Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
26. juni 2008

Når forstanden forhekses ...

Paul Smith, Århus C

Det ubehagelige ved Inf.s omtale af professor Helmuth Nyborgs seneste meritter er, at bladet ikke hæfter sig synderligt ved, at danskernes intelligens-kvotient ifølge professoren er 98, mens zambianernes kun er 71 (!). Er racismen blevet så stueren, at vi snart kan se en buste af nazi-lægen doktor Mengele opstillet på Århus Universitet?

Jeg har rejst i Zambia og undrer mig ikke: Zambias skolesystem er (mindst) 50 elever i hver klasse, stupid udenadslære og tørre tæsk på alle hylder; ikke just befordrende for kreativ tænkning.

Synd at professoren aldrig mødte min far. I 60'erne tog han en 'intelligens-test'. Den sagde, at han havde en IQ på 100. Derefter købte han hos Hartvig Nielsens boghandel i Esbjerg Nøddeknækkeren 1 & 2. Han gennemgik alle opgaverne og tog en ny test tre måneder senere. Nu havde han pludselig en IQ på 120. Siden har vi i familien altid moret os over (især) akademikere, som lod sproget og de fine begreber forhekse deres forstand.

Bekræfter bare Nyborg

Asger Henning Jensen, Søborg

Så siger prof. Helmuth Nyborg, at religiøse mennesker er mindre intelligent end ikke-religiøse. Hvis dette er korrekt, så ville det være et interessant faktum - ikke mere. For det forklarer ikke, hvad årsagen er. Faktisk ville det i høj grad modsige Nyborgs egen intelligensteori, fordi religiøse overbevisninger i særdeles høj grad afhænger af socialisation og kulturelle omgivelser. Og hvis hans påstand om de religiøses intelligens var forkert, så kunne man nemt - gennem videnskabelige undersøgelser - modbevise dette.

Men hvad er så reaktionen? De religiøse skriger og kalder det for 'modbydeligt' - ligesom for at bekræfte Nyborgs resultat.

Fakta om asylansøgere

Pernille Brinch Nissen, kontorchef i Udlændingeservice

Læge Helge Bønlykke (HB) retter i Information den 24. juni kritik mod Udlændingeservice for at vildlede om reglerne for sundhedsbehandling af asylansøgere. Kritikken er baseret på en fejlagtig opfattelse af kompetencefordelingen mellem de forskellige myndigheder og organisationer, som det vil gå for vidt at kommentere på i alle enkeltheder. Jeg synes, Informations læsere bør kende følgende fakta.

Børn tilbydes de samme sundhedsydelser i Danmark, uanset om de er asylansøgere eller ej. Børn og voksne har adgang til samme akutbehandling, uanset om de er asylansøgere eller ej. For andre behandlinger end de akutte gælder der for voksne asylansøgere - og kun for de voksne - den begrænsning, at behandlingen skal være "nødvendig, uopsættelig og smertelindrende." Det er læger og andet relevant sundhedspersonale, der foretager vurderingen af behandlingsbehovet.

På det grundlag vurderer vi i Udlændingeservice - med hjælp fra vores sundhedsfaglige konsulenter - om reglerne giver mulighed for behandling. Det er en juridisk vurdering, som ikke anfægter det lægelige skøn.

Sådan stopper vi snyd

Jakob Schmidt-Rasmussen, København

For at undgå tyveri, skal bøgernes stregkode skannes, når man låner bøger på biblioteket, ellers lyder en alarm, når man prøver at forlade biblioteket med bibliotekets materiale.

Hvis der installeres et lignende system i offentlige transportmidler og det kombineres det med fotoceller i dørene, der registrerer alle, der stiger på et offentligt transportmiddel, bliver snyd næsten umuligt.

Systemet ville betyde, at hvis en passager, der jo bliver registreret af fotocellen i døren, stiger på metroen, uden at have en skannet billet, eller anden gyldig rejsehjemmel på sig, hvilket alarmsystemet a la bibliotekets registrerer, lyder der en alarm og der kan evt. tages et billede af snyderen, så vedkommende får meget svært ved at slippe for at betale bøden.

Abonnementskort skulle have en chip, der fungerer ligesom en skannet billet, så længe de er gyldige, men som holder op med at virke, når abonnementet er udløbet.

Voldsom kynisme

Morten Kruse, Humlebæk

VKO viser endnu engang deres stupiditet eller kynisme over for de svageste i vores samfund. I et lovforslag der kommer til efteråret foreslår regeringen ved socialminister Karen Jespersen, at børnechecken tages fra forældrene, hvis de ikke kan få deres børn til at passe skolen. DF bakker efter sigende, og ikke overraskende, op om forslaget.

Da alle ved, at der er en social slagside ved de familier, der har svært ved at styre deres børn, vil loven direkte gå efter at desavouere disse ressourcesvage familier. Loven vil simpelthen gøre det endnu sværere for disse familier.

Tror VKO, at disse ressourcesvage familier ønsker det dårligste for dem selv og deres børn?

Tror VKO, at en familie, der i forvejen er presset af et destruktivt familiemønster og alle mulige andre uheldige faktorer, bliver stærkere af at blive presset på økonomien også?

Nej, disse familier skal tilføres redskaber som sætter dem i stand til at mestre deres familieopgaver.

Sandheden er, at vores VK(O)-regering med Voldsom Kynisme Overalt, gennemfører en omvæltning af vores velfærdssystem. Dette er blot seneste eksempel på, at det er de velhavende og velfungerende der bliver tilgodeset, her med børnechecken, mens det er de svageste og dårligst fungerende der skal bøde, her med fratagelse af børnechecken.

Er det virkelig et sådant velfærdssystem flertallet af danskerne ønsker, eller er vi bare lullet i søvn af Fogh og Frederiksens salamimetode, som år for år skærer nye skiver af det velfærdssystem, der blev sat i verden for at hjælpe de svageste?

SF-borgmester svigter miljøet

Bo Normander, medlem Borgerrepræsentationen (R)

I 2003 vedtog Borgerrepræsentationen, at der skulle indføres miljøledelse i kommunens forvaltninger og institutioner. Kommunen er generelt godt på vej, men på børne- og ungeområdet, hvor Bo Asmus Kjeldgaard (BAK) (SF) er borgmester, ser det mildest talt sløjt ud.

For nylig måtte BAK meddele, at målet om miljøledelse inden udgangen af 2008 ikke nås for langt de fleste skoler og daginstitutioner. Idéen med miljøledelse er, at vi som kommune skal feje for egen dør, og det skorter jo normalt ikke på de gode intentioner og pæne ord i skåltaler fra SF i miljøspørgsmål. Derfor er det skuffende, at BAK nu løber fra aftalen.

Miljøledelse efter de internationale ISO14001-regler handler om at lede arbejdet, så miljøet til stadighed påvirkes mindst muligt på arbejdspladsen. Indførelse af miljøledelse er en naturlig del af Københavns vision om en bæredygtig storby.

Jeg undrer mig over, at der kan være så store problemer med at indføre miljøledelse på Bo Asmus Kjeldgaards område. Ikke en gang centralt i hans forvaltning har man indført miljøledelse, og derved bliver det sværere at motivere de enkelte skoler og institutioner til at gøre en indsats.

Borgmesteren vil have ekstra 6,8 mio. kr. til området i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger. Men hvorfor skal hans forvaltning have flere penge til dette end andre forvaltninger?

Ansvar og pligt på Information

Mikkel Schou, TVflux, Kbh. N

Det er hykleri af egen skuffe, når Information i lederen 'Skyld og straf' 20. juni i år beklager mediernes manglende interesse for en af de dømte i sagen i mod Christianias Vagtkorps - også kaldet CET.

Nyheden i lederen blev bragt af webavisen flix.dk. under dækning af sagen mod CET. Og tilbudt dagbladet Information. Flix.dk tilbød at levere historier fra sagen, mens den var for Københavns Byret.

Information fik løbende tilbudt historier. Kun en gang valgte Information at bringe en note fra sagen. Den tog Information fra Ritzau uden at kreditere flix.dk. Det skal siges, at Ritzau bragte flere noter fra flix.dk, som bl.a. Politiken valgte at bringe (med kreditering).

At Information så vælger at tage historien op dagen før omtalte leder, flere år efter, bringer kun fryd på flix.dk. Men hvem sørger for, at sagens iraner efter 18 år i Danmark ikke bliver udvist til tortur og dødsstraf for at nægte militærtjeneste. Det har Østre Landsret nemlig bestemt at han skal.

Et tålt ophold er ikke nok.

Suppekøkkener til fru Fogh

Erik Møller Andersen, København

Anne-Mette Fogh Rasmussen skal på i TV2's kommende 'Vild med Dans'.

Da vi i dette land får flere og flere fasttige, ville det være mere passende for statsministerens hustru at stå som primus motor for suppekøkkener til de hjemløse. Der vil være nok at gøre for en motiveret førstedame. Satsministeren kan så - på sine løbeture komme forbi - sige hej til sin kone, smage på suppen og få en snak med brugerne.

Seancen kan evt. bringes på TV 2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu