Kronik

Det nye Store Spil er begyndt

Nye og gamle supermagters kapløb om klodens svindende ressourcer, især olie og vand, kan på længere sigt true verdensfreden - en trussel, som de eskalerende klimaforandringer forstærker yderligere
Der er en ond cirkel på færde, og ikke kun i Kina. Da fortsat vækst kræver massiv tilførsel af energi og råstoffer, afsøger de kinesiske virksomheder hele kloden for nye forsyningskilder.

Der er en ond cirkel på færde, og ikke kun i Kina. Da fortsat vækst kræver massiv tilførsel af energi og råstoffer, afsøger de kinesiske virksomheder hele kloden for nye forsyningskilder.

2. juni 2008

Det er muligt, at historien aldrig gentager sig, men som Mark Twain engang bemærkede, så hænder det nu og da, at den rimer. Kriser og konflikter fra fortiden dukker op, farvet af de forandrede historiske vilkår, men alligevel i genkendelig skikkelse.

I denne tid er der et kapløb undervejs, som minder slående om Det Store Spil, der kom til udfoldelse i de årtierne umiddelbart op til Første Verdenskrig. Dengang som i dag var det mest attråede mål at få kontrol over olieressourcer, og også i vor tid er der risiko for, at rivaliseringen bliver så ophedet, at det kan true freden. En simpel tilbagevenden til det sene 1800- og det tidlige 1900-tal bliver der selvfølgelig ikke tale om. I dag er der magtfulde nye spillere på brættet, og det er ikke kun olie, der står på spil.

Det var Rudyard Kipling, som anskueliggjorde Det Store Spil for en større offentlighed i Kim, en kårde-og-kappe-roman fra 1900-1901 om spionage og imperialistisk geopolitik i den britiske Rajs tid.

De to hovedmodstandere var Storbritannien og Rusland, og spillets mål var at få kontrol over Asiens olie. I dag spiller Storbritannien ingen særlig rolle - i stedet er Indien og Kina, som var underkuede i forrige runde af spillet, blevet væsentlige nye aktører. Og kampen har ikke længere fokus imod Centralasiens olie alene. Den strækker sig fra Den Persiske Golf til Afrika og Latinamerika, ja selv til polarområderne, og den er også en kamp om vand og svindende forsyninger af vitale råstoffer. Afgørende er frem for alt, at den globale opvarmning medfører stigende knaphed på naturressourcer. Dette gør Det Store Spil, som er i gære i dag, langt mere uforudsigeligt, omfattende og farligt end det forrige.

Kina i en ond cirkel

Den største spiller i Det nye Store Spil er Kina, og det er også i Kina, at fremtidens mønster aftegner sig klarest. Kinas herskere har satset alt på økonomisk vækst. Uden en stadig forbedring af levevilkårene for den milliardstore befolkning, kan det komme til sociale uroligheder, som vil true deres magtmonopol. Ydermere befinder Kina sig midt i den største og hurtigste folkevandring fra landdistrikter til storbyer, der er set i historien - en proces, der hverken kan stoppes eller rulles tilbage.

Der er intet alternativ til fortsat kinesisk vækst, selv om vækstens bivirkninger vil blive fatale bivirkninger. Kinesisk landbrug og industri har et overforbrug af vand - en ressource, som med afsmeltningen af Himalayas gletschere bliver stadig knappere. To tredjedele af Kinas byer lider under periodisk vandmangel, samtidig med at ørkenområder æder sig ind på stadig større strækninger af dyrkbar jord. Den forcerede industrialisering vil forværre miljøsammenbruddet, efterhånden som stadig flere nye kraftværker bliver opført og afbrænder stadig mere kul, som yderligere fremskynder den globale opvarmning.

Der er ond cirkel på færde, og ikke kun i Kina. Da fortsat vækst kræves massiv tilførsel af energi og råstoffer, afsøger de kinesiske virksomheder hele verden for nye forsyningskilder. Resultatet bliver en ustandseligt stigende efterspørgsel efter ressourcer, der uvægerligt er begrænsede. Skønt oliereserverne måske endnu ikke har toppet, er de dage, hvor konventionel olie var rigelig og billig forbi for evigt. Det reagerer verdens lande på ved at søge at sikre de tilbageværende reserver - ikke mindst dem, som bliver tilgængelige igennem klimaforandringerne. Canada opfører baser med henblik på at imødegå russiske territorialkrav på den smeltende iskalot, og lignende krav rejses af Norge, Grønland/Danmark og USA. Samme billede ses i Antarktis, hvor også Storbritannien søger at få en bid af kagen.

