Læsetid: 6 min.

Den Sankte Hans

I ugen der gik vendte året en omgang igen igen
Debat
28. juni 2008
Bålafbrændingen er uløseligt forbundet med den ganske særlige fysiske udendørsfølelse af snigende kulde over ryggen og intens hede forpå.

Bålafbrændingen er uløseligt forbundet med den ganske særlige fysiske udendørsfølelse af snigende kulde over ryggen og intens hede forpå.

Lars Bahl

Man behøver jo ikke hver gang skrive om kreativ bogføring og grov vildledning af Folketing og befolkning, eller om ministre der frejdigt og fejlagtigt har beskyldt forgængere for at gøre, hvad de selv nu føler som en soleklar ret. Bendt Bendtsen kom op at køre i et for resten ret småligt regelrytteri om ministerbilens rette brug. Herregud, lad dog de mennesker have det bare en smule morsomt ind imellem. Det må jo være en straf i sig selv at sidde i den regering, og lidt misbrug som tjenestegolf og embedsbryllupper, bør der være plads til. Så alt det lader vi ligge.

Man skal nu og da beskæftige sig med dagen og vejen og Sankt Hans, som vi netop passerede. Den gamle nationale drøm om den varme midsommernat forbliver som regel her i landet ved drømmen. Sankt Hans er som hovedregel våd og kold. Bålafbrændingen er uløseligt forbundet med den ganske særlige fysiske udendørsfølelse af snigende kulde over ryggen og intens hede forpå. Dertil kommer den hastigt voksende længsel efter at se et varmt hus indefra og efter at kunne komme i sving med det udsatte måltid. Noget alkohol er jo indtaget, inden selskabet bevæger sig til bålpladsen. Bålets grad af fugtighed, som selvsagt bestemmer varigheden af den kontrollerede ildebrand, trækker det hele yderligere ud, og det gør det også fordi de færreste har været spejdere med forstand på at tænde et bål hensigtsmæssigt. Man kan under afbrændingen nå at udvikle de første lette tømmermændssymptomer samt svimmelhed eller desperation af sult. Høvle ned gør det jo også ind imellem. I årenes løb, og det er blevet til ca. 50 erindrede Sankt Hans bål, synes alle varianter af ubehag gennemlevet. Ligesom irritationsmomenterne ved jule- og nytårsaften. Tema med variationer, samt følelsen af tidens ubønhørlige gang. Det var så den Sankt Hans. I flammerne genkalder man billeder af dem, der ikke ville være med længere. Årene flyr.

Vi vil fred her til lands

For mange år siden foregik det på Skagen på den traditionelle plads lidt syd for det gamle fyrtårn. Kredsen om de opstablede sildekasser - noget der brænder som bare fanden - havde stillet sig dekorativt an, så pietetsfuldt som var det i respekt for Krøyers berømte maleriske forlæg, hvor hele det københavnerskagenske gedemarked med Drachmann i slængkappe og stor hat i spidsen har sunget, eller skal til at synge digterkongens og Lange-Müllers Sankt Hanshymne. Det er ikke til at sige, om de frøs den aften Krøyer svingede penslen, det gjorde de sikkert, men ikke den selvoplevede aften der her mindes, hvor temperaturen lå omkring de 25 grader i skumringen. Den unge klummist genkaldte sig ved denne sjældne lejlighed Knud Sønderbys sande ord i et essay om en sommerdag på stranden, hvor alt er perfekt. Om hvor få gange i livet dette perfekte opleves; hvor alt er som det skal være: luften, havet, sandet og stjernerne. Den Sankt Hans var næsten ikke til at bære, fordi den aldrig ville lade sig genopleve helt på samme måde.

Sankt Hans kan også være forbundet med den naturlige nervøsitet, der nu engang altid sidder i kroppen, når man ligefrem er den der skal holde båltalen. Det er forbundet med problemer at tale i det fri. Koncentrationen er svær at etablere og fastholde. Mændene drikker for meget øl af plastic og bliver støjende; kvinderne drikker også for meget øl og bliver støjende, og de skide unger råber og skriger og render rundt og forstyrrer. Bålfolket er i sandhed et vanskeligt publikum; mikrofonen og de skrattende højttalere er som regel i stykker, eller vindstødene, vinden husk den, rusker i vindhætten, så kun brokker af ens åndfuldheder når ud til yderkredsen, hvor de alligevel er skingrende ligeglade, og vil have mere øl og skider hul i det levende ord. Vi vil fred her til lands, den citerer man jo næsten hver gang, og føler den år for år mere og mere vammel i betragtning af den selvforherligende nationalistiske aggressivitet, den egocentriske menneskeforagt der har grebet så brede kredse af nationen at de ligefrem stemmer på et småborgerligt, dumt racistisk politisk parti og ikke har noget imod at landet i øvrigt er i krig, uden at nogen rigtigt ved eller interesserer sig for, hvad dét skal føre til.

KA-RUUM sagde det

I gamle dage, og det vil sige tilbage i 50'erne, blev der ikke altid holdt taler ved bålene. Der var bål for bålets skyld. Feu pour feu. En erindret sådan Sankt Hans der fandt sted på toppen af de høje skrænter ved Vejby Strand, gebærdede vejr og bål sig helt umuligt. Om nogen havde holdt tale, ville ingen have kunnet høre et kvæk, fordi det ikke blæste, det stormede, som om det var midt om vinteren, stormede og piskede ned i afsindige vilde byger med hagl. Hvorfor folk blev stående og gloede, er stadig en gåde, men der var på den anden side ikke så meget underholdning dengang, og man håbede måske at bålet blæste væk og raserede et par naboers sommerhuse. Noget for noget. Arrangørerne havde i øvrigt svært ved at få ild i alt ragelset og de nedklippede grene og andet haveaffald, der var samlet sammen i forsommerens løb. Det hele var simpelthen for vådt. Og så var det der optrådte denne driftige mandsperson i træsko og kasket, ham der altid fik de lyse ideer i det dengang tyndt befolkede sommerhusland, og med en dunk benzin fra sit bagagerum fik sat skub i forretningen. Drønet - KARUUM sagde det - kunne høres til Göteborg, og alle de forventningsfulde landliggere der stod nær på fik svedet hår og øjenbryn af. I flere dage efter fandt man sorte stumper af det eksploderede rundt omkring i omegnen og nede på stranden, hvor der var store afsvedne pletter på stenene. Da hele historien i rekordfart var futtet af, sang den noget benovede forsamling med Berthe Quistgaard og hendes pianistmand i spidsen Drachmanns sang, og hver gik så hjem til sit taknemmelige over at have overlevet. Endnu står billedet på nethinden af den berømte skuespillerinde støttende sig til manden, smuk og statelig, men rystet i sit inderste.

Heks med tørklæde

Det er ikke nogen særlig rar tanke at der oven på disse bål ifølge skik og brug var anbragt en heks. Men det er der jo som regel og som regel en stiliseret én med en fløjte fra en gammel fløjtekedel i munden. Læg mærke til at heksen formentlig til Pia Kjærs-gaards fryd og gammen altid er udstyret med tørklæde!

På Skagen havde de dengang som erindret før fået fat i en gammel voksmannequin fra det stedlige Damernes Magasin på hovedgaden - længe inden de fik totalødelagt den gamle hyggelige by med tøjstativer og forloren gågade - mannequindukken stadig i spadseredragt og lille hat. Det var meget makabert og mindede om alvoren bag. Det var jo ikke bare for fnis, men bogstaveligt at man brændte folk, som regel mere eller mindre opsigtsvækkende kvinder i lokalsamfundet. På bålet med dem i kirkens og Guds navn. Christian 4. var den værste af disse hekse- og religionshysteriske magthavere der således etablerede en af de danske værdier og slog protestantismen fast med totempæle. Den sidste danske heks blev brændt i 1693, efter at godt 1.000 mennesker fra Reformationen og frem på denne måde var blevet ofret. Dog er der eksempler på free-lance hekseforfølgelser og mord på hekse helt op til år 1800.

Pudsigt nok var de sydlige katolske lande med Spanien i spidsen langt mindre nidkære på heksefeltet. Allerede i 1520'erne indstillede den spanske inkvisition, der ellers har et skidt omdømme, heksebrændingerne. Hvad man så kan uddrage af det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Metz skriver:

"Vi vil fred her til lands, den citerer man jo næsten hver gang, og føler den år for år mere og mere vammel i betragtning af den selvforherligende nationalistiske aggressivitet, den egocentriske menneskeforagt der har grebet så brede kredse af nationen at de ligefrem stemmer på et småborgerligt, dumt racistisk politisk parti og ikke har noget imod at landet i øvrigt er i krig, uden at nogen rigtigt ved eller interesserer sig for, hvad dét skal føre til."

Ved den nyligt afholdte Sankt Hans-fest kom snakken ind på Danmarks aktuelle krigsdeltagelse.

Et par unge mennesker mente at Danmark jo gjorde en forskel. Den påstand blev hurtigt tilbagevist af en tidligere udsendt, der mente at det var politisk propaganda, for det var ikke hans oplevelse.

Danmark bør forlade den aktivistiske udenrigspolitik, og bruge midlerne på humanitær hjælp i stedet for at bekrige lande som ikke har angrebet Danmark.

Må danske hekseafbrændinger aldrig mere opfattes som god tone

Ros og tak til Informations Georg Metz for at hjælpe os se lidt mere af vores egen lille virkelighed i øjnene. Hertil ønsker jeg blot at gøre læserne yderlig opmærksom på tre forhold:

1. At man kan se videoen med den internationalt anerkendte ekspert i hekse og den spanske inkvisition dr.phil. Gustav Henningsen m.fl. ved at klikke på:
http://video.google.com/videoplay?docid=-8206288851321660878

2.) Nørrebro i Kbh. er imod hekseafbrænding
- klik på:
http://www.just-well.dk/heksbefrfron.htm

3.) Bevidst, artikulerede kamp imod dansk hekseafbrænding startede, mig bekendt, i 2005 - klik på:
http://www.just-well.dk/redheks.htm

Lige siden jeg kom til Danmark (det var samtidig med Vietnamkrigens daværende hastigt stigende rædsler i 1964) og efter tre års amerikansk militærtjeneste, har jeg været chokeret over den danske hekseafbrændingstradition med en heks på toppen af et bål der slagtes rituelt i flammer, til dansk hygge og sang som ”Vi vil fred her til lands”.

I Jan Guillou´s ”Heksenes forsvarere”, fortæller forfatteren at Danmark er det eneste land i verden der stadig dyrker hekseafbrænding i Sankt Hans´ navn på selve Sankt Hans aften – dette sker ikke længere i Norge, Sverige, England, Holland, Tyskland osv. – Danmark alene i verden.

De virkelige og mest voldsliderlige udførte hekseafbrændinger stammer, som Georg Metz rigtigt skriver, fra Danmarks nationalklenodie og nationalhelt, Kong Christian 4. Jeg oplever at mange af nutidens danskere undskylder kongens rædsler med at det gjorde alle andre den gang, og ofte undskylder danskere kongen, når nu han havde penge og magt nok til at beordre dygtige renæssance arkitekter og musikere til at udføre pragtfulde kunstværker, så betyder det ikke så meget at majestæten torturbrændte over 200 kvinder levende på bålet.

Men hvordan kan så mange ellers oplyste folk acceptere nævnte kongemonster, som et dansk nationalklenodie og endda en dansk nationalhelt, som selveste Danmarks National Radio og TV udbasunerer syngende hyldester til hvert nytår?

Fremover: Lad os alle besinde os og bidrage til at Sankt Hans hekseafbrændinger aldrig mere offentligt opfattes som værende god tone.

Troels Schmidt, mangeårig kulturaktivist

@Troels Schmidt

Før kristendommen fejrede man sommer- og vintersolhverv. Med kristendommens indførelse blev disse to dage til fejring af henholdsvis Johannes Døbers og Jesus' fødselsdage.

"Sankt Hans bålet er ikke et "henrettelsesbål" for hekse, men bondens skærmende blus. Det skal holde de onde kræfter væk, som er aktive i midsommernatten. Der har også været en forestilling om, at de marker, som blev oplyst, blev særligt frugtbare, og derfor placeredes bålpladsen ofte på gravhøje fra oldtiden, så lyset fra flammerne kunne nå så langt som muligt. Skikken med at anbringe en heks - altså en heksedukke - på toppen af bålet starter først i slutningen af forrige århundrede. Den stammer fra andre lande f.eks. Tyskland, hvor det var almindeligt at aflive halmdukker, der forestillede skræmmende og ubehagelige figurer f.eks. vinteren!"

Læs videre på: http://netspirit.dk/new/?page=1510

Hekseafbrændingsbålet var et konkret henrettelsesbål omkring 1600-tallet og i dag er hekseafbrænding et symbolsk ditto

Der er tale om et ritualiseret drab på en fiktiv forbrydelse, som betyder at nutidens Danmark fortsat fejrer fortidens justitsmord.

Ifølge den internationalt anerkendte ekspert i den spanske inkvisition og hekse, dr. phil. Gustav Henningsen, var der på Ærø, helt op til 1960erne, hele hekse dynastier, hvor rollen som heks gik i arv. Henningsen har produceret en film herom, som jeg viste for et publikum til en høring jeg arrangerede om heksejagt, i den daværende Kulturcafeen i København – hele paneldebatten findes gratis på Goggle video – klik på:

http://video.google.com/videoplay?docid=-8206288851321660878

I filmen er der en scene som skildrede en skik på Æro i 1960erne, med at uddrive heksen ved bl.a. at sætte levende stearinlys under heksens seng. Dette kan selvfølgelig også være meget tæt på hvad du, Tove, skriver om flammernes betydning, som jeg jo til dels er enig med dig i. Men sådan som jeg husker den scene var der også reel mulighed for at ”heksen” blev brændt ihjel. Og dermed er der også et potentielt mord involverede.

Henningsen: Stigmatisering af et menneske som ”heks” var helt op to 1960erne ensbetydende med at man kunne gøre hvad man ville med disse personer, netop fordi stigmatiseringen frarøvede dem enhver form for værdighed uden krav på respekt af nogen art – ”heksen” blev reelt isoleret og udstødt af samfundet. Social tortur og endda døden kom, faretruende nær.

Det eneste der holdt de faretruende flammernes henrettelsesbål tilbage fra fortsat eksekvering, efter Danmarks sidste officielle statslige båldrab, var at anklagerne var begyndt at ramme selve overklassen, hvorfor der fra myndighedernes side for første gang blev sat en effektiv stopper for fortsat lovlige udførelser af hekshenrettelser.

I dag ved ethvert skolebarn og enhver voksen, at man for mange år siden brændte lyslevende mennesker af kød og blod på bålet. Hvis ikke andet, så er bevidst legen med den tanke absolut tilstede for alle der i dag står ved et bål med en heks på toppen, som går til grunde i flammerne. Din argumentation, at hekseafbrændingernes bål ikke er et symbolsk henrettelsesbål er uholdbart.

Med dr. Henningsens indsigt kan vi dårligt misforstå bålenes funktion når der sættes en heks på toppen heraf, hvad enten den er lavet af lærred og hø eller består af en lyslevende person af kød og blod. Herudover er vi dog nok begge enige i, at det oprindeligt var kristne teologer der definerede hekse.

Vi kommer ikke udenom at det aldrig kan være god skik at festliggøre, ritualiserede mord - oven i købet på en fiktiv forbrydelse - som betyder at flertallet af Danmark fortsat fejrer fortidens justitsmord.

Og Tove Lodal, du har ret i at flammerne også blev brugt som et redskab i forsøget på at beskytte gode mennesker mod det onde. Måske er det primært sådan, som du er inde på, at vi skal forstå flammernes betydning før de kristne teologer og de munke, som skrev Heksehammeren – verdens mest ondskabsfulde bog - blandede sig i folkelige skikke.

Troels Schmidt, mangeårig kulturaktivist

PS. Georg Metz skrev: ”Læg mærke til at heksen formentlig til Pia Kjærsgaards fryd og gammen altid er udstyret med tørklæde!” Atter tak til Metz for at påpege hvilke potentielle rædselsperspektiver der ligger i nutidige danske hekseafbrændinger. Lad os i det mindste tage kampen op imod Københavns Kommunes årlige finansiering af afstumpede, bestialsk-symbolske hekseafbrændinger.

PPS. Jeg vil meget gerne læse videre på det link du, Tove, henviser til, men da dette ikke virker vil jeg bede dig om at sætte ét ind igen, men denne gang et som virker. På forhånd tak.