Læsetid: 2 min.

Sinn Fein og Bonde bag irsk nej ...

Den irske nej-side består af et besynderligt sammensurium af dogmatiske marxister, neoliberale og IRA's politiske gren Sinn Fein
11. juni 2008

I morgen, torsdag, går irerne til stemmeurnerne for at sige ja eller nej til Lissabon-traktaten. Alt imens holder resten af EU vejret. Irerne kan med et nej sende EU ud i nok et traktatmæssigt limbo. Indtil for nogle dage siden tydede alt på et komfortabelt ja, hvorfor ja-siden afholdt sig fra at føre en helhjertet kampagne. I den seneste måling står der 42 pct. til ja og 39 pct. til nej - men med mange, som ikke har besluttet sig for, hvad de vil stemme, eller om de vil stemme, er alt muligt.

Den irske nej-side består af et besynderligt sammensurium af dogmatiske marxister, neoliberale og IRA's politiske gren Sinn Fein. Hvad disse grupper har til fælles fortoner sig i den gæliske tåge. Mest bemærkelsesværdigt er Sinn Feins engagement i nej-kampagnen. Partiet er bannerfører for et nej med argumenter om, at EU er udemokratisk. De fleste husker nok, at det ikke ligefrem er demokratiske metoder, som IRA's politiske gren har betjent sig af for at opnå sit mål om irsk genforening. Det er derfor godt selskab, Jens Peter Bonde - der direkte har blandet sig i den irske afstemning - og Junibevægelsen er havnet i.

Nej-kampagnen antager nærmest groteske dimensioner med påstande om, at Lissabon-traktaten vil betyde, at børn ned til tre år kan komme i detentionen, at den lave selskabsskat vil blive tvunget i vejret, Irland vil igen få dødsstraf, og der vil blive indført aktiv dødshjælp - til skræk og rædsel for landet ældre medborgere. Burde journalisterne ikke sortere disse tåbelige og underlødige argumenter fra? Jo, men den irske lovgivning sikrer imidlertid, at ja og nej-siden skal have lige meget dækning i tv, og derfor fylder de ellers ubetydelige grupper, med deres underlødige påstande, godt op i æteren.

Helt klassisk

Frygten for at miste irsk suverænitet er en anden klassiker, som nej-bevægelserne dygtigt spiller på. De henviser til, at Irland med traktaten fremover ikke permanent vil have en irsk kommissær. Og fortier let og elegant, at i så henseende er store og små lande ligestillet, og at forslaget skyldes et ønske om at effektivisere arbejdet i den Kommission, som først og fremmest de mindre lande har en interesse i at styrke.

Ja-sigerne har på deres side været for langsomme med at komme i gang med kampagnen. Imidlertid er den nye statsminister Brian Cowen vågnet op til dåd efter nej-meningsmålingen forleden. I en halvtom Ja-bus kører han øen rundt og holder brandtaler for vælgerne. Stående på en skammel i den ene by efter den anden erindrer han vælgerne om, hvad EU har betydet for Irland de sidste tyve år, og med stor ihærdighed gendriver Cowen nej-sidens argumenter: Irland skal ikke sætte selskabsskatten op, Irland bliver ikke tvunget til at sende soldater til Irak under britisk kommando og EU tvinger ikke Irland til at indføre aktiv dødshjælp. Mens Ja-bussen holder i tomgang med katastrofeblinket tændt kæmper enmandshæren, i form af statsministeren, videre.

Men måske er løbet allerede kørt. Bonde og Sinn Fein fik sat dagsordenen, og EU's udvikling vil blive sat i stå i en længere årrække.

Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen

Jens-Kristian Lütken er forretningsudvalgsmedlem i Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu