Kommentar

At kæmpe for det rigtige

Skal vi lade andre klare de tunge forpligtelser i Afghanistan og andre dele af verden, fordi vores ambassader trues af militante galninge? Og tror vi virkelig, at dette vil mildne terroristerne?
Debat
18. juni 2008

Næsten inden støvet havde lagt sig i Islamabad efter terrorangrebet mod den danske ambassade, var de radikales leder Margrethe Vestager ude med kritik af den danske udenrigspolitiske linje. Timingen kunne nok have været bedre, og formuleringerne blev nok lidt hårdere, end Vestager ønskede. Trods dette vil vi gerne slå to ting fast: Danmark vil ikke ændre sin udenrigspolitiske kurs som følge af terrorangrebet; og et terrorangreb forhindrer ikke, at vi tager debatten, om kursen er den rigtige.

Det bliver ofte antaget som en sandhed, at 'Danmark ligger i hælene på USA' i udenrigspolitikken. Og en forsker har i kølvandet på terrorangrebet i Pakistan sågar, lidt nidkært, tilføjet, at Danmark nok ikke i længden kan 'opretholde den høje cigarføring'. Det er et forkert billede, som her bliver tegnet. Naturligvis står Danmark sammen med USA, dette skal ikke be-tvivles. Men i praksis ligger vi tættere op af englænderne, hvilket forskerne naturligvis også ved. Men Danmarks aktivistiske udenrigspolitik dikteres hverken af briterne eller amerikanerne. Vi har støttet op under Golfkrigen, den hårde linje over for Saddam Hussein samt på Balkan i 1990'erne, og vi har fulgt op med bidrag i Afghanistan og i Irak. Men vores aktivistiske udenrigspolitik rækker meget videre end det. Hele vores ulandsbistand er aktivistisk - vi fokuserer den, så vi kan skabe størst fremgang, vi står i spidsen i kampen for kvinders rettigheder og ligestilling og stiller krav om good governance og meget mere, og vi er et forgangsland, når det drejer sig om god bistand. Faktisk har briterne for nylig været på besøg i København, netop for at lære af Danmark.

Smådriftsfordele

Ofte er der stemmer i medierne, som hævder, at Danmark er blevet fjendtlig, og at mange ønsker sig tilbage til en tid, hvor vi mest var kendt for gode mælkeprodukter. Danmark er stadig kendt for vores mælk og feta, men det er ikke rigtigt, at vi er fjendtlige. Vi ønsker dog, at Danmark skal være offensiv i internationalt samarbejde. Vi skal ikke lade os kue af, at vi er et lille land, men udnytte de 'smådriftsfordele' et lille land har til at påvirke dagsordenen i storpolitikken. Dette har Danmark bl.a. gjort, da vi engagerede os i Baltikums optagelse i NATO, og det sker nu, hvor vi i højere grad målretter vores bistand omkring en række nøglelande - fortrinsvis i Afrika - frem for at sprede bistanden som et tyndt lag ud over det hele. Dette er en ny måde at tænke udviklingspolitik og udenrigspolitik sammen på, og det kræver også en ny proces i Centraladministrationen.

Det koster at ville ændre

At føre udenrigspolitik kan karakteriseres som at gøre brug af en værktøjskasse. Det, der har kendetegnet den danske udenrigspolitik siden 2001, er ikke, at vi har været 'USA's halehæng'. Det er snarere, at vi ikke har været bange for at benytte os af alle de udenrigspolitiske værktøjer, som står til vores rådighed. Opgaven har været at bruge de rette værktøjer til at løse de opgaver, vi står overfor. I Afghanistan har vi måttet gøre brug af alle værktøjer; både militære midler samt aktiv bistandspolitik. I Afrika er situationen en anden. Her kan Danmark spille en central rolle gennem fokus på bistand og opfyldelse af FN's 2015 mål. Og det er, hvad vi gør i dag.

Danmark har vist, at vi tør stikke næsen frem i kampen for demokratiske værdier. Vi tør spille en aktiv rolle i kampen mod islamisk ekstremisme og overlader ikke blot opgaven til andre og større lande. Men det at gøre en forskel har en pris, og det skal vi turde erkende. Forrige mandags angreb på den danske ambassade i Islamabad er det hidtil mest omfattende og frygt-indgydende eksempel på dette. Vi fordømmer angrebet på det kraftigste, men vi står fast på kursen, også selvom det også i fremtiden vil betyde tab af uskyldige menneskeliv.

Værd at kæmpe for

Kofi Annan beskrev i en af sine sidste taler som FN's generalsekretær vigtigheden af selv at leve det, som man ude i verden kæmper for. Annan fortalte om dette med henvisning til uhyggelighederne i Abu Ghraib og krænkelserne i forbindelse med Guantánamo. Begivenheder, som vi fra dansk side ligeledes fordømmer på det kraftigste. Men vi bør også se på os selv i forhold til det, Annan beskrev. Hvordan skal vi kritisere behandlingen af medier og den stigende censur i Kina, i Rusland og i alt for mange lande i Mellemøsten, hvis vi selv konstant skal ud og fordømme og forbyde tegninger i aviser, bøger, film og kunst på museerne? Skal vi lade andre klare de tunge forpligtelser i Afghanistan og andre dele af verden, fordi vores ambassader trues af militante galninge? Og tror vi virkelig, at dette vil mildne terroristerne?

Den 5. juni var Grundlovsdag og giver hvert år anledning til at tænke over de rettigheder og de muligheder, vi har i Danmark. Vi mener, at disse rettigheder og muligheder er så vigtige, at de er værd at kæmpe for. Det har omkostninger at stå op for dette, men vi mener, det er det rigtige at kæmpe for.

Gitte Lillelund Bech, MF (V), fmd. for Det Udenrigspolitiske Nævn og Karsten Lauritzen, MF (V), udviklingsordfører

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

2 levebrødspolitikere fra Venstre:

"Skal vi lade andre klare de tunge forpligtelser i Afghanistan og andre dele af verden, fordi vores ambassader trues af militante galninge?"

Et meget retorisk og manipulerende spørgsmål, må man sige.

Vi skal trække os ud af Afghanistan, fordi vi er der optræder som som en brutal neokolonialistisk besættelsesmagt.

Vi er i Afghanistan af præcis de samme grunde som da Sovjetunionen i sin tid besatte Afghanistan. Vi eri afghanistan for at tilgodese vores økonomiske og geopolitiske interesser. Vi er der ikke for afghanernes skyld.

Venstre der dengang argumenterede kraftigt mod Sovjetunionens adfærd kunne i dag bruge deres egne argumenter mod sig selv.

"Danmark er stadig kendt for vores mælk og feta, men det er ikke rigtigt, at vi er fjendtlige."

Det ville en væsentlig del af familiemedlemmerne til de over 1.000.000 døde irakere måske nok være uenige i.

Og grundlæggende har udenrigspolitikken under VK været en katastrofe, fra de slagtede udviklingsinitiativer, hvor udviklingsministerens forestilling om at man med fordel kunne bruge underholdningsprogrammer med kendte danskere til at bestemme fordelingen af de resterende midler, til karikaturkrisens diplomatiske dilettantisme og naturligvis det groteske brud på den internationale retsorden og menneskerettighederne, som er Danmarks første angrebskrig i moderne tid, og den væsentligste årsag til den eskalerende konflikt mellem muslimske civilbefolkninger og vestlige stater på globalt plan.

Hvis nogen kan forklare os hvordan det kunne være gået værre, så er jeg personligt interesseret i at lytte.

>>Skal vi lade andre klare de tunge forpligtelser i Afghanistan og andre dele af verden ?<<

Tja, hvad med at lade de 5.000 muslimske afghanske flygtninge i Danmark hjælpe til i f.eks. Afghanistan ?

Nogle af dem har efterhånden gemt sig 20-30 år i Danmark, og det er da hvis på tide, at de får fingeren ud og hjælper lidt til derhjemme efter al den godtgørenhed, de selv har modtaget alle disse mange år her ?

Og der er 25.000 irakere i Danmrk, som også kunne give en hånd med nu hvor deres fjende og flugtgrund Sadam ikke mere findes ?

Og der er 25.000 palæstinensere i Danmark, som måske kunne hjælpe til i Palæstina, én af dem er "flygtningen" Abdol Hamid fra enhedslisten, som gerne vil bestemme over danskerne i Danmark, er hun heller intet værd hjemme i fødeland ?

Og der er mere end 5.000 somalier, en af dem i Ny Alliance, kan han heller ingenting ?

"Ny"-"danskere" 'stinker' af egoisme og misbrugt forkælelse, imens danskere 'ofrer' sig militært og humanitært overalt i verden.

