Læsetid: 4 min.

Tak til de irske vælgere

Kun et europæisk folk fik mulighed for at tage stilling til Lissabontraktaten - til gengæld kan irerne meget vel have talt på vegne af et europæisk folkeflertal
De irske vælgere stemte nej til Lissabontraktaten forleden. Formentlig ville en hel del af de andre eruopæiske borgere også stemme nej, hvis de fik muligheden, men det gør de ikke. Måske kan Irland blive bedt om helt at forlade Den Europæiske Union

De irske vælgere stemte nej til Lissabontraktaten forleden. Formentlig ville en hel del af de andre eruopæiske borgere også stemme nej, hvis de fik muligheden, men det gør de ikke. Måske kan Irland blive bedt om helt at forlade Den Europæiske Union

17. juni 2008

Store kræfter har sat sig i bevægelse for at tromle Irland ned. De tunge drenge, som er ved at finde det svære skyts frem, er Frankrig og Tyskland - anderledes kan man ikke udlægge deres fælles reaktion på nyheden om, at de irske vælgere fredag havde forkastet den Lissabon-traktat, hvis sigte var at strømline Den Europæiske Union.

De to lande erklærede, at de få tilbageværende medlemsstater, som endnu ikke har ført ratifikationsprocessen til ende, bør fortsætte denne uanfægtet, ganske uanset at traktaten overhovedet ikke kan træde i kraft uden enstemmig opbakning. Det billede, som Frankrig og Tyskland søger at skabe, er en situation, hvor 26 ud af 27 medlemslande har sagt ja til traktaten, og kun det lille Irland med en befolkning på fire millioner ud af de i alt 450 millioner EU-borgere - den eneste nation, der har holdt folkeafstemning om traktaten - står udenfor.

Det ønskede scenarie vil komme til at minde om en skyskraberby, i hvilken kun en enkelt mærkelig gammel bygning har overlevet, og alle spekulerer over, hvor længe der kan gå, før også den bliver erstattet af en funklende ny kontorblok.

Urimeligt budskab

Hvor skal presset sættes ind? Jeg har svært ved at se for mig, at det kan ske ved, at Irland får tilbudt en eller to særlige undtagelsesklausuler og derefter bliver bedt om at stemme igen. De undtagelser, Irland kan få, vil ikke kunne få nogen vægt, for i så fald vil hele traktaten komme i ubalance. Ej heller vil det være i nogen god demokratisk ånd at kræve noget sådant, i betragtning af at deltagelsesprocenten ved folkeafstemningen trods alt havde et respektabelt niveau.

Reelt vil de europæiske lederes budskab til Irland være: "Hør her, I har begået en fejl. Her er en måde, hvorpå I kan rede jer ud det rod, I har lavet, uden at tabe ansigt." Et helt urimeligt budskab at rette til enhver europæisk vælgerbefolkning.

Hvis Frankrig og Tyskland kan få det, som de vil, vil irerne blive bedt om at gå videre med de elementer af traktaten, som ikke kræver folkeafstemningsgodkendelse og fravælge de, som gør. Så vil de øvrige 26 medlemmer kunne fortsætte den kurs, de er slået ind på, mens Irland så kan få lov til at halte bagefter som en slags associeret medlem. Resultatet vil selvfølgelig blive, at Irland taber indflydelse.

Store lande derimod kan sagtens stå uden for og alligevel bibeholde den indflydelse, de behøver. Den fordel har de små nationer ikke. Det er ikke noget tillokkende perspektiv, men alternativet, hvis alle andre lande ratificerer, kan blive endnu værre. Irland kan blive bedt om helt at forlade Den Europæiske Union.

Ultimativt hykleri

I hele dette forløb vil Storbritanniens holdning kunne blive altafgørende. Hvis vi gør fælles front med Frankrig og Tyskland, vil Irlands skæbne være beseglet, hvilket i modsat fald ikke vil være tilfældet.

Premierminister Gordon Brown har erklæret, at de sidste tilbageværende etaper af vores ratifikationsproces vil blive ført til ende. Det er imidlertid ikke afgørende, så vidt jeg kan se. Storbritannien vil gøre, hvad vi har lovet, men vi har ikke givet noget tilsagn om, hvad der herefter skal ske. Jeg har svært ved at se for mig, at vi vil medvirke til at lægge massivt pres på vores irske naboer.

Premierministeren ved meget vel, at en folkeafstemning i Storbritannien også ville resultere i et klart nej fra de britiske vælgere. Den irske holdning til den europæiske entitet minder meget om vores, hvilket kom frem da Eurobarometer for nylig spurgte irerne: "Hvordan opfatter du dig selv i den nære fremtid - som udelukkende irsk, som irsk og europæiske eller som udelukkende europæisk?" Omkring 59 procent angav den første svarmulighed. Kun i Storbritannien var der en højere andel for det rent nationale tilhørsforhold - på de umiddelbart næstfølgende pladser kom de tre baltiske nationer. Et britisk pres på Irland vil dermed fremstå som det ultimative hykleri. Derfor må det anses for udelukket.

Historisk afstemning

Men selv om Lissabon-traktaten i sidste ende måtte blive erklæret for ugyldig og død, hvad den burde, vil der stadig dukke en gammel forestilling op til overfladen, ifølge hvilken Storbritannien såvel som Irland tilhører en art B-hold i et Europa i 'to hastigheder', hvor vi i hovedsagen benytter os af EU som en frihandelszone og ikke får ret meget andet ud af medlemskabet, samtidig med at den inderste kreds - A-holdet - fortsætter med at gennemføre 'en stadig snævrere integration'.

Dette perspektiv er i reglen forbundet med den forestilling, at den indre ring af lande er at opfatte som førsteklassesmedlemmer, mens den ydre ring kun er andenklasses. Dette argument om 'to hastigheder' er dog ikke alt for overbevisende set i lyset af, at eurozonen med dens fælles møntfod, euroen, som helhed ikke har klaret sig alt for overbevisende, mens vi andre, som har bevaret vores pengepolitiske uafhængighed, har klaret os væsentligt bedre.

I den forstand kan den irske afstemning vise sig at blive historisk. Irerne er ikke et folk, som vil finde sig at blive tyranniseret til underkastelse. Med alle sine fejl og mangler vil Den Europæiske Union køre videre med sin nuværende indretning. Kun ét folk har udtalt sig, men det er meget sandsynligt, at irerne har talt på vegne af et europæisk folkeflertal.

Andreas Whittam Smith er medgrundlægger af og tidligere chefredaktør for The Independent

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uden at tage stilling til for eller imod Eu-forfatningen har Irerne gjort de øvrige medlemsstaters borgere en stor tjeneste.

Der er ingen tvivl om, at et stort flertal af de ikke-spurgte europæere vil stemme imod forfatningen.

Den oprindelige EU-ide' er kørt af sporet, som det fungerer i dag.

Således taler alle adspurgte.

En tæt knyttet Europæisk Union er helt tydeligt et politiker projekt og ikke en størrelse, der tiltrækker Europas befolkninger. Irerne var heldige at få lov at give ders mening til kende!

Der er ingen tvivl om, at et stort flertal af de ikke-spurgte europæere vil stemme imod forfatningen.

Er der nogen der ved, om der overhovedet er lavet meningsmålinger desangående?

Stor TAK til Irland

Jeg, som sikkert mange andre, ventede med spænding på det irske valg angående EU's forfatningstraktat (undskyld: Lissabon-traktaten) forskellen er ikke til at få øje på. Den traktat som Holland og Frankrig allerede har forkastet. Det anfægter dog ikke det bureaukratiske, udemokratiske EU.
Man støver lige Forfatningstraktaten lidt af, piller et par uvæsentlige paragraffer ud, giver den et nyt navn ,,Lissabon-traktaten’’. Hokus pokus. Ny afstemning, men KUN til de europæiske parlamenters godkendelse. De europæiske befolkninger får ikke LOV til at stemme om de forhold der på afgørende områder vedrører befolkningerne. Ikke engang Danmarks befolkning fik LOV til at stemme. Smag lidt på ordet, ikke fik LOV til, på demokratisk vis, at stemme om den nye, udemokratiske traktat.
UNDTAGEN Irland. Irland fortjener al mulig TAK fordi de stemte klart NEJ.
Jeg føler mig overbevist om at irerne taler og stemmer på vegne af mange af Europas befolkninger. Gjorde befolkningerne i Europa en kæmpe tjeneste. Gav de europæiske, EU-fikserede politikere det slag i ansigtet de så inderligt fortjener. Deres tilsidesættelse af demokratiske spilleregler.

GUDSKELOV blev torsdag den 12. juni en glædens dag. Irerne nedstemte, sikkert på vegne af de almene europæiske borgere, Lissabon-traktaten og gjorde dermed de europæiske lande og deres befolkninger en uvurderlig tjeneste.
Det var et slag i ansigtet på de politikere, som overalt i Europa ville luske denne frihedsindskrænkende og udemokratiske traktat igennem udenom befolkningerne og dermed for alvor gøre EU til et EU af regeringer, ved regeringer, for regeringer, i stedet for et demokratisk, folkeligt EU.

Politikerne bliver nødt til at erkende, at Europas borgere ønsker et fornuftigt, demokratisk samarbejde, men ikke ønsker et Europas Forenede Stater og at befolkningerne ønsker direkte, demokratisk indflydelse på egen fremtid. At befolkningerne ønsker at blive hørt, stemme om, når der kommer ,,NYE?’’ traktater.
Europas borgere blev ikke spurgt, blev ikke hørt, fik ikke LOV til at stemme om hvorvidt EU skulle optage nye lande.

Forhåbentlig falder al tale om at udstyre EU med statslignende institutioner til jorden, at det må skrottes, at befolkningerne ønsker et mindre politisk betonet og mere handelsmæssigt betonet EU.
Politikerne SKAL, bruge deres tid på at fremme befolkningernes interesser frem for på stærke økonomiske interesser i EU's lovgivning.

Det fremgår vist med al tydelighed, at mange af de europæiske landes befolkningsflertal har mistet troen på EU og mere og mere tegner et negativt billede af det vakkelvorne projekt.

Politikerne har i deres verdensfjerne indspisthed mistet jordforbindelsen til folk. Den må de genskabe ved at sætte færre og mere folkeligt forankrede mål for EU's fremtid.
Der skal naturligvis holdes folkeafstemninger om traktaten, både i de lande der allerede har ratificeret traktaten og de lande der påtænker at ratificere den, hen over hovederne på Europas befolkninger.
Traktaten/traktaterne kan, ifølge EU's egne love KUN træde i kraft når samtlige lande har ratificeret traktaten. Vil EU ignorere det?
Den traktat der, reelt, allerede er forkastet af de eneste tre lande der har fået ,,LOV’’ til at stemme, Frankrig, Holland og nu senest Irland.
Hvordan ville resultatet blive hvis resten af Europas befolkning også fik ,,LOV’’ til at stemme?
Det sædvanlige postulat om grunden til at folk stemmer nej fordi de ,,ikke forstår traktaten’’ er en manipulerende grovhed. Mon ikke der er mindst lige så mange ja-sigere (sikkert flere) der ,,ikke forstår traktaten’’. Min egen personlige erfaring gennem de mange år er, at NEJ sigerne er væsentlig mere inde i sagerne, sætter sig mere grundigt ind i HVORFOR vi stemmer nej. Mange ja-sigere følger vist blot ukritisk det der bliver trukket ned over hovederne på os.
Arne Hornborg
Grafiker/forfatter
Spangåvej 34 . Sengeløse . 2630 Tåstrup

"Det Europæiske fælleskab er ikke en sag for en enkelt dags begejstring, det er resultatet af en indsats der giver mening til et liv eller udgør et mål for en generation [...] Vi må ikke være blinde for at tanken om Europæisk enhed først og fremmest er det fornuftige menneskes koncept, og ikke primært en folkelig følelse" -Raymond Aron.
De der for tiden fejrer nej'et i Irland påstår alle at repræsentere 'folket'. Sandheden er at der ikke er skyggen af enighed på 'nej' siden. Her findes alt fra gamle anti-kapitalistiske socialister der frygter globalisering til xenophobiske nationalister. I Irland hader de der stod bag nej-kampagnen hinanden så meget at de ikke engang ville stille op til et fælles fotografi efter deres storslåede 'sejr'. Der findes derfor ikke nogle troværdige alternative forslag. Europa har simpelthen brug for reformen af institutionerne for at fungere med 27+ medlemmer. Lissabon traktaten er god (ligesom forfatningstrakten var det) og ingen har formået at kritisere indholdet. Nej-kampagnen i Irland gik på frygt for at miste neutraliteten og frygten for fri abort. Det franske nej var en blanding af frygt for globalisering samt nationalisme, det hollandske var en forfejlet idé om at 'Unionen koster for meget'. Alt sammen pjat og prosa. EU-modstandere er dog ens på et punkt: De stemmer udfra en 'følelse' eller en fornemmelse der kilder i deres maver, ikke udfra viden om fakta.

Den 12. juni 2008 stemte et flertal af de irske vælgere nej til EU forfatningstraktaten, også kendt under betegnelsen ”Lissabon traktaten”. Hvilket er en af de bedste EU relaterede begi-venheder i en længere årrække. Ja, i dansk kontekst siden september 2000 hvor den danske be-folkning sagde nej tak til den fælles mønt.

Problemstillingen er dog den at EU toppolitikerne allerede forsøger, at sabotere afstemnings-resultatet. Man overvejer, at omgå de irske vælgeres nej. Men, forholdet er dog, at man nok skal overveje flere snyde forsøg. Bl.a. da både den franske befolkning og hollandske befolk-ning sagde nej tak til selv samme traktat i 2005. Hertil kommer det forhold, at EU toppen ikke har turdet sende traktaten til afstemning i andre lande. Eksempelvis har den danske regering ikke respekteret befolkningens krav på en folkeafstemning om traktaten her i landet. Man lod embedsværket i justitsministeriet udarbejde et bortforklaringsdokument som Fogh & Co. brug-te til, at afværge en folkeafstemning med.

Noget lignende har også fundet sted i England. Her havde tidligere premiereminister Tony Blair lovet en folkeafstemning om traktaten! Efter den irske folkeafstemning og det store nej flertal er hans efterfølger Gordon Brown nu under pres for også, at afholde folkeafstemning om traktaten. Hvis ikke, at den falder forinden.

Hvilket den ifølge reglerne burde da alle 27 medlemslande skal ratificere traktaten. Dette er ikke muligt da Irland har sagt nej. Danske politikere burde nu arbejde for, at få traktaten tages af bordet og dermed vise deres loyalitet ovenfor de befolkningsafgørelser der er med hensyn til traktaten. Det er vel kernen i demokratiet?

Modsigelsen mellem journalistens ønsketænkning og fremstilling på den ene side overfor erklæringerne fra henholdsvis den britiske premierminister vedrørende ratificeringen og den irske regering om rådslagningerne i EU på den anden taler for sig selv.
Det står de unionsskeptiske lande, herunder Storbritanien, frit for at melde sig ud af fællesskabet. Hvad de dog af en eller anden grund ikke har gjort. Hvorfor det ikke er sket, har man ikke en chance for at se ud af dette makværk af et stykke journalistik, hvor politiske målsætninger er forklædt som ”analyse”.

Hvad kan vi lære af det irske nej?

Hvorfor irerne har stemte nej ved jeg ikke – men hvis man ser på de seneste danske folkeafstemninger, så er der nok nogle fællestræk.

EU-folkeafstemninger i Danmark har altid handlet om, hvorvidt vi som vælgere ville vælge noget nyt til - en ny traktat - uden der har været noget alternativ. Konsekvensen af fravalget af det nye har ikke været tydeligt, hvorfor nej'et ofte fremstår som det sikre valg - "vi ved hvad vi har, men ikke hvad vi får". Det er også derfor, at man i en valgkamp til en folkeafstemning kan se argumenter for et nej fordi EU er et liberalistisk projekt samtidig med at andre argumenterer for et nej fordi EU er et socialistisk projekt. Er disse to grupper af vælgere mon enige i hvad de vil med EU og et evt. internationalt samarbejde? Jeg tvivler, men som folkeafstemninger tilrettelægges i dag, så behøver NEJ-politikkerne meget bekvemt heller ikke at anstrenge sig og tage ansvaret og formulere et alternativ der så kan samle flertal.

Hvad er så løsningen? Politikkerne der udskriver folkeafstemningen skal have modet til dels at tage EU seriøst i national politik, og klart fortælle vælgerne indenfor hvilke områder den politiske arena for indflydelse er i Folketinget og hvor den er flyttet til Bruxelles. Og når der så af hensyn til grundloven eller af andre årsager skal være en folkeafstemning, så skal folketinget stille et reelt valg med to alternativer til vælgerne.

Et valg, hvor det så klart som muligt fremgår hvad konsekvenserne af alternativerne er. Fx kunne en afstemning om Lissabontraktaten handle om et JA til EU, og dermed den traktat som et flertal af de repræsentativt valgte politikere i EU-landene har forhandlet sig frem til. Alternativet kunne være et NEJ til EU, og dermed en udmeldelse af hele eller dele af det europæiske samarbejde. I tilfælde af et nej, så kan der måske opnås en anden form for tilknytning til EU – en Norsk model, som jo virke udmærket for nordmændene.

Det vil gøre det meget vanskeligere for politikkerne at løbe fra regningen for upopulære forslag ved at henvise til – det kommer fra EU, eller tage æren for noget som måske netop er besluttet i Bruxelles. Pointen er ikke, at der skal presses et ja igennem, men at der skal være et reelt valg som vælgerne kan forstå, og de politikere som anbefaler et ja eller nej til en afstemning bør naturligvis også tage ansvaret for at få tingene til at virke i praksis bagefter. Ellers er det for nemt, at fralægge sig ansvaret for de tidsler som jo vokser i enhver have.

Irerne skal smides ud af EU - En tabernation, der er blevet pumpet med betingelsesløs økonomisk EU-hjælp, men også med en historisk hukommelse som en dement abe.
De har nået det ypperste - rigdom og velfærd! (som de selv har skab -hahaha) - Hovmod står for fald og de vil over de næste 10-20 år vende tilbage til fattigdom og armod - de multinationale ER på vej ud af landet. Tabernation.

PS det er absurd at tale om en EU krise, når den irske vælgerskare knap nok formåede at lette røven hen til valgurnerne.

Peter

Det var dog en forfærdeligt nedværdigende og respektløs tilsvining af de irske vælgere. Har de ikke samme demokratiske rettigheder som du og jeg? Er deres mening mindre værd end din? Jeg synes ærlig talt man er nødt til at antage et noget mere ydmygt forhold til andre menneskers meninger, hvis man er demokrat.

Det irske nej bør mane til eftertanke og anspore til en decideret genovervejelse over, hvad vi egentlig vil med Europa. EU er (forhåbentlig) ikke noget vi dogmatisk skal underkaste os i enhver henseende for ikke at blive kaldt tabere og demente aber? Den slags totalitær tankegang kan du nok ikke forvente, alle abonnerer på, Peter.

HVORFOR finder de danske og alle andre europæiske folkeslag sig i at blive sat fuldstændig uden for indflydelse, når det gælder EU-diktatorernes udemokratiske og magtliderlige march imod en diktatorisk super-union, som er langt, langt fra den naive samarbejds-forestilling de fleste europæiske folkeslag havde da de i sin tid sagde ja til EF???

Hvorfor finder folk sig i, at EU-debatten konstant af modstanderne bliver trukket ned på "EU-diktatorernes udemokratiske og magtliderlige march imod en diktatorisk super-union,"-planet?

Der er vel ikke noget fundamentalt forkert i at have forskellige grunde til at have samme mening?Altså at være imod EU union og bevægelsen mod mere union. Jeg er ikke specielt ked af at være del af den brogede danske nej fløj.
"En tabernation, der er blevet pumpet med betingelsesløs økonomisk EU-hjælp, men også med en historisk hukommelse som en dement abe", siger Peter.
Måske. Det vil sige, at massiv EU støtte burde købe nikkende ja-dukker??
Det vil sige, at bedre økonomi bør gøre så en nation slipper jordforbindelse og netop glemmer hvem de er og hvor de kommer fra. Jeg tror Irerne har en glimrende hukommelse i forhold til deres historie, men de er heldigvis ikke kultur-prostituerede.

Kære Morten S. Clausen,

Jeg er ikke umiddelbart tilhænger af at flytte Europa-Parlamentet fra Strasbourg til Bruxelles for at komme det såkaldte 'rejsecirkus' til livs. Strasbourgs symbolværdi er stor da byen har været midtpunkt for Europas konflikter siden 30 års krigen. Den har været tysk og fransk på skift og er derfor præget af begge kulturer. Da det tysk-franske partnerskab har været motor for Europæisk integration lige fra starten, er Strasbourg et naturligt sted af have en af Unionens vigtigste institutioner. Den Europæiske centralbank ligger i Franfurt og Frankrig burde også huse en af institutionerne. Jeg er dog villig til at give afkald på dette hvis det kunne løse nogle af EU's mere alvorlige problemer, som reformen af institutionerne og den skepsis der findes i medlemslandende.

Til dem der taler om 'EU- diktatur' og den slags: Her er vi virkeligt ude i pjat og prosa. EU er ikke et monster der er faldet ned fra oven. Det er summen af dets medlemmer, og hvis EU skulle være 'diktatorisk', skal medlemslandendes regeringer nødvendigvis også være det. Uden EU ville de nationale regeringer være det eneste vi har til at løse opgaver som miljø, energi-forsyning, forbrugerbeskyttelse, fødevaresikkerhed, for ikke at tale om forsvars- og udenrigspolitik samt immigration (vi har jo ingen indre grænser i Schengen-området). Disse gammeldags og forstokkede EU-modstandere har tydeligvis ikke sat sig ind i Lissabon traktaten der ville gøre EU's beslutninger meget mere gennemsigtige: med denne traktat skal Europa-Parlamentet vælge formanden for Kommissionen, de nationale parlamenter skal godkende nye Europæiske love og får mulighed for at standse beslutninger de mener tilfalder nationale kompetence- hvilket er en betydelig garanti for det berømte 'nærhedsprincip'.
Det er utroligt nemt at råbe 'diktatur' og 'magtliderlighed' selvom det absolut er forkert, når man samtidig ikke bliver bedt om at fremlægge troværdige alternativer. Et troværdigt alternativ skal kunne sikre sig at 27 regeringer / befolkninger skal blive enige.

godt spørgsmål vadmand
men meget skyldes jo at ingen politiker har det fornødne mod til at agitere for EU som den vision det altid var. Istedet drukner alt i teknikaliteter, skatter, handel og tariffer. Men virkeligheden er at politik idag altid er global politik, og at vi har brug for EU som et redskab til at påvirke den globale dagsorden, intet Europæisk land er stærkt nok til at stå alene, og så er vi jo tilbage i de brømte ord

"United we stand, Divided we fall"

EU er idag den eneste mulighed Europæerne har for at gøre deres svindende globale indflydelse gældende, derfor burde EU også opfattes som en ideel politisk kampplads for de progressive kræfter.

Istedet ser vi disse argumentere for at hvis ikke platformen er lavet af progressive kræfter aksl vi holde os væk og sige nej til alt

Det er ikke andet en en genoplivelse af argumentet fra det nittende århundredes anarkister og syndaikalister der mente at Socialdemokrtatiet ikke burde opstille og lade sig indvælge i et parlament og på en forfatning der var udformet af de konservative kongetro og et ultra liberalistisk orienteret borgerskab, og da slet ikke lade sig vælge som ministere - føj - ministewr-socialisme vrængede man

Men det præsist det samme argument der nu bruges om EU - forfatningen er neoliberal, påstås det - derfor skal man sige nej nej og atter nej - vi skal have den gode forfatning først

Havde Socialdemokratiet fuldt denne tåbelige parole ville der ikke være en velfædsstat og al magt ville være blevet overladt til Venstre og de konservative