Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
4. juni 2008

Forkert portræt af Kruckow

Jeanette Grefstad, Melby

Som strejkende sygeplejersker vil jeg protestere over det stærkt fortegnede, ureflekterede og unuancerede portræt af Connie Kruckow, Peter Keiding den 31. maj tegnede. Det er medlemmerne af DSR, der via kreds- og hovedbestyrelserne giver forkvinden besked på, hvilke krav vi ønsker at få opfyldt - det er ikke noget Connie selv finder på, så hvorfor skulle hun tabe ansigt?

Det er utroligt, at en mandlig journalist i år 2008 kan finde på at skrive så ureflekteret om en af fagbevægelsens topledere. Er de herrer på den anden side af forhandlingsbordene de rene søde, rare gamle bedstefædre? Samfundet befinder sig i en katastrofal situation, hvor der mangler 2.405 sygeplejersker i Danmark. Søgningen til sygeplejerskeuddannelsen er faldet med hele 35 pct., og langt fra alle fuldfører. Derfor er rekruttering og fastholdelse et problem.

Svaret er op med lønnen, og arbejdsvilkår der er til at leve med. Stadig flere sygeplejersker forsvinder fra det offentlige til det private arbejdsmarked. Ikke fordi arbejdet er mere fagligt attraktivt, men fordi lønnen og arbejdsvilkårene er det. Derfor er fremtiden for det offentlige sundhedsvæsen et samfundsmæssigt problem her og nu. Svaret er: lønnen op.

Se, Hr. Keiding, det er alt dette og mere, vores dygtige, målrettede og handlekraftige forkvinde forsøger at gøre såvel befolkningen som regering og folketing begribeligt. Så skriv et nyt portræt, hvor du sætter brillerne med vidvinkel på næsen frem for den gang svævertsynede, ureflekterede og unuancerede nonsens du leverede forleden.

Terror I

Per Bregengaard, København N.

Det er ikke terrorister eller religiøse ekstremister i Pakistan eller noget sted, der skal styre vores ytringsfrihed og internationale engagement, mener statsministeren. Det er såre rigtigt. Men det gør hverken Muhammed-tegningerne eller vores deltagelse i krigene i Irak eller Afghanistan til en god idé.

Man bekæmper ikke terrorisme og ekstrem islamisme med hverken tegninger eller krige. Tværtimod er de en foræring til fælles fjender.

I Ægypten er det ikke fanatikerne, der lider, men de kristne koptere. For tegningerne og krigene viser, hvordan de kristne er. Samme foræring får et skrøbeligt præstestyre i Iran i dets kamp mod en sekulær opposition. Det var de klare meldinger, vi fik på vores ferie i Ægypten fra vores koptisk kristne guide og et ferierende flygtningepar fra Iran.

Muhammed-tegningerne og krigene svækker de demokratiske og humanitære værdier overalt i verden, men naturligvis skal man have sin ytringsfrihed til at virke for dette.

Terror II

Claus Schou, Broby

Efter det forfærdelige selvmordsattentat mod den danske ambassade i Pakistan, stod de danske politikere nærmest på tæerne af hinanden for at fordømme det skete. 'Fejt og usselt,' kaldte Anders Fogh Rasmussen det. Jeg er helt enig i det 'usle', fordi flere blev dræbt og mange såret og lemlæstet.

Men selvom man har den mest tåbelige tro på et liv efter døden, så synes jeg ikke, man kan sige, det er 'fejt' at ofre sit eget liv. Det er et udtryk, der passer meget bedre på den statsminister, der på et falskt grundlag sendte sit land i krig og efterfølgende lod andre tage skraldet. Eller den avis, der i en misforstået opfattelse af ytringsfrihed fik lavet og trykt de idiotiske og provokerende 'Muhamedtegninger.'

Terror III

Aase Bak-Nielsen, Nibe

Anders Fogh sagde i TV-avisen 2. juni, at terroristerne ikke skal bestemme dansk udenrigspolitik, det skal danskerne selv gøre. Det er klart, men hvorfor er det så lige, at Fogh og hans venner skal bestemme, hvilken politik de muslimske lande skal føre?

Burma

Thomas Bøje, Frederiksberg C

Hvorfor bliver Information ved med at kalde Burma for Myanmar? Det er juntaten, der givet landet det navn.

Er der nogen, der husker en samling forbrydere, som i 70'erne kaldte Cambodia for Kampuchea? Hold op med det!

Værdidebat

Tor Jordbo, Vesterskerninge

Hvad har værdidebat med politik at gøre? Hvad er politikernes ansvarsområde?

Pengepolitik holder op når finanserne er disponeret. Moralpolitik eller værdipolitik derimod findes der lige så meget af, som politikkerne kan opfinde.