Energikonflikter truer

Kapløbet om energi vil forme mange af de konflikter, vi kan forvente i det kommende årtier. Faren er ikke bare et nyt oliechok, som vil ramme industriproduktionen, men en trussel om hungersnød. Uden en stadig tilførsel af benzin til det intensivt mekaniserede landbrug vil mange af hylderne i vore supermarkeder blive tomme. Alligevel er verden på ingen måde på vej til vænne sig fra sit olie-behov, men skruer tværtimod sin afhængighed op til nye højder. Overraske kan det næppe, at så mange magtfulde stater gør sig klar til at sikre sig deres andel med næb og klør.

Den nye runde af Det Store Spil begyndte ikke går. Den begyndte med den sidste store konflikt i det 20. århundrede - en krig, som handlede om olie og om intet andet. Ingen forsøgte at foregive, at Golfkrigen fra 1990 til '91 handlede om at bekæmpe terrorisme eller udbrede demokrati. Som George Bush senior og britiske John Major indrømmede dengang, så var krigens helt elementære mål at sikre de globale olieforsyninger. Og trods alle benægtelser fra en mere uhæderlig generation af politikere kan der ej heller herske tvivl om, at kontrol med landets olie var et af de absolut væsentligste motiver bag invasionen af Irak.

Olie forbliver spillets centrale omdrejningspunkt, og oliens betydning er endnu større end før. Med deres komplekse logistik og omfattende afhængighed af luftmagt er nutidens højteknologiske stridsmagter ekstremt energiintensive. Ifølge en rapport fra Pentagon er den mængde benzin, der kræves pr. soldat pr. dag vokset med en faktor fire mellem Anden Verdenskrig og Golfkrigen og firedoblet endnu engang, siden USA invaderede Irak.

Vesten mister magt

Hvor de vestlige lande dominerede forrige omgang af Det Store Spil, er de denne gang afhængige af, at de olieproducerende lande kan forsyne dem med de mængder brændstof, der kræves for at være storspiller. Producentlandene er da også blevet stadig mere selvhævdende. Putins finpudsede foragt for verdensopinionen skurrer måske nok i europæiske ører, men Europa er stadig dybt afhængig af russisk energi. Chávez er måske genstand for afsky i Det Hvide Hus, men Venezuela leverer stadig 10 procent af Amerikas importerede olie. Præsident Ahmadinejad er nok inkarnationen af den onde selv, men med oliepriser på langt over 125 dollar pr. tønde, ville ethvert vestligt forsøg på at styrte ham indebære alvorlige risici.

Mens de vestlige nationers magt er for nedadgående, er de kommende magter hinandens modstandere. Kina og Indien rivaliserer om olie og naturgas i Centralasien. Taiwan, Vietnam, Malaysia og Indonesien har jævnlige sammenstød om de underjordiske oliereserver i Det Sydkinesiske Hav. Saudi-Arabien og Iran er rivaler i Golfen, mens Iran og Tyrkiet begge har kig på Irak. Et udbygget internationalt samarbejde forekommer måske nok som den oplagte løsning, men realiteten er, at jo mere smerteligt ressourcetrangen gnaver, desto mere fragmenteret og splittet vil verden blive.

Vidensøkonomiens fallit

Vi er langt væk fra den fantasiverden, som der blev spået om for blot et årti siden, da mondæne guruer profeterede om fremtidens såkaldte vidensøkonomi. Dengang fik vi at vide, at materielle ressourcer ikke spillede nogen større rolle længere - det var ideer, der var motoren i den økonomiske udvikling. Industrikulturen var et overstået stadium, og en æra med endeløs vækst var begyndt. I dag kan vi se, at videns-økonomien var en illusion, der blev skabt af billig olie og hurtige penge og langvarige højkonjunkturer og at den i reglen altid ender i gråd og tænders gnidsel. Det er dog ikke verdens undergang og ej heller den globale kapitalismes undergang - det er såmænd bare historiens gang.

Det afgørende nye denne gang er imidlertid klimaforandringerne. De stigende verdenshave mindsker forsyningerne af mad og drikkevand, hvilket kan sætte gang i enorme strømme af miljøflygtninge fra Afrika og Asien til Europa. Den globale opvarmning truer også energiforsyningerne, samtidig med at vandkraftdæmninger og olieboreplatforme bliver mindre sikre. Efterhånden som fortidens fossile brændstoffer bliver stadig dyrere, vil andre, såsom tjæresand, bliver stadig mere rentable at udvinde, men flere af disse alternativer er også mere forurenende end konventionel olie.

I denne runde af Det Store Spil vil energiknaphed og global opvarmning forstærke hinanden. Resultatet kan blive øget risiko for konflikter. Der var omkring 1,65 mia. mennesker på Jorden, da forrige runde udspilledes.

I begyndelsen af det 21. århundrede er vi fire gange så mange, der kæmper for at sikre vores fremtid i en verden, der er ved at blive forvandlet til ukendelighed af klimaforandringerne. Det vil være klogt at forberede os på flere historiske rim.

©The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er fuldt ud enig med forfatteren, historien rimer kraftigt i denne artikel. Dog ikke udpræget med den for 100 år siden, men mere med den for ca. 35 år siden, da vi sidst havde en stor oliekrise. Dengang som nu, var der også stor virak om klima (den globale afkøling) og manglende ressourcer (Romklubben).

Det betyder naturligvis ikke at artiklens dommedagsprofetier ikke holder stik, blot at forrige gang disse ypperstepræster var fremme i skoene tog de gevaldigt fejl.

Personligt har jeg en tese om at dette er en af de primære måder som ypperstepræsterne siden oldtiden har kuet pøblen på. Hvilken bedre måde til at få folket til at acceptere uhyrlige planer og samtidigt udbygge sin egen magtbasis og prestige, end ved at true dem med armageddon hvis planerne ikke følges? Simpelt, men tydeligvis effektivt.

"Freden er truet" ..
Undskyld, hvad er det for en fred John Gray drømmer om ?
Eller mener han egentlig at denne gang kommer krigen også her
i form af "feje terrorister" der er så middel-alderlige at de ikke råder
over "intelligente bomber" der kan affyres med "kirurgisk præcision"
af modige jager-piloter ?

Overser hr. Gray ikke fuldstændig udviklingen af bæredygtige, vedvarende energiressourcer? Hvis disse når et tilstrækkeligt lavt niveau prismæssigt samt et tilstrækkeligt højt teknologisk niveau til, at det kan betale sig for verdens lande at investere i dem frem for at bruge kostbar tid på at slås om de mere begrænsede og miljøskadelige olieressourcer, er hele scenariet jo uaktuelt.

Vedvarende energiressourcer er udmærket, men om en verden uden olie vil kunne tillade sig det enorme energiforbrug vi har vænnet os til, f.eks. til transport, hvor vi f.eks. sender træ fra USA til Japan, laver tændstikker af det der, og så sender tændstikkerne tilbage fra Japan til USA eller sender torsk fra Nordishavet til Kina for at bliver filetteret og pakket der, og så retur til Europa til frysedisken, det er vel et meget åbent spørgsmål.

Jeg har lidt vanskeligheder med at se for mig tyske autostradaer fyldt op med elektriske lastvognstog eller luftrummet over det centrale EU og USA pakket med elektriske jumbojetfly.

Vil vi i en oliefattig verden fortsat tage os råd til hver dag at fylde alle postkasser med 500 gram papirreklame, og udvide dette fænomen til Kinas og Indiens postkasser?

Jeg må indrømme jeg håber vi bliver klogere end som så - men pr. i dag er der jo ikke meget der tyder på det. De også af SF støttede planer om en Kattegatbro og en Femarnbro (hvad bliver det næste? En Nordsøbro til England? En bro over Skagerak til Norge? Bro fra Skåne via Bornholm til Tyskland? SKANSKA leder uafladeligt efter nye kunder til sin cement...) viser at samfundet kurs mod den totale trafikmaskine hvor alt og alle ustandselig er i hurtigere og hurtigere bevægelse over stadig større afstande kloden rundt forstærkes. Men DET vil jo revne med et brag uanset hvad der ellers sker.

Det skal blive "interessant" at se tankslag og luftkampe i den krig, hvor der ikke er mere olie tilbage...eller drømmer nogen om elektriske tanks og elektriske bombefly? Menneskehedens dominante typers kamp mod fornuften har stået på i årtusinder med stadig større kraft - men et sted går grænsen. Desværre tyder det meste på at grænsen først går der hvor menneskene udrydder sig selv. De fleste synes at være langt mere optaget af "karikaturstridigheder", guder, frelsere og profeter osv. end af ting som har reel betydning i den virkelige verden vi skal leve i.