Læsetid: 5 min.

Når illusionen om storhed brister

Det gribende i det politiske kærlighedstab ved indsigten i forbilledets brøstfældighed
Anders Fogh afslørede sig som kosmopolit i sin hyldest af forfatteren Jens Smærup Sørensen ved laureatfesten.

Anders Fogh afslørede sig som kosmopolit i sin hyldest af forfatteren Jens Smærup Sørensen ved laureatfesten.

Klavs Bo Christensen

Debat
7. juni 2008

I maj-juni udgaven af det sekteriske Tidehvervs pamflet afskriver MF Søren Krarup, tryksagens redaktør, sig sin hidtil uforbeholdne beundring for statsminister Fogh Rasmussen. Denne har Krarup ellers ved flere lejligheder fremhævet som den betydeligste statsminister i Danmarks nyere historie, en politiker fast forankret i dansk folkelighed, ja ligefrem folkekirkelighed, skriver Krarup, og som rodfæstet.

Det sidste er i Krarups enkle ordforråd det fineste, man kan være: rodfæstet. Dertil kommer at Fogh Rasmussen er karakterfast, en mand over for hvem der ikke er noget at komme efter, og hvis princip i folkelig folkekirkelighed udtrykkes i mottoet: noget for noget. En mand til alle årstider.

Søren Krarup har i passende sammenhænge ligefrem rost statsministeren. Ros i Krarups mund og pen er ikke gumlekost for øg og fæ, men forbeholdt særligt udvalgte som Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe, Martin Luther og den jævne, ærlige, hæderlige, rodfæstede, kristne danske dansker.

Det er den sidste sagen denne gang drejer sig om. Og nu har farven over for statsministeren fået en anden og mere velkendt lyd; er blevet grel og skarp af vrede og foragt. Stærke følelser der udspringer af skuffelse over Fogh Rasmussen; og skuffelse kan drive selv rodfæstede sjæle ud i fortvivlelse og som allerede antydet til opsigelse af tro- og huldskab.

En på opleveren

Sagen er den at Søren Krarup har haft efterårsferie. I efteråret må man gå ud fra, og her har læst en bog. Krarup har ofte et selvoplevet udgangspunkt for sine skriftlige bidrag: en mand han lige har mødt, en jævn og hæderlig dansker, eller en telefonsamtale fra en rodfæstet ærlig dansker; eller det kan være erfaring om det modsatte: en uærlig, uhæderlig, rodløs person, en ikkedansker. Det er sådan lidt op og ned, hvad der nu passer sig i sammenhængen. Men hver gang han får sig sådan en på opleveren tager Søren Krarup affære og svinger køllen i rigsvåbenet.

Det han også denne gang og rammer Fogh Rasmussen lige midt i panden.

Nu kunne man her fristes til at forestille sig at Søren Krarup efter sine efterhånden mange levebrødspolitikerår i Folketinget endelig havde opdaget noget, som ikke helt er som han har gået og bildt sig selv ind og beruset af egen ufejlbarlighed i den insisterende stil har betroet andre.

Man kunne forestille sig at Krarup havde opdaget at Fogh Rasmussen nok er rodfæstet i sit magtfulde embede, men måske ikke er helt så, nå ja, se ovenfor i afslutningen af første afsnit under karakteristikken af den rodfæstede dansker: måske nok jævn og kristen, men ikke helt så, prik, prik, prik, som man normalt må forlange af en betydelig statsminister.

Søren Krarup kunne for eksempel have opdaget at Fogh Rasmussen for politisk vindings skyld bedrev kreativ bogføring og groft vildledte Folketinget; det begav sig dengang Fogh var skatteminister og måtte gå for at overlade posten til en anden af Venstres rodfæstede personligheder i nyere danmarkshistorie, Farums opfindsomme borgmester Peter Brixtofte, som man også godt kan kalde jævn.

Eller Søren Krarup havde måske opdaget at statsministeren i noget så afgørende som sit lands deltagelse i en krig endnu engang vildledte Folketinget, ja endog - dybt rodløs hvad angår sandheden - afgav skiftende forklaringer og hævdede tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak uden bagefter så meget som at give sine landsmænd et kvæk af en undskyldning for ammestuehistorien.

Eller det kunne være fordi statsministeren gennem syv lange år aktivt og offentligt i næsegrus beundring har advokeret Danmarks interesse i et ekstraordinært hjerteligt forhold til den mest uduelige, uintelligente og primitive amerikanske præsident i embedets lange række af, bevar's kvalitativt svingende, men næppe nogensinde så ringe eksemplarer.

Arrogant akademiker

Der kunne være årsager nok, selv for en mand som Søren Krarup - der vel som andre dødelige kan have sine lyse øjeblikke - til at ændre synet på Fogh Rasmussen.

Men årsagen er en anden og overraskende. Søren Krarup har som sagt læst en bog, Jens Smærup Sørensens Mærkedage.

Dette var i sig selv en slem oplevelse, eftersom Smærup Sørensen ifølge læseren skildrer menneskene på sin hjemegn, således at de ikke fremstår som dem Krarup kender fra sit eget gamle sogn, nemlig som hæderlige, ærlige, jævne og rodfæstede folk. Her må man jo forestille sig at mennesker i sogn i Krarups øjne er ens fra sted til sted.

Smærup ser sine personer som også noget andet. Det har man hørt om: at folk på det ydre plan, hvor en Søren Krarup som præst kan have mødt dem ved kaffebordet i sognegården, er fremstået som hæderlige, jævne, ærlige og rodfæstede som sådanne i egen muld eller parcelhus eller firhjulstrækker. Men efter præsten har gurglet det sidste skvæt kaffe i sig, kan sognebørnene jo godt have teet sig, uden at Krarup har opdaget noget. Man har jo også hørt om den slags.

Det kan nu være hvad det være vil, Smærup er i Krarups optik en arrogant akademiker der forhåner sine lokale landsmænd. Sådan er forfattere.

Krarup kalder således i sin litterære vurdering Klaus Rifbjerg, der uafvidende gik Krarups ærinde og protesterede mod statsministerens optræden, stupid, krukket, indbildsk og banal. Ret har pastoren at man ikke kan stole på forfattere. De skriver om virkeligheden, men ondulerer denne, så den ofte hverken ligner Krarups eller Morten Korchs.

Hvad værre er, og her er det den krarupske illusion brister: Da Fogh Rasmussen ved Smærups laureatfest holdt sin tale - eller sin og sin - afslørede han sin globaliserede rodløshed.

Statsministeren gjorde i sin hyldest til Smærup Sørensen opmærksom på at han selv - som forfatteren - fik taget skridtet fra bondetilværelsen til akademiker, fra det lokale til det mindre lokale; næste generation er gået videre og er blevet globale og har bosat sig fjernt fra Danmark.

På dette sted slår viseren op i Søren Krarups røde felt. Stod statsministeren ikke dér og sagde - velsagtens også som led i sin internationale karrierepleje - at det globale er målet; at det lokale, hvor rødderne ellers skulle have fastholdt personen, blot er et stadium på vejen ind i verden!

Det værste af alt ondt

Statsministeren afslørede sig herved som det værste af alt ondt, nemlig som kosmopolit med tro på udvikling og dermed naturnødvendigt hos Krarup: afvikling af sit fædreland.

At være global i mentaliteten er intet mindre end Danmarks nedlæggelse, hvilket enhver med samme større eller mindre trang til at bryde ud af barndommens gade automatisk gør sig skyldig i. Ørnen løfter med stærke slag over de høje bjerge, men det skal ørnen ikke bryde sig om, men pænt folde organet sammen og stikke næbbet i kaffekoppen. Det tyder det nu ikke på at Fogh Rasmussen har i sinde, tværtimod lokker de bonende gulve, og det tror fanden efter i længere tid at have siddet og gloet på Lars Løkke Rasmussens bilag og Birthe Rønn Hornbechs muntre smil.

Eftersom Søren Krarup i egen opfattelse er en jævn, hæderlig, ærlig og lokalnationalt rodfæstet politiker og ikke har påtaget sig politikergerningen som levevej, men som sin nationale værnepligt, burde kun en af fire konsekvenser af dette fundamentale opgør med Fogh Rasmussen være mulig:

1) Krarup forlanger statsministerens afgang.

2) Krarup nedlægger sit eget mandat.

3) Krarup får en skideballe af madam Kjærsgaard.

4) Der sker ikke noget som helst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Du mener vel interMETZzoer?

Metz:

"Eftersom Søren Krarup i egen opfattelse er en jævn, hæderlig, ærlig og lokalnationalt rodfæstet politiker og ikke har påtaget sig politikergerningen som levevej, men som sin nationale værnepligt,..."

He, he...

Metz for President!

nacyboy:

"Danmarks førende automat-negativister, kan simpelthen ikke finde noget ved Danmark som de holder af, eller som er værd at forsvare"

Og man kan jo ikke ligefem påstå at du gør opgaven lettere.

Der er vist ikke særlig mange opgaver der er lette for dig, hva´?

Metz er journalist af en kaliber som der er rigtig langt imellem. Det er ganske få forundt at skrive så elegant, vittigt og skarpsindigt - især på samme tid.

Min personlige favorit i dette indslag er: "Det tyder det nu ikke på at Fogh Rasmussen har i sinde, tværtimod lokker de bonende gulve, og det tror fanden efter i længere tid at have siddet og gloet på Lars Løkke Rasmussens bilag og Birthe Rønn Hornbechs muntre smil."

Mere rammende er det svært at skrive på dansk.

Heinrich R. Jørgensen

Som altid en fremragende artikel fra Metz's tastatur. Tak for det.

NancyBoy....jeg troede det var Krarup, der var negativ?...he he
Vågn op!

Georg Hetz er en gammel sur kulrurradikal, der ikke kan tåle at befolkningen siden valget i 2001 har sat hans politiske idiosynkrasier uden for indflydelse. Jo længere tid der går desto mere indebrændt bliver han at høre på.

Steen Rasmussen

Indlevelsesevnen i Søren Krarups verden er overvældende. Georg Metz’s moralske muskel er stor og stærk, og grundlaget for forargelsen er tilstede. Men den moralske damp er uden funktion.

Ínformation er ikke i stand til at give nogen form for sammenhængende kritik af ret meget, fordi hovedkræfterne på avisen har deponeret sin vilje og frihed selv samme sted, som den gode statsminister forsøger på at sælge den sidste rest af national suverænitet til.

Fogh har selvfølgelig ikke noget større udsyn. Han er fuldstændigt optaget af sin egen politiske magt for magtens skyld. Folket er ligeglad med, at han har løjet om grundlaget for de to vigtigste beslutninger, han har truffet i sin tid som statsminister. Medierne ligeså, de er med på vognen. Hvorfor himle op over de stakkels troende nationalistiske præster, hvis det ikke lige var fordi, det giver et vist aflad i forhold til en mere grundlæggende frustration over, at udviklingen går i retning af monetarisme, økonomisk diktatur og overnationale former for institutionaliserede sikring af den selvdestruktive globale økonomiske verdensorden.

Statsministerens strategi går ud på at forære Europamonsteret, hvad det vil have, likvideringen af de sidste forbehold. Det er den måde lederne i nationernes Europa agerer på. Først vinder de magt internt i nationerne ved at hævde at ville nationerne. Når de så har siddet der i de nationale parlamenter nogle år, og det bliver lidt kedeligt, lidt for småt, så forærer de lidt mere af den nationale selvbestemmelsesret til det udemokratiske monster, ud fra et forfængeligt snævert håb om selv at vinde lidt god vilje internt i bureaukratiets lange gange, og på de bonede gulve i Bruxelles.

Danskerne er tilsyneladende lidt stolte af at Fogh måske har fremtiden for sig på en post i EU-regi, der måske bliver lidt højere end en plads på ”elefantkirkegården” lige det blev Poul Schlütter og Poul Nyrup til del.

Nu ved jeg godt, at der ikke er noget ”folk”, at nationen er en fiktion i hovedet på ”de mennesker som ikke findes”, men det sproglige fællesskab, de betydninger som lever ved det, som ikke findes, og de nationale grænser og den lovgivning, som står i vejen for varernes, arbejdskraftens og kapitalens fri bevægelse, er ikke bare noget man forestiller sig i monetaristernes og deres institutions fantasi. Disse forhindringer har været der, de er der til dels stadig, og de er en smerte i røven på dem, en velbegrundet smerte, i modsætning til smerten i røven på Metz. Han skulle finde sig noget rigtigt og få ondt i røven over!

Carsten Friskytte

Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og jeg synes at udviklingen går i retning af monetarisme, økonomisk diktatur og overnationale former for institutionaliserede sikring af den KONstruktive globale økonomiske verdensorden. HELDIGVIS!

Metz' evindelige galde over regeringen og dens parlamentariske støtteparti, samt hans ligeså forudsigelige perfiditeter overfor Tidehvervs udmærkede redaktør, er et forventeligt udfald fra klichémaskinen - ligeså regelmæssig som min afføring. Og nogenlunde ligeså delikat............ Metz' stærke moralske muskel er fysisk placeret samme sted, og i øvrigt leveringsdygtig i samme substans.

Heinrich R. Jørgensen

Fremragende og relevant kommentar, Steen Ole Rasmussen.

Der er rigeligt materiale til nye emner, Georg Metz kan hudflette. Jeg glæder mig allerede...

Typisk, at ingen af Metz' kritikere har mod og mandshjerte til at underskrive sig med navn. Anonyme tågehorn alle til hobe.

Intermetzo og "Vinn & skæv" er ugens højdepunkter i Information - og Krarups automatskriveri kan man jo heldigvis springe over.

Carsten Friskytte

Bare Metz dog ikke ville være så pokkers forudsigelig. Det er som når man trykker en dukke på maven. Repertoiret er temmelig smalt.

Thomas Dynesen

Godt gået Georg!

Det er langt tid siden at jeg har leet så højt.

Hvad hovedparten af kommentarerne angår kan man jo undre sig over at de anonyme DF'ere ikke bruger mere tid i kaffestuen i præstegården og snakker med hæderlige, ærlige, jævne og rodfæstede folk, frem for at fyre tirader af der overhovedet ikke forholder sig til emnet.

PeterH:

"For dem, der ikke ved det, er oikofobi ikke en reel diagnose, men et forsøg på at lave et modbegreb til det velkendte xenofobi. Problemet med ordet er, at det ikke dækker, for oikos betyder jo ikke andet end hus (det afledte begreb oikonomia betyder således husorden)."

Sådan er det sgu altid, når højreekstremisterne forsøger at kloge sig. Så bliver det ekstra tydeligt, hvor lidt de i virkeligeheden formår...

@PeterH

""For dem, der ikke ved det, er oikofobi ikke en reel diagnose"

Vil du så ikke godt være så venlig at fortælle mig i hvilke medicinske lærebøger jeg kan finde en beskrivelse af sygdommen 'islamofobi'?? Hvorledes diagnosticeres sygdommen og hvordan behandles den???

Heinrich R. Jørgensen

Jens, islamofobi er ikke en medicinsk lidelse, men en psykisk.

Som alle andre fobier, er den kendetegnet ved et sygelig angst for noget, med deraf følgende tvangsadfærd, der er hinsides det rationelle. I tilfældet islamofobi, er det en sygelige angst for alt der opfattes som knyttet til islam.

Hvis du gerne vil have hjælp til at slippe af med dine tvangstanker, som tydeligvis forpester din tilværelse, og i øvrigt er en betydlig belastning for dine omgivelser, bør du henvende dig til egen læge, som vil kunne henvise til psykolog eller psykoterapeut.

Heinrich:

"Hvis du gerne vil have hjælp til at slippe af med dine tvangstanker, som tydeligvis forpester din tilværelse, og i øvrigt er en betydlig belastning for dine omgivelser, bør du henvende dig til egen læge, som vil kunne henvise til psykolog eller psykoterapeut."

Og hvis alle islamofober i dette forum forenede sig, ville i sikkert kunne forhandle jer frem til en god grupperabbbat...

Hva` er den af, Heinrich? Vil du nu påstå at du er blevet borgerlig?

Heinrich R. Jørgensen

Nancy, der findes andre politiske standpunkter betonsocialisme og af være borgerlig. Du trænger til at få skærpet din observationssans, så du får ikke yderlige hjælp herfra.