Læsetid: 5 min.

Moderne konfliktløsning bør erstatte strejke og lockout

Den netop overståede konflikt på det offentlige arbejdsmarked bør mane til eftertanke. For er tiden ikke moden til, at dialog erstatter lockout og strejke som våben i en arbejdskamp?
Ved at strejke for at få mere i løn har sygeplejersker og pædagoger fået den anerkendelse, de higer efter, fordi befolkningen har udtrykt sympati og forståelse for deres situation. Men denne anerkendelse burde vi vel kunne give på en anden måde, mener dagens skribent.

Ved at strejke for at få mere i løn har sygeplejersker og pædagoger fået den anerkendelse, de higer efter, fordi befolkningen har udtrykt sympati og forståelse for deres situation. Men denne anerkendelse burde vi vel kunne give på en anden måde, mener dagens skribent.

Jesper Kristensen

Debat
1. juli 2008

Oven på den lange strejkeperiode på det offentlige arbejdsmarked, hvor mange mennesker har været hårdt ramt, er det nærmest umuligt ikke at overveje, hvorvidt strejke og lockout er eneste udvej på en overenskomstkonflikt år 2008. Herunder kommer refleksioner om, hvorvidt strejke og lockout lever op til de værdier og den etik, vi ellers har over for udsatte medmennesker i vores velfærdssamfund. Samt om de normer, vi i øvrigt har i forhold til kommunikation og konfliktløsning på arbejdspladser, blandt venner og i familien.

Konflikter vil altid opstå, og der er meget energi heri, hvis de bliver håndteret på en konstruktiv måde, hvor dialogen er i centrum. Og lykkes dialogen ikke, kan den hjælpes på vej af en tredje part. På det danske arbejdsmarked er der udbredt enighed om, at forhandling er den bedste vej til at opnå aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, men det lykkes ikke altid, hvilket vi netop har været vidner til.

Men der findes faktisk to udveje på en konflikt:

Der kan anvendes magt, som strejke og lockout er udtryk for. Det fører som regel til en løsning på konflikten, når parterne efter en uvis tid presses til at finde en løsning pga. presset fra det omkringliggende samfund og fra deres eget økonomiske og produktionsmæssige tab. Til sidst findes en løsning, hvor begge parter får nogle ønsker opfyldt og må give køb på andre. Nogle gange må regeringen dog gribe ind, så parterne alligevel ikke selv får mulighed for at få aftalen i hus. I denne proces lides der tab på begge sider i form af ekstra arbejdspres og økonomisk underskud. Dertil kommer, at uskyldige personer uden for konflikten rammes negativt af magtspillet.

Eller der kan anvendes en voldgift, hvor en tredjemand - før en forhandling - udpeges til at træffe den endelige afgørelse, hvis parterne ikke selv kan finde den. Det fører til en løsning på konflikten efter en på forhånd kendt maksimal tidsperiode. Begge parter kan herigennem få nogle ønsker opfyldt og må give slip på nogle andre. En voldgift er således i praksis det kompromis, som parterne ikke selv kan finde frem til. Og dette kompromis findes, uden at nogen har brugt kræfter på at planlægge og true med strejke og lockout. Og uden at nogen skal tilbage på en arbejdsplads, hvor der er hængepartier til de næste mange år. Ligesom udenforstående mennesker ikke bliver ofre.

Sabelraslen

Den netop overståede konflikt på det offentlige arbejdsmarked beroede på, at de strejkende faggrupper gennem mange år har følt, at de ikke har fået anerkendelse for deres store og ansvarsfulde arbejde. Det resulterede dette forår i et ultimativt krav om en massiv lønforhøjelse.

Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden allermest afspejlede behovet for anerkendelse frem for et behov for en bedre løn?

Ved at strejke har mange sygeplejersker og pædagoger fået anerkendelse, fordi befolkningen har udtrykt sympati og forståelse for deres situation.

Men denne anerkendelse burde vi vel kunne give på en anden måde? Hermed ikke sagt, at de strejkende ikke fortjener bedre løn. Det er en helt anden diskussion end den principielle, der her lægges op til.

I stedet for at rasle med sabelen før en forhandling går i gang, kunne man have afsat rum for dialog og mægling om de sårede faglige følelser. Alle vidste jo, at der var voldsom spænding i luften, før forhandlingerne gik i gang, og begge parter gav udtryk for en fastlåsthed på forhånd. Hvorfor fik man ikke professionel hjælp til at løse op for det anstrengte forhold i stedet for at stå i hvert sit hjørne og opruste? Forhandlingen var jo ikke en reel forhandling.

Situationen minder om, når vi ryster på hovedet over, at der stadig er stater, der bruger flere og flere penge på våben, så de kan forsvare sig mod hinanden. Ud fra et etisk og økonomisk synspunkt er afgørelsen af en tredje part - en voldgift - at foretrække, så tiden ikke trækkes meningsløst ud til fysisk, psykisk og økonomisk overlast for mennesker og virksomheder.

Behov for nye metoder

Truslen om, at løsningen af en konflikt kan tages ud af hænderne på de to forhandlende parter, presser på for en dialogbaseret løsning af konflikten. For at strække dialogen så langt som muligt mægles der først mellem de to parter. Og der findes mange mæglingsmetoder, som kan inddrages og til stadighed udvikles.

Det er i sidste ende et trosspørgsmål, hvorvidt strejke og lockout giver bedre afkast end voldgift. Ligesom det er afhængigt af, om man tænker kort- eller langsigtet for såvel lønmodtagere, virksomheder og samfund som for hele den globale sammenhæng, som de tre størrelser indgår i med hinanden. Faktum er, at den netop overståede overenskomstkonflikt har haft enorme konsekvenser og vil have det langt ind i fremtiden. Samtidig har den økonomiske gevinst for de strejkende været til at overse, nu hvor der igen skal spares op til en fremtidig konflikt!

Det bør vel give anledning til, at der seriøst undersøges nye veje for konfliktløsning i overenskomstforhandlinger.

Strejke er meningsløs

Kristelig Fagbevægelse har siden sin stiftelse for over 100 år siden arbejdet for dialog på arbejdsmarkedet. Vi har altid troet på, at man med respekt for hinanden kan forhandle sig frem til gode løn og ansættelsesforhold og løse en eventuel konflikt herom uden at true med strejke og lockout. Vi har selv god erfaring med dette på de arbejdspladser, hvor vi har overenskomsten.

Andre konflikter i samfundet afgøres af en tredje part i form af en dommer, hvis dialogen må opgives. Hvorfor skulle en konflikt mellem arbejdsgiverside og medarbejderside ikke også løses sådan?

Måske har vi som fagforening været forud for vores tid, når vi altid har argumenteret for voldgift frem for strejke og lockout? Men er tiden ikke moden til at tage en åben og fordomsfri debat? Mange lønmodtagere mener i dag, at strejke er meningsløst og imod deres syn på forhandling hen imod gode, vedvarende resultater på det danske arbejdsmarked. Der er stadig behov for et alternativ, der ikke kræver sine ofre. Vi har brug for moderne konfliktløsning på arbejdsmarkedet, så vi kan behandle hinanden ansvarligt og civiliseret.

Søren Fibiger Olsen er landsformand for Kristelig Fagbevægelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Hansen

Det er såre simpelt, Søren Fibiger Olsen: man skal finde prisen på en vare. Der forhandles, der forsøges mæglet (hos forligsmanden), der kommer måske en arbejdsnedlæggelse eller en lockout. Og det er synd for dem, det går ud over; men det ændrer ikke på det helt regelrette og fair i kampen: at man skal nå frem til en pris for arbejdskraften. Det er der ingen grund til at udsætte for dialogmøder, det handler om materiel tilfredsstillelse og anerkendelse.

Travis Malmzon

PeterH **:
Jeg er grundlæggende enig med dig bortset fra de konflikter som har staten, regionerne eller kommunerne som den ene part.

Der er i disse konflikter ikke en sammenhæng mellem forhandlerens pengepung og hans ageren ved forhandlingsbordet.
Indsatsen bliver politisk kapital og ikke økonomisk kapital.

De som lider tab er patienter eller forældre som ikke kan komme på arbejde.

Politikerne agerer jo principielt som borgernes (kundernes) forlængede arm i disse forhandlinger.
Og tilmed er de lovgivere.
Det giver automatisk arbejdstagerne en ualmindelig svag position.

Givet det faktum at disse konflikter løses politisk anyway, er det vel en tanke værd at spare samfundet for de enorme udgifter dette cirkus koster.

Og hele sundhedsvæsenet er jo lammet i årevis efter sådan en konflikt.

Det sjove er jo også at argumenterne i disse konflikter meget går på hvad der tjenes på det private arbejdsmarked i de tilsvarende job.

Måske skulle man bare koble det offentlige arbejdsmarked på det private.

"... Strejke er meningsløs..."

Er der nogen, der tror at vi kunne have opnået "kapitalisme med et menneskeligt ansigt" uden strejkevåbenet?

Hvis der er, så må de vist læse lidt arbejdsmarkedshistorie.

Ole Vedel Villumsen

Når du foreslår en voldgift eller en dommer, skal vi lige være opmærksomme på at du er i gang med at flytte denne løsning over i en helt anden sammenhæng end vi er vant til. En voldgift er vant til at arbejde på grundlag af en lov der foreskriver hvilken afgørelse der skal træffes. Dommerens opgave er at finde ud af hvad loven og reglerne siger om den foreliggende situation.

Der findes ingen love og regler der siger hvad offentligt ansatte skal have i løn de næste tre år. Allerhøjst en finanslov som bygger på nogle forudsætninger om hvad de får i år. Hvis vi sætter en voldgift til at træffe afgørelse i sådan en situation -- hvad sker der så? Godt jeg ikke er dommer!