Læsetid: 2 min.

Velfærdsstatens helte

Det er på tide, vi viser vores respekt for velfærdsstatens opofrende, nøjsomme ydere
Nationalbankdirektør Nils Bernstein - formentlig på udkig efter velfærdsstatens helte.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein - formentlig på udkig efter velfærdsstatens helte.

Nana Kreutzmann

Debat
19. juni 2008

Velfærdsstatens helte er svære at få øje på i gadebilledet. Og det er synd, for de fortjener, at vi andre egoistiske nydere viser vores respekt for disse opofrende, nøjsomme ydere, der udlever noget så sjældent som ægte samfundssind.

Idealister tænker jo netop aldrig på penge. Derfor er det jo næsten helt gratis at give dem et skulderklap og på den måde inspirere andre til at følge deres eksempel. Og det er vigtigt, for de er stadigvæk alt for få.

Væk skal forventningen om, at arbejdsløse skal forlade deres første visit på jobcentrene med en lidt skamfuld attitude. Væk skal alle de indviklede skemaer, der holder alt for mange i arbejde. I stedet skal de ledige have udleveret et statsautoriseret dannebrogsarmbind, så de fredeligt kan spadsere rundt i byerne på samme måde, som de buddhistiske munke i Asien går morgentur og med værdighed indsamler mad.

Et så stort paradigmeskift kommer selvfølgelig ikke bare, fordi Nationalbankens direktør beder om det. Politikere må gå foran og vise et godt eksempel på, at de er forandringsparate. Ikke mindst regeringens såkaldte kamphund, Claus Hjort Frederiksen. Han bliver nødt til at destruere sit politiske livsværk ved i første omgang, at opløse de digitale terrorpatruljer, der tvinger heltene til at søge fire jobs om ugen. Det næste store bidrag bliver at omdanne hæren af jobkonsulenter og sagsbehandlere til nye velfærdshelte.

Åndelige sysler

Havde jeg for et par måneder siden vidst, at jeg var velfærdsstatens garant, ville jeg næppe have gjort noget så egoistisk, som at forsøge at drive en selvstændig virksomhed i et vigende marked. Men efter en lovpligtig samtale med en ung psykolog i kamphundens tjeneste, der mente, at hun med en ihærdig indsats kunne skaffe mig en ulønnet praktikplads på en journalistisk arbejdsplads, måtte hensynet til egen forfængelighed veje tungere, end hensynet til det store fællesskab.

Men med sagkundskabens klare udmelding om fremtidens danske økonomi, og kamphundens manglende lydhørhed, så er der jo begrundet håb om, at hverdagens helte igen bliver ligeså mange, som dengang den nu folkekære statsmand Anker Jørgensen gav nedturen et næsten alt for menneskeligt ansigt.

Og måske bliver både jeg, psykologen og kamphunden i bedste fald fritstillet til at fordybe os i tilværelsens åndelige sider og gøre os fortjente til at modtage det arbejdende folks respekt for vores afsavn. Og det med eller uden armbind.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nils Bernstein har begået flere alvorlige forbrydelser i sin tid som departementchef i Statsministeriet. Han hører hjemme for samme tribunal som Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.

Lone Wienberg Hansen

Min skrående skrupuløse baldakin. Her syner dine toner som kom de fra en jomfru lilje. Min kline kile husker jeg som tyrks i rav. Lys og grøn trædevande buket i velstand og gallup. Bevendte vises pragt buks neje. Sveden skygge himles. din tavle fra urtete til grille lyst. Mod og appetit smagt i tid og utide.