Læsetid: 2 min.

Sponsorer og slavenatur

Debat
17. juni 2008
Gå ud og find sponsorer er blevet kulturministerens standardsvar til lederne inden for teater, museer og andre områder, der vånder sig under de nedskæringer, der kendetegner en borgerlig kulturpolitik

Gå ud og find sponsorer er blevet kulturministerens standardsvar til lederne inden for teater, museer og andre områder, der vånder sig under de nedskæringer, der kendetegner en borgerlig kulturpolitik. Og følgelig ser man, at alt for megen tid bruges på denne jagt, der er med til at kvæle kreativitet og arbejdsglæde.

Det er ren minimalstat. Da jeg atter bladrede statsministerens bog igennem, blev jeg bekræftet i, at han stadig mener hvert et ord. Hans mål er minimalstaten, og der er allerede taget store skridt mod den. Den kyniske taktik går som bekendt ud på at acceptere velfærdssamfundet som udgangspunkt - for så gradvis at afskaffe det.

Anders Fogh er den mest ideologiske statsminister i landets historie. Han tror på minimalstaten, og i afsnittet, der bærer overskriften 'Slavesindet', er der en sådan inderlighed i teksten, at man overbevises om, at manden vitterligt mener, at modtagelse af offentlige ydelser skaber en slavementalitet. Den internationale berømmelse af den danske samfundsmodel og virkeligheden i dagens Danmark fortæller, at det er noget vrøvl.

Men lad os gå ind på hans tankegang, når det gælder andre ydelser end de offentlige. Tag de sponsorer, som regeringen opfordrer til, at kulturelle institutioner skal bruge. Hvordan vil de påvirke? Her synes statsministerens slavefilosofi at kunne udfolde sig. Lad os prøve en lettere omskrivning af dele af side 14 i bogen:

Det fælles træk er, at institutionernes eksistens er afhængig af beslutninger truffet af direktører og bestyrelsesformænd. Deres økonomi er deponeret i erhvervslivets kasser. De har lydigt underkastet sig deres herre: direktøren eller bestyrelsesformanden. De er klar over, at den materielle sikkerhed for deres institution afhænger af herrens beslutninger. De slutter et moralsk kompromis med sig selv, hvor de sætter hensynet til at betrygge institutionen over kampen for nogle højere værdier. De er ikke villige til i yderste fald at sætte deres eksistens ind for en sag. Og præcis derfor er de reduceret til ufrie mennesker, til slaver som lydigt bøjer nakken for erhvervslivets bud.

Denne ynkelige slave-natur gennemsyrer hele det danske samfund. Der er skabt et herre-slave-forhold, hvor en stor del af samfundets institutioner spiser nådsensbrød af erhvervslivets hånd.

I en af sine åbningstaler brugte statsministeren vendingen: Noget for noget, hvilket i høj grad er en tankegang, der præger en virksomhed, der vil være sponsor. Mærsk Mc-Kinney Møller sagde om den nye operabygning , at det ikke var et gavekort, men en gave. Det var skibsrederen, der bestemte selv enkeltheder.

Landets kunstmuseer har ikke råd til de indkøb, som loven foreskriver. Find sponsorer, siger kulturministeren. Tror han virkelig, at sponsorer bare vil udstede et gavekort uden at vide, hvad det skal bruges til? Svaret giver sig selv.

Og sådan kan man tage område for område. Sponsorer ønsker goodwill. De institutioner, der bliver afhængig af donationer fra erhvervslivet, vil tillempe aktiviteterne, så de frister giverne, eller det kan være et direkte krav.

Regeringen har ensidigt animeret til et rekordstort privatforbrug samtidig med, at den gennem nedskæringer har skabt en åndelig fattigdom. Jo, kursen har længe været sat direkte mod minimalstaten. Hvornår erkendes det af tilstrækkeligt mange? Hvornår kommer det oprør?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt brølt, Kjeld - bare vores gamle parti havde flere af din slags.