Læserbrev

Obama er USA's og verdens håb

Obama er den første demokratiske kandidat, som konsekvent og til stadighed har talt for -forandring-. Det lover godt.

Obama er den første demokratiske kandidat, som konsekvent og til stadighed har talt for -forandring-. Det lover godt.

9. juni 2008

For nogle år siden spurgte en ven i Boston mig, hvad der var den største forskel mellem Amerika og Danmark. "Tja ...," forsøgte jeg mig. "I Amerika har vi to politiske partier og ti forskellige måder at fejre jul på. I Danmark er der ti politiske partier og kun én måde at fejre jul på."

At det var en grov forenkling, vidste jeg selvfølgelig godt. Mange danskere har desuden sagt: "Der er ikke nogen større forskel på Amerikas to politiske partier". Det synspunkt har jeg altid været uenig i , måske fordi vi i min familie har stemt demokratisk, så længe tilbage jeg kan huske, dvs. fra Franklin D. Roosevelts tredje periode (fra 1941 til hans død i april '45). Hvorfor skulle vi dog foretrække det ene parti så klart frem for det andet, hvis der ikke var nogen særlig forskel mellem dem?

Jeg har levet over halvdelen af mit liv i Danmark. Siden juni 1970 for at være eksakt. Dengang var Richard Nixon præsident og Vietnamkrigen under optrapning - det samme var krigsmodstanden. 1970 var også det år, hvor flere amerikanere udvandrede end på noget andet tidspunkt i vor historie. Jeg og min familie kom til at indgå i statistikken over udlandsamerikanere. Vi og mange andre fra Detroit forlod vores hjemby under hine års nationale og lokale voldsudbrud.

Detroit har mange tilnavne i sin nyere historie. Under Anden Verdenskrig kaldtes den for "Demokratiets arsenal," senere - først i 60'erne - hed den Motown på grund af sin særlige musikkultur, og fra 1970 af blev den kendt som "USA's mord-hovedstad".

Nok udvandrede jeg til Danmark, men jeg har siden bevaret mit amerikanske statsborgerskab. I 2008 glæder jeg mig over den beslutning på grund af muligheden for, at Barack Obama kan blive vores næste præsident og efterfølge George W. Bush - ikke i dennes fodspor, men på en helt ny kurs. Obama er den første demokratiske kandidat, jeg kan mindes, som konsekvent og til stadighed har talt for "forandring".

Ikke siden Franklin D. Roosevelts New Deal under Den Store Depression har en demokratisk kandidat givet så klar røst til et håb om fornyelse og forandring. Frygt for forandring var for Roosevelt den sværeste forhindring, der kunne stå et folk i vejen.

Som FDR har Obama været i stand til at appellere til millioner af amerikanere, som ikke tidligere har stemt, da de ikke så noget formål med det. Hvis disse millioner af potentielle nye vælgere afgiver deres stemme den første tirsdag i november, vil De Forenede Nationer få en ny præsident, som i næsten enhver henseende vil blive fundamentalt anderledes end alle andre forgængere på denne post.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Obama er USA's og verdens håb" siger overskriften. Hvis man nu tror på det, bliver man alvorligt skuffet. Der er små men mest ubetydelige forskel mellem do to partier, men alle kanditater, inkl. Obama, er for længe siden købt af de store korporationer i de pludokratiske Forenede Stater. Hans erklæret støtte uden forbehold for Israels udkejelser over for de besatte og undertrykte palæstinenser lover heller ikke godt, samt hans aggressiv holdning over for Iran.

Tag klapperne fra øjnene, Jonathan Schwarz.

Det meget relevante spørgsmål er vel naturligvis "hvilken forandring"? Om ikke andet så fordi den præsident i nyere amerikansk historie som har formået at forandre USA mest må være Dubya, og det er vanskeligt at forestille sig at nogle skulle kunne mene at det var et eksempel til efterlevelse.

Men netop på substansen er journalistisk om den amerikanske valgkamp altid uhyggelig svag. Hvad mener Obama om skattepolitik? Miljø? Uddannelse? Sundhed? Ind imellem får man et par enkelte stikord, men fokus i medie-dækningen er massivt orienteret omkring valgkampscirkusset. Det er synd. Men symptomatisk for udviklingen i dansk presse de sidste par år, hvor "Jersild og spin" ikke er et interessant supplement til, men erstatning for egentlig politisk journalistik.

Åberg.

Dit kendskab til historiiske faktaer er lige så ringe som din almidnelige argumentationsform. Det område, som hedder Palæstina, blev erobret af muslimske arabere, allerede i 600-tallet, dvs. for 1300-1400 år siden. Det blev ikke erobret fra jøderne, som blev smidt ud af den romerske kejser Trajan allerede i det 1. århundrede af vores tidsregning, men fra det græsktalende østlige romerrig, bedre kendt som det byzantiske rige, iøvrigt kun mellem et eller to århundrede efter angelsakserne tog det nuberærende England fra deres oprindeilige keltiske indbyggere.

Hvis man i dag skulle rette op på alle de folkevandringer og erobringer i fortiden, som israelerne synes de retfærdigvis gør med deres gradvis etnisk rensning af Palæstinas nuværende arabiske befolkning, er der ret mange dele af verdens befolkninger, som skulle skiftes, ikke mindst alle de folk i Nord- og Sydamerika af europæisk oprindelse, som urfolket (eller indianerne) kunne retfærdigvis smider tilbage til Europa.

Jeg er bange for at Sulpicia har ret. Og republikanerne skal såmænd nok forklare vælgerne om ligheden. Obama har stadig skeletter, der ikke er blevet skamredet endnu, ikke mindst hans kone, der er racepolitisk er tæt på Malcolm X, eller i hvert fald var det da hun læste.

Lars Peter Simonsen

Jeg troede at Motown var en sammentrækning af Motor og Town, og relaterede til bilindustrien? I øvrigt, Obama for President!
Tiul Erik B.:
Malcolm X var en mand der gik ind for sorte menneskers ligeberettigelse, hvad sku* der være forkert i det? Han var et søgende menneske og kæmpede osse med sine egne dæmoner og nåede strre resultater før han blev udsat for et attentat, hvor politiet vist også var indblandet..

Patrick, jeg er 100 % enig i dine betragtninger. Jeg ser Obama’s kandidatur som en som et lyspunkt, en skillevej hvor USA’s udenrigspolitik vil blive mere diplomatisk og forhåbentligt vil USA’s krigsmaskine blive sat i bero. Derfor fik jeg nærmest et chok da jeg læste om Obama’s Israel politik. Kan man ikke blive præsident i USA uden uforbeholden støtte til Israel? Det ser ikke sådan ud – jeg kan ikke tro det er Obamas personlige holdning. Det er en svær kamp for ham at tage nu. Verden, USA i særdeleshed, er blevet grusomt misinformeret omkring Israel/Palæstina og går han imod mainstream ’forkerte’ opfattelse af virkeligheden mister han hurtigt fodfæstet i valgkampen. Jeg håber ’og tror’ han tager kampen mod Israel på et senere tidspunkt.

Det er en kamp der skal tages hvis der nogensinde skal skabes stabilitet i området. Israel har stille og roligt formået at skabe et nyt Apartheid mens hele verden kigger på. Det er ikke mindre end utroligt hvad den Israelske PR maskine har magtet. USA har en kæmpe rolle at spille her – og de kan ikke længere distancere sig fra denne proces. De har nøglen til at skabe fred. USA giver 10% af deres samlet udviklingsbistand til Israel. Det eneste de skal gøre er at presse Israel på pengepunge, hvilket de aldrig har gjort og dermed legitimerer og bifalder de Israels gerninger. Vil Obama have det på sin samvittighed som præsident – det kan jeg ikke tro. Men tiden for den kamp er ikke oprundet...

Dr Schlomo Shmelzman som overlevede Holocaust skrev følgende i et brev til den Israelske presse.

”I have suffered fear, hunger and humiliation when I passed from the Warsaw Ghetto, through labour camps, to Buchenwald. Today, as a citizen of Israel, I cannot accept the systematic destruction of cities, towns and refugee camps. I cannot accept the technocratic cruelty of the bombing… I hear familiar sounds today… I hear ‘dirty Arabs’ and I remember ‘dirty Jews’. I hear about ‘closed areas’ and I remember ghettos and camps. I hear ‘two’legged beast’ and I remember ‘Untermenschen’… Too many things in Israel remind me of too many things…

Det er på tiden verden vågner op... Vi kan ikke have et nyt Apartheid på samvittigheden. ”Obama, we also need change here...”

Obama ville i givet fald overtage et land i krig. Ingen rigtig amerikaner vil tabe en krig. Derfor er vilkårene for Obama´s virke foruddefinerede. På sundsområdet bliver det heller ikke nemt, med sundehedforsikringer til alle. Alt andet lige vil det resultere i skattestigninger, som ikke vil være populært i en tid med recessions ligenende tilstande. Jeg tror ,at de amerikanere der tror på nye tider, lever i et Disneyworld, som stopper den dag Obama træder i ind det hvide hus og skal forholde sig til de faktiske realiteter.

I udenrigspolitik er demokraterne ligeså hårde som republikanerne. Obama står overfor de samme sikkerhedsmæssige problemer og geopolitiske realiteter som Bush. Det kommer han til forholde sig til, hvis han får magten.

Derudover kan det jo undre, at venstrefløjen taler om Obama, som om han er socialdemokrat, når han ligger et godt stykke til højre for Anders Fogh.

Simon Sen:
My bad. Jeg mente Black Panthers, dvs. aktiv segregering og en de facto dannelse af en 'etnisk' sort nation indenfor USA.

Et parti, usa, som delte sig i elefanter og æsler.
Hvor dum skal man være for at overtage et fallitbo, at være så ivrig for at gøre rent efter elefanterne, manden må være lokumsrenser.

Robert Kroll

Jeg synes, at der er en række ligheder mellem den demokratiske og den republikanske kandidat - men serveringen er forskellig.

Begge kandidater er f s v utraditionelle - den ene er farvet og eliteakademiker , den anden er 71 år gammel. Den tredie - nu udskilte -kandidat (Clinton) er en kvinde på 60 år.

En ideel traditionel kandidat ville have været en hvid , protestantisk mand på mellem 40 og 55 år . Jeg synes amerikanerne er gået efter det utraditionelle - i Danmark vil en kvinde på 60 ,en mand på 71 og en farvet ikke have en chance for at blive statsminister - vores angst for specielt ældre og farvede er enorm..

Citat fra artiklen :
".. vil De Forenede Nationer få en ny præsident,"

Det er nemlig HELT nøjagtigt hvad der sker, Obama ejes ligeså meget af Bilderberg, CFR, The Trilateral Commission etc som alle andre Presidents siden JFK ..Hvilket naturligvis betyder at han IKKE er væsentligt forskellig fra
hidtidige POTUS'er .
Han kan måske ligefrem få folk til at tro "the NWO" (den "change" han egentlig taler for) er god for dem ..

Måske skulle Schwarz og andre læse følgende fra det seneste nr. af "The Nation".

June 23, 2008 The Nation. 9
Alexander Cockburn
The Hope Giver

For now at least, it’s au revoir, Mrs. Clinton, though it’s possible we’ll see you again soon enough, as Obama’s pick as nominee for veep. Personally I’d much rather see him choose Chuck Hagel or Jim Webb. The nation badly needs eternal rest from the Clintons as well as the Bushes. It’s time to move on.

The night Obama clinched it, my neighbor Joe Paff called to say he thought Obama’s victory speech in St. Paul was very impressive. Joe hastily added that this didn’t mitigate his overall detestation of the evil empire and all it stands for. I’d already read Obama’s remarks online and, as so often in the past, found my eyes glazing over at all the talk of “defining moments.” I find myself resistant to Obama’s rhetorical style the same way I found listening to Tony Blair unendurable.

There was a time when Americans didn’t expect the evangelical sermonizing now required of a presidential candidate. As Gene Healy writes in the June issue of Reason, “The chief executive of the United States is no longer a mere constitutional officer charged with faithful execution of the laws. He is a soul nourisher, a hope giver, a living American talisman against hurricanes, terrorism, economic downturns, and spiritual malaise.” For Healy, the infantilism of these expectations congealed in the question a ponytailed male social worker asked Clinton, Bush Sr. and Perot in 1992: “I ask the three of you, how can we, as symbolically the children of the future president, expect the three of you to meet our needs, the needs in housing and in crime and you name it.”

Having defined himself as the candidate of change and inspirational hope, Obama’s been busy making it clear that when it comes to serious issues like the American Empire, change is parsed as running the planet with greater efficiency. A real candidate of change would announce that by the end of his first term America will have withdrawn from at least half the roughly 1,000 overseas bases it occupies, quitting the rest at the end of eight years.

Obama’s assignment these days is reassurance that, yes, he can wield the big stick, draw down troops in Iraq and redeploy them in Afghanistan, arm the Lebanese army. Take his speech to the Cuban American National Foundation in Miami on May 23: “Throughout my entire life, there has been injustice and repression in Cuba. Never, in my lifetime, have the people of Cuba known true freedom.… This is the terrible and tragic status quo that we have known for half a century—of elections that are anything but free or fair.… I won’t stand for this injustice, you will not stand for this injustice, and together we will stand up for freedom in Cuba.… I will maintain the embargo.”

As Fidel Castro remarked in Granma, in the wake of this oration: “Presidential candidate Obama’s speech may be formulated as follows: hunger for the nation, remittances as chari table hand-outs and visits to Cuba as propaganda for con sumerism and the unsustainable way of life behind it.”

Fidel added, “José Hernandez, one of the Cuban American National Foundation directors whom Obama praises in his speech, was none other than the owner of the Caliber-50 automatic rifle, equipped with telescopic and infrared sights, which was confiscated, by chance, along with other deadly weapons while being transported by sea to Venezuela, where the Foundation had planned to assassinate the writer of these lines.”

Aside from the ritual ranting about Cuba and onslaughts on the Chávez regime in Venezuela, Obama had words of comfort for the Uribe regime in Colombia: “When I am President, we will continue the Andean Counter-Drug Program and update it to meet evolving challenges. We will fully support Colombia’s fight against the FARC. We’ll work with the government to end the reign of terror from right-wing paramilitaries. [The paramilitaries work hand in glove with the government.] We will support Colombia’s right to strike terrorists who seek safe haven across its borders.” Note the endorsement of Colombia’s foray into Ecuador to assassinate a FARC leader.

After invoking hope and change in St. Paul, Obama rushed to Washington the next day for some ritual groveling to AIPAC: “We will also use all elements of American power to pressure Iran. I will do everything in my power to prevent Iran from obtaining a nuclear weapon. Everything in my power. Everything.” Israel should get whatever it wants, and an undivided Jerusalem should be its capital. Wishful thinkers comfort themselves with the thought that deep in the undergrowth, biding his time, is the “real” Obama, a progressive, even radical, fellow. They’re like Pascal, pondering his bet:

"If I saw no signs of a divinity, I would fix myself in denial. If I saw everywhere the marks of a Creator, I would repose peacefully in faith. But seeing too much to deny Him, and too little to assure me, I am in a pitiful state, and I would wish a hundred times that if a God sustains nature It would reveal Him without ambiguity."

It’s like looking for the “real” Cressida in Shakespeare’s play, whereas in fact there are only successive Cressidas, as she refashions herself amid new circumstances. In the end Pascal said it made sense just to bet that there is a God. Democrats, despite the bleak testimony of the form sheet, make the same wager decade after decade.

The assignment of every supposed liberal on the presidential campaign trail is to engage in the task of political redefinition, so that bankers, CEOs of the Fortune 500, Rupert Murdoch, the Sulzbergers, the Grahams, the Joint Chiefs of Staff, Abe Foxman and the others all deem that candidate “safe.” Lately Obama has shown an eerie and relentless skill in these tasks of reassurance. Though necessary to a certain extent, it’s an ominous talent.

Jeg tror Kim Vibe har den idag med kommentaren:

" Derudover kan det jo undre, at venstrefløjen taler om Obama, som om han er socialdemokrat, når han ligger et godt stykke til højre for Hr. Rasmussen"

Ups nej ... hans kalder Hr. Rasmussen for "Anders Fogh".

Men pointen er vist ellers klar og sikkert rigtig.