Læsetid: 3 min.

Myten om 'arbejderen' og 'kulturelitisten'

Replik. Den norske journalist Magnus Marsdal, som vi bragte et interview med i sidste uge, forstærker myter om både 'arbejderklassen' og 'kultureliten' i sin bog 'Frp-koden'. Det er til gavn for højrefløjen og til skade for venstrefløjen, mener den norske forsker, Håvard Haarstad og Marie Simonsen, politisk redaktør på Dagbladet
Er hun den typiske Fremskrittsparti-vælger? Ikke ifølge to kommentatorer, der mener, at Magnus Marsdals portræt af den norske højrefløj er forenklet og klichefyldt. Model

Er hun den typiske Fremskrittsparti-vælger? Ikke ifølge to kommentatorer, der mener, at Magnus Marsdals portræt af den norske højrefløj er forenklet og klichefyldt. Model

Linda Henriksen

14. juni 2008

Hvem 'folk flest' er, og hvad de interesserer sig for, er ikke så ligetil at få hold på.

I bogen Frp-koden - hemmeligheten bak Fremskrittspartiets suksess forsøger den norske journalist Magnus Marsdal at knække koden til, hvorfor så mange arbejdere stemmer på et højrepopulistisk parti, der - efter Magnus Marsdals mening - har en økonomisk politik som går stik imod arbejderklassens interesser.

Blandt Magnus Marsdals svar på Frp-koden er "venstreelitens folkeforagt", "stor kulturel afstand mellem arbejdere og venstrepartier" og "middelklassemyten om, at arbejderklassen ikke længere eksisterer".

Men Magnus Marsdal tegner et forsimplet billede af både 'arbejderen' og 'kulturelitisten', mener Marie Simonsen, politisk redaktør på Dagbladet og Håvard Haarstad, ph.d. på Institut for geografi ved Bergen Universitet.

Arbejder som arketype

Marie Simonsen mener, at Marsdals fremstilling af 'folk flest', personificeret i Frp-koden ved bilmekanikeren Hans Erling Willersrud, der går i Harley Davidson T-shirt og tager på Amcar-træf, er udtryk for en nostalgisk længsel efter en let genkendelig arbejderklasse:

"Marsdal prøver jo at anstrenge sig for at beundre 'arbejderne' og ikke være nedladende, men det lykkes ikke helt. Hvem 'folk flest' er, bliver til tider fremstillet lidt forenklet og klichefyldt hos Marsdal," siger Marie Simonsen.

Håvard Haarstad mener ikke Marsdals 'arbejder' har ret meget med 'folk flest' at gøre:

"Den mytiske 'arbejder' er en arketypisk figur, som i virkeligheden er et relativt sjældent væsen. Selvsagt arbejdes der, men arbejdet udføres af en bredt sammensat og mangfoldig gruppe," skriver Haarstad i tidsskriftet Replikk og fortsætter: "'Arbejderen' er velkendt: frem til for ganske nylig arbejdede han i industrien med hjelm og kedeldragt. Han var fagorganiseret og stemte på Arbeiderpartiet eller længere til venstre. I dag er han i færd med at genopstå i nye klæder. Den nye arbejder spiser Grandiosa, rejser på campingferie, køber billig sprut ved Svinesund og stemmer Frp. Når arbejdere flest ikke identificerer sig med ham (det er stadig en mand), kan man spørge, om venstrefløjen egentlig er tjent med at definere arbejderen så snævert."

Håvard Haarstad påpeger, at Marsdals 'arbejder' ikke repræsenterer f.eks. den polske snedker eller indvandrede butiksarbejdere, og at arbejdere er en kulturelt mangfoldig gruppe af bartendere, postbude, rengøringsassistenter, bureaukrater, lærere, telefonsælgere osv.

Kulturelitens afmagt

"Marsdals problem er, at han selv er en del af kultureliten, så han tillægger den alt for meget vægt i sin analyse af, hvad der får folk til at stemme Frp. Vi har ikke en mægtig kulturelite i Norge. Den er snarere karakteriseret ved sin afmagt, så jeg tror ikke, 'folk flest' er så optaget af, hvad kultureliten mener om dem," siger Marie Simonsen.

Håvard Haarstad mener, at Marsdal har misforstået sociologen Pierre Bourdieus begreb 'kulturel kapital' som noget, der kan ligestilles hierarkisk med økonomisk kapital.

"Marsdal skaber en mytologisering af kultureliten, et indtryk af, at gruppen med 'høj' kulturel kapital, på linje med den økonomiske elite, står over folk flest i samfundshierarkiet. Men der er en væsentlig forskel mellem bogen og dollarsedlen, som let skjules af den type fremstillinger. Kulturel kapital er en diffus form for 'kapital', som i de allerfleste tilfælde ikke umiddelbart kan omsættes til økonomisk kapital eller reel magt i samfundet. Man stiger ikke nødvendigvis op i noget samfundshierarki ved at læse Kafka," skriver Haarstad.

Faktisk går Marsdal højrefløjens ærinde ved at acceptere denne skelnen mellem høj- og lavkultur og ved at ligestille kulturel og økonomisk kapital, mener Haarstad:

"Frp har bevidst konstrueret et skel mellem 'folk flest' og 'kultureliten', og skellet forstærkes af venstrefløjens egen konstruktion af 'arbejderen'. Højrefløjen ønsker, at kultureliten og arbejderen opfattes som den dominerende klassemodsætning i dagens samfund. Hvis man gik magtens mekanismer efter i sømmene, ville den økonomiske elite næppe være sluppet lige så let."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu