrorist attacks across the world including the September 11, 2001 attacks in the United States,[40][41][42] terrorism in Kashmir,[43][44][45] Mumbai Train Bombings,[46] London Bombings,[47] Indian Parliament Attack,[48] Varnasi bombings,[49] Hyderabad bombings[50][51] The ISI is also accused of supporting Taliban forces[52] and recruiting and training mujahideen[52][53] to fight in Afghanistan[54][55] and Kashmir[55]

http://en.wikipedia.org/wiki/Inter-Services_Intelligence#ISI_and_militan...

http://tv2nyhetene.no/utenriks/article1986635.ece

Afghanistans president har sett seg lei på at fienden søker tilflukt i Pakistan, og at de med base i nabolandet angriper mål i Afghanistan. I flere år har han bedt naboen i øst om å stanse trafikkenav militante grupper over grensa. Nå er tydeligvis tålmodigheten slutt, for når Hamid Karzai truer med å sende egne styrker til Pakistan, setter han også forholdet mellom de to landene på prøve. Selvforsvar kaller Karzai det.

Den afghanske presidenten har tidligere hevdet at 90-95% av selvmordsbomberne som slår til i Afghanistan kommer fra treningsleire i Pakistan. Da jeg intervjuet Afghanistans utenriksminister, Rangin Dadfar Spanta, i Kabul for et par uker siden, sa han at tallet nok heller var 80%. FN i Afghanistan har operert med et tall nærmere 70%. Uansett er tallet høyt, og så høyt at Afghanistan krever at Pakistan må gjøre mye mer for å stanse rekruttering, trening og angrep.

Mange av gruppene som angriper i Afghanistan,holder seg skjult i fjellområdene på pakistansk side av grensa. Her har de mer eller mindre kunnet holde på i fred for den pakistanske hæren. Riktignok har pakistanerne gjennomført noen operasjoner, men myndighetene har ikke kontroll over stammeområdene i vest, i North West Frontier Province og i Waziristan. Jeg har nettopp vært i området og hatt kontakt med representanter for noen av disse gruppene, som altså opererer så fritt at de kan invitere journalister på besøk.

Al Qaida-lederne Osama bin Laden og Ayman al Zawahirir skjuler seg antageligvis heri disse grenseområdene. Det er ikke utenkelig at de har oppholdt seg i Pakistan siden 2002. I går sa USAs president George W. Bush at amerikanerne nå vil sette igang et nytt offensivt søk etter bin Laden. Bush vil nok gjerne se Osamas hode på et fat før Obama tar over nøkkelen (eller har de nøkkelkort i D.C.?) til det Hvite hus.

Terroristene som angrep Serena Hotel i Kabul 14. januar i år, var trent i Pakistan. Mannen som er siktet for å ha skutt en rekke personer, blandt dem Dagbladets Carsten Thomassen og UDs Bjørn Svenungsen, vokste opp i Pakistan. Han ble rekruttert i Pakistan, og fikk tildelt oppdraget sitt mens han var i Pakistan.

Pakistans president, Pervez Musharraf, har ikke vist nok vilje til å ta kontroll over stammeområdene. Det kan komme til å koste Pakistan vennskapet både med Afghanistan og USA. Daglig strømmer væpnede menn over grensa og angriper både afghanske mål og soldater fra de internasjonale styrkene.

Ole Hansen.

Med dine bemærkninger om subversiv virksomhed og "nyttige idioter", og de lange citater fra websider, inkl. det utroværdige Wikipedia, er dine bemærkninger Smidts artikel totalt uvedkommende. Artiklen handler om den danske regerings og dens tilhængeres påståede forsøg på at kanøfle kritik gennem intimidering. Hold dig til emnet, og prøv af føre nogle argumenter frem mod sådan et påstand, hvis du nu har noget.

Patrick Reay Jehu er du på samme lønningsliste som George Galloway ?

The ISI Mark
The reality is, there is no such thing as Islamist fundamentalist terrorism. To understand the position correctly, we need to recognize that there is only ISI terror that has been dubbed as 'Islamist terror'

For decades, now, the West has systematically misread what it perceives as 'Islamic' or 'Islamist' terrorism, and despite the experience -- and one would presume, large volumes of intelligence -- of the post-9/11 age, continues to do so. Thus, on the one hand, the US National Intelligence Estimates, 2007, continued to view al Qaeda as "the most serious threat to the Homeland, as its central leadership continues to plan high-impact plots, while pushing others in extremist communities to mimic its efforts and to supplement its capabilities." Similarly, UK's MI5 speaks of as many as 30 'active plots' in the country, most of which "have links back to al Qaeda in Pakistan."

http://outlookindia.com/full.asp?fodname=20080611&fname=kps&sid=1

Why the MP George Galloway went begging to Pakistan

http://www.hvk.org/articles/0403/242.html

Med den holdning, som "Ole Hansen" m.fl. lægger for dagen, skulle man jo aldrig kunne tage imod god råd og ændre adfærd til det mere hensigtsmæssigt!
Den førte politik bygger formodentlig på den antagelse, at man hjælper landene med at løse nogle for dem på egen hånd uløselige problemer.
Når man så konstaterer, at denne hjælp ikke er ønsket, eller ikke virker efter hensigten, er der da al mulig god grund til at ændre den.
Som det ser ud, angribes vesten og vestlige styrker af lokale grupper, der klart giver udtryk for ikke at ønske indblanding udefra. Det burde man måske tage til efterretning, især hvis det kan mindske faren for terror i vesten, hvad meget tyder på, at det vil.

Med den holdning,danske crypto-fascister legger for dagen så virker det som de har et dragning mot det totalitære mørket.

Deler av venstresiden, som ikke er ukjent med totalitære tankeganger, har i alle år brukt hele sitt repertoar av spott og hån, karikatur og provokasjon, i kampen mot politiske motstandere, men nå er de plutselig blitt dydige og gudelige og opptatt av god oppførsel. De utålmodige er blitt langsomme. De har funnet en ny offerklasse. Vi lever i et ideologisk forvirret tiår. Jeg vil kalle det krenkelsens tiår. Så fort ordet krenket blir sagt, må alle krype til korset. Men noen vil til enhver tid føle seg krenket, og er noen krenkelser av større betydning enn andre? Det kan se slik ut. Forholdet mellom strekene i Jyllandsposten og reaksjonene var fullstendig ute av proporsjoner, i mine øyne. Hvem skal bestemme hvor streken skal gå? Noen har hevdet at hele saken egentlig var til gode for samfunnet vårt, fordi den løftet en konflikt så ettertrykkelig opp i lyset.

Ytringsfriheten kan misbrukes av alle og brukes av alle. Det må vi leve med. Det er jussen som setter grenser, ikke personlige følelser. Alt som blir sagt, kan motsies. Alt som blir vist, kan motbevises. Selv vil jeg ha full rett til å spotte både religioner og politiske standpunkter, uten at jeg dermed vil spotte individer. Jeg er høflig mot og respektfull overfor postmannen, kaffedamen, konduktøren og naboene, men ikke nødvendigvis mot ideologier og tankesystemer

Hvor heroisk er det å være 'subversiv' i Europa i dag når medias journalister kommer løpende i forsvar og beundring?

Definisjon.

Subversiv virksomhet, revolusjonær virksomhet, innebærer politisk virksomhet, ofte i det skjulte , med hensikt att styrte eller forandre den statlige ordningen. Det kan bedrives av grupper som tilhører totalitære ideologier. På 1900-talet forekom subversjon fra nazistiske og kommunistiske grupper som samarbeidet med Nazityskland respektive Sovjetunionen.

Problemet er vel at f.eks. Margrethe Vestager ikke kan tåle at høre hvad andre mener. Så forsøger hun og hendes ligesindende at få det til at lyde som om nogen andre har sagt noget ufint. Utroligt at de selv tror det stadig virker.