Læserne skriver

Debat fra dagens avis
30. juni 2008

Nyborgs humbug

Morten Kjeldgaard, Århus

Informations læsere er med rette oprørte over de bastante påstande der kommer fra Helmuth Nyborg og hans kollega, Richard Lynn.

Helmuth Nyborg er fhv. professor ved Aarhus Universitet, hvorfra han blev suspenderet i 2006 på grund af videnskabelig uhæderlighed.

Richard Lynn (født 1930) er professor emeritus i psykologi ved University of Ulster. Han er kendt for sine kontroversielle synspunkter til race og etnicitet. Lynn hævder - som Nyborg - at der

findes race- og kønsforskelle i intelligens, og har skrevet flere bøger om emnet.

Lynn hævder - sammen med de øvrige racehygiejnikere - at IQ er et nøjagtigt mål for 'generel intelligens', noget de påstår er en indre, biologisk egenskab ved mennesket, som tilmed er arvelig. Denne hypotese står racehygiejnikerne dog alene med.

Lynn er kendt for grov videnskabelig uhæderlig omgang med data. Han baserer sine konklusioner på undersøgelser af afrikanere, som for de flestes vedkommende stammer fra apartheidstyret i Sydafrika, samt en fra 1952 fra belgisk Congo, hvor det koloniale styre regerede med stor grusomhed og dræbte millioner af sorte afrikanere. Disse data blandes i Lynns analyser med moderne data fra Europa og Asien af en helt anden type. Ifølge denne undersøgelse er gennemsnittet af Afrikas befolkning altså retarderede efter moderne begreber. Enhver kan sige sig selv at det er vås.

For Lynn og Nyborg er det fuldstændigt ligegyldigt, om dataene er behandlet korrekt, hvorfra de stammer, om det er sammenlignelige osv.

Blot deres analyse viser det ønskede resultat, og det er at den hvide race er alle andre overlegen. Lynn og Nyborg når i den seneste undersøgelse frem til, at religiøse mennesker er mere dumme end andre. Mellem linjerne er det meningen, at befolkningen skal tænke: muslimer. Næste undersøgelse fra Nyborgs hånd, hvis der kommer en, vil fortælle os, at indvandrere er dummere end danskere. Den undersøgelse blev annonceret ved Nyborgs fratrædelsesforelæsning. Man skal ikke tage Lynns og Nyborgs undersøgelser for mere end de er: svindel og humbug.

Billig kritik

Niels I. Meyer, Hørsholm

Det er blevet mondænt at kritisere en (udefineret) venstrefløj for helt at mangle visioner og konkrete reformforslag. Denne mondæne øvelse bruger filosoffen Finn Janning en helt kronik på 25. juni. Han er endda så generøs helt gratis at stille en vision til rådighed for venstrefløjen: "at skabe glade borgere uden brug af medicin og coaches". Virkelig et forslag med format og konkret politisk indhold.

For at læserne ikke skal overse det geniale i hans forslag, uddyber Janning sine filosofisk-politiske betragtninger med sætninger som: "Det er ikke mere moral, der mangler, men modet til at udleve nogle visioner. Det er ikke flere penge, der mangler, men glæde". Så nu ved venstrefløjen da virkelig, hvad den bør gøre anderledes.

Hvis Janning skulle være interesseret, skal jeg gerne helt gratis supplere hans viden med referencer til visioner og reformforslag, der kunne skabe et gladere og fornuftigere samfund.

Fødevare-mangel

Svend Grundtvig, Ballerup

Verdens mangel på fødevarer er et stort problem i dag. Olieknapheden har været med til at fremskynde dyrkning af afgrøder til bio-brændstof, og de store landbrugsarealer, der anvendes til dette, er som bekendt med til at fastholde de høje fødevarepriser. Vi burde have lyttet til de gamle eventyr, der fortæller os, at det er forkert og amoralsk at misbruge føden. Udviklingen har bekræftet denne sandhed.

Som alternativ kan affaldsstofferne fra fødevareproduktion selvfølgelig bruges til fremstillingen, men mest ihærdigt burde vi dog kaste os over andre muligheder, f.eks. brugen af brint til formålet. Ressourcerne er ubegrænsede og udledningen af CO2-neutral. Forsøg med brint-motorer er da også i gang.

Prisstigningerne går især ud over verdens fattige. De fattige står i en situation, hvor indkomsterne ikke rækker, og forældre må lægge deres børn sultne i seng. Alligevel fortsætter vi ubekymret vort liv, uden at kere os særligt om de fattige.

Vi er ikke tilstrækkelig opmærksomme på den kolossale ulighed, der findes i verden. En ulighed der er ved at gå op for tredielandene og er medvirkende til et stigende had mod Vesten. Vi er ikke nok bevidste om, at forskellen kan udløse en revolution. Har vi glemt Den franske Revolution? Hovedårsagen dengang var ulighed mellem stænderne. Nu findes en lige så stor ulighed mellem Vesten og tredielandene.

Måske burde vi have tolket terrortruslerne som et advarselssignal, som vi bør reagere på.

Vesten bør sadle om og agere positivt for at rette op på de store forskelle. Blive bevidste om, at det også ville tjene os bedst at gøre noget ved de store uligheder.

Kære Inf.

Flemming Dreesen, Ringsted

Selv den argeste cykel-tifosi må tilstå: Cykelsporten er i krise. Det er svært at sætte sig op til de store løb. Det gælder også Tour de France. Feltet og de såkaldte favoritter virker blege, og der er ingen klare konfrontationer, som gode drømme kan bygge på. Afsløringer lurer hele tiden rundt om svinget. Reportager fra løbet truer med at blive en lang sprinteretape fra Vueltaen.

I den anledning vil det være en opmuntring for cyklingens muntre børn, om Information genoptrykte Ebbe Trabergs gamle cykelartikler fra Touren. De er selve essensen af den professionelle cykelsport, hvor rytterne og reporteren via henholdsvis cykel og tastatur træder sig ud over grænsen. Man kunne jo f.eks. sideløbende trykke en artikel om dagen fra et givet løbsår. Vil I ikke nok ?!

Sund mad også til de fattige

Per Clausen, MF (EL)

Hvordan skal fattige i Danmark få råd til at leve sundt, når fødevarepriserne stiger så voldsomt. Det spørgsmål rejste jeg i en forespørgselsdebat i Folketinget, fordi prisen på fødevarer er steget otte pct. det seneste år. Overførselsindkomsterne steg kun tre pct. I dagens Danmark bruger den femtedel af husstandene, der tjener mest, tre gange så mange penge på at købe frugt og grøntsager, som den fattigste femtedel gør.

I Danmark afspejler fattigdom sig i sundheden. Allerede inden børnene er blevet fem år gamle, oplever de fattigste i Danmark dobbelt så meget langvarig sygdom, som børn af de rigeste gør. Og det går ikke bare over, når børnene vokser til. Blandt de fattigste i Danmark oplever 14 pct. af de 11-15 årige mindst ét symptom på fysisk sygdom hver dag, mens det er fem pct. af de rige folks børn, der gør det.

Et af de væsentligste 'nøglehuller' til sundhed går gennem munden. Spiser man masser af frugt og grøntsager, forebygger man de fleste sygdomme. Når de kroner, man som fattig familie har til rådighed til indkøb, falder, så er der ingen som helst tvivl om, at der er mindre frugt og færre grøntsager, der finder vej til indkøbskurven.

Mit forslag er at nedsætte momsen på basale sunde fødevarer og indføre gratis sund og økologisk mad i folkeskolen og i daginstitutioner. Samtidig er det vigtigt at afskaffe satspuljens udhuling af reguleringen af overførselsindkomsterne, så disse fremover stiger i takt med lønudviklingen.

Til alle, der nu er færdige med eksamen

Franz Beckerlee, København

Der er sikkert flere, der har fortalt dig, at du netop nu, efter eksamen, står over for nogle svære beslutninger i dit liv. Vanskelige valg hvad angår din fremtidige levevej, uddannelse, job, karriere.

Vores politikere og medier gør det med uddannelsen så vigtig, at man skræmmes til at tro, at man nok skal være Cand. mag i økonomi for at blive kassedame i Netto.

Pressen gør, hvad den kan for at male fanden på væggen, så jeg forstår godt, hvis du synes, det er svært at vælge. Men dit valg er ikke så svært som de bilder dig ind. Du skal simpelt hen bare gøre det, du har allermest lyst til!

Det er nu, du skal gå efter dine drømme, og ikke når du engang bli'r pensioneret. Vær ikke den, der ligger to timer, før du dør og tænker: "Bare jeg havde gjort ... eller, tænk nu hvis jeg i stedet havde ..."

Dine forældre har sat dig i verden, men det er dit eget liv, som kun du kan leve!

Derfor er det vigtigt, at du er villig til at lade din intuition vejlede dig og så ha' mod og fantasi til at følge denne vejledning, direkte og uden frygt.

Hvis ikke her, hvor så? Hvis ikke nu, hvornår så?

Der skal nok være nogen der påstår, at din drøm er umulig, men 'umulig' er bare et stort ord, der bli'r brugt af små mennesker, som finder det nemmere at leve i den verden, de har fået, end at udforske den kraft de har til at forandre den.'Umulig' er ikke et faktum. Det er en udfordring. 'Umulig' er midlertidig. 'Umulig' findes ikke.

Jeg ved, det ikke er let, men der er jo heller ikke nogen, der har lovet os noget. Hvis man vil finde kilden, må man gå mod strømmen.

De virkelige værdier finder du, når du går efter drømmen. Værdier, ingen bankkonto kan måle sig med. Værdier, som gør livet værd at leve.

Have a nice life, baby!

PS: Ignorer den nuværende vestlige generation, hvis livsanskuelse er blevet: "We are only in it for the money."

Gå efter din drøm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu