Læsetid: 5 min.

Den bortgemte nødvendighed

Socialdemokratiets krise er ikke mere en gammel floskel, men et spørgsmål om en politisk kulturs eksistens
»Det er sagt før, men gentages gerne: Det er vanskeligt at indse, hvilken nødvendighed, der for tiden knytter sig til Socialdemokratiets væren,« skriver Georg Metz. På billedet ses partiformand Helle Thorning-Schmidtmed Socialdemokraternes fane.

»Det er sagt før, men gentages gerne: Det er vanskeligt at indse, hvilken nødvendighed, der for tiden knytter sig til Socialdemokratiets væren,« skriver Georg Metz. På billedet ses partiformand Helle Thorning-Schmidtmed Socialdemokraternes fane.

Claus Peuckert

Debat
5. juli 2008

I sidste uge røg landets største oppositionsparti og næststørste parti, læg mærke til det, næststørste, for det er det næppe heller ret meget længere, ned på dets hidtil værste meningsmålte vælgertal nogensinde.

At tale om et frit fald er ikke ved siden af, eftersom partiet efter traditionel visdom nu burde have stormende fremgang. Eller bare fremgang. Akkurat som de svenske socialdemokrater i opposition til et mere end tvivlsomt borgerligt styre.

Den danske regering er hjemsøgt af dårlige sager og håndterer ikke situationen med ynde. Socialdemokraternes leder, den første kvinde på posten, ung og veluddannet, og et efter alt at dømme ordentlig og hæderligt menneske uden lig i lasten, burde have alle kort på hånden. Uden stor erfaring måske, men ikke belastet af kreativ bogføring, grov vildledning af Folketing og folk, en vanvittig krig, opportunistiske udmeldinger styret af spin og alt det, den danske befolkning tilsyneladende hellere lever med, end et lederskab lagt i hænderne på det gamle arbejderparti.

Den ene kommentator efter den anden, også de seriøse, har påvist den farlige nedslidning i VK-regeringen, oven i den automatreaktionære visionsløshed som er støttepartiet Dansk Folkepartis varemærke, samt den magtarrogance, der tydeligt har grebet de tre partier.

Alligevel tordner socialdemokraterne som en jetjager i dyk ned mod 20 procents-smertegrænsen, og intet tyder på tilstedeværelsen af evner eller styrke til at ændre nedturens forudsætninger. Disse er selvsagt også forudsætningen for at ændre nedturens realitet.

Ikke alene sivebløder partiets traditionelle ældre vælgere fortsat ud af den socialdemokratiske partikrop og søger kredsløb hos Pia Kjærsgaard, der altid er parat til mere af det samme og nok en nederdrægtighed oveni.

Vælgere der næsten for enhver pris vil af med Fogh Rasmussen søger også væk fra S. Også folk der med mange forbehold gennem år har støttet partiet af såvel historiske som ideale grunde, fordi de hidtil har troet, at grundlaget i et eller andet omfang var intakt, render deres vej, så man ikke kan se dem for støv. Hvem, der bliver tilbage, er ved at være et godt spørgsmål.

Nat med Rasmussen?

Hvad partiet vil gøre ved det, besvarer den politiske ordfører med, at man bare skal vente og se til efteråret, så træder folketingsgruppen i karakter, og så er det nat med Rasmussen. Den er der jo ikke nogen, der mere tror på. Slet ikke efter en sæson, hvor flere af de socialdemokratiske ordførere er faldet over deres egne ben af frygt for ikke at overbyde regeringen og Dansk Folkeparti med uforsvarligt populistiske indfald.

De vigtige sager, hvad med dem? Den økonomiske politik er usynlig. Partiet reagerer kun sporadisk på velfærdsministerens stadig mere groteske udfald mod de svagest stillede, og Hjort Frederiksen har stort set frit spil på beskæftigelsesområdet, hvor en socialdemokratisk opposition dagligt burde harpe på alle tåbelige, menneskefjendske og ineffektive foranstaltninger, hvormed minister og regering finder det rimeligt at nedværdige de ledige. Sammenhæng og alternativ konsekvens i oppositionspolitikken øjnes ikke.

Dyb rådvildhed

Partiformandens forslag om at aflyse folkeafstemninger kunne sådan set være meget fornuftigt - EU-folkeafstemningerne er efterhånden en parodi på en demokratisk beslutningsproces - men blev afleveret på det mest kritisk forkerte tidspunkt, og måtte have fordret et minimum af pædagogisk opfølgning, hvis idéen skulle have haft gang på jorden. Det fik idéen heller ikke, men blev forskrækket taget af bordet og lagde alen til mistanken om dyb rådvildhed.

Havde partiet så stået stærkt på de andre områder, hvor tiden skriger på opposition. Retspolitisk har Socialdemokratiet før hævdet en stærk tradition - med udskejelser, men i det store og hele. Retsordføreren overgår nu snart Lene Espersen i drakoniske forslag om stramninger. Straf er hævn, siger hun! Så er den på plads, man behøver ikke mere gå og fedte for pladderhumanistiske hensyn.

I den socialdemokratiske Hall of Fame har kulturen altid haft plads; varsomheden med at pleje public service funktionerne i Danmarks Radio har, trods visse toneangivende socialdemokrater, der oprigtigt ønskede institutionen kastreret, reddet den fra tidlig undergang. Den kulturpolitiske analyse rækker til gengæld ikke længere. Nu overkommer partiets ordfører ikke at kigge ud over fortidens bedrifter. Indser ikke, at DR som kulturel bastion i det danske samfund ikke længere eksisterer, og har til gengæld ikke noget bud på, hvad man så skal gøre, ikke andet end at hælde penge i DRs bundløse hul af discount-kommercialisme, amatørisme og foragt for faglig udygtighed.

Pind Larsen

De gamle drenge kan endnu, Lykketoft og Auken, men det synes ret tydeligt, at de grundlæggende kulturkritiske tilgange til alle de politiske områder har lagt sig over i gaden hos en eller anden ubestemt og meget svagt formulerende parcelhussigselvnokneoliberalisme.

Der er ikke oceaner af forskel mellem en Søren Pind og Sass Larsen. Hvis der er, skylder sidstnævnte at gøre rede for den, og kan medtage en forklaring på, hvorfor man som vælger hellere skulle stemme på en Karen Hækkerup end på en Lene Espersen eller en Peter Skaarup.

Alle vil have hævn over forbryderne, uden at det, som statsministeren bestemt afviser, på nogen måde bør overvejes om adfærden delvis kunne udspringe af sociale, samfundsbestemte årsager.

Junta og ministerpension

Det er sagt før, men gentages gerne: Det er vanskeligt at indse, hvilken nødvendighed, der for tiden knytter sig til Socialdemokratiets væren.

Den Mette Fredriksen´ske énmandshær med Lykketoft/Auken som baglandets vise gamle generaler, men uden mange andre løjtnanter i arvefølgen, gør ingen sommer. Tilbage står et uafrysteligt indtryk af en junta i partitoppen, der sidder dér, fordi politik er en løbebane med indbygget mulighed for ministerpension.

På et eller andet tidspunkt glider Fogh Rasmussen i sine vælgere, ingen varer evigt; eller manden får, trods vage udsigter, et job udenlands. Så kan det mage sig således, at nogle mandater takket være andre partiers duelighed skifter side, og muligheden for socialdemokratiske ministre fødes. Alt kan ske i politik.

Men hvordan ligger det med nødvendigheden? Er det for at kunne videreføre en afskyelig udlændingepolitik? Er det for at regere Undervisningsministeriet videre i en Haarder-light udgave, eller for at fortsætte nedbrydningen af fri forskning på universiteterne? Er det for at straffe mere? Hvad vil socialdemokraterne, som de andre ikke vil? Hvilken lidenskab driver den nuværende ledelse?

Et valg kan komme uventet. Selv med et servilt støtteparti, hænder det, at nogen taber terrinen. Socialdemokraterne burde agere, som om der hver dag var valg i næste uge, og ikke som den politiske ordfører, der rent ud sagt lige så godt kunne være æresmedlem i VU, skyde forventninger, ingen alligevel tror på indfris, hen til efteråret.

Hvis en ledelse ikke kan andet, er det klogt af den at se sig selv om efter en anden, så er der dog i det mindste et håb om, at den nuværende ikke får skylden for at have slukket og lukket en politisk højkultur og cementeret et borgerligt regime de næste mange år.

Man skulle tro at socialdemokraterne selv mener, at 2001 var et systemskifte. De får ret, hvis de ikke gør noget alvorligt ved det. Hellere i går end i morgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Georg Metz:

"Hvis en ledelse ikke kan andet, er det klogt af den at se sig selv om efter en anden, så er der dog i det mindste et håb om, at den nuværende ikke får skylden for at have slukket og lukket en politisk højkultur og cementeret et borgerligt regime de næste mange år.

Man skulle tro at socialdemokraterne selv mener, at 2001 var et systemskifte. De får ret, hvis de ikke gør noget alvorligt ved det. Hellere i går end i morgen."

Hvilken velgørende klar tale fra Georg Metz. Ledelsen i Socialdemokratiet har efterhånden spillet fallit så længe, at det rent ud sagt er ganske utroligt, at det ikke har fået konsekvenser.

Helle Thorning Scmidt og den øvrige partiledelse bør gå, subsidiært sættes fra bestillingen, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Heinrich R. Jørgensen

Ekstremt relevant indspark fra Georg Metz.

Christian Olesen

Tak for den opsang!

Per Erik Rønne

Der er i dag reelt kun ét alternativ til den nuværende socialdemokratiske ledelse, og det er »enmandshæren« Mette Frederiksen støttet af gruppens ronkedorer: Mogens Lykketoft og Svend Auken.

Jeg tvivler på at hun ville kunne holde partiet op over de 20% af stemmerne.

Og skulle partiet følge Georg Metz' vej i udlændingepolitikken, en for ham og de to socialdemokratiske ronkedorer »anstændig« udlændingepolitik, der for de etniske danskere ville være dybt uanstændig, ville partiet komme endnu længere væk fra taburetterne.

Dybt uanstændig, fordi den ville gøre os etniske danskere til ikke alene en etnisk minoritet i eget land, men til et »tålt« mindretal, /dhimmier/, i et islamisk samfund. Tegnene er allerede tydelige i et land som UK, hvor ærkebiskoppen af Canterbury og fremtrædende jurister i dag argumenter for at indføre shariaen i britisk ret.

Ulrik Høstblomst

Poul Erik

SIAD ?

Hvem er det der bliver ved med at puste til jeres inderlige ønske om at opildne til racekrigen ?

Hvad er det I vil have ud af den konfrontation ?

Jo da -- I kan såmænd nok "vinde" Danmark som territorium for en tid men verven består af uendelig mange slaga mennesker og de hverken kan eller vil være danskere alle sammen - i al fald ikke hele tiden

Social-demokratiets problem består primært i at forudsætningen for selve partiets eksistens er borte

Ikke sådan at forstå at solidaritet ikke længere er nødvendigt -- for det er det i den milde grad..

Men en organisering på bagrund af faglige tilhørsforhold til arbejderklassen er outdated for flere årtier siden og det har SD ikke fattet endnu -

Siden Nyrups broderdrab på Auken har der ikke været nogen fremtid for SD i dansk politik

Sådan er det bare

Anker var old-school og bagudrettet i sin tænkning hvor anstændigt han end forsøgte at gebærde sig på de bonede gulve - det blev aldrig godt nok

Men efter 73 har SD konsekvent forsøgt sig med at implementere borgerlig og neoliberal politik og i dag ser vi konsekvenserne i form af groteske neo-liberalistiske forvrængninger med Helle T klonen i spidsen

Lad de borgerlige føre neoliberal politik det er de nu engang bedre til

Den kamp kan kun ende med nederlag

Hvis SD skal overleve så er det på klassisk solidaritetspolitik med alle retfærdige kampe hvor de end måtte udspille sig i verden og med klar solidaritet med samfundets svageste,, som Pt er overladt til Pia K og DF

Selv om Helle T forsøger at lefle for dette segment ved at underbyde Pia K og forsøge at overhale DF retorisk højre om er forsøget dømt til at blive en historisk parantes hvis det da ikke bliver SD's endeligt !

Ulrik Høstblomst

C.Nielsen

Joeh sådan set enig nok i din analyse

Men Dole har også noget af en pointe

Solidariteten har det ikke nemt når folk ikke længere har noget at kæmpe for

Det var sådan set i den retning mit eget indlæg også bevægede sig

Solidaritet er uanset Dole's pessimisme den eneste vej fremad for SD

Jørgen Mathiasen

Efter denne artikel, der ikke vil opgive håbet helt, fristes man til at bruge en sportsmetafor: Der er et tidspunkt, hvor kampen er forbi, og det kan man - i nogle tilfælde - selv vælge, hvis man gør det, før naturen sætter det endelige punktum.
Nogen større optimisme på vegne af det danske folk er der ingen grund til at have, og da der findes lande, som er noget mere interessante end Danmark, kan man kun ønske Metz, som udmærket ved hvor, et godt otium.

Per Rønne: "anstændig« udlændingepolitik, der for de etniske danskere ville være dybt uanstændig, "

Snak for dig selv, Per. Vi er mange, der brækker os over regeringens udlændingepolitik og skammer os som våde hunde over at tilhøre samme folk som Karen jespersen og co.

OPg hold diog op med det sludder om, at "danskerne skulle komme i mindretal" - det er paranoid skrækpropaganda af den mest stupide slags. Enhver med den mindste forstand på statistik kan fortælle dig, at den slags fremskrivninger er af samme karat siom dem, der i1800-tallet forudsagde, at storbyerne i løbet af 50 år ville drukne i hestepærer.

Søren Andersen:

"Med al respekt forekommer logisk stringent tænkning i overensstemmelse med matematisk-naturvidenskabelige principper ikke at være Per Vadmand stærkeste side."

Hørt!

@Søren Andersen

Finder nu heller ikke at en evt. islamisering af danmark vile være et
fremskridt - men : Der gælder jo at alting FORANDRER sig -
så hvad forventer vi så ELLERS for danmark's fremtid?

At de fleste danskere -
også f.eks. i år 4768 E. K. stadig - den 24 December - danser om juletræ -
spiser flæskesteg , og synger Peter Fabers juleviser?

Formoder at enorme forandringer snart forestår - spørgsmålet er blot:
I hvilke retninger?

Lise Pedersen

Sidste nyt fra den Socialdemokratiske kamporganisation: Dåsepanten skal fordobles....

Der var efter sidste valgkamp rygter om at Sass Larsen var muldvarp i S-ledelsen for Venstre. Nu begynder jeg at tro på det.

Helle og Mette, tag jer sammen og smid bangebuksene ud!
Måske er jeg bare dybt naiv at tro på at det kan ske?

Lise Pedersen

I øvrigt tak til Georg Metz for skarpslebne betragtninger.
Der er skævere i mellem og nogle gange for mange ord, men trods det: Tak Georg, bliv ved!

Jeg gentqager: Demografiske fremkrivninger, der strækker sig længere frem end 10-15 år er tågesnak og gætteri på niveau med det nævnte eksempel med hestepærer. De forudsætter et "alt andet lige", som ikke ændrer sig i i dette tilfælde 80 år - men alt andet er ALDRIG lige. Hvad enhver førsteårs statistikstuderende kan fortælle. Så vrøvlet om "muslimsk flertal i år 2100" er ren demagogi og paranoia.

Når man som oposition ikke vil være en modsætning, men en del af politikken. Bedst illustreret af HTS svar i en TV-duel: "Det vil vi også", skal man ikke forvente mange stemmer.
Sålænge S ikke vil opstillle en selvstændigt alternativ til Foghs ideologiske styrede liberalisme og bruger kræfter på at afsløre regeringens hulhed, men i stedet bliver ved at stemme for Foghs politik, vil vælgerne være tvunget tilat se sig om efter alternativer eller vælge at stemme på originalen frem for kopien.
Og det er jo ikke fordi der mangler sager at tage fat på: Stigende fattigdom, folk der bliver sat ud af sociale boliger, stigende nedslidning på arbejdsmarked, ødelæggelsen af to nationale TV-stationer, ufiniancerede skattelettelser, vækst via gældssætning, ulighed mellem ejere og lejere, tyveri af lejerens penge, svækket miljøindsats, landbrugets hærgen i naturen, fejlslagen uddannelsespolitik, ikke eksisterende EU-politik, osv osv osv...........