"Hver eneste af filmens velkomponerede scener insisterer på at blive set med deres gennemført barske intensitet," skriver Erik Jensen i Politiken om den nye danske film Gå med fred Jamil. Det var nu mere, end jeg orkede, altså at se på hver eneste scene, for der var så meget udpenslet vold i den film, at alene det kunne bringe mig til kvalmestadiet. Men skidt med det, jeg har aldrig været nogen stor tilhænger af voldsfilm, så film skal ikke vurderes efter min tærskel på det område.
Hvad værre er: filmen kommer imod instruktørens udtalte (i interview i Information den 30. maj) hensigt til at virke direkte racistisk. Ganske vist påstår den ikke at være repræsentativ for det arabiske indvandrermiljø i Danmark, men i betragtning af at der hverken hver dag eller år kommer en film om det miljø, bliver den det. Og det billede filmen tegner af arabere passer lige ind i det billede, som mange danskere har af dem; tilmed er en af de mest fordomsfulde muslim- og palæstinenserfjendske danskere, Mogens Rukow, medforfatter til filmen. Det må i sandhed være en film efter hans hoved, og tænk at man selv kan få dem til at lave den - og spille med i den.
Kun et postulat
Det er da rigtigt, at filmen slutter med et fredeligt korancitat, men det forbliver et postulat, efter alt hvad man har været igennem inden. Det er også rigtigt, at filmen er flot filmet og klippet, om end det skaber en del forvirring om, hvem der nu lige er hvem og hvorfor og holder med hvem. Men de mange close-ups er samtidig et af problemerne, araberne - og det er samtlige i filmen jo - er svedige ud over det sædvanlige. Der har været godt gang i vandsprøjten, eller er det olie?, de er i hvert fald smurt godt ind, selv i en kølig parkeringskælder stråler sveden om kap med deres tykke guldkæder, det understreger det farlige og dyriske, og det samme gør close ups på volden og dens resultater.
Hovedpersonen, Jamil, der er sunnimuslim - det var ikke helt klart om han var palæstinenser eller libaneser - er under den libanesiske borgerkrig kommet til Danmark fra Libanon sammen med sin far, efter at moderen var blevet myrdet af en shia-muslim. Hele dette udgangspunkt er galt, konfliktlinjerne i den libanesiske borgerkrig gik ikke mellem sunni- og shia-muslimer, men i perioder mellem shia og shia, men de blev aldrig omtalt som sådan, men i stedet som repræsentanter for henholdsvis Amal og Hizballah. Konflikten mellem shia- og sunnimuslimer i Danmark er også et postulat. Ganske vist har der efter sigende været et par voldelige sammenstød, men det er først en konflikt der er blevet aktuel med Irak-krigen, og hvis den findes, så skyldes det nok ikke striden om kaliffens skæg for 1400 år siden.
Jamil er efter sigende vred over, at faderen ikke hævnede moderens død i Libanon, men stak af. Det er faktisk en problematik, som i en mere symbolsk form findes mellem første og anden generations palæstinensere. Nemlig at anden generation har bebrejdet første generation, at de flygtede fra - og i begyndelsen ikke hævnede - moderen/landet der blev voldtaget og besat af fjenden/israelerne. Men det er ikke denne symbolik der hentydes til i filmen, som i det hele taget ikke udmærker sig ved mere diskrete antydninger.
Der er to sympatiske arabere i filmen, nemlig hovedpersonens far og hans lille søn - de andre er indskrænkede, hævngerrige voldsmænd, nogle af dem ser ud til at være på sinkestadiet, og dertil dyriske. Kvinderne er stort set fraværende, men dog repræsenteret ved den hævngerrige hustru og mavedanserinden. Var der nogen der sagde kliché?
Antivoldeligt
Informations Morten Piil bekender, at han "finder selve historien meget fjern og svær at relatere til." Berlingskes Ebbe Iversen derimod kan rystet "konstatere, at atavistiske traditioner fra Mellemøsten og hadefulde modsætninger mellem shia- og sunni-muslimer trives i bedste (dvs. værste) velgående i det moderne Danmark." Weekendavisen skriver, at filmen har et "rent, stærkt og klokkeklart anti-voldeligt budskab". Det er muligt, men det er meget svært at tro, at det også bliver opfattet sådan. Måske af de arabiske indvandrere iblandt os, fordi de trods alt ved, at virkeligheden - også - ser anderledes ud. For de fleste danskere kan filmen til gengæld bekræfte alle fordommene, og derfor skal den nok få et stort publikum.
Filmen havde premiere, samtidig med at Rockwool-fondens forskningsenhed offentliggjorde en undersøgelse, der peger på, at arabere er den eneste etniske gruppe der bliver ved med - op til 29-års alderen - at begå mere kriminalitet end danske unge. Det er sjældent, at der er så flotte billeder til Rockwoolfondens publikationer.
Birgitte Rahbek, kultursociolog
Morten S. Clausen,
jeg er glad for at høre, at "Der Ewige Jude" i sin blev opfattet for alt for ekstrem - hvilket i øvrigt er et bizart udtryk, som som peger på noget hinsides det ekstreme. Det burde være klart for enhver der martrer sig selv med at se filmen, at alt i denne er ekstremt. Intentionen er entydigt manipulerende, og den blev tilmed formet og produceret af Danmarks naboland, til påvirkning af sin egen befolkning, i en fortid som vist kun skoleelever kan betragte som fjern.
Det er indlysende, at mit forslag om at lærere burde overveje at vise denne film til elever med en passende alder, handler om at få eleverne til at opleve hvad organiseret had mod en befolkningsgruppe kan føre til. Eleverne vil givetvis allerede kende til nazitysklands vej til magten og videre mod anden verdenskrig, samt holocaust, og kende til hvilken rolle jøderne havde under hele forløbet. Ét er at læse og høre om det, noget andet er at opleve det. At se "Der Ewige Jude" fra 1940, og vide at lige netop hvad eleverne ser, blev vist i nazityskland, for mentalt at legitimere og forberede befolkningen på jødernes udryddelse, er stærk kost.
"The Great Dictator" fra 1940 viser, at der fandtes personer, der havde gennemskuet hvad der foregik i nazityskland, hvordan mekanikkerne i jødehadet og den totalitære stats etablering fungerede, og hvad de militære intentioner var. At opleve denne film bidrager forhåbentligt til en erkendelse af, at totalitære regimer og orkestreret had mod befolkningsgrupper kan erkendes, og må og skal stoppes.
Dokumentarfilm er ofte propagandistiske, manipulerende og ensidige, ligesom dramaer der er "baseret på en virkeligt hændelse". Eller fortæller et entydigt budskab. Hvis det blot handlede om at vise filmiske tricks, kunne Koyaanisqatsi også bruges - så slipper man i det mindste for en masse ævl undervejs.
"Dr. Strangelove" er en fantastisk film, og advarerer mod et nukleart ragnarok, der heldigvis ikke har fundet sted (endnu). Bestemt værd at se, men ikke nødvendigvis som en del af historieundervisningen...
"Starship Troopers" er ligesom Paul Verhoevens andre film, stilistisk meget kantede og tegneserieagtige. Principielt adskiller den sig ikke fra mainstream hollywoodprodukterne, der stort set alle handler om, at de/det gode vinder, uanset hvor dårlige odds de/vi måtte have. Den historie kender alle, og historieundervisning burde næppe beskæftige sig med forestillinger om det absolut gode versus det onde. De to film jeg foreslog, viser, at nogen valgte hvad Hollywood vil kalde det onde. I øvrigt er filmen i mange lande vurderet til at være uegnet for personer under 18 år, pga. megen grafisk vold.
Mener du også, at det giver mening, at sammenligne denne film, med Der ewige jude, Heinrich R, på trods af, at den er lavet af muslimer til muslimer?
I så fald; hvorfor?
Erik B.:
"Hele Hollywood er i praksis eet stor propagandaministerium. Jeg kan huske at Saving Private Ryan (en af mine yndlingsfilm) blev præsenteret som en, øh, anti-krigsfilm. "
Enig. Der findes dog en del kendt skuespillere, der de senere år har taget skeen i egen hånd, og laver nogle film de har lyst til at lave. De ligger ofte langt væk fra standard Hollywood produktionerne, i temaer og holdninger. Så der er håb endnu.
Også enig om Saving Private Ryan. En fantastisk film. Samtlige tre timer vades der rundt i temaet, der handler om hvorvidt at forsøge at redde én (ordinær) persons liv er værd at risikere mange andres liv for - uden at finde et entydigt svar, i øvrigt. Samtidigt vises krig nådesløst og mesterligt realistisk, så godt som vist kun Steven Spieldberg formår og det er naturligvis grufuldt og ubehageligt. Det er bestemt ikke en film, der plæderer for krig, men at påstå at det er en antikrigsfilm, er en overdrivelse.
Jakob Schmidt-Rasmusen,
Naturligvis giver det ingen mening overhovedet at sammenligne filmen med "Der Ewige Jude".
Jeg har overhovedet ikke forhold mig til filmen "Gå med fred, Jamil", og har heller ikke set den, så jeg kan kun vurdere filmen fra hvad jeg har læst om den. Men da jeg nu skal tages i ed, må jeg jo hellere danne mig en mening :-)
Det er bestemt meget tænkeligt, at det er en fremragende film, og det er der meget der tyder på, blandt de der har set filmen. Filmens tema er bestemt også relevant, og jeg håber at den kan være et bidrage til at udstille at had, vold, hævn osv. er en unødvendig, ond cirkel. Lad os håber, at filmen lever om til intentioner, og vil blive vist verden om, til alle de der kunne have gavn af budskaber.
Men Birgitte Rahbek kan jo også have en god pointe. Det er da en ærlig sag at være bekymret for, hvad en gennemsnit biografgænger "lærer" af at se filmen, som hævder at have en vis autensitet, da den beskriver noget eksisterende. Filmen vil næppe blive set som ren fiktion, og morsom slapstick actionvold er det næppe, så i min optik er det meget ærgerligt, at et publikum filmen ikke direkte er henvendt til, uvægerligt vil forholde sig dette ekstreme miljø.
Jeg ville bestemt også været bekymret, hvis Pusher og Pusher II bliver vist til et bredt publikum i udlandet, og benytter det som et udgangspunkt for at forstå dansk kultur, multikultisamfundet og vestlige værdier.
Nu er det ikke fordi, jeg er tilhænger af censur, eller at folk der går i biografen, skal opdrages af smagsdommere, eller at folk i almindelighed skal have dikteret politiske korrekte holdninger. Opdragelse, er noget der foregår i hjemmene, og i et vist omfang også i bla. skoler (jvf. kommentarer til andre film i denne tråd, som handler om skole/gymnasie brug i faget historie).
Ligesom jeg ikke fornægter at der findes rigeligt med problemer med vold, had, uvidenhed, dogmatisme, fanatisme og meget anden dårligdom i denne verden.
På mig virker filmen nærmest som en reklame for militæret. Et halvt kompagni af helte (og en enkelt kujon) der byder hele værnemagten spidsen! Gosh, det er ren Alamo! Bedre krigslir er ikke set siden Apocalypse Now.
Jeg har aldrig været i krig, men jeg tvivler på at den er særlig realistisk. F.eks. slås de jo, med en enkelt undtagelse, allesammen som de skinbarlige djævle. I Anden Verdenskrig var det kun 15-20% af de amerikanske soldater der overhovedet affyrede deres våben når de var i kamp. Ikke så meget fordi de var kujoner, men fordi de ikke var i stand til at dræbe et andet menneske.
Jeg skylder dig stadig et svar på det med politistaten. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til det, for du har ganske givet ret i, at vi bevæger os i totalitær retning. Jeg tror at staten altid vil forsøge at maksimere sin magt over borgeren og fascismen breder sig derfor i takt med at overvågningsteknologien bliver billigere og bedre. Og i takt med at den økonomiske elite genvinder kontrollen over statsapparatet. Jeg er f.eks. ret sikker på at det er komplet underordnet om vores statsminister hedder Anders eller Helle, de får begge deres marchordrer fra samme diffuse sted.
Men det er bare svært at bevare pessimismen når man går ned ad Vesterbrogade en smuk dag som i dag. Frihed, og det glemmer man ofte, er først og fremmest en økonomisk størrelse: penge giver dig muligheder, og vi får flere og flere af dem. Folk går rundt og er glade og ser ikke særlig undertrykte ud. Og jo, vi har jo hemmelige standretter, men det er jo kun for de brune.
Og det er rigtigt at udviklingen i USA nærmest peger direkte mod et militærdiktatur, men det paradoksale er, at USA jo samtidig er et samfund med langt større frihed end det danske. Hele det jurdiske og organisatoriske er imidlertid allerede på plads, hvis en dag POTUS skulle få lyst til at indføre en totalitær stat, og vi har som sagt selv taget hul på denne proces med terrorlove og den slags.
Startskuddet vil være når de lukker internettet, der er tusind gange farligere for staten end alverdens terrorister. Man kan undre sig over, at det stadig er tilladt at skrive hvad man har lyst til i et forum som dette, men den paranoide tolkning er, at internettet er et tveægget sværd: ikke kun er et vindue mod verden men også et vindue ind i ens privatliv. Mændene med solbriller og mørke jakkesæt læser med, tager notater og laver lister, så man er velforberedt når det en dag går løs.
Hvad angår det med Al Q., så kan man jo ikke vide noget, men jeg ville da gerne sætte min lejlighed på, at det er en false flag-operation. Al Q. består, som du er inde på, jo ikke af rigtige personer, men af hjemmesider, der af mystiske årsager aldrig bliver lukket eller blokeret af myndighederne. Det sgu' ikke engang James Bond, hvor manuskripforfatterne jo skal prøve at skrue en troværdig historie sammen, men et dybt infantilt TV-show om den grumme superskurk, komplet med fuldskæg og turban og det hele, designet til et hjernedødt amerikansk publikum flasket op på John Wayne og Ronald Raygun.
Alene det faktum, at Bush mindre end et halvt døgn efter 9/11 med tilfredshed kunne meddele, at nu var forbrydelsen opklaret, man manglede bare lige at fange forbryderen, burde være nok til at få selv den mest godtroende til lige at vende skråen en ekstra gang. Beviser? 'We doan need no steenkin' evidence, Señor!'
Ganske enig, Erik B.
Det må være det gode vejr, der skyldes at vi er så enige i dag :-)
Per Thomsen skriver:
"Så mangler Morten bare lige at forklare os, hvordan det kan være at nazismen slog igennem i Tyskland, når han mener at nazisternes propaganda ikke havde nogen effekt..."
Per,
Jeg skal ikke gøre mig klog på det samlede nazistiske propaganda-væsen; min ekspertise ligger indenfor filmvidenskab, og min udtalelse drejer sig kun om to film, og skal ses som en uddybende kommentar til Heinrich R. Der er ikke tale om nogen privat holdning her, men ganske enkelt tale om filmhistorisk fakta, i den udstrækning en sådan findes.
Kære Heinrich R:
Nu synes jeg ikke at debatten skal dvæle for meget ved "film generelt", men jeg misforstod dig vist: Starship Troopers (som jeg personligt mener, er den største anti-krigsfilm nogensinde lavet) og Dr. Strangelove var film jeg nævnte, fordi jeg troede vi snakkede "modigste film nogensinde", og ikke "undervisningsværdige film".
Jeg kan sagtens se din pointe med undervisning i propaganda, og kunne ikke være mere enig. I det hele taget er det vigtigt at lære unge mennesker at afkode de audio/visuelle signaler, de konstant (kan) bombarderes med.
Nu vil jeg ikke gøre dig mere betænkelig end godt er, men må alligevel informere om, at PUSHER faktisk har solgt ganske glimrende i udlandet. Trilogien er, så vidt jeg er orienteret, solgt på DVD i USA.
Som du selv skriver, vil det dog kun være problematisk, hvis den "naive" udlænding sætter lighedstegn mellem Danmark og PUSHER. Det tror jeg næppe at folk gør. Jeg ser jo ikke Frankrig som Irreversible eller La Haine.
Derfor ser jeg helt ikke problemstillingen omkring denne film. Jeg tvivler på at de "naive" danskere, der efter artiklens lydende i forvejen ser arabere som kriminelle, har stor interesse i at se denne film. Det kunne umiddelbart lyde som en "Pusher 4", hvad tiltrækker et andet publikum, end de Dansk Folkeparti stemmende Hr. og Fru Danmark. Det synspunkt står naturligvis for min egen regning, men det virker logisk.
Spørgsmålet er så hvorvidt denne film kan ændre folks holdning i negativ retning. Her tyder meget forskning på, at folks prædispositioner er afgørende for deres oplevelse af en given film. Dette kunne også tjene som en forklaring på den meget beskedne effekt Der Ewige Jude havde.
Nåja, som vi har konstateret før, er vi stort set enig i analysen, men vi konkluderer bare noget forskelligt. Hvis der havde været skyet i dag, var jeg nok ikke langt fra at give Carsten Friskytte ret i, at befolkningen kraftedeme ikke har fortjent demokrati og at de allesammen skulle sendes ud og vaske trapper til de segnede.
Erik B,
ja, vejret påvirkes os. Ligesom jeg er 99,5% overbevist om, at du må være den ældste blandt dine søskende (hvis du har nogen). Vi påvirkes af omgivelserne...
Bullseye! It takes one to know one, eller hür?
Hvem er mest volding og dyrisk – dem som slå hundrede tusinder af mennesker ihjel for billigere olie og råvarer eller et frustreret ungt menneske som intet lys ser i enden af tunnelen?
Morten S. Clausen:
"Nu synes jeg ikke at debatten skal dvæle for meget ved "film generelt", [...]"
Gerne for min skyld, men det krænker vist debatreglerne voldsomt, hvis vi fortsætter for langt ad det spor. Ikke desto mindre forsøges lykken for moderator endnu en gang...
Mange tak for kommentarer.
Jeg forstår nu, hvorfor du nævnte "Dr. Strangelove" og "Starship Troopers". De er begge stærke antikrigsfilm, og er på hver sin vis meget modige. Jeg kan lide dem begge, selv om den sidste minder stærkt om kitsch - hvilket måske basalt set er det vigtigste virkemiddel (frie borgere i en fascistoid reklameverden?), der gør denne film til en modig film?
Jeg har i øvrigt vist begge disse film for min søn, da han var ca. 11 år (uha, dårlig far), og de gik ikke rent ind, på samme måde som The Great Dictator. (og nej, jeg udsætter ikke børn for Der Ewige Jude)
I øvrigt er jeg Charlie Chaplin fundamentalist, og dem bider argumenter som bekendt ikke på ;-)
Morten S. Clausen:
"Som du selv skriver, vil det dog kun være problematisk, hvis den "naive" udlænding sætter lighedstegn mellem Danmark og PUSHER. Det tror jeg næppe at folk gør."
Ganske enig i dine vurderinger og kommentarer.
Jeg er hverken bange for Pusher trilogiens udbredelse, og heller i "Gå med fred Jamil". Birgitte Rahbek har måske en pointe, men i min optik er det en meget lille pointe. Det lyder til at være en fremragende film, og da det er med film som med mad - at de største overraskelser kommer ofte fra de fjerneste kulturer - så skal den ses, naturligvis.
Erik B.:
"Bullseye! It takes one to know one, eller hür?"
Teorien er sådan cirka at de (vi!) har uerfarne forældre og ingen rollemodeller, ergo er vi pionerer, der opfinder vores egen måde at handle og tænke på, hvorved vi naturlig opfattes som aparte af omverdenen, mens vi synes, at de andre ikke har set lyset endnu. Vi blev gode til at opdrage og forme vores forældre under vores opvækst, og den adfærd vi selv synes vi havde så stor succes med (som sikkert mestendels bestod af brok, argumenteren, ulydighed, beklagelse, provokationer og optrapning af konflikter indtil alle og enhver ikke orkede længere), fortsætte vi gerne med at benytte, i det omfang vi også mener strategien lykkes lige så godt som i vores barndom og ungdom.
Og, ja, naturligvis er jeg også førstefødt. Beskrivelse passer jo perfekt.
Ja, på en prik! Jeg har åbenbart undervurderet udviklingspsykologien.
OK, Heinrich, nu er det min tur til at supponere snedig:
Du er, som en vis anden person, proletarknægt.
Og hvis jeg fik nogenlunde odds, så ville jeg gætte på Valby, for hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.
Proletarknægt er et godt gæt, men forkert. Eneste lighed er, at antallet af akademiske diskussioner i barndomshjemmet kan tælles på nul fingre.
Nok er jeg filmnørd, men at foreslå Valby er at stramme den lidt vel rigeligt. Og nej, proletarbyggeri i etager og røde tegn er langt fra realiteterne.
Hm. Jeg skal vist have mig en alvorlig snak med min ESP-konsulent. Hun sagde dit stamværtshus var Den Gyldenblonde.
Ja DR's fremstilling af Islam fastholdes desværre, og til stor skade for sagligheden, stadig i barndommens fascination af 1001 nats eventyr.
Det er dybt alvorligt for samfundsdebatten og følgerne deraf, at journalister med så lidt eller nær sagt ingen viden om Islam, Koranens indhold og fundamentalistisk tankegang og mentalitet, bliver sat til at lave programmer om Islam og muslimer!
Set med vestlig psykologis øjne er den muslimske kultur generelt umoden på dette område. Set fra muslimsk synsvinkel er det derimod et tegn på svaghed, når vi i Vesten fokuserer så meget på, hvordan vi selv har del i skylden, når vores humør svinger.
Vrede
Denne psykologiske forskel kommer meget tydeligt frem i psykologisk behandling af etniske muslimer. Mange fængselsindsatte har voldsomme problemer med deres vrede. Det viser sig ved, at de har en meget kort lunte, at de reagerer alt for voldsomt, når de bliver vrede, og at de generelt er mistænksomme over for andre mennesker. En stor del af behandlingen overfor de indsatte består derfor i at lære dem at slappe af, håndtere konflikter og at erkende de mange problemer, som følger af aggressiv adfærd.
Som psykolog oplever man, at klienter med en dansk baggrund som regel allerede ved, at de har et problem med deres vrede. De er ofte lidt flove over det og prøver også at arbejde med det – med større eller mindre succes. De er motiverede for at gøre noget ved det, og som psykolog har man en fornemmelse af, at man faktisk kan hjælpe.
Klienter med muslimsk opdragelse har gennemsnitligt en kortere lunte og reagerer meget mere voldeligt, end vi ser hos gruppen af danskere (jævnfør det faktum, at muslimer begår mere personfarlig kriminalitet). Selvom de fleste af disse klienter oplever mange problemer i deres liv, som faktisk skyldes deres egen vrede, er det langt de færreste, som synes, at de selv har et problem med deres vrede. De forklarer de mange slåskampe, ødelagte venskaber og problemer med politiet med, at ”folk bare kan lade være med at provokere”.
http://snaphanen.dk/2008/06/12/muslimer-en-psykologisk-profil/#more-2930
Een af de gode ting ved et forum som dette, er jo netop at man ikke behøver at gå og fedte med sine meninger for at konformere dem til den til enhver tid herskende political correctness.
Som det tit bliver bemærket, er det bedre at få skrubtudsen frem i lyset hvor vi alle kan se hvad vi snakker om, end at den skal holdes gemt i et mudderhul.
I dag er det blå stue som man beder holde kæft, men i morgen er det måske rød stue, og så vil I sikker være glade for et åndehul.
Ups. Forkert tråd, sorry.
Vi har et stort problem med muslimer i Danmark. Det er stadig et meget stort tabu.
Befolkningen er delt i to: De der ikke ønsker mere indvandring og de der gerne vil have mere indvandrig. Begge grupper ønsker på ingen måde at bruge tid på indvandrerne.
Nu er der så en der har lavet en action film der ikke giver et retfærdigt billede af sagen. Problemet er vel som der står i artiklen, at:
"Ganske vist påstår den ikke at være repræsentativ for det arabiske indvandrermiljø i Danmark, men i betragtning af at der hverken hver dag eller år kommer en film om det miljø, bliver den det. "
Og hvorfor er det at der ikke er flere film om hvordan Muslimerne forsøger at ændre hele vores samfund? Hvorfor er det at der ikke er nogen danske journalister der tør infiltrere de miljøer og skildre hvad der foregår?
Jeg tror personligt der er tale om berøringsangst. Sagen er simpel: Ingen gider have noget med muslimerne at gøre. Det er "nogen andre" der skal. Hvis nogen siger det højt så skal de bare kanøfles.
Hvad koster indvandring det danske samfund? hvorfor findes de tal ikke?
Fordomsfulde Birgitte Rahbek imødegås her:
http://www.information.dk/160745
"For at vise, HVOR absurd det er, at sammenligne denne film med nazistriske, antisemitiske propagandafilm, må det endnu en gang nævnes atKhalid Alsubeihi, der er en muslimsk fundamentalist, der mener at islam kan redde unge muslimer fra kriminalitet medvirker i denne film."
Ydermere er Khalid Alsubeihi fra Fædregruppen en af disse personer, der har fået snablen langt ned i de offentlige kasser, hvorfra Khalid Alsubeihi suger et ukendt millionbeløb op til forskellige aktiviteter. Om de bidrager til integration og forebygger kriminalitet, er der ingen, der har undersøgt. Men svaret er tilsyneladende nej. Khalid Alsubeihi har en finger med i en lang række aktiviteter. Alle sponsoreret af det offentlige. Desuden plejer Khalid Alsubeihi angiveligt en imam-uddannelse i Mellemøsten.
http://www1.webbyen.dk/vishjemmeside_privat.asp?mode=top_frame&id=458308...
"1) Ingen slåskampe, ingen hadefulde, truende eller vulgære udtryk, ingen nedsættende bemærkninger om køn, religion eller race, "
Hallo, er der nogen hjemme, moderator?
øhm -
hvor skal jeg næsten starrte ??
Måske her --
Det er jo korrekt at vi i den vestlige verden har lært at vrede er forbudt. Det et dette foirbud, eller tabu, der sådan som jeg ser det, får det til at gå under jorden, og siden ligge og simre og komme ud som raseri - og den mekanisme kan man godt forklare danske unge mænd og kvinder. Min mor sgde altid at jeg skulle sparke til en stol eller noget andet hvis jehg blev vred eller tælle til 10 eller 100 - for at falde lidt ned. Og det gjorde jeg - og det virkede. Min holdning er at det er i orden at blive vred, blot man husker at sige at 'jeg er altså vred lige nu'. Det budskab kan man nå danske indsatte i fægslerne med, da de jo er opdraget med at alle har et jeg (et ego) som er i stand til at handle i situationer. Derfor kan man ændre dette ego, dette jegs, handlinger.
Personer med mellemøstlig baggrund eller måske blot en baggrund fra Middelhavsområdet (nordarika, syditalien mv) vil ofte slet ikke fatte, hvad der tales om. Her er det nemlig som der ikke er nogen hjemme - i traditiionel vestlig forstand. Og det gælder altså både kristne, muslimer og (nogen) jøder. Her er svaret jo blot dette, at de kan 'jo bare lade være med at optræde så pisse provokerende' - i virkeligheden en dansk udgave at 'min ære er gået for nær - jeg forlanger satisfaction, min herre'. Jo, man fornemmer klart duellerne her...
Så meget for at sige at IKKE alle med muslimsk baggrund er fra Mellemøsten; nogen er fra Nordafrika, andre er fra Indonesien mv.
Og så meget for at sige at ikke alle indvandrere er fra Mellemøsten eller er
muslimer....
Jeg synes, at du er smålig Andersen.
Khalid al Subehis medvirken i denne film viser netop, at han er parat til at gøre en stor indsats for at løse mange af de problemer med muslimske "andengenrationsindvandrere" og deres ofte selvdestruktive æresbegreber, som gør en del danske xenofobiske. han er dybt troende muslime, men han bruger islam i det godes tjeneste; det må samfundet selvfølgelig støtte, for problemerne løser sig ikke af sig selv!
Og så en kunstnerisk kommentar til muslimsk vrede over ismakritisk kunst:
Billedkunstneren Fritjof Johansen har et indlæg om billedkunstnernes svigt under muhammedkriserne i det nyeste nummer af Billedkunstneren:
http://www.bkf.dk/media/filebank/org/pdf%20%20blad%202
Formanden for BKF afviser delvist hans kritik i en kommentar i Jyllandsposten i dag med Brandescitatet: "Al god kunst er politisk. Al politisk kunst er dårlig".
Hun glemmer at citere, hvad Brandes mente om religion og formørkede helligmænd, der prøver at gøre deres rigide og irrationelle dogmer til gældende norm for alle ...
Hun vil nok have fingre i kunstinteresserede oliemilliardæreres formuer og så er det nok en god ide at holde sig til smuk, men ligegyldig, æsteticerende abstraktion og blomsterbilleder ...
Her er hvad Brandes mente om religion:
(Uddrag fra Troens magt", Berlingske Tidende 12/6 2008:
http://www.berlingske.dk/article/20080612/kultur/705120013/&template=pri...
"Der er – gudskelov, havde vi nær sagt – heller ikke megen religiøs tolerance at hente hos den store Georg Brandes, ej heller hos Danmarks fremmeste kender af manden, forfatteren Jørgen Knudsen, der bidrager til antologien med en beretning om Brandes og kristendommen.
Kampen mod sidstnævnte var, påpeger Jørgen Knudsen, central i hele Brandes’ liv.
I et brev til forældrene, fra 1871, skriver han således, at »hvad man ikke vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: Det mest levende had til kristendommen«, og i et andet brev, fra 1880, sendt til den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson, hedder det: »Religionen har altid en ond magt, har i 9 tilfælde af 10 kun gjort ondt og er vel menneskehedens grundulykke ...«
Dette er blot eksempler, som Jørgen Knudsen har hentet frem, og det fremgår, at det ikke er tilfældigt, at det netop er i private breve, at Georg Brandes udtrykker sig så krystalklart. Beretningen om Brandes og kristendommen er nemlig, skriver Jørgen Knudsen, »i grunden en nedslående beretning om kristendommens enorme magt over datidens danske sind«.
Det er historien om, hvordan »en lynende begavet outsider« – dvs. Georg Brandes – som ung sætter sig »det høje mål at knuse den infame kirke«, men – for ikke at havne i fængsel – vælger »den indirekte tale, et drille-sprog, der desværre indebærer en stiltiende anerkendelse af kirkens uangribelighed«. Tolerant religionskritik? Ikke en meter!"
Sider