"Ny-danskere" er forkælede, deres opholdsret burde tages op til revision, når de er stærke nok til at kunne hjælpe til i deres egne oprindelses-lande.

Heinrich R. Jørgensen

Frej Klem Thomsen:
"Hvis nogen kan forklare os hvordan det kunne være gået værre, så er jeg personligt interesseret i at lytte."

Det er noget af en udfordring ...

Vi kunne have krævet det sydlige Sverige tilbage. Vi kunne have uddannet og udstyrret en guerillastyrke, der kunne operere i sydsverige mod udvalgte statslige mål, der vil lamme den svenske stats interesser, og erklære vores operationer for fuldt legitime. Desuden skulle vi nægte land, vand- og lufttrafik fra eller til Sverige adgang til dansk territorium, inklusive Øresund. Svenskere skulle lægges for had. Dernæst skulle vi håbe på, at svenskerne krænkede dansk territorium, således at vi legitimt kunne bede NATO klare ærterne for os? Alternativt frafalde vores krav formedelst 500 mia DKK.

Asylloven skulle laves om så dem der søgte skulle aftjene deres værnepligt i Afghanistan, ellers synes jeg det kun er EU borgere der skulle kunne søge asyl i DK.

Helt klart Heinrich, og Pia K. Som statsminister.

Den danske udenrigspolitik ændrede karakter i 90'erne, men aktivismen var baseret på dialog, samarbejde og indlemmelse - således var danske soldater "første" NATO-tropper til at krydse muren, ved netop at tage til Litauen, og uddanne kommende litauiske tropper til indsættelse i FN regi.)
En problematik med DK's udenrigspolitik dd, er at den bliver styret fra statsministeriet. Dermed er begrebet diplomati de facto sat ud af kraft.

Det er bittert at se hvordan dialog forkastes til fordel for vold. Bittert når vi ved, eller burde vide at dialog er den eneste acceptable, anstændige vej frem.
Hvordan skal vi forsvare vores værdier, hvis vi konstant bryder med dem???

Ak ja, mere gylle fra den samme tank. Al den snak om kamp for demokratiet klinger kun hult fra et parti, der fra starten har været i lommen på det extreme højre. Efter eget valg vel at mærke.

"Det bliver ofte antaget som en sandhed, at 'Danmark ligger i hælene på USA' i udenrigspolitikken."

I hælene på? Snarere for fødderne af selvsamme, som en skødehund der altid lystrer 'his masters voice'. Men det kan nok ikke sige kortere end følgende citat:

"The great nations have always acted like gangsters, and the small nations like prostitutes." Stanley Kubrick, in Guardian, June 5, 1963

Afghanerne burde selv tage hjem og kæmpe for deres land. Det er vanvittigt at danskere skal lide døden, mens afghanere sidder i Danmark og får bistandhjælp.

Robert Kroll

I de "gode gamle dage" var dansk udenrigspolitik dikteret af to hensyn. Det ene var hensynet til den store tyske nabo mod syd og det andet var hensynet til Rusland/Sovjetunionen, der vogtede på Danmarks stræder, hvor den russiske flåde skulle passerer i en krigssituation.

Danmark havde dengang stort set ingen udenrigspolitisk frihed.

Nu er vi medlem af NATO og af EU og Sovjetuninonen er væk.

Danmark har aldrig haft en større frihed til at tilrettelægge sin udenrigspolitik end idag, og det er vigtigt, at et lille land som Danmark,der er "i sikkerhed" i et lunt hjørne af verden, undgår at blive egoistisk og selvtilstrækkeligt. Danmark må ikke glemmer andre staters behov for bistand og udvikling.

Hvis bistanden af og til også nødvendiggør deltagelse i visse militære aktiviteter sammen med solide partnere, så skal vi ikke springe fra .

Inden for nationalstaternes grænser holde politiet og retssystemet orden ( i nogle lande mere end i andre ) . Uden for grænserne i det internationale samfund er det militæret, der står for den fredsskabende og stabiliserende indsats til gavn for civilbefolkningerne. (Somme tider i FN regie med en sikkerhedsrådsresolution og - hvis en sådan p g a veto er umulig, så kan det hænde , at det "nødretligt" sker uden sikkerhedsrådsresolutiuon.)

Neo-stalinistene og deres autokrati-drømmende mulla-kamerater har alltid et veto i sikkerhetsrådet i bakhånd i sitt korstog mot Lille-satan og Store-satan.

Den venstreekstremistiske idee var tuftet på ideen om ”den tredje vei” – mellom USA og Sovjet, mellom kapitalisme og kommunisme. Snart tjue er etter murens fall og kommunismens sammenbrudd er det litt vanskelig å forstå helt hva begrepet rommer.

Neo-stalinistene er nå inne i en tankeprosess (Verden til Venstre) og i den anledning er det kanskje verdt å ta fram begrepet igjen. Utenrikspolitisk er vel begrepet fortsatt nokså forståelig, ved at de verken er på parti med Bush eller Bin Laden. Men er det fortsatt meningsfult å snakke om ”den tredje vei” i resten av politikken?

Neo-stalinistenes kritikk av Bin Laden er jo totalt fraværende.

Den venstreorienterte sosiologiprofessoren Anthony Giddens skriver i boken med nettopp navnet; ”Den tredje vei” (utgitt ti år etter murens fall) at:
”I dag er det ingen som har noe alternativ til kapitalismen – argumentene som gjenstår handler om hvor langt, og på hvilken måte kapitalismen bør styres og reguleres.”
Giddens presenterer i denne boken også begrepet ”livspolititikk”, som en beskrivelse av et nytt politisk område (livsvalgene) som plasserer seg hinsides den tradisjonelle og økonomisk orienterte høyre-venstreaksen.

Det militære engagement i Afghanistan hjælper os ikke. Det skader vestens sikkerhed, fordi muslimer her har et træningsområde for terrorister. Som dengang under Sovjet besættelsen 1979-89, hvor træningen i Pakistan var betalt af USA og Saudi Arabien. Da Sovjet var smidt ud, fortsatte terroristerne i Tjetjenien, Balkan m.v.

Det samme gælder aktionen i Irak. Her trænes tusinder af muslimske terrorister. De er blevet meget dygtige til at håndtere sprængstoffer.

Lillelund-Lauritzen: " Trods dette vil vi gerne slå to ting fast: Danmark vil ikke ændre sin udenrigspolitiske kurs som følge af terrorangrebet; og et terrorangreb forhindrer ikke, at vi tager debatten, om kursen er den rigtige".

Formuleringen af denne sætning mere end antyder, at mangen af ordet "at" efter første ord i sidste sætning kun har kosmetiske årsager. En anden fin ting i artiklen er, at det lykkes forfatterne at slå fast, at krig har omkostninger, og at de er helt nødvendige, hvis vi ikke skal overlade ansvaret til andre.

Hvad det er for et ansvar, og hvad det nærmere formål med de danske bidrag til drab og tortur er blæser fortsat i vinden, hvorved hovedbudskabet er indholdsløst som anklageskrifterne i Guantanamo.

Det ufine i artiklen er, at den tjener til at fastlå en præmis om, at dansk deltagelse i internationale forhold kun kan være baseret på vold.

á Jeppe Brogårds "tjener til at fastslå en præmis om, at dansk deltagelse i internationale forhold kun kan være baseret på vold".

...Øhh nej! artiklen beskriver jo netop udenrigspolitk, som en "værktøjskasse", hvor det nogle steder er nødvendigt. Ikke at det KUN kan være baseret på vold.

Dorte Sørensen

Det er dog utroligt at Venstre vil være bekendt , at kritiserer et godt forslag fra Vestager. Det er sørgeligt at politik er blevet så kynisk , at propoganda mod modparten er vigtigere end en saglig debat.

''Faktisk har briterne for nylig været på besøg i København, netop for at lære af Danmark."

Hvad? Alle 60 millioner af os? Jeg kan ikke huske det!

Det er snart syv år siden Taliban og al-Qaida ble jaget fra Kabul. Den religiøse bevegelsen har gjort sitt ytterste for å vinne tilbake makten i Afghanistan. Det er på tide med litt selvransakelse for Taliban-eliten. Har de greid å vinne afghanernes tillit? Har man lykkes med å forbedre livet for den gjengse afghaner? Hvorfor har ikke Taliban nådd målsetningen om å gjeninnføre sharia og drive de utenlandske styrkene ut?

http://news.bbc.co.uk/2/hi/south_asia/5220514.stm

Taliban sier at de er religiøse. De sier at Gud ønsker at kvinner skal holde seg på kjøkkenet. Når Taliban brenner ned jenteskoler, tror geriljaen at kanskje at det slår godt an blant afghanerne flest, ettersom de også er religiøse? Men sivilbefolkningen er lite imponert av slike aksjoner. De er ikke tiltrukket av Taliban. Kan det hende at de ser at utdannelse er viktig, selv for jenter? I følge FN har flere millioner gutter og jenter fått skoleplass: Seks ganger så mange afghanske barn går på skole nå i forhold til under Taliban.

http://www.unama-afg.org/news/_pc/_english/2008/08april21.html

De fleste samfunn askyr brutalitet og vold. Da Taliban hadde makten henrettet de opposisjonelle og homser i pausene på fotballkampene i Kabul. Tyver fikk hendene sine amputert. Ledelsen i Taliban mente tydeligvis det var et eller annet fengslende med slike groteske avstraffelser. Hva slags kick fikk talibanerne av dette? Men også etter Talibans nederlag i 2001, har “skyggeregjeringen” holdt på sine tradisjoner. Afghanske soldater og politimenn, samt utenlandske bistandsarbeidere, har blitt tatt til fange og drept av Taliban. Selve slakten skjer som regel ved halshugging. Det hele blir tatt opp med videokamera. Filmene brukes deretter for å rekruttere flere til Talibans “hellige” krig. Men hva slags personer forventer Taliban å tiltrekke seg gjennom å lage slik propaganda? Taliban bør utvide målgruppen. Sadomasochistiske psykopater utgjør en forsvinnende liten andel av den afghanske befolkningen.
I det hele tatt bør Taliban foreta en grundig gjennomgang av sin kommunikasjonsstrategi. Det handler om dialog og tilgang. Det gjelder å få frem budskapet sitt på en måte som skaper forståelse. Andre jihadister har hatt større suksess med å formidle sitt syn. Mulla Krekar ble for eksempel intervjuet av en dyktig journalist i Dagbladet.
http://www.dagbladet.no/nyheter/2006/03/13/460523.html
Uansett om man er enig eller uenig med Krekar, må man innrømme at han ved å snakke med pressen fikk frem sitt misjonsbudskap. Alle og enhver kunne lese intervjuet og forstå hva han står for. Men i Afghanistan er det vanskeligere å forstå hva de “hellige” krigerne vil oppnå. La oss ta et eksempel: Talibans utsendte delegasjon til Hotel Serena, hvor flere vestlige journalister og diplomater oppholdt seg, var ordknapp. En av de norske gjestene som var på hotellet var den samme journalisten som intervjuet Krekar.
Talibans budskap har en tendens til å bli misforstått når de isteden for å snakke med journalister, skyter de.
Omverdenens sympati med Talibans svekkes. Snart er det bare religiøse mørkemenn og mindretallet i SV som har forståelse for Taliban. Heller ikke Talibans søsterorganisasjon, al-Qaida, lykkes med å øke sin appell. Den siste meningsmålingen utført av Pew Research Center, viser at støtten til al-Qaida i Midtøsten er svekket, særlig i Libanon, Jordan og Pakistan.

http://www.tnr.com/story.html?id=702bf6d5-a37a-4e3e-a491-fd72bf6a9da1

Tallene kommer kanskje overraskende på Mulla Omar og Osama bin Laden. Har ikke al-Qaida jobbet hardt for å vinne muslimenes oppmerksomhet? Hva med selvmordsbomberne som ble sendt til bryllupsfesten ved SAS-Raddison-hotellet i Amman? Hva med attentatet mot den pakistanske presidentkandidaten? Hva med angrepet på den danske ambassaden i Islamabad? Og viktigst av alt: Al-Qaida har gjort sitt ytterste for å styrke bilbombeindustrien i Irak. Dette er al-Qaidas suksessliste. Verdens muslimer er likevel ikke imponert. Hva har gått galt?
Giverlandskonferansen for Afghanistan ble avholdt denne helgen. Talibans fiender skal donere millioner av dollar til afghanerne. Taliban ligger dårlig an i forhold til å oppdrive tilsvarende summer til sivilbefolkningen. Taliban taper i konkurransen om å vinne afghanernes hearts and minds. I desember 2007 sa bare 13% av afghanerne at de støtter Taliban. Det lukter for mye av en “oss/dem”-tankegang. Taliban bør afghanisere innsatsen sin.

http://abcnews.go.com/PollingUnit/Story?id=3931809&page=3

se kvinde rettigheder i Danmark og vesten

http://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/article1021308.ece