Læsetid: 4 min.

Michael Rasmussen - helt eller kætter?

Dopingmistænkte cykelryttere synes ikke at nyde samme retssikkerhed som andre borgere. I en retssag ville positive blod- og urinprøver være de eneste holdbare beviser, men Michael Rasmussen havde 15 negative test under Tour'en 2007. Retssagen om hans evt. doping afsluttes den 2. juli i Holland
Michael -Kyllingen fra Tølløse- Rasmussen på vej ud fra dopingkontrol under Tour de France 2007. Han blev fældet uden beviser. Derfor kører en retssag lige nu i Holland mellem ham og hans tidligere hold Rabobank. Der var stor interesse for hans færden før Tour-en 2007, som det viste sig, han ikke talte sandt om. Hackerne skaffede sig derefter indsigt i hans personlige e-mails med følsomme oplysninger om hans fyring fra cykelholdet Rabobank.

Michael -Kyllingen fra Tølløse- Rasmussen på vej ud fra dopingkontrol under Tour de France 2007. Han blev fældet uden beviser. Derfor kører en retssag lige nu i Holland mellem ham og hans tidligere hold Rabobank. Der var stor interesse for hans færden før Tour-en 2007, som det viste sig, han ikke talte sandt om. Hackerne skaffede sig derefter indsigt i hans personlige e-mails med følsomme oplysninger om hans fyring fra cykelholdet Rabobank.

Nils Meilvang

25. juni 2008

Grundlovsdag den 5. juni blev der i den hollandske by Utrecht taget hul på retssagen mellem den danske cykelrytter Michael Rasmussen og hans tidligere arbejdsgiver Rabobank. Rasmussen kræver et tocifret millionbeløb i erstatning af banken, da han mener, at han på et forkert grundlag den 25. juni 2007 blev udelukket fra videre deltagelse i Tour de France 2007 og siden fyret.

Udelukkelsen af danskeren skete angiveligt efter pres fra organisationen bag løbets arrangement ASO, der dagen efter på en pressekonference lod sin præsident, Patrice Clerc, udtale:

"Han skal være et eksempel for alle andre. Der må ikke kunne sættes en finger på ham. Men Michael Rasmussens attitude inden løbet - den ligegyldighed, der bestod i ikke at overholde de administrative regler - den burde vi være blevet gjort bekendt med. Og så havde vi nægtet ham deltagelse i årets Tour, fordi han ikke er et eksempel for resten af feltet." (TV 2 den 26. juli 2007). Den dopingmistænkte sportsmand - specielt cykelrytteren - synes altså ikke at tilstås de samme retskrav som andre samfundsborgere. I en retssag ville positive blod- og urinprøver være de eneste holdbare former for beviser. Af dem har Michael Rasmussen 15 negative test foretaget under løbet.

Var det i virkeligheden uigennemskuelige etiske regler oparbejdet gennem en årrække, som var til hinder for, at Michael Rasmussen kunne få den triumf at stå øverst på skamlen på Champs-Élysées?

Kamp for den rene sport

Der er mange rituelle ligheder mellem den moderne sport og traditionel religionsudøvelse, hvilket bedst lader sig forstå ved at knytte en forbindelse mellem religionens kultiske side og sport.

Ligesom sportens moralister inddeler religionerne verden i det rene og det urene. Professionelle (som Michael Rasmussen) skal være legemliggørelsen af sundhed og et godt liv. De må ikke på mindste måde besmittes af noget, de anser for urent og usundt. Dopingbekæmpelsens metoder har antaget et nypuritansk dannelsesgrundlag. Puritanere er en fællesbetegnelse for en række protestantiske retninger i 1500- og 1600-tallet, der havde askesen som det centrale element. De var inspireret af den fransk-schweiziske reformator og politiker Jean Calvins (1509-64) lære og påberåbte sig kirkens renhed, hvilket indebar en fjernelse af alle rester af katolske ritualer. Deraf deres navn, der betyder de rene.

Den tyske sociolog og historiker Max Weber (1864-1920) har argumenteret for en sammenhæng mellem de dyder, der blev fremelsket i den asketiske protestantisme og den særlige 'ånd', som i første omgang udvikledes af det kapitalistiske borgerskab. Kapitalismen var særlig højt udviklet i de områder, hvor protestantismen havde vind i sejlene.

Særlig i det protestantiske Vesteuropa og USA, hvor netop den moderne sport udviklede sig med større hast end i det katolske Sydeuropa.

I idrætslitteratur fra slutningen af 1800-tallet tilkendegives sporten som et middel til bod. Den hårde sportstræning udsprang ikke af lyst til bevægelse, men som et middel til at afkaste den pinefulde samvittigheds åg gennem legemlig selvtugt. Ikke kun fra sporten blev der slået på de religiøse strenge, men fra samtidige kristne er der eksempler på en tro på sportens asketiske mission.

Fairnessreglerne

Fairnessreglerne udgør i dag det væsentlige grundlag i den etiske argumentation mod dopingbrug.

Den dopingmistænkte sportsmand påstås ude i stand til at styre sig selv inden for de afstukne etiske rammer. Sportens organisationer ser sig nødsaget til at udforme retslige regler, skønt disse ikke harmonerer med det øvrige samfunds retslige praksis.

Proceduren i forbindelse med dopingtest uden for konkurrence overskrider ikke kun idrætsudøverens privatliv, også menneskerettighederne overskrides. Det samme gælder demokratiet, da menneskerettighederne er en grundlæggende faktor i demokratiet.

Det giver ridser i den protestantisk-puritanske renlighedsforestilling, når myten om kroppens renhed bliver tilsmudset. Tydeligst er de offentlig-politiske forbudskrav i Norden, der er baseret på en udbredt folkelig mistillid til den dopede sport. I bunden finder vi Spanien med færrest kritiske og fordømmende tilkendegivelser om doping i sporten.

Der er god grund til at spørge, om det er statens opgave at kontrollere forskellige former for misbrug og straffe dem. For hvis dopingsagen bliver til en ugennemtænkt kontrolsag, så overføres velfærdssystemets mest formynderiske sider til idrætten. I stedet burde dopingproblemet mødes med respekt for mennesket frem for viljen til kontrol og straf.

Afslutning

I forbindelse med dopingsagen omkring Bjarne Riis i 1999 skrev juraprofessor Stig Jørgensens i en kronik ('Riis og retssikkerheden' i Politiken den 22. jan 1999):

"Det er nok de færreste, som er opmærksomme på, at inkvisitionen var et menneskekærligt redskab for redningen af sjælens salighed, og at torturen derfor var et nødvendigt onde, eftersom ingen kunne få syndsforladelse uden forudgående tilståelse. Mens den før-kristne retspleje var baseret på slægtens støtte og forsikring om den anklagedes hæderlighed, insisterede kirken på det individuelle ansvar for den anklagedes skyld og derfor også på en tilståelse eller vidnebevis for gerningsmandens skyld, i almindelighed to vidner, idet ét vidne ikke var bevis".

Den individualistiske straffe- og procesret udviklede sig senere til revolutionstidens menneskerettigheder, at ingen er skyldig, indtil det modsatte er bevist. Trods det er der nærmest blevet stillet det krav til Michael Rasmussen, at han må bevise sin uskyld, hvis han vil undgå offentlig fordømmelse. Skal vi i vort retssamfund virkelig tage alle midler i brug for at undgå doping?

Michael Rasmussen opnåede ingen heltestatus i 2007-udgaven af verdens vigtigste cykelløb.

Den 2. juli ved vi, om også retten i den hollandske by Utrecht vælger at behandle ham som heks.

Aage Hoffmann er idrætshistoriker, ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Rasmussen - helt eller kætter?

Det skal jeg ikke forsøge at gøre mig klog på, men der hersker vel ikke tvivl om at han er en løgnhals - og at hans måde at undgå dopingkontrollen op til Tour de France var usportslig optræden?

Heinrich R. Jørgensen

Meget interessante perspektiver og analogier der ridses op i artiklen.

En mulig rationel løsning ville være, at vi i nogle sportsgrene skelnede mellem amatører og professionelle sportsfolk på en anden måde. I nogle sportsgrene kunne skelnen være, at amatører skal være rene og sunde, og professionelle havde lov til at være urene og ekstreme? Simpelthen at de professionelle per definition var de ekstreme, og ikke forventedes at være de sunde.

Valgte man en sådan skelnen mellem amatører og professionelle i nogle udvalgte sportsgrene, burde de professionelle kaldes noget andet end "professionelle" - f.eks. "pro-ekstreme". Der ville således være en skelnen mellem professionelle og pro-ekstreme. Og reglerne og idealerne for amatører og professionelle i andre sportsgrene kunne blive de samme.

Konceptet ville være, at amatører og professionelle ingen ulovlige midler måtte bruge, mens pro-ekstreme kunne bruge alle midler. At amatører og professionelle blev til testet for doping, mens de pro-ekstreme blev kontrolleret af læger, og at der var åbenhed om hvilke medikamenter o.a. de benyttede. At amatører og professionelle var vores forbilleder for hvad sunde mennesker kan opnå naturligt, og pro-ekstreme i værste/bedste fald ville blive groteske skrækeksempler.

De pro-ekstreme sportsgrene var således ikke længere sportslig kappestrid, men underholdning. De pro-ekstremes "livsstil" ville måske sende dem tidligt i graven, men det ville være en del af det groteske, skræmmende og væmmelige ved det pro-ekstreme. Det pro-ekstreme skulle være fascinerende og væmmeligt på samme tid, og have sin "moralske" berettigelse ved at vise os det afskyelige. De, der valgte det pro-ekstreme, skulle helst præsenteres som sygeligt optagede af det ekstreme, deres bevidste ødelæggelse af sig selv, og deres higen efter berømmelse og mammon.

Beskriver konceptet ikke i vid udstrækning de eksisterende forhold i nogle sportsgrene? Er mange sportsgrene ikke hovedsageligt reduceret til underholdning? Er det ikke bedre at væmmes over det groteske, end at skulle hylde det som det naturlige og sunde, vel vidende at succesfulde sportsfolk sandsynligvis forbryder sig mod de etiske regler?

Beklager, at konceptet lyder sygt, kynisk og afskyeligt - det er det bestemt også. Men i det mindste er det ikke selvbedragerisk eller løgnagtigt.