Læsetid: 4 min.

Civilisations- kontra markedsøkonomi

Kræver selveste Rasmussen
15. juli 2008

Klimakampen kræver en ny markedsøkonomi. Udsagnet pryder med store røde bogstaver forsiden af seneste udgave af Ugebrevet Mandag Morgen, før det forleden tog på sommerferie. Det skyldes ikke en missionerende pamflet fra et lille, grønt økotempel for miljø, natur og dyrenes beskyttelse, men det pulserende, danske, private som offentlige, erhvervslivs darling gennem efterhånden flere år. Med sine nu ganske mange afledte sideaktiviteter har Huset Mandag Morgen i visse kredse opnået nærmest kultstatus. Påstanden om, at den ellers gældende økonomi må kasseres som ubrugelig, skyldes heller ikke en medarbejder, men erhvervskultens oprindelige stifter og fortsatte opildner selv: Rasmussen. For nok er der en Nyrup og en Fogh og sågar en Løkke Rasmussen, men der er kun én Erik Rasmussen. Ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør for Mandag Morgen, stifter af Copenhagen Climate Council, som han præsenterer sig selv i artiklen. Om nødvendigheden af intet mindre end en helt ny økonomi.

Vi løber tør for tid

Begrundelsen fremføres af Rasmussen med om muligt endnu større ord:

"Alle videnskabelige vurderinger viser, at den globale opvarmning accelererer langt hurtigere end frygtet, og at de dommedagslignende forudsigelser hastigt kan blive den hverdag og virkelighed, vi allerede nu må forberede os på. ... Vi er ved at løbe tør for tid. I stedet for at øge tempoet for handlinger og beslutninger er vi paradoksalt nok ved at udvide det eksisterende knowing-doing gap. Vi véd stadig mere om klimaforandringerne, men gør relativt mindre ved dem. Jo, vi taler og skriver mere om udfordringerne og overbeviser på utallige konferencer hinanden om kravene til nytænkning og handling. Spørgsmålet er, om det ændrer vores holdninger og adfærd hurtigt nok. Svaret er enkelt: langt fra."

Desværre tog kulten eller i hvert fald Mandag Morgen på ferie, før sidste uges G8-topmøde var afsluttet. Vi véd altså endnu ikke, om dens opfattelse af G8-konferencen følger klima- og energiminister Connie Hedegaards:

"... alt går alt for langsomt. Men man må også se på det her som en proces. For mindre end et år siden talte USA om, at de kun ville stabilisere deres udledning i 2025 og ikke andet. Nu har de rykket sig, og er med i en erklæring, hvori der er langsigtede mål for absolutte reduktioner, ligesom midtvejsmål er omtalt - og de vedkender sig, at i-landene har større ansvar. Accepterer man den logik, så er det en bevægelse mod noget mindre besværligt."

Eller om Rasmussen tværtimod deler den ledende amerikanske klimaforsker, chef for NASA Goddard Institute, James Hansens vurdering, at G8-landene med deres konference (med samt utallige andre konferencer) har "taget skridt, der garanterer, at vi til vore børn videregiver klimakatastrofer ude af kontrol."

Alvoren er ikke sevet ind

Skulle man dømme efter de hidtil citerede afsnit fra Mandag Morgens 'dommedags'artikel, må man dog tro, at Rasmussen er i mere overensstemmelse med Hansen end med Hedegaard.

Når man alligevel er i tvivl, skyldes det Erik Rasmussens nærmere bestemmelse af den såkaldte civilisationsøkonomi, han vil sætte i stedet for den nu globalt herskende markedsøkonomi:

"Vi har ikke tiden til at vente på, at markeder modnes, eller for den sags skyld vente på, at politikerne sikrer de nødvendige rammebetingelser. Der er behov for at skabe en civilisationsøkonomi: incitamenter og modeller, der motiverer til andre investeringer. De må sikre, at virksomhederne ikke kun tænker på, om de er bedst i verden, men om de også er bedst for verden. Der er hårdt brug for ekstraordinære initiativer, der kortslutter den gængse markedsøkonomi."

Så vidt så godt. Men...

