Kommentar

Tidens totalitære strømninger

Universiteterne konkurrerer om politisk gunst, sælger deres uafhængighed til dem, der byder, og basisressourcerne medgår i stort omfang til at etablere dele af universiteterne som virksomhedernes og virksomheden Danmarks forsknings- og udviklingsafdelinger
Videnskabsminister Helge Sander (V) i centrum blandt bestyrelsesformænd og rektorer for Danmarks universiteter på Marienborg. Kan universiteternes nye og stærkere ledelser sikre universiteternes uafhængighed og kerneaktiviteter?

Videnskabsminister Helge Sander (V) i centrum blandt bestyrelsesformænd og rektorer for Danmarks universiteter på Marienborg. Kan universiteternes nye og stærkere ledelser sikre universiteternes uafhængighed og kerneaktiviteter?

Jakob Boserup

6. juni 2008

Det har for mig som ansat ved Københavns Universitet (KU) gennem mange år været et privilegium sammen med kolleger og studerende at kunne bruge mit selvværd og arbejde til at udfylde universitetets rolle.

Vi har altid været bevidste om vores grundlæggende ligeværd med de mange andre videns- og erfaringsskabende rum i samfundet og om værdien af aktivt at udveksle viden og erfaringer med vores omgivelser. Men vi har også været bevidste om magtens og afmagtens regler og desperation og set universitetet som et sted, hvor unge mennesker og frie forskere, med et tillidsfuldt mandat, suverænt og demokratisk, kan skabe rammer for et mangfoldigt og overraskende rum, som kan være en af samfundets bastioner mod magtens og afmagtens totalitære strømninger.

Gennem de seneste år har det også været spændende at være med til at forny universitetet, så det fra sin suveræne position kunne spille en mere direkte rolle i forhold til vidensamfundets udvikling. Det har været spændende i den sammenhæng at invitere personer uden for universitetet ind i universitetets demokratiske fora, og der blev på denne måde taget en lang række perspektivrige initiativer.

Det var åbenlyst, at interessen for universitetets kvaliteter var stor, og at universitetet uden vanskeligheder kunne udvide sit virkefelt med uantastede ressourcer til sine suveræne og uafhængige aktiviteter og fuldt ud finansieret eksternt kunne deltage i opgaver orienterede direkte mod bl.a. innovation og udvikling. Geografisk Institut ved KU udvidede allerede i år 2000 sit virkefelt i et 50 procent medejet, men 100 procent eksternt finansieret aktieselskab, hvor stadig nye opdagelser og kvaliteter i geografien blev brugt kommercielt og udfordret i et inspirerende samspil med fagets eksterne interessenter. På en åben og gennemskuelig måde satte instituttet både en egen primær dagsorden for sin faglige udvikling og forskernes fulde forskningsfrihed og indgik samtidig i spændende og overskuds-givende kommercielle aktiviteter, med lige rettigheder og ansvar i forhold til eksterne interessenter.

Døren er sparket ind

Hvor står KU i dag? Døren er blevet sparket ind. KU's ansatte og studerende er sat uden for enhver betydende indflydelse. En eksternt domineret bestyrelse og paralyserede ansatte ledere, i en hierarkisk struktur og uden demokratisk mandat, spiller magtens og afmagtens spil. Universiteterne konkurrerer om politisk gunst, sælger deres uafhængighed til dem, der byder, og basisressourcer medgår i stort omfang til at etablere dele af universiteterne som virksomhedernes og virksomheden Danmarks forsknings- og udviklingsafdelinger. Også når det gælder magtens kyniske misbrug af verdens grundlæggende og modsætningsfyldte vilkår til at tjene magtens spil, træder universitetet hjælpsomt til og understøtter magtens arrogance med pseudovidenskabelig spin og drømmen om fuld kontrol.

Vi ser for tiden, fra erhvervslivet og fra politiske interessenter, et så massivt opkøb af KU's frie forskningsrum gennem etableringen af en række centre og anden påtvungen strategisk, samfinansieret og primært anvendelsesorienteret forskning, at det er vanskeligt at se den voldsomt indsnævrede, men bestemt fremragende tilbageværende grundforskning, som garantien for et langsigtet, uafhængigt, kritisk og bredt forskningsberedskab inden for alle kultur- og civilisationsbærende videnskabsgrene. Man kunne have håbet, at universiteternes nye og stærkere ledelser havde magtet i fællesskab at sikre et tillidsfuldt mandat til deres kerneaktiviteter, og at universiteterne havde opnået de attraktive og for universiteterne overskudsgivende rammer for sit samspil med universitetets eksterne interessenter. Dette er ikke sket. Universiteterne oplever et vedvarende fald i deres frie basisbevillinger, og betydelige dele af universiteterne kæmper med en kronisk underfinansiering af mange af sine forskere, af den langsigtede og brede grundforskning og af de stærke faglige videregående uddannelser, som også på sigt er en forudsætning for at opretholde faglig spændstighed og et kritisk fagligt beredskab.

Når det ikke er lykkedes, kan det på den ene side skyldes, at universitetets ledere, om end med nuancer, så dog generelt kan siges at være politisk udpegede og loyalt repræsenterer den erhvervsnyttetænkning og den markedsgørelse, som regeringen og forligskredsen tilsyneladende ønsker fremmet. På den anden side står universitetets ledere dog også grundlæggende svækket, når de i deres vigtigste og udadvendte funktion mangler den kant og den gennemslagskraft, som kun en inddragelse af og en bred basering på stærke medarbejdere tillader. Status er desværre den, at universiteter, fakulteter, institutter, forskergrupper og enkeltforskere med stort set alle til rådighed stående midler forsøger at opnå en konkurrencefordel og derfor foretager primært spektakulære og taktiske manøvrer for at opnå kortsigtede gevinster, opmærksomhed og politisk gunst.

Bestilt politisk spin

FAOS' pseudovidenskabelige petit-kommentarer til de gennemgribende forandringer, der finder sted på arbejdsmarkedet, er blot et lille eksempel på den voksende mængde bestilt politisk spin, som ydes af universiteter. Man bør fra et universitet forvente en mere nuanceret og kritisk udforskning og formidling af arbejdsmarkedets virkelighed. En virkelighed som bl.a. rummer en massiv afvikling af fælles ansvar, interesser og solidariske principper blandt arbejdstagere, og hvor den seneste aftale i en af flere vinklinger kan ses som en velsmurt sejr for en usolidarisk noget-for-noget-kultur, hvor meget kan komme til salg hos den enkelte for ikke at komme til at tilhøre den store gruppe, som ikke bliver inviteret med til den næste lønfest.

KU's seneste spektakulære iscenesættelse af klimaudviklingen som ophøjet forståelsesramme og handlingsramme for den nære fremtids vigtige lokale og globale beslutninger er også en åbenlys forskningsmæssig spændetrøje, en ydet politisk afledningsmanøvre og et tilsyneladende forskningsbaseret politisk værktøj, der kynisk ønskes afprøvet til at sikre eksisterende global magt og ulighed.

Det er naturligvis glimtvis befriende at høre enkelte af universitetets ansatte markere sig med udtalelser om at give kejseren hvad kejserens er, og at det nye universitetssystem snart vil bryde sammen af grin, eller endda høre politikere fra forligskredsen udtale, at universiteternes medløb er foruroligende, og at man kunne ønske sig flere ledere og færre lakajer. Men for at skabe reel forandring må vi se lakajen i os selv i øjnene, tale med hinanden og rejse en storm.

Bjarne Holm Jakobsen er geograf ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Indlægget tager et meget centralt tema i tiden op - nemlig den tiltagende totalitære tendens på de fleste områder, noget som i sin tid blev beskrevet præcist af den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas som en
"refeudalisering af offentligheden". Desværre er sproget i indlægget temmelig ujævnt og delvis forkvaklet og en uklar ironi flyder omkring.

Indlæggets forhold til klimaproblemet er præget af den kvælende "politiske korrekthed" hvormed dette tema behandles af magthaverne, og som jo netop afslører at man egentlig ikke har forstået det dybe alvor i sagen, men også her er mest optaget af politisk og anden profit i form af prestige. Den politiske krampekorrekthed skjuler en dobbeltkommunikation, den er et hykleri, en skinhellighed, en dobbeltmoral, idet den satser på at kvæle og udsætte en reel praktisk handlen i globale skytåger af formanende, men til intet forpligtende ordgyderi fra en ekstremt socialt isoleret global overklasse.

Den rolle radio, TV og massesuggereren og konsum spiller og har spillet - sammen med voldsomt forstærkede magtcentraliseringsprocesser - for den delvise civilisatoriske tilbagegang siden første verdenskrig og mellemkrigstiden, er efter min mening stærkt undervurderet, men ensretningstendensen har mangfoldige kilder, hvoraf de vigtigste skjuler sig i den moderne totalitært liberalistiske og økonomistiske skolastiks ypperstepræstelige gevandter. Den hurtige sproglige forvitring udtrykker også et voldsomt menneskeligt erfaringstab som følger med tilværelsens abstraktion væk fra praktisk kropslig virksomhed og direkte forbindelse med de naturlige omgivelser.

Vor tids totalitarisme er liberal, human og frivillig - på overfladen. Den bygger på økonomiens og forholdenes tavse diktatur i form af selvcensur, mediemanipulation og -bagvaskelse, gabestoksmetoder, smagsterror og stiltyranni, newspeak osv. Man kan jo aldrig nok få rost det såkaldte
"enkeltmenneske" (ordet afslører sin falskhed ved den åbenbare lighed med ordet "enkelteksemplar" som viser at det drejer sig om alt annet end individualitet, men tværtimod om ensretning af de atomiserede). Men individualiteten og personlighedens kvalificerede egensindighed trues af forsvinden i en verden hvor milliarder reagerer på samme pavlovske måde på de samme TV-stimuli i samme sekund af samme mediebegivenhed.