Kronik

Hvad bacheloren ikke lærte

Drømme om et Danmark, der kan integrere sine indvandrere, fordi vi er i stand til at vise og videregive til dem den kærlighed, vi selv føler til vort land.
18. juli 2008

Det sidste punktum er sat, karakteren givet og lettelsens suk draget: bachelorprojektet er i hus, kulminationen på 3 års intense studier bestået. Det er ingen fest, som når gymnasiasten bliver student. Her gives ingen hue, ingen hujende ture gennem byen, ingen anerkendende ’tillykke’ fra forbipasserende på gaden.

Derimod får en nykåret bachelor den bundne opgave at skulle gøre status. Hvad nu, hvorhen? Ud på arbejdsmarkedet, læse videre, stifte familie? Blandt disse refleksioner melder sig uvægerligt også trangen til at evaluere den overflod af viden, man efterhånden har fået indenbords gennem så mange års forskellig undervisning. Hvad har jeg, bacheloren, egentlig lært?

Svaret på dette spørgsmål må desværre være ’ikke nok’. I hvert fald er der ét stort hul i min lærdom, der synes at fremstå stadigt tydeligere, i takt med min viden på andre områder vokser: Jeg kender ikke mit eget land. Ikke indgående, i hvert fald.

Jeg ved, at jeg elsker Danmark, men jeg har ikke lært at formulere hvorfor. Jeg ved, at de fleste nok deler min fædrelandskærlighed, men at det er ugleset at lufte den i det offentlige rum. Jeg har lært, at national stolthed er en højreorienteret foreteelse, og god tone byder, at man forsager den slags sentimenter. Flere dannebrogsflag samlet på Èt sted forefindes kun ved racist-komsammener og DF’s årsmøde. Jeg ved, at Danmark gang på gang kåres som verdensmester i discipliner som lykke og demokrati, men ikke til hvem jeg skal rette min tak for dette.

Til gengæld er jeg blevet udstyret med kopiøs og nyttig viden om omverdenen. Emnet for mit bachelorprojekt var da også USA og deres igangværende valgkamp. Her er den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama den store opmærksomhedssluger. Han indgyder håb og lover en lysere fremtid. I ham har ideen om the American dream igen legemliggjort sig for nationen. Som afroamerikaner, søn af en indvandrer og med en fattig baggrund står denne senator fra Illinois som symbolet på, at man i Amerika kan nå himlen, så længe talent og vilje kan bære. I sine orationer priser Obama denne amerikanske specificitet, den amerikanske drøm, og han hylder USA; kun her, mener han, er hans skæbne mulig.

Som dansker føler jeg mig forbigået. Hvorfor er der ingen danske politikere, der på samme måde vil fortælle mig, at fordi jeg lever i et storslået land, kan jeg tillade mig at slå mine drømme stort op? Grunden er forskellen på den danske og amerikanske way. For indvandrersønnen Obama er nemlig som de fleste amerikanere velbevandret i USA’s historie. Her finder han argumenterne. I sine taler besynger han Amerikas founding fathers, ophavsmændene til den Amerikanske uafhængighedserklæring, som gav alle amerikanere friheden til at forfølge lykken; han hylder den amerikanske fortælling og de begivenheder, der har gjort landet til det bedste i verden set med dets indbyggeres øjne.

Hvad kunne danske politikere hylde på denne måde? Hvem kunne Thorning eller Fogh nævne i en tale, så publikum straks jublende forstod, at nu blev henvist til en fælles national fortid, som alle kunne være stolte af og finde inspiration i? Jeg ved det ikke. Enten er der et fag, jeg på vej til bachelorgraden har glemt at tage, eller også mangler vi danskere simpelthen en sådan vedtagen referenceramme.

I USA kan fortællingen om landets tilblivelse og kamp for demokrati bruges, hvis nationen, samfundet eller det politiske system skal lovprises. Og når den nævnes, kræves ingen forudgående introduktion eller præcisering med årstal og navne; thi enhver amerikaner kender fortællingen, den er del af den nationale identitet. Når en politiker nævner den fra talerstolen, ranker de tilhørende automatisk ryggen på grund af glæden ved noget, man kollektivt kan være stolt af uanset partifarve.

Sådan foregår det ikke herhjemme. Vi er fattige i den henseende. Vi råder ikke over et sligt skatkammer af fælles referencepunkter; vi ejer tilsyneladende ikke noget, der på sådan vis kan binde os sammen. Efter 16 års skolegang kender jeg stadig ikke navnene på grundlovens fædre. Jeg kunne selvfølgelig slå dem op. Men da ingen ville vide, hvad jeg snakkede om, hvis jeg en passant fik flettet dem ind i en samtale, har det ingen værdi. Kriteriet for et samlingspunkt er jo netop, at det skal være kendt af hvermand.

Så der er ingen dansk pendant til the founding fathers. Ingen vi kan pege på at sige: ”Hvis de kunne, så kan vi også; de overkom samfundets bånd og sejrede; de inkarnerer, hvad det vil sige at være dansk".

Mange mener sikkert, at det er godt det samme. At danskhed ikke er noget, som kan defineres ud fra for længst afdøde personagers gøren og laden. Og det er bestemt også sandt. Men vi må da have noget, der gør det muligt for os konkretiserende at sætte ord og billeder på vore følelser overfor fædrelandet. Hvordan skulle vi ellers kunne overlevere til landets indvandrere den kærlighed til vort land, vi så gerne vil have dem til at føle? Hvis vi ikke selv ved, hvad vor historie beretter, hvad vi deri kan være stolte af; hvad der gør vor kultur speciel – hvordan skal vi så inkludere og integrere andre i den? Hvordan skal vi så kunne vide, om den er under angreb eller blot i færd med at blive beriget?

Danmark stÂr ustandseligt på skamlen under medaljeoverrækkelsen ved discipliner som lykke og demokrati. Men der er én sportsgren, hvor vi altid ligger sidst i feltet: integration. Måske er det manglen på loud and proud fædrelandskærlighed, som giver os en usikkerhed og et mindreværd, der gør det svært for os at lukke fremmede ind?

Februars ildspåsættelser og optøjer gav os beviset på, at integrationens gordiske knude på ingen måde endnu er løst i Danmark. Om det var samfundets, forældrenes eller de unges eget ansvar, så kunne vi i hvert fald konstatere, at der eksisterer en stor gruppe af mennesker med indvandrebaggrund her i landet, som ikke føler sig som en del af fællesskabet. Og heri er kimen til endeløse strukturelle og societale problemer plantet.

Hvad vi i Danmark har brug for er at genfinde stoltheden ved at elske sit land, og glæden ved at vise og italesætte den. At fjerne denne misopfattelse, at der står et lighedstegn mellem national stolthed og nationalisme. At sige at man værdsætter sit land, er vel ikke en denigration af andre nationer og kulturer?

I Tyskland synes man i hvert fald at have fundet en måde, hvorpå kærlighed til forskellige fødelande kan sameksistere fredeligt. Jeg opholdt mig i Berlin i dagene omkring EM i fodbold, efter Tyrkiets nederlag til Tyskland, f¯r Spaniens sejr. Og her kunne jeg overalt se tyske flag vejrende sammen med tyrkiske; som siamesiske tvillinger fulgte den ene uundvigeligt, hvor den anden befandt sig – i vindueskarme, i bilruder, på hustage. Dette var ikke et nationalistisk statement, men en overstrømmende glæde udtrykt via noget, man kunne være fælles om. En kærlighed til sit land, der ikke signalerede had til andres.

Alt dette kunne få en bachelor til at drømme. Drømme om et Danmark, der kan integrere sine indvandrere, fordi vi er i stand til at vise og videregive til dem den kærlighed, vi selv føler til vort land. Drømme om et Danmark, hvor vi kan skrive en national fortælling, der giver håb til alle om, at ambitionerne kan nås uanset hudfarve eller baggrund, så længe man er Âben og motiveret. En fortælling, der kan fungere som referenceramme for danskere, etniske såvel som nyankomne. En fortælling så potent, at den kan inspirere et barn af en indvandrer til at gå efter landets højeste embede; så potent, at den kan få etniske danskere til ikke at føle sig truede, blot fordi immigranter hejser hjemlandets flag ved en sportskamp. Dét kan vel ikke være udelukkende være et amerikansk eller tysk prærogativ?

Jeg har i øvrigt besluttet mig for at læse videre til kandidat. Og måske vil dét forløb kaste mere lys på, hvorfor vort land er så prægtigt, som det er. Men med mindre vi kan tale højt om det og værdsætte vor fælles historie, vil indf¯dte vedblive at skamme sig over kærligheden til Danmark og indvandre vedblive at have svært ved at føle den.

Serie

Seneste artikler

  • Vinderne af årets kronikkonkurence

    25. juli 2008
    Information takker for den overvældende interesse for året kronikkonkurrence, og bringer her resultatet
  • Mit Danmark

    19. juli 2008
    Hvem skal vinde Informations kronikkonkurrence? Læs kronikkerne her og afgiv din stemme!
  • Mit Danmark

    18. juli 2008
    Når fortid, nutid og fremtid væver sig ind i hinanden i en hverdagsrejse gennem Danmark
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu