Læsetid: 4 min.

De skammer sig over os

Feje kujoner. 'Uhadadada,' ville alverdens dødsforagtende terrorister tænke, hvis de kunne dansk og fandt tid til at se TV 2-Nyhederne: At blive kaldt 'usle' og 'feje' af de danske ledere må opleves som en total falliterklæring
Debat
21. juni 2008
Feje kujoner. 'Uhadadada,' ville alverdens dødsforagtende terrorister tænke, hvis de kunne dansk og fandt tid til at se TV 2-Nyhederne: At blive kaldt 'usle' og 'feje' af de danske ledere må opleves som en total falliterklæring

De bevæger sig med en selvfølgelig sikkerhed, og de lever med en naturlig tryghed, som de fleste borgere i verden ville misunde dem. Som regel sætter danske politikere ikke deres liv på spil. De største trusler kommer almindeligvis fra meningsmålinger, og deres værste fjender er normalt journalister, kommentatorer og konkurrerende kolleger. Og det er godt sådan.

Men når den danske statsminister og oppositionens kandidat til at blive statsminister taler om vores værste fjender ude i verden, bruger de som regel to ord: Usle og feje.

Anders Fogh Rasmussen gentog i sin tale til Folketingets afslutningsdebat sin dom over det terrorattentat, som ramte den danske ambassade i Pakistan i maj. Der var tale om "usle" og "feje" attentater. Og Helle Thorning-Schmidt udtalte, at "terroren havde vist sit usle ansigt", og "terroristerne må ikke slippe af sted mere deres feje gerninger".

Nu har venstrefløjen bevæget sig så langt frem i verdenshistorien, at også Villy Søvndal i sin grundlovstale måtte fastslå, at de "feje attentater i Pakistan" ikke må "få os til at opføre os på en anden måde - af frygt for terror".

Det kunne folkesocialisterne i juni så nikke og klappe ad. Eller lade være. Vi er de modige og stolte, de andre er feje og usle. Det må vi endelig ikke give 'køb på', som det hedder. Her må vi altså stå fast på, at vi står sammen og ikke rykker os af frygt for de andre. I kampen mod terrorismen er vi de stærke og modige, og de er usle kujoner uden værdighed og stolthed.

De er ikke feje

Det er den vedtagne sandhed, og hvis man anfægter den, så går man terroristernes ærinde. Så nemt er det. Og så dumt er det. Som den amerikanske litteraturkritiker Susan Sontag skrev efter den amerikanske præsidents beskrivelser af terroristerne den 11. september 2001 som 'feje kujoner': "Meget kan man sige om terroristerne, men feje var de ikke".

Mens vi er bange for passiv rygning, fugleinfluenza og cykelkørsel uden hjelm, ofrer de deres eget liv i et attentat på fjenden. Vores militære overlegenhed sætter os i stand at 'præcisionsbombe' fra luften og med højteknologiske tanks på kilometers afstand at træffe modstandere, som vi aldrig har set. De ser også kun deres modstandere på tv, men de sprænger sig selv i luften. Det er ikke ligefrem krigerisk stolthed, som kendetegner vores ledere. Herhjemme har Anders Fogh Rasmussen i 10 år ført kampagne imod sødsuppementalit og lalletolerance, men når han er i det gode internationale selskab, forsikrer han om, hvor 'humanistisk' og 'tolerant' Danmark er. Når han taler i Danmark, bliver FN's flygtningekommissær og europæiske diplomater udlagt som moralistiske tossehoveder, men kampagnen stopper tilsyneladende ved grænsen, for vi hører aldrig om det, når statsministeren har været til internationale topmøder, hvor man måtte formode, at han ellers kunne sætte det på dagsorden - så store og vigtige, som vi danskere jo er.

Man kan sagtens sende danske soldater af sted til Irak og Afghanistan på et idealistisk mandat for at skabe demokratiske dominoeffekter og udbrede det gode budskab over hele verden, men efterhånden som mistilliden breder sig, bliver det til, at vi jo først og fremmest kæmper for vores egen sikkerhed i Af-ghanistan. Soldaterne er stadig derude, og det er farligt, men nu med en anden officiel forklaring. Da Villy red på den søvndalske bølge i foråret, annoncerede han sin store demonstration med 100.000 mennesker for demokrati og imod fundamentalisme, men da bølgen var væk, skulle den modige folkesocialist sandelig ikke nyde noget. Så var frygten for personlig fiasko pludselig vigtigere end den verdenshistoriske værdikamp.

Under valgkampen i 2007 talte Thorning-Schmidt hårdt og flot imod den katastrofe-metaforik, som begrunder regeringens udlændingepolitik. Efter valgkampen dokumenterede 'interne undersøgelser', at Socialdemokraterne havde tabt på udlændingespørgsmålet, og Helle Thorning-Schmidt gjorde dydigt honnør for katastrofesemantikken.

"Uhadadada," ville alverdens blodige dødsforagtende terrorister tænke, hvis de kunne dansk og fandt tid til at se TV 2-Nyhederne: At blive kaldt usle og feje af den slags stolte danske krigere må opleves som en skæbnesvanger dom.

Terrorismens sprog

Det helt igennem ironiske ved de danske lederes retoriske kamp mod 'fejhed' er, at de taler konflikten i det eneste sprog, hvor terroristerne er overlegne. Det er samme sprog, man finder i propagandamateriale for fundamentalistiske organisationer, som foragter de 'vantro' og hylder den frygtløse kriger som eksistentielt forbillede. Den terror, som vitterligt er terror og ikke alt muligt andet, er destruktiv og meningsløs. Den suspenderer forhandlingerne fra starten, og den forråder alle dem, den hævder at tale på vegne af. Den islamistiske terror gør ikke livet nemmere for muslimer. For det første er langt de fleste ofre for islamistisk terror muslimer, og for det andet har den belastet muslimers hverdagsliv over hele verden: Fra de går mod check in i lufthavne, til de søger om stillinger i almindelige virksomheder, ved de godt, at de kan være under mistanke. Men terroristerne frygter ikke døden, som vi andre. De ofrer deres liv for noget, der er en højere sag. Og lige præcis det, er ikke en dyd i sig selv. Ord som 'heltemodig' og 'dødsforagtende' kan lige så vel betegne den, der ofrer sit liv for at udrydde andre som den, der går forrest i kampen mod det iranske præstestyre. Ord som 'usle' og 'feje' bruges af krigere, som forsøger at få andre til at opgive at tale sammen og forsøge at finde kompromisser mellem parter, der har forskellige interesser og holdninger. Den selvfølgelige sikkerhed og den naturlige tryghed er ikke noget at skamme sig over. Det er disse privilegier, som langt de fleste flygtninge anerkender og tilstræber, når de ankommer til Danmark på flugt fra regimer, der kaldte dissidenter for 'feje kujoner' og 'uslinge'. Og de er værd at kæmpe for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Hvem har forfattet denne artikel?

"Da Villy red på den søvndalske bølge i foråret, annoncerede han sin store demonstration med 100.000 mennesker for demokrati og imod fundamentalisme, men da bølgen var væk, skulle den modige folkesocialist sandelig ikke nyde noget. Så var frygten for personlig fiasko pludselig vigtigere end den verdenshistoriske værdikamp."

Villy Søvndal er et skvat...

Carsten Friskytte

Hvem er hende konen på billedet?

Carsten Friskytte

Enten er artiklen skrevet af Metz den Skumle, eller osse er det hans ghostwriter, der har været på spil - incognito.

Den har osse et hint af ellegaardisme over sig (Hymne til den evige Kamelkriger, El Cid).

Tom W. Petersen

Jeg ser bort fra de pseudonyme automatvåsehoveder og genoptager artiklens emne:
Jeg tror, at de terrorister tænker sådan:
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her.
Fælles vilje gør kampdagen skøn.
Mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.

"De er ikke feje..."

Mord og lemlæstelse af intetanende uskyldige civile mennesker er fejt - Hvad er ellers fejt?