Læsetid: 5 min.

Postfeministiske heltinder

Om kvaliteterne i Sex and the City
Debat
7. juni 2008
Sarah Jessica Parker, der spiller Carrie i -Sex And The City-.

Sarah Jessica Parker, der spiller Carrie i -Sex And The City-.

Nu hvor der netop har været premiere filmen, kan det være interessant at se nærmere på, hvorfor serien Sex and the City er blevet så stor en succes, når dens kvindebillede angiveligt er så stereotypt? De fire veninder er blevet kritiseret for at være sex-fikserede shopaholics, der ikke er gode forbilleder for unge kvinder. De er åbenlyst ikke feministiske heltinder, men måske er de postfeministiske heltinder?

Sarah Jessica Parker, der spiller hovedrollen som Carrie, er en generation yngre end 70'er feministerne. Hun siger selv om seriens forhold til kvindebevægelsen: Både karaktererne og de skuespillerinder, der spiller dem, har høstet enorme fordele af kvindebevægelsen. Karaktererne har seksuel frihed og muligheder for at blive ledere og at være stærke, sætte sig igennem og have selvtillid. Men jeg tænker ikke på den som en feministisk serie. For sande feminister ville erklære sig uenige i visse ting og ville ønske, at nogle ting var anderledes for dem.

Sex And The City-kvinderne er postfeminister i den helt bogstavelige forstand, at de lever i tiden efter 70'er feminismen og har glæde af dens landvindinger. Men serien er også postfeministisk i den forstand, at den er med til at foretage den nødvendige opdatering og popularisering af 70'er feminismen.

Begrebet postfeminisme dukkede op i de neokonservative 80'ere, hvor det indebar afstandtagen til 70'er feminismen og tilbagegang for kvindefrigørelsen. I 90'erne fik begrebet imidlertid en mere nuanceret og positiv betydning. Der opstod en form for populær postfeminisme, der både definerede sig i modsætning til 70'er feminismen og som en fortsættelse og revision af det feministiske projekt. I den forstand kan serien også kaldes feministisk, selvom den som kommerciel tv-serie kan komme under mistanke for at reproducere de kønsstereotyper, der ellers leges så meget med. Jeg vil altså anfægte, at der skulle findes noget, som kan betegnes sand feminisme. Heller ikke 70'er feminismen, som Parker hentyder til, og som ligger bag meget af kritikken af Sex and the City. Der findes forskellige former for feminisme, der genforhandles i forskellige sammenhænge og i lyset af den historiske udvikling.

Kulturelt konstrueret

Den aktuelle postfeminisme adskiller sig på væsentlige måder fra 70'er feminismen: Hvor 70er feministerne havde travlt med at lægge den traditionelle kvindelighed bag sig og komme ud på arbejdsmarkedet, drejer det sig i dag om at kombinere karriere og kvindelighed. Hvor 70'er feministerne praktiserede søstersolidaritet, går postfeministerne på café med deres veninder. Hvor 70'ernes dagsorden lød på politik og aktioner, udtrykker postfeministen sig i medierne, allerhelst i sin egen klumme. Hvor 70'er feminismen var antikapitalistisk, powershopper postfeministerne med mere eller mindre god samvittighed. Hvor de radikale 70'er feminister betragtede det heteroseksuelle forhold som roden til al kvindeundertrykkelse og kaldte visse mænd for 'mandschauvinistiske svin', dåner de ny pigemagasiner over lækre mænd.

Revisionen af 70'er feminismen indebærer bl.a. nedbrydningen af modsætningen mellem feminitet og feminisme. Nu kan man godt være kvindelig og feminist på samme tid. Endelig ses kønnet snarere som noget kulturelt konstrueret end som en essens knyttet til kroppen.

Den postfeministiske heltinde som kvindetype blev først forbundet med mediefigurer som Madonna og Spice Girls, og senere med hovedpersonerne i en række populære tv-serier bl.a. Buffy og Ally. De klæder sig som sex-objekter, men opfører sig som mænd. De vil både begæres og begære. De 'vil have det hele', men har ofte svært ved at kombinere karriere og kvindelighed og finde den perfekte mand. Ofte demonstrerer de gennem deres overdrevne performance kønnet som en kulturel iscenesættelse.

Ret til at vælge

Seriens popularitet er således ikke udtryk for en tilbagevenden til en præfeministisk tid og den traditionelle kvinderolle. Den imødegår tværtimod backlash og den nedvurdering af det kvindelige, som stadig karakteriserer kulturen, og også kunne spores i dele af 70'er feminismen.

Dette gælder især kvinders forhold til shopping og mode. I A Woman's Right to Shoes forsvarer Carrie sine dyre skovaner over for en gift veninde og antyder, at børnefamiliers forbrug også kan være ekstravagant. Episodens morale er, at singler og børnefamilier bør acceptere hinandens livsstil i stedet for at bekrige hinanden. I en anden episode bliver det dog problematiseret at have en stor del af sin formue placeret i sko, da Carrie står og mangler til indskud på sin lejlighed. Serien er ikke en tankeløs legitimering af luksusforbrug, men der sættes spørgsmålstegn ved, at kvinders forbrug er så behæftet med skam i modsætning til mænds forbrug, der er mere socialt accepteret.

I en anden episode får drømmen om eventyrbrylluppet en tur i mediemaskinen. Til akkompagnement af brusende orkestermusik panorerer kameraet henover en overdådig dekoration af hvide blomster til Carrie, der står øverst oppe på en svungen trappe, og vi hører hendes voice-over: Der er en dag, som selv den mest kyniske kvinde i New York drømmer om hele sit liv. Hun forestiller sig, hvad hun skal have på. Fotograferne. Skåltalerne. Alle fejrer, at hun endelig har fundet - en forlægger! Festen er altså til ære for udgivelsen af Carries klummer som bog og ikke et bryllup. Men gennem den raffinerede iscenesættelse anerkendes fascinationen.

Især Charlotte inkarnerer tidens backlash-tendenser. Før brylluppet med Mr. Right erklærer hun over for den hovedrystende Miranda: Kvindebevægelsen drejer sig om retten til at vælge. Jeg har ret til at vælge at holde op med at arbejde. Jeg vælger mit eget valg. I overensstemmelse med den nypuritanistiske trend insisterer Charlotte på at være jomfru før ægteskabet. Da veninderne påpeger, at hun ikke er jomfru, erklærer Charlotte triumferende: Jo, i dette forhold!

Kravet om, at Sex and the City-veninderne skal kunne fungere som gode forbilleder, bør også justeres i lyset af, at serien er en komedie. Personerne i en komedie er ikke entydige helte, men tvetydige karakterer, der gør grin med sig selv og hinanden. Komedier leger med stereotyper og peger på mulighederne for social forandring, men tilbyder ikke egentlige forbilleder.

Det skal blive spændende at se, om de postfeministiske heltinder har bevaret deres kvaliteter, nu de er gået til filmen.

Vibeke Pedersen er ph.d. og ekstern lektor i medier og køn på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu kan man være "både kvindelig og feminist", skriver Vibeke Pedersem. Skulle det være noget nyt? Var feministerne i 60'erne ikke kvinder? Hvis ikke, hvad var de så? Mænd?

Sagen er, at V.P. - måske ubevidst - har en stærkt kulturbestemt definition af kvindelighed, der på sin vis er lige så snærende og undertrykkende som islamisternes: "En rigtig kvinde er én, der "powershopper" og går med stilethæle, frækt undertøj og makeup" kontra "en rigtig kvinde viser ikke sit hår og sin krop offentligt frem".

I begge tilfælde undekastes kvinden en kulturbestemt dresscode, der sætter grænser for hendes personlige frihed - hvis du ikke klæder dig sådan og sådan, er du ikke "kvindelig" - og udgrænser alle, der vælger en anden livsstil som "forkerte".

68 er i sandhed længe siden!

Carsten Friskytte

"68 er i sandhed længe siden!"

Ja, heldigvis! Men nogle fossiler drømmer stadig våde drømme om de år. Ø-lejr, hængepatter og hønsestrik. Jo, godaw do!

Jeg har altid undret mig over dem, der raser mod såkaldte "hængepatter" i 60'erne og 70'erne. Hver eneste sommer styrter alle mennesker til stranden for at være omgivet af disse "hængepatter" til alle sider. Og endnu ikke har jeg hørt om klager til ombudsmanden over de frit "hængende" patter i det danske badeland.

Hver eneste sommer styrter alle mennesker til stranden for at være omgivet af disse "hængepatter" til alle sider. Og endnu ikke har jeg hørt om klager til ombudsmanden over de frit "hængende" patter i det danske badeland.

Mon ikke en eller anden lyssky muslimsk organisation, venter i kulissen på det rette øjeblik. Når - det har du naturligvis ikke øje for, så vi må vel lade slaget gå sin gang!

Nej, NancyBoy. Hvad du og dine anonyme meniongstyranner ikke fatter, er, at man godt kan synes, at muslimske tørklæder er kvindeundertrykkende, og samtidig være ubetinget modstander af et forbud.

Jeg ville heller ikke drømme om at forbyde stilethæle trods de utallige fod- knæ- og rygskader, de forårsager.

"Hvad du og dine anonyme meniongstyranner ikke fatter, er, at man godt kan synes, at muslimske tørklæder er kvindeundertrykkende, og samtidig være ubetinget modstander af et forbud."

Nej, det har du fuldstændigt ret i. Det lyder også ret skizofrent at kunne rumme al den "tolerance". Men jeg er sikker på at imamerne er glade for din opbakning, skødehund.

Og endnu ikke har jeg hørt om klager til ombudsmanden over de frit "hængende" patter i det danske badeland.

Han er jo også blevet dresseret til at holde øje med reklamebranchen.

Tak for bekræftelsen af din endimensionelle skyklaptankegang, "NancyBoy".

For nu lige at klippe det ud i pap: NancyBoy mener, at hvis man (jeg) mener, at diverse klædningsstykker er kvindeundertrykkende, og samtidig er imod, at staten skal diktere folks påklædning, så er man "islamismens skødehund." Er det korrekt opfattet?

@ Per Vadmand

Jeg tror der er for mange indskudte sætninger i dit indlæg
til at du får et svar i dag ..

Heinrich R. Jørgensen

Det kan være de har tilsluttet sig Per Vadmands fornuftige opfordring til at undlade at besvare hadsk spam? Vi hører jo ofte nok om, at Per Vadmand skulle være den værste hadspammer. Desværre holder denne lykkelige illusion næppe mange minuter,,,