Som anført af en af Informations læsere, John Fredsted, i en web-kommentar til artiklen i onsdags den 9. juli om G8-konferencens resultater: "Formuleringen '... der er forenelig med økonomisk vækst ... ', fra G8-ledernes kommuniké siger vel alt om, hvor lidt - eller intet - af alvoren, der er sevet ind i disse menneskers hoveder. For det er vel ikke sådan, at man med denne formulering mener vækst alene for klodens fattige - der skam fuldt ud har ret hertil - men derimod naturligvis også mener fortsat vækst for de rige nationers vedkommende."

Kodeord er for svagt et udtryk for det, der gennem alle årene har været det evigt tilbagevendende mantra for Erik Rasmussen: Innovation. Endnu engang gjalder det, når han skal præcisere sin civilisationsøkonomi i modsætning til markedsøkonomien:

"Derfor må næste nedtælling nødvendigvis handle om at udløse et af historiens største innovationsspring. Skal verden tilpasse sig de forandringer, der allerede er uundgåelige, kræver det en massiv indsats og en tæt alliance mellem erhvervsliv, videnskab, politikere og medier.

Men hvordan har kulten forestillet sig, at erhvervslivet og dermed politikernes vælgere og mediernes kunder overhovedet skulle kunne finde på at spørge, om de nu også er bedst for verden og kortslutte den gængse markedsøkonomi? Når de til daglig alene er underlagt aktieselskabets tvang til at sikre fremmedkapitalen størst mulig akkumulation, altså økonomisk vækst, koste hvad det vil.

S.U.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Det var da en dejlig overraskelse at finde én af mine web-kommentarer citeret her - det fik mig til at smile over hele femøren. Tak for den dejlige start på dagen.

Jeg er, ikke overraskende, fuldkommen enig med dig i, at det er svært at se, hvorledes omstillingen fra markedsøkonomi til noget som helst andet - kald det for min skyld bare civilisationsøkonomi, for navnet i sig selv ændrer ingenting - skal kunne foregå ved naivt at appellere "...men om de også er bedst for verden", når det hele skal foregå i den spændetrøje, som aktieselskabets tvang skaber. For hvornår har disse 'societée anonyme' (tak for den historiske oplysning), som du omtaler i din artikel http://www.information.dk/161863, nogensinde tænkt på, hvad der er godt for andre end dem selv?

Steen Rasmussen

Ejvind Larsen og Erik Meyer Carlsen skriver inden for to traditioner i Ínformation, og illustrerer på en gang pluralismen på bladet, og grunden til at de store udfordringer ikke har kunnet skabe det der skal til for samlet at kunne møde dem noget sted i verden.
Erik Meyer Carlsen henvender sig ikke til det sædvanlige segment, når han omtaler det som her i Ínformation d. 9/7-08:
”I det som de moderne segment-analyser kalder samfundets 'grønne segment', hvor uddannelsesniveauet er i top, men indtjeningen ikke helt følger med, er der en udbredt foragt for 'den materielle kultur', som godt nok er grundlaget for samfundenes samlede, betydelige rigdom, men som en privilegeret befolkningsdel, oven i købet hidtil typisk med en noget kortere teoretisk uddannelse, har kunnet profitere endnu mere af.
Det er i sær i dette segment, der typisk vil indbefatte Informations og Politikens læsere.”
Han henvender sig til det uuddannede segment, som i den grad har nydt godt af det økonomiske systems nominelle boble, der nu truer med at briste.
Rasmussens regering gik med i USA's irak/oliekrig, og var på den måde med til at pumpe gigantiske mængder af værdiløse dollars ud i verdensøkonomien. Dette likviditetsoverskud blev bl.a. anbragt i udlån gennem banker og nationalbanker, på en måde som nu resulterer i den ene bankerot efter den anden i USA og her, fordi pengene ikke fandt dækning for sin egen pålydende værdi, f.eks. i det boligmarked, der nu afslører sig som både overvurderet og overbelånt. http://borsen.dk/finans/nyhed/136092/
De afdragsfri lån har sammen med flex-lån været med til at sparke boligpriserne derop hvor de falder frit fra nu. Resultatet er at den pseudovækst rasmusregeringen har floreret på nu afslører sit sande væsen. Men det ender med at skatteyderne kommer til at betale for at bankerne ikke helt ryger bag ud af dansen. http://borsen.dk/privatokonomi/nyhed/136095/
EMC har ingen forståelse for den krise Ejvind Larsen skriver om. Han orienterer sig snævert magtlogisk, dvs. politisk, hvor magten for magtens skyld er det egentlige mål. Så længe han kan pleje sit segment, det han skylder sin eksistens som skribent, og dette segment er i stand til at overbevise sig om, at det vil flyde oven på enhver krise, og om at dets forbrug er vejen ud af alle andres kriser, så længe vil vi have ham og hans ved roret.
D.12/7 –08 kommer han frem til at krisen skal overstås før der kommer valg igen.
Ejvind Larsen skriver for og til det segment, som EMC håner. Men han har ikke vist mod og vilje til at gå op imod de institutioner, der sætter dagsordenen, det at det politiske system har afmonteret sin egen indflydelse til fordel for institutionaliseret monetarisme. Han gentager korrekt med citater alle steder fra igen og igen, at vi ikke kan forbruge os ud af den mangel og de problemer forbruget skaber, fordi væksten er blevet sig eget største problem. Men han vil ikke se monsteret i øjnene, i stedet ender det altid i snak om at der snakkes for meget, og handles for lidt, med et fromt håb om at den enkeltes moralske patos er vejen, at vi, som tilhører hans segment, er de gode og har retten på vor side.

Jeppe Brogård

Tak til Steen Ole Rasmussen for den klare og overdådige analyse af to skrivetraditioner på bladet/forumet. Afsluttende med en overbevisende dom over det politiske establishments laisses faire politik, som til forveksling ligner ingen politik.

I den forbindelse vil jeg pligtskyldigst undskylde mit udfald for nogel dage siden. Det var ikke gennemarbejdet, og jeg fortryder.

Jeg er dog uenig i dommen over Ejvind Larsen. Denne evigt baskende sommerfugl har rollen som vækkelsesprædikant for de endnu omvendelige, snarere end den revolutionære frontløber imod det dersens politiske establishment.

Med sin dialog med kultens foregangsmand tager Ejvind Larsen netop denne rolle alvorligt. Snarere end at skabe sig en modstander i sin nys fundne partner - ved at slå om sig - lader han det nye individs egen tænkning arbejde for sagen. Jeg gætter på, at det er mere effektivt end at låse partneren fast i modsatrettede synspunkter.

Vi andre revolutionære, derimod, vi er sgu bagud. Hvis jeg skal følge med skal jeg have min kommune med i ETS, den europæiske klimabørs, eller måske snarere CCX, den amerikanske klimabørs Chicago Climate Exchange.

Selvom jeg tog cyklen på arbejde hver dag, ville det blot spare 1 ton CO2 om året. Det viser lidt om, at 40 km cykeltur pr. arbejdsdag kun løser 1/9 af mit CO2-problem.

Jeppe Brogård

Hej Bjørn Holmskjold.
Din analyse er forståelig for mig langt henad vejen, og jeg kan sige mig enig i de dele, der handler om miljøets vilkår og behovet for at forsvare det.

Mine romantiske forestillinger om oplysning i forhold til vold lader jeg ligge, for denne gangs skyld. En simpel styrkeanalyse er nok mere passende for dit forslag om at revolutionere dem, der er imod.

Hvem har magten over ressourcerne, og hvem kan mobilisere teknologien?
Hvem er organiserede?

De barfødsløbende hjemmefødere har naturligvis sat miljø og ressourcebesparelser på dagsordenen helt selv. Det er også dem, der ser ud til at skabe den omvæltning i verdenskulturen, som tilsyneladende er på vej. Og som har potentiale til at frelse os fra den løbske planet. De store, blivende samfundsforandringer er skabt af det civile samfund, fordi det vil dem. Men det er i fredstid.

Når samfundet overgiver sig til volden kommer der andre boller på suppen. I den situation vokser magt, struktur, organisering og kulturen ud af kanonløbene, og her gælder det om at ødelægge frem for at skabe. Lex Irak, fx. Der, hvor jeg vil hen er, at når befolkningen er både for og imod må man sætte ind på en mere kreativ måde end ved ekslusion og vold. Griber man til vold forærer man organisering og ressourcer til den strengeste reaktion.

Ejerne af produktionsmidlerne kan på den anden side flyttes fredeligt, hvis de kan se deres interesse i det. Det er fx den danske velfærdsmodel eksempel på.

Det kræver imidlertid et frit samfund med fri debat om presserende samfundsproblemer. Dette er indtil videre stadig en mangelvare i DK, trods enkelte sommerfugles ufortrødne basken.