Moralpolitik - som ikke er politik i mine øjne - vil derfor ultimativt fylde uendeligt meget. Derfor denne opfordring til politikerne: at I klart og præcist definerer jeres ansvarsområder.

En tørklædedebat ændrer ikke skattegrundlaget og gavner ikke valutabalancen eller øger velfærd. En berettiget og nødvendig debat er ikke automatisk en politisk debat. Derfor: Alle politikere, bliv enige om jeres ansvarsområder, udform kommisorier og giv os vælgere og skatteydere en mulighed for at se, hvordan I lever op til jeres målsætninger. Giv os noget, vi kan måle på!

Bigami

Kirsten Damgaard, Kbh. V

Problemet i Danmark er ikke moral. Problemet er ikke livsstil, det er jura.

Problemet opstår, når én dør, eller én vil skilles. Hvad tilhører hvem? Eller én indgår en økonomisk transaktion, der fører til kæmpe gæld, hvor meget hæfter de andre ? Eller hvad med situationen: en mand på kontanthjælp, én kone på kontanthjælp, den anden kone er milliardær.Hvem skal forsørge hvem og hvis børn ?

Dansk jura rækker simpelthen ikke.

Trådløs verden

Bente-Ingrid Bruun, Lyngby

'The wireless world marches on'. Det var overskriften på den sidste dias, som ingeniør Jørgen Bach Andersen, Ålborg Universitet, project leader ved de danske mobilforskningsprojekter præsenterede os deltagere for på Sum-up mobilkonferencen i Eigtveds Pakhus 27. maj.

Herefter fulgte en række bagatelliserende udmeldinger i forskellige medier. Virkeligheden ser anderledes ud.

Det uredelige Update Cohorte studie fra Kræftens Bekæmpelse, og den realitet, at J.B.A. og ingeniør Gert F. Pedersen, Ålborg Universitet havde teknisk designet andre korttids eksponeringsforsøg, så bivirkninger kunne blive minimale, blev fortiet.

Også professor Yuri Grigorievs russiske advarsel om mobilbrug hos gravide og børn på vegne af RICNIRP efter 60 års biofysisk forskning, samt bioinitiative rapportens krav om nedsættelse af grænsesværdier og inddragelse af ikke-termale skader blev ignoreret.

WHO mister i dag troværdighed, og det samme gør de nationale sundhedsmyndigheder.

I en kommende bog om de trådløse samfund vil det blive uddybet, hvorledes vi borgere gang på gang bliver vildledt, så de trådløse markeder og EU's trådløse politik kan fremmes, når højteknologisk innovation fremelskes på Ålborg Universitet.

Hvem i EU og på Ålborg Universitet kærer sig om gravide og verdens børn?

Skal Danmark også være verdensmestre i trådløse skader?

Kære I. Auken

Erik Meier Carlsen, København

Kære Ida Auken og andre interesserede. Jeg kan stå ved citatet fra min bog, selv om det forekommer mig væsentligt, at jeg her taler om fjendskab mod 'Islam'. Grammatisk set sidestiller jeg i citatet 'fjendskab' med 'modstand', og det var ikke rimeligt.

Jeg mener jo, at det er ganske legitimt at være mod islam, som man kan være mod kristendom, buddhisme, kommunisme eller liberalisme. Islam er jo både en religion og et samfunds-program og fremstår derfor ofte som en politisk ideologi.

Men jeg mener, at vore samfund bygger på tolerance og frihed til at have alle politiske og religiøse anskuelser, og jeg er derfor imod både Pia Kjærsgaards evige jagt på muslimske symboler og Villy Søvndahls råben op om, at kritikere af vestligt demokrati og tilhængere af Kalifatet og sharia skal forlade landet. Den hadefulde fordømmelse af anderledes tænkende er 'dødbringende'.

Jeg har udtrykkeligt taget afstand fra DF's mange forslag om lovindgreb mod køns-adskilt badning, halal-kød og tørklæder mv. og gør det gerne igen. Men når jeg i min nye rolle som analytiker - og ikke lederskribent og meningsmager - ikke går så hårdt til DF, som Ida Auken og andre kunne ønske, har det jo at gøre med, at meget stærke og dominerende røster i debatten uafladeligt beskylder DF for det værste, læs racisme og nazisme etc.

Denne polarisering og dæmonisering af legitime politiske standpunkter tager jeg afstand fra, uanset at jeg er vidtgående uenig med DF, hvad angår både sprogbrug og konkret politik. Som analytiker ser jeg det imidlertid som en opgave at påpege, at kritikken af DF virker skadeligt og kontraproduktiv, når den reelt bliver til en fordømmelse af den velbegrundede skepsis og bekymring for samfundets sammenhængs-kraft, som deles af en meget stor del af vælgerne og det nuværende folketings medlemmer, men som DF fik bragt effektivt ind i på den politiske dagsorden efter mange års undertrykkelse af debatten. Alt godt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her