Det står sløjt til med samfundskritikken i Danmark. Faktisk er samfundskritikken og især venstrefløjen blevet så vag, at den efterhånden kun kan kritisere sig selv. Skal venstrefløjen revitalisere sig selv, tror jeg, det er på tide, at Karl Marx begraves sammen med de andre håbløse ideologier.
Det kan lyde som en bastant udmelding, men faktum er, at venstrefløjen gør det sværere for sig selv, når den symptomatisk trækker på Marx, da alt derved blot farves i et andet idealistisk lys. I stedet for kunne kritikken redeligt, ærligt og kon-kret forsøge at analysere, hvad der sker i samfundet, samt hvordan det sker. Kritikken kunne bringe klarsyn til de mennesker, der i dag ikke ser så godt.
En mere brugbar kritik af regeringen og Dansk Folkeparti ville åbne for, at de vælgere, der i dag stemmer på disse, indser det problematiske heri. Det vil sige, at kritikken henvender sig til dem, der i dag fastholdes i dumhedens lys gennem skræmmekampagner og frygt. På den måde ville venstrefløjen vise, at den virkelig ønsker at forstå disse vælgeres dagligdag, og ikke - ofte bedrevidende - diskutere den ene ideologi frem for den anden. En sådan kritik kunne helt konkret tydeliggøre, hvordan samfundet - med de målsætninger, som regeringen og Dansk Folkeparti har - rent faktisk trækker Danmark nedad. Ikke blot eksistentielt, men også kulturelt og forskningsmæssigt.
Når enhver kritik af regeringen eller Dansk Folkeparti ofte gøres elitær, skyldes det primært, at venstrefløjen ikke har formået at skabe en konstruktiv kritik. Venstrefløjen skaber ingen alternativer, fordi den ikke formår eller tør udtænke nye ideer og visioner. Alt for ofte er alternativet blot et ønske om 'mere' af alt det samme, såsom velfærd, miljø, uddannelse ... Det er altid 'mere' af det samme, blot på en 'mere' human måde. Hermed bekræfter venstrefløjen regeringens overordnede mål og visioner, hvorved den tydeliggør, at den ikke selv besidder nogen. Det bliver på den måde til et spørgsmål om, hvem der besidder den bedste moral, altså en ideologisk diskussion om marxisme eller liberalisme, som de fleste mennesker finder en anelse kedelig.
Skal venstrefløjen blive et alternativ, skal den finde modet til at turde ville noget andet end blot påpege fejl og mangler ud fra andre idealer og moraler. En sådan kritik er nemlig decideret ligegyldig, da enhver jo sagtens kan se (hvis de kan se), at Danmark emmer af eksistentiel tomhed.
Ikke så slemt
Af samme grund er en revitalisering heller ikke særlig kompliceret, da venstrefløjen for så vidt blot skal skitsere tingene, som de er. De skal fortælle befolkningen, at det slet ikke er så slemt med indvandring, unge på Nørrebro, arbejdsløse og terrorisme; men at der er et stigende problem i Danmark med en voksende eksistentiel tomhed.
Venstrefløjen kunne for eksempel have en vision om at give samfundet synet tilbage. Helt gratis. Venstrefløjen kunne have en vision om at skabe glade borgere uden brug af medicin og coaches. Venstrefløjen kunne have en vision om at skabe mest tilfredshed på offentlige arbejdspladser uden at hæve lønnen. Alt dette kunne ske ved at have et blik for, hvad samfundets uudnyttede potentialer eksempelvis kunne bruges til. Der er altså intet elitært i en kritik af regeringen og Dansk Folkeparti, da denne politik ene og alene er baseret på nogle problemer, som de selv har skabt.
Regeringen har gjort danskerne blinde og forsøger nu at sælge briller designet af Dansk Folkeparti. Det er ynkeligt. Regeringen og Dansk Folkeparti har haft held med at fortælle den apatiske befolkning, hvad der er Danmarks problem - indvandring, terror, offentlige arbejdspladser, utilpassede unge (som reelt kun er utilpassede i forhold til regeringens ideologi). Det er disse falske problemer, som har fået alt for meget taletid, fordi venstrefløjen rent faktisk ikke har orket at kigge ud af vinduet og derved set en stresset, deprimeret, strejkende og decideret ikke-smilende befolkning.
Mangler ikke penge
Dvæler vi lidt ved strejken, er det tydeligt, at regeringen også her har formået at sætte dagsorden, altså at tydeliggøre hvad problemet er. Mange offentligt ansatte har de seneste par måneder strejket, fordi de ønsker mere i løn. Jeg vil påstå, at det er de færreste, der mangler penge, men at stort set alle medarbejdere på de offentlige arbejdspladser mangler anstændige arbejdsforhold. Lokalerne er gamle og klamme, vagtskemaerne er rodede som et teenageværelse, de fleste løber hurtigere end Carl Lewis. Alligevel taler regeringen om mere effektivitet, selv om man ikke kan effektivisere sig ud af manglende hænder og fødder, manglende anerkendelse, manglende arbejdsglæde, manglende råderum, etc. Regeringen har de sidste mange år helt bevidst gjort sit til at gøre de offentlige arbejdspladser mere og mere pressede, hvorved de private kan stå i et bedre lys.
Der er tale om, at regeringen og Dansk Folkeparti gør noget til et problem, fordi de har noget, de gerne vil opnå: privatisering og en ensretning af befolkningen. Alt dette sker hen over hovedet på en sovende befolkning, fordi venstrefløjen taler om 'mere' eller 'mindre' velfærd uden egentlig at have redegjort klart og tydeligt for, at Danmark p.t. er på en sørgelig deroute. Det er ikke velfærd, danskerne mangler, men en respekt for at det enkelte menneske kan leve sit liv anderledes, end regeringens diktater foreskriver. Det er ikke mere moral, der mangler, men modet til at udleve nogle visioner. Det er ikke flere penge, der mangler, men glæde.
Et andet eksempel er ligestilling. Her gøres problematikken til et kvantitativt spørgsmål, som ingen tilsyneladende tør løse ved kvoter, eksempelvis en fifty-fifty ordning, såfremt dette kvantitative blik reelt skulle retfærdiggøres. Problemet om ligestilling handler snarere om den meget rigide måde, hvorpå man tænker ledelse, arbejde og organisering (som ligger i naturlig forlængelse af regeringens politik). Sådanne tendenser kan gøre det svært at blive kvindelig leder i Danmark, da denne arbejdsform fremmer en kynisk og kontrollerende adfærd, skønt den i stigende grad pakkes ind i tomme humane dyder og værdier. Derudover er det stadigvæk et biologisk faktum, at kvinder helst føder hjemme eller på sygehuset og ikke midt under medarbejdersamtalen. Ligeledes er det stadigvæk et psykologisk faktum, at børn ikke tager skade af at være sammen med deres forældre og se dem, udover når forældrene betaler barnepigen, der henter og bringer børnene fra vuggestue til folkeskole.
Skal åbne for glæden
Hvordan kan den nødvendige kritik revitaliseres? Venstrefløjen skal genfinde modet til selv at skabe, altså skabe en anden dagsorden; skabe nogle andre værdier og ideer. Det vil helt konkret sige at se bort fra regeringen og Dansk Folkepartis værdier, moral og målsætninger, da det ikke nytter noget blot at moderere disse. Mere af det samme er ikke godt nok!
Venstrefløjen skal åbne for det i samfundet, som skaber glæde. De skal skabe arbejdspladser, hvor det er normalt, at ens leder er gravid; skabe arbejdspladser, hvor et menneske ikke blot ses som en ressource, men som et menneske. De skal skabe et samfund, der ikke er bange for at dele dets goder; skabe et samfund, der ikke beskytter sig selv og laver ubehagelige love af frygt for 37 psykotiske indvandrerdrenge. De skal skabe et samfund, hvor mennesket lever på grund af glæde og kærlighed, ikke fordi en eller anden har defineret dette som 'danskhed'.
I bund og grund handler det om at skabe et samfund, hvor de, der i dag strejker, de, der i dag er udstødte, udskældte og beskrives som mangelfulde eller ineffektive, kan eksistere.
Det handler ikke om at fortælle en anden historie. Nej, sådanne kneb er for primitive. Det drejer sig om at ændre rammerne og strukturerne i samfundet og skabe nye, der ikke er bygget på kontrol, men på gæstfrihed og respekt for det enkelte menneske.
Finn Janning er filosof
Endelig blev der sat de rigtige ord på.!
Sådan var min vision nemlig om fremtidens samfund i mine unge (naive) dage i 70- 80érne., og det er oplagt for venstrefløjens kriseramte partier at gå i gang med alle de punkter som Finn Janning påpeger åbenlyst er glemt i den liberale velfærds hellige navn.
For første gang vil jeg udprinte en artikel , der skal hænge som en tjekliste for samfundets udvikling.
Ingen skal bagefter kunne sige, at de ikke var blevet gjort opmærksom på kernen i velfærdssamfundets voldsomme og stadigt stigende problemer.
Tak til Finn Janning for denne øjenåbner,- den var i den grad tiltrængt !
Fremragende indspark fra Finn Janning.
Kloge ord fra Finn Janning og Erik Jensen!
Opløftende kronik. "Regeringen har gjort danskerne blinde og forsøger nu at sælge briller designet af Dansk Folkeparti. "
Den vil jeg omgående klæbe ind på min citatside!
Meget interessant artiekl, som jeg håber bliver læst af de rette.
For mig at se er det ikke et spørgsmål om at etablere et alternativ til det eksisterende. Dette ville blot være en ny illusion, et nyt ideal, som skal forklares og forsvares. Jeg synes vi skal gribe fat i det som allerede eksisterer og som enhver dansker er i stand til ikke bare at se og høre men også at føle, når han/hun ikke lige er forblændet af regeringens 'strategy of tension', nemlig lige netop manglen på glæde.
For at passe ind i regeringens 'linie' skal man nemlig i udpræget grad være utilfreds, misundelig, ængstelig og frustreret. Disse negative følelsesmæssige tilstande er incitamentet og motivationen, der holder det kapitalistiske system konsistent. Og dermed dets eneste berettigelse.
De fleste mennesker vil gerne have det godt. Det har man ikke, når man skal arbejde 59 timer om ugen for at kunne forsørge sig selv og sin familie. Det har man ikke, når man hele tiden går rundt og er bange for arabere. Det har man ikke når man skuler misundeligt til naboen, fordi han har råd til en Subaru.
Et liv i frihed, uden glæde? Ja, det får ikke mig til at række tommelfingeren opad. Jeg vælger en anden finger til at beskrive min begejstring...
Så er vi dernede igen. Er det virkelig helt umuligt at føre en samfundsdebat på disse sider uden at blive belemret med det i den samfmenhængyderst perifere flygtningeproblem.
Gu har vi problemer med flygtninge og indvandrere i Danmark (og det er selvfølgelig i især DF's interesse at få dem til at virke så store som muligt) men i sammenligning med de virkelige problemer i det danske - og de vestlige - samfund, er og bliver flygtningeproblemet perifert.
Hvad er det fantastiske ved den artikel? "Venstrefløjen" skal åbenbart bekæmpe en efter Jannings mening udbredt "eksistentiel tomhed" her i landet. Hvis vi, oprigtigt eller ej, går ind på denne forudsætning bliver dog et spørgsmål tilbage hvordan politik egentlig skulle kunne kurere sådan en tomhed. Det næste bliver måske at afskaffe psykologer, psykiatere og lignende, til fordel for "politisk medicin"- eller hvad (hvis nogen presser mig vil jeg indrømme at jeg ikke helt forstår meningen) !
Noget helt andet er at selve forestillingen om én samlet venstrefløj måske kan være et problem. Endda for de der opfatter sig som "medlemmer".
Fører det ikke let til at man skal leve op til medlemsskabet, og søger anerkedelse for synspunkter man måske egentlig langt fra deler?
Er der virkelig en stor enighed om at radikal islam, "religiøs terror" mv. er småproblemer, eller hvad der er "store problemer"?
Det er sikkert egentlig ret begrænset hvad "alle danskere" er enige om. Det samme gælder vel for de der vil se sig som dele af en "venstre" eller endda "højre" fløj.
Efterhånden som man får læst sig igennem Finn Jannings artikel kommer man mere og mere i tvivl om, den gode filosf er klar over hvem Karl Marx er.
Hvis vi ser bort fra varm luft og tom retorik leverer Janning ihvertfald ingen konsistente argumenter for, hvorfor "det er på tide at Karl Marx begraves". Han fortæller os heller ikke på hvilket grundlag venstrefløjen skal have som sit ideologiske udgangspunkt, hvis det som Jannings åbenbart mener, ikke længere skal være en socialistisk utopi.
Finn Janning er en lommefilosof...
Per Thomsen
"Hvis vi ser bort fra varm luft og tom retorik leverer Janning ihvertfald ingen konsistente argumenter for, hvorfor "det er på tide at Karl Marx begraves"."
Hvad med VERDENSHISTORIEN Per Thomsen??????????
Jesper Møller:
"Hvad med VERDENSHISTORIEN Per Thomsen??????????"
Ja, hvad med den?
Per Thomsen
"Ja, hvad med den?"
Du er vel ikke fuldstændig historieløs Per? Hvordan var det lige det gik med Venstrefløjens projekter gennemtrumfet i Marxismens hellige navn? Cambodia, Nordkorea, Cuba, Albanien og hele Østeuropa. Hvordan stillede det befolkningerne?
Jesper Møller, at laste Marx for Stalin er som at laste Jesus for Loyola.
Liberalismens og kapitalismens praksis spændte, mildest talt, ikke heldigt af. Det kan ingen vel være uenige i?
Hvis man er sketisk overfor samundsordener domineret af stammehøvdinge og mullaherog mener at et vist mål af "vestlig civilisation" er et gode og fremskridt må man da for min skyld gerne kalde det "marxisme". Der er da elementer af sund fornuft i den holdning, selvom det er svært at se at det er nødvendigt at bygge en hel "videnskabelig ideologi"af den grund. Hvad resten af arven efter Marx med "ister" kan bruges står tilbage som et åbent spørgsmål!
Jannings i øvrigt tankevækkende artikel, fungerer imod sin hensigt som et argument for at støve Marx´ teorier er og finde ud af om de holder i dag.
For idet Jannings afskediger den marxistiske forståelse af hvorfor ideologier opstår og hvilket formål de tjener (på godt og ondt), så efterlader han det indtryk at VKO + alle deres vælgere simpelthen er ondskabsfulde mennesker, der ønsker at udbrede tomhedfølelse og fremmedgørelse i samfundet.
Anden forklaring kan der jo næppe findes på deres holdninger og handlinger, hvis man ikke må forstå dem i henseende til den rolle de spiller i forhold til det kapitalistiske samfunds grundstrukturer. Hvad Marx jo netop forsøger at forstå.
Læg mærke til at selv om VKO-politikerne altid puster sig op og fremfører sig som veritable frihedskæmpere, så vover de aldrig det mindste pip som kan anfægte de økonomiske magthaveres krav til samfundets indretning og struktur. "Den herskende ideologi er den herskende klasses ideologi".
Borgerlige politikere holder altid med de stærkeste og varetager disses interesser. Men det forhindrer da ikke at de virkelig kan føle sig overbevist om at det er den rigtige måde indrette samfundet på - de er jo ikke ondere eller dummere end fx socialister.
Og med hensyn til marxismens troværdighed:
At kommunismen i øst var en katastrofe er evident, men ingen bruger jo atombomben som et argumet mod holdbarheden af Bohrs eller Einsteins fysik.
Enten er der noget om Marx beskrivelse af de mekanismer der afgørende styrer det kapitalistiske samfund eller også er der ikke. Det har ikke noget med Sovjetunionen at gøre.
Men da man skal være varsom med at gå tilbage til en fuser, så er det ubetinget nødvendigt at give den marxistiske teori et grundigt eftersyn. Hvad har gyldighed, hvad ikke.
Foreløbig er den marxistiske teori måske bare blevet parkeret på et sidespor, mens sovevognen er kørt i en anden retning.
Marxisme, var en form for pseudo-religion, til tider fik den skær af psykose og paranoia. Der var taler om udlægning og fordrejninger som i virkeligheden promoverede skjult nationalisme (EU modstanden og anti-globalisme er et godt eksempel på noget som i virkeligheden er anti-marxistisk og ikke andet end former for skjult nationalisme). Oveni kom så tonsvis af dogmatik som var stærkt påvirket af Leninistisk revisionisme, uvidenskabelig determinisme og uanede mængder af tåbelige romantiske forestillinger om klasser, den tredje verden, ’arbejdere’ og såkaldte 'arbejderstater' der skulle forsvares. Altsammen arvegods som intet fornuftigt menneske kan bruge til noget som helst i det en-og-tyvende århundrede, ja arvegods som var forældet og fejlagtigt allerede under den såkaldte marxistiske renaissance i 60erne og 70erne.
Men det paradoksale er at der er utroligt meget af det originale marxke tankegods som stadig er lige så aktuelt som da det blev skrevet. Hans tanker om det globale og verdensmarkedet og global social ulighed. Ideen om interesse modsætninger som den ultimative drivkraft for historien og samfundsændringer, ideerne om det er via søgen efter og den bedst mulige videnskabelig forståelse af de iboende modsætninger der findes i enhver samfundsformation - at kilden til samfundsmæssige ændringer findes. Dermed også i nødvendigheden af at venstrefløjen organiserer sig globalt eller internationalt og skaber globale organisationer og bevægelser som evner at forsøge at udnytte disse indre eller iboende modsætninger til progressiv forandring. Alt dette er lige så aktuelt som da Marx skrev det for 150 års siden, og der er stadig imellem alle de ideologiske nonsens og religiøse brokker som ’marxisme’ har efterladt, nytteg viden som venstrefløjen ikke hverkan kan eller bør kaste overbord.
Det afgørende for en ny venstrefløj er at den forstå at lære af og frigøre sig fra den gamle påståede ’marxistiske’ venstrefløjs næsten uendelige række af graverende fejltagelser, ikke mindst de kræfter der omskabte nyttig kritisk tænkning til en pseudoreligion kaldet - ’marxisme’ – en religion der er og var som alle andre religion – renlivet opium og ideologi – begge dele noget som Marx selv tog stærkt afstand fra.
Venstrefløjen skal ikke kaste Marx, eller noget andet af sin historie af sig, en ny venstrefløj skal erkende og lære af sin historie, opgive ideologierne og de andre religioner - og istedet udogmatisk uddrage de dele af arvegodset som stadig har aktualitet. Samfunds analyse og kritisk samfundsvidenskabelig tænkning som bl.a. den oprindelig Marx og med ham mange andre gav os opskriften på – må aldrig - som hos vores store ’filosof’ her anbefaler – kastes overbord.
Hr Jannum’s populistiske betragtninger - er ikke andet end et nyt udtryk for det som førhen betegnedes som - ’filosofiens elendighed’ -
undskyld - vores elendige filosof (som ikke mindst er elendig deri at han ikke har læst det han vil kaste overbord) - hedder ikke Jannnum - men - Finn Janning
Så nej
Der er - trods alle gode ansatser ikke tale om hverken gode eller kloge ord - men om en tankeløs populistisk forkastelse af samfundsvidenskab som grundlag for det nye internationalt og globalt orienterede venstre som vi i disse år har så stærkt brug for.
@Jesper Møller
"Hvad med VERDENSHISTORIEN Per Thomsen??????????"....
"Hvordan var det lige det gik med Venstrefløjens projekter gennemtrumfet i Marxismens hellige navn? Cambodia, Nordkorea, Cuba, Albanien og hele Østeuropa. Hvordan stillede det befolkningerne?"
Levestandarden i disse lande skal naturligvis sammenlignes med - som vi selv siger her i landet: "de lande vi (de) normalt sammeligner os (sig) med" - og det kunne jo passende være de Sydamerikanske lande og her vil det vise sig, at indkomst- og formuefordeling (ginikoefficienten) er langt mere retfærdig (udjævnet) i de tidligere socialistiske lande.
Eller sagt på en anden måde:
"Jeg ville langt hellere tilhøre samfundets laveste indkomstgruppe i Østeuropa end i Sydamerika."
Som det frmgår mener jeg man bør skkelne skarpt mellem Marx og marxisterne - de sidste by kritiseres stærkt for deres tendens til at ville gøre en Marx skrifter til teologi.
Mange kritikere af venstrefløjen bilder sig ind at komme med et slående argument, når de fremdrager de katestrofale følger som anvendelsen af såkaldt marxistisk teori har haft i fx de gamle kommunistiske lande.
Det er mærkeligt at disse kritikere ikke har intellektuelt råd til at indse, at kritikken af "den reelt eksisterende socialisme" var massiv på venstrefløjen allerede i 1970erne. Den brede danske venstrefløj bekendte sig jo netop til andre partier, som var opstået i opgøret med Danmarks kommunistiske Parti og Moskva-kommunismen.
Jeg tror at når venstrefløjens kritikere altid er nødt til at fortrænge dette ubestridelige faktum, så skyldes det at deres egne (overfladiske) argumenter eller ville gå i opløsning.
Den kritiske og ikke-fundamentalistiske tilegnelse af Marx, som H. Ristinge argumenterer så godt for, var allerede godt i gang, da Marx gradvist blev droppet som modefilosof. For marxismen blev, så vidt jeg kan se, ikke droppet som resultat af en gennemført kritisk analyse og teoretisk påvisning af fundamentale fejl i teorien. Men tvært i mod fordi Marx ikke længere fungerede godt som "religionserstatning", når man nu også skulle til at se kritisk på Marx selv.
Jeg har selv været på den danske venstrefløj siden 70erne Allan, jeg har også haft tillidsposter og du har både ret og uret i det du siger. Der var således ikke tilstrækkelig styrke i de kræfter du hylder til at mønstre en effektiv afvisning af fanatisme og gudedyrkelse hos et højtråbende mindretal.
Der var altid en meget stærk tendens til at lede efter arbejderparadiset og tro på skabelsen af samme. Når man af og til lidt drillende sagde til enkelte at deres forhold til Marx mfl synes at have antaget religiøse undertoner, slog de syv hammer og sejl for sig og forsikrede os andre at de skam var materialister og ateister. Medens væggene bag dem var fulde af ikoner og teksterne på hylderne fulde af dogmatiske besværgelser.
Men jo det er da rigtigt at der var godt gang i opgøret visse steder og at der er masser af gode tekster at trække på i den henseende. Men jeg tror man dummer sig hvis man afviser at der er et fundamentalt behov for absolutte ultimative løsninger og tilbedelse af guder i os alle i et eller andet omfang. Jeg oplevede mange gang at netop de der tog mest afstand fra religion ofte var dem der havde størst behov for ikoner, hvad enten disse var Marx, Trotskij, Che, Mao eller hvad ved jeg, selvbedraget var stort.
Jeg tror også at det er vigtigt at forstå, at politik ikke er et enten eller. At ingen politisk tænkning indeholder eller kan indeholde det ultimative svar på livets gåder og dermed erstatte behovet for religion eller anden form for orden og ’svar på alt’ system i universet, for dem der har et sådant behov. Det er langt klogere at erkende at vi nok alle har et behov for at sætter vores lid til et eller andet der rækker ud over os selv, og så være opmærksom på at dette ikke må tage overhånd og risikere at overføre det på politik og samfundsmæssig tænkning.
Det er også vigtigt at forstå at der ikke er nogen vej uden om demokrati, at demokrati ikke er borgerligt som nogen i fortiden vrængede, men at det frie ord og frihed for dem der tænker anderledes, dvs især for dem vi ikke kan li, er afgørende. At denne frihed er udelelig og ikke kan bortforklares som mere eller mindre uvæsentligt noget sted på jorden. Men at den tværtimod har en funktion som en helende kraft og en kontravægt overalt. Det er en af de lærdomme folk set med mine øjne burde uddrage af det ekstremistiske mindretals udskejelser i fortiden og det er tåbeligt at benægte deres eksistens samt det faktum at vi andre ikke altid sagde fra tydeligt nok.
Det er ikke noget paradis, hverken i himlen eller et materialistisk et der kan skabes på jorden. Det vi kan og skal er at organisere os for at give vores ord den størst mulige styrke på det globale niveau. Danmark er en kolonihave, en god en, men stadig kun en kolonihave. Det er alle nationalstater og varige samfundsændringer kan kun skabes på verdensmarkedet, drømmen om et bedre samfund i en nationalstat er en løgn. De virkelige problemer er ikke nationale men globale og der er brug for international arbejde.
Et af fejlene ved Marx var at samtidig med at han så vigtigheden af kampen om verdensmarkedet og det globale, og vigtigheden af at holde det nationale i arve, er at han trods denne erkendelse stadig var forfærdelig Euro-centristisk. Tiden er nu kommet til at tage skridtet fuldt ud, og det bør blandt andet betyde at man indser at overnationale organer bare er en ny kampplads, fuldkommen som de nationale konstitutioner og parlamenter der kom til verden i det nittende århundrede var det dengang.
Glimrende indlæg af Mokkasinen!
Det markedsbaserede system sikrer at alle kan få et par arbejdsbukser i stedet for at skulle stå i kø ved en tom butik.
Sandt nok er der forskel på kvaliteten. Hvis man ikke vil betale det det koster for et par kvalitetsbukser, må man tage de billige, der ikke sikrer arbejderen en ordentlig løn.
Så en god socialist vælger naturligvis en ordentlig kvalitet og betaler den fulde pris for den. Uden statsstøtte, ikke sandt?
Med venlig hilsen
Lennart
Forkert, Lennart Kampmann, det markedsbaserede system sikrer, at man altid vil kunne få tingene i stadig dårligere kvalitet, fordi bestræbelserne vil gå på hvor lidt, man behøver at give folk for deres penge.