Britisk reality-tv er nu nået til at dramatisere sammenstøddet mellem islams sekularisører og fanatikere.
Reality-tv har allerede længe vist os et britisk islam, som intet har til fælles med Mohammed Sidiq Khans - ham der bombede undergrundsbanen - morderisk selvtilfredse grin. Reality-tv har givet os: Chico Slimani, den tidligere Chippendale, som plattede sig igennem X-Factor. Kemal Shahin, den smarte og frække unge bøsse, der dominerede Big Brother 5. Og Saira Khan, den feministiske iværksætter fra The Apprentice, som nægtede at lade sin religion kapre af "skæggede gamle mænd fra Mellemøsten". De repræsenterer de første skrøbelige udtryk for et sekulariseret i-slam, der (ligesom det gælder for det meste af kristendommen og jødedommen i Europa) kan koges ned til alene at handle om skikke og den enkeltes samvittighed.
Nu er fundamentalisterne nået frem til reality-tv. Og hvis man hører de livshistorier, som Big Brother-deltagerne Mohamed Mohamed og Alex De-Gale bærer på, vil man hurtigt gætte, hvem af dem der er fundamentalisten. Mohamed er født i Somalia i 1985. Da han var fem år gammel, så han sin mor blive sigtet på med skydevåben og troede, at hun skulle dø. Siden da har han tilbragt det meste af sit liv med at flygte fra den ene borgerkrig til den anden, indtil han omsider fik asyl i Storbritannien. De-Gale er født samme år i Sydlondon af sorte britiske forældre. Hun er i dag en fiks regnskabschef med høje kindben, korte skørter, en BMW og en syv-årig datter, som hun opfostrer alene.
En dårlig muslim?
Men man tager fejl, når man mener at have regnet dem ud. Mohamed blev overbevist sekularist på sin flugt fra Somalia, mens Alex lærte en wahabi-fortolkning af islam i Tottenhams gader. Som alt andet i Big Brother var denne information sovset ind i ligegyldigheder. Producerne ville fejre Mohameds fødselsdag og lod ham selv vælge festens tema. Han ville gerne have de mandlige beboere til at klæde sig som kvinder og omvendt. Alle jublede og råbte på alkohol.
Undtagen Alex. "Jeg er først og fremmest muslim," sagde hun. Og det betød, at tanken om en mand klædt som kvinde "gør mig kvalm". Hun råbte: "Sig du til Allah, at det alt sammen bare er for sjov. Det er galt nok, at vi drikker og ryger... Du skal forestille at være en muslimsk mand, én som jeg kan se op til og lade mig vejlede af. Du vil gøre mine venner og min familie rasende. Jeg skammer mig over dig... 85 procent af de folk, jeg kender, er muslimer. Og tro mig - for dem er alene tanken ... Du har kastet skam over islam."
"Du har ikke ret til at afgøre, at jeg er en dårlig muslim," svarede Mohamed: "Jeg er gammel nok til at tage ansvar for mig selv. Lad være med at blande religionen ind i det!". Alex snerrede tilbage: "Der findes ikke andet!" Alex var så rasende, at hun meddelte, at hun havde 'gangstervenner', og at hvis hun blev smidt ud, "så tager jeg ud og besøger jeres alle sammens venner, jeres alle sammens familier. Jeg gør lige, hvad der passer mig. Bang, bang, bang." Truslen var ikke nødvendigvis tom: Alex har et polititilhold i forbindelse med en hadkampagne mod en tidligere ven.
Forståelser af islam
I denne lille udveksling ser man kontrasten mellem to forståelser af islam. Jeg bor midt i det muslimske kvarter East End i London, og jeg ser samme ubearbejdede konflikt udspille sig hver eneste dag.
Alex tror, at islam tilbyder Absolutte Domme, der er uforanderligt nedfældet i sten i Koranen. De er selvfølgelig helvedes patriarkalske, eftersom de blev formuleret af analfabetiske ørkenhandlere i det syvende århundrede. Hun har lært, at der "ikke er andet". Senere forklarede hun til en anden beboer, at islam ikke tillader muslimer at drikke og ryge. "Men hvad må I så?" spurgte han. "Bede." Aha. Og hvis nogen handler på en måde, som ens præmoderne system dømmer til at være 'syg', så truer man med at dræbe dem?
Mohamed derimod ser religion som udgjort af metaforer og moralsk vejledning - og han mener, at der er grænser for religion. Der er steder, hvor den ikke hører til. "Hun tager altid religion med i beregninger, som religion ikke har noget at gøre med," sagde han vredt. Det mest fascinerende ved dette skænderi er det modsætningsfyldte i Alex' personlighed. Hun skriger op om en moral fra Arabien i det syvende århundrede, hvor de ville have stenet hende til døde. Næsten alle islamister, jeg har mødt, har denne mislyd i sig. 11. september-gerningsmændene gik på stripbar og drak sig fulde, før de gennemførte deres kampråb for dannelsen af et kalifat, der ville have dræbt dem for det, de lige havde gjort. Den 'moralske' vision, de tror på, er så umenneskelig, at de ikke engang selv kan leve op til den.
Mere indoktrinering
Så hvordan sikrer vi, at afslappede sekularister som Mohamed, Chico, Kemal og Saira vinder over Alex' fløj af islam? Det har de selv en mening om. Og det første, de siger, er altid, at vi skal holde op med at udvise multikulturel høflighed over for fanatiske teokrater. Feministen Saira Khan siger, at vi er nødt til at kalde kvindefjendskhed og bøssebank ved deres rette navne. Muslimer er ikke nogen homogen blok repræsenteret af folk som de halvgamle saudi-trænede mullaher, der oplærte Alex.
Men i Storbritannien overlader vi stadig flere muslimske børn til dem og deres indoktrinering. Religiøse skoler genner børn af muslimske forældre væk fra os andre og marinerer dem i hengemte dogmer. Saira Khan siger, at de "opmuntrer til kønsadskillelse og til kvindelig underkastelse". Bøssen Kemal Shahin siger: "Jeg ville ikke have overlevet en af de religiøse skoler for muslimer." For dér kan Alex råbe ad Mohamed og vinde over ham i antal med lærernes opbakning. Alligevel nedlægger regeringen ikke de religiøse skoler - den bygger tværtimod flere af dem.
Skænderiet mellem Mohamed og Alex er en kamp på ord, der udspilles i millioner af variationer i suq'er og madrassa'er og muslimske hjem over hele verden. Det er vitterlig virkeligheds-tv.
(c) The Independent og Information
Oversat af Sara Høyrup / texthouse.eu
