Læsetid: 4 min.

Plan B for Tyrkiet

Tyrkiets fornægtelses-industri kan spænde ben for Barack Obamas løfte om at anerkende det armenske folkemord
Debat
19. juni 2008
Premierminister Tayyip Erdogan har foreslået, at Barack Obama -vokser ud af sin politiske karrieres amatørperiode-, efter at Obama har lovet at anerkende det armenske folkemord som en historisk kendsgerning.

Premierminister Tayyip Erdogan har foreslået, at Barack Obama -vokser ud af sin politiske karrieres amatørperiode-, efter at Obama har lovet at anerkende det armenske folkemord som en historisk kendsgerning.

Adem Altan

For at sikre sig stemmer fra vælgere af armensk afstamning har præsidentkandidat Barack Obama lovet at anerkende det armenske folkemord som historisk kendsgerning. Og på en konference for nylig i Istanbul advarede hans rådgiver, Philip Gordon, Tyrkiet imod at have en plan B klar, hvis Obama skulle blive valgt.

I oktober sidste år vedtog udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus med 27 stemmer mod 21 resolution 106, der anerkendte det armenske folkemord, men på grund af voldsom modstand fra Tyrkiet kom resolutionen aldrig til afstemning.

Dertil skal siges, at Tyrkiet investerer store beløb - 319,000 dollar om måneden til lobbyister - for at forhindre sådan en afstemning i at finde sted. På den anden side kæmper græsrodsbevægelser som Armenian Assembly of America med 10,000 medlemmer og et årligt budget på 3,6 mio. dollar for, at folkemordet kommer med på Kongressens dagsorden.

Southern Poverty Law Center i Montgomery, Alabama, har lige udgivet en rapport, der beskriver den tyrkiske fornægtelsesindustri i USA. Ud over at påvirke kongresmedlemmer står den bag Instituttet for Tyrkiske Studier på Georgetown University og køber akademikere for at få dem til at støtte det officielle tyrkiske standpunkt.

Imidlertid er der i internationale forskerkredse bred enighed om, hvad en tyrkisk avis i 1918 kaldte "historiens største og mest utilgivelige handling". Den skal ses på baggrund af nationalismens opståen i Balkanlandene i det 19. århundrede, og det osmanniske imperiums forfald. I 1887 og 1890 blev to armenske revolutionære bevægelser, hunchakkerne og dashnakkerne, dannet med det formål at skabe en selvstændig armensk stat. Dette krav førte til omfattende massakrer af armeniere fra 1894-96 og igen i 1909.

Lebensraum

Da Komiteen for Enhed og Fremskridt ('ungtyrkerne') kom til magten efter et statskup i 1913, var det med en anden dagsorden end under Sultan Abdul Hamid den Andens styre. Under triumviratet, der bestod af indenrigsminister Talat, krigsminister Enver og flådeminister Cemal, udviklede Komiteen en plan om at skabe en pantyrkisk stat sammen med de tyrkiske befolkninger af Kaukasus og Centralasien.

Samtidig var der behov for Lebensraum for at finde plads til den omfattende tilstrømning af flygtninge fra de nye uafhængige balkanske stater og Kaukasus.

Den eneste forhindring var truslen fra en selvstændig armensk stat i det østlige Tyrkiet, som ville have bremset Komiteens ekspansionsplaner. Imidlertid banede Tyrkiets alliance med Tyskland i 1914 og den efterfølgende annullering af forskellige traktater med Europa vej for Komiteens Endlösung af det armenske problem.

I januar 1915 blev osmanniske styrker under Envers kommando påført et stort nederlag af den russiske hær med støtte fra armenske frivillige. Det fik armenierne, 'den indre fjende', skylden for, og i februar beordrede Enver, at alle armeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes, og overføres til arbejdsbattaljoner, hvilket anses for indledningen til folkemordet.

Den allierede landgang ved Gallipoli den 25. april 1915 og det armenske oprør i Van i det østlige Tyrkiet fem dage tidligere beseglede armeniernes skæbne.

Dagen før landgangen blev 235 fremtrædende armeniere arresteret i Konstantinopel, efterfulgt af 600 flere. Den formelle beslutning om at deportere Tyrkiets armenske befolkning blev truffet af regeringen den 27. maj, men i virkeligheden var beslutningen allerede truffet.

To versioner

Det er på dette tidspunkt, at der er en væsentlig afvigelse mellem den officielle tyrkiske version og andres opfattelse af begivenhedsforløbet. I januar i år protesterede professor Özay Mehmet fra Carleton University i Canada over, at Torontos skolevæsen underviste i den armenske version. Ifølge professor Mehmet "begik de osmanniske armeniere forræderi, og blev forflyttet fra krigszonen". Imidlertid viser kortet over deportationerne, at dette er usandt, da det omfatter det vestlige Anatolien, der ligger langt fra krigszonen.

Den amerikanske ambassadør Henry Morgenthau erklærede i et telegram til udenrigsminister Lansing i juli 1915, at "en raceudryddelseskampagne er i gang med gengældelsesaktioner imod oprørere som påskud." Endvidere udtalte Ahmet Riza, en tidligere leder af ungtyrkerne, i en tale i det osmanniske parlament i 1918, at armenierne var blevet dræbt som følge af en velovervejet statsplan.

Ikke desto mindre har der siden fredskonferencen i Lausanne i 1923, som etablerede grænserne for det moderne Tyrkiet, været tale om en organiseret fornægtelseskampagne foranstaltet af forskellige tyrkiske regeringer. Dette kunne delvis være for at skjule, at blandt lederne af den nye tyrkiske republik var mange tidligere medlemmer af Komiteen for Enhed og Fremskridt, som var involveret i deportationerne og folkemordet.

I februar erklærede premierminister Tayyip Erdogan på et møde i regeringspartiet AKP: "Denne nations karakter tillader ikke, at den begår sådanne forbrydelser", og derfor er der en psykologisk barriere mod et opgør med fortiden.

En væsentlig barriere er selvfølgelig den tyrkiske straffelovgivning, som efter den sidste kosmetiske reform i slutningen af april fortsat gør omtalen af det armenske folkemord strafbar. Nu er der tale om at nedgøre den tyrkiske nation i stedet for 'tyrkiskhed'. Og de, der omtaler folkemordet, ligesom den tyrkisk-armenske redaktør Hrant Dink, risikerer stadig at blive ofre for ultranationalisternes kugler.

Premierminister Tayyip Erdogan har foreslået. at Barack Obama "vokser ud af sin politiske karrieres amatørperiode", men der er intet tegn på, at Tyrkiet kommer til at ændre kurs på dette område. Nobelprisvinder Elie Wiesel, der selv overlevede folkemordet på jøderne, har talt om et dobbelt mord, hvor fornægtelse af folkemord er den sidste fase af folkemord. Og medmindre USA ændrer kurs, ser det ud til, at folkemordet bliver fuldendt.

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk presse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her