Dannevrang

Klokken 8.46 lokal tid i New York fløj American Airlines fly nr. 11 ind i World Trade Centers nordlige tårn. Da tårnene vaklede og i en ildevarslende støvsky sank i knæ, ændrede mit liv og mit land sig.

Jeg er gift med en muslimsk mand fra Irak og var i 2001 blevet folketingskandidat i Det Konservative Folkeparti. Om aftenen den 11. september glødede vores telefon. Vi ringede til amerikanske venner og udtrykte dyb medfølelse, men de fleste opkald var fra folk både inden for og uden for partiet. De ville kende min mands holdning til angrebet. En fremtrædende konservativ kvinde sagde til mig:

"Du må jo føle det som Dronning Alexandrine, da tyskerne angreb Danmark."

Nu var det lidt svært at sætte sig ind i Dronning Alexandrines tankegang anno 1940, men det var den aften og efter alle de samtaler, jeg indså, hvor svært det nu ville blive.

Det var som om min mand personligt var involveret i angrebet og jeg med - via ham. I de kommende dage blev jeg så hudløs af partifællers, kollegers og andre menneskers kommentarer, at jeg til sidst, hvilket i øvrigt nu føles som dyb illoyalitet over for min mand, når jeg færdes offentligt, tænkte - 'husk, de kan ikke se, at du er gift med en muslim'.

Krigskoblingen

Derefter gjorde vi os gradvist stærkere. Vi lærte at leve med mistænkeliggørelsen og med at blive holdt indirekte ansvarlige for fanatiske muslimers handlinger. Vi stillede op til endeløse og meget personlige spørgsmål og til en hverdag præget af tilbageslag for integrationen og værst af alt; vi blev vidner til et politisk anslag mod det frie samfund, som vi elskede.

Da præsident Bush og statsminister Anders Fogh Rasmussen koblede angrebet i New York sammen med Irak, og en krig var nært forestående, kom jeg med mit politiske ståsted i krise. Internt i partiet forsøgte jeg at mane til besindighed, det lykkedes ikke. Så kastede jeg mig over et udadvendt anti-krigsarbejde, hvilket gjorde min situation hos de konservative utålelig. Da KU'erne på flere møder uhindret fik lov til at råbe 'terroristsympatisør' efter mig, forlod jeg i en iskold atmosfære det politiske arbejde. Jeg var ulykkelig, fordi jeg ikke havde formået at formidle min overbevisning om, at krigen ville gå grueligt galt, og jeg var frygtelig bange for dens konsekvenser.

11. september og Irakkrigen ændrede Vestens demokratier. Det begyndte med mishandlingerne i Abu Graib, gik over Guantanamo og muligheden for at udføre 'mild' tortur, til øget overvågning, terrorlovgivningen og Udlændingelovens paragraf 45b om administrativ udvisning. En lovgivning som et flertal af danskerne endnu ikke har indset alvoren i.

Verdens lykkeligste folk

Fremtrædende politikere siger, at vi bare må vænne os til, at i kampen mod terror skal der gives køb på mange demokratiske frihedsrettigheder. Er vi blevet så bange, at vi tillader det? Eller er vi ligeglade, fordi loven tilsyneladende i første omgang kun rammer borgere med anden etnisk baggrund, eller har vi så travlt med at være verdens lykkeligste folk, at vi ikke orker tage vare på det samfund, der er selve grundlaget for det gode liv.

Vores ledere har udnyttet og næret vores frygt. De terrorangreb, som skulle have været håndteret som netop terrorhandlinger begået af politiske fantaster, blev behændigt gjort til en krig mellem øst og vest, islam og kristendom. Politikernes handlinger er så modstridende, at de i virkeligheden udgør en lige så stor fare, som den terroren selv tegner sig for. Krigen i Irak har bidraget til yderligere had og terror, den har været en gevinst for islamisterne og for nationalisterne i Vesten. De har stort set uimodsagt af vores intellektuelle meningsdannere frit fået lov til at håne, nedgøre og mistænkeliggøre fredelige muslimske medborgere.

Det er ikke først gang i Europas historie, at en bestemt gruppe borgere udsættes for kollektivt had, og vi burde om nogen se signalerne og råbe 'stop' - inden det er for sent.

Tryk avler modtryk, og nu ser vi en mental oprustning i visse muslimske kredse, hvor flere kvinder begynder at bære tørklæder, hvor man vender sig indad mod den oprindelige kultur i stedet for udad mod det danske samfund; i en bitter følelse af, at Danmark alligevel ikke vil bruge de muslimske medborgere til noget konstruktivt.

Den frie debat eksisterer ikke mere, den er blevet så totalitær, at vi ikke kan stille spørgsmål til baggrunden for krigen i Irak, selve indsatsen efter krigen eller det faktum, at terroren, elendigheden og diktaturet er øget i Mellemøsten. Vi tør ikke sige, at formålet med krigen slet ikke er opfyldt. Indsatsen efter den 11. september har alene været et forsvar mod nye angreb, den skulle have været et aktivt arbejde mod rekruttering af nye islamister og potentielle terrorister både inden for og uden for Vestens grænser.

Det udenrigspolitiske fokus er flyttet fra terrorbekæmpelse baseret på udryddelse af fattigdom og frustration i Bagdads gader, i Palæstinas flygtningelejre og i vores egne triste ghettoer; til kun at handle om beskyttelse af Vestens borgere.

Politikerne henviser til, at indsatsen mod terror har været en succes - der har ikke været angreb på Europa siden London-bomberne. Det er et mærkeligt succeskriterium. Bare vi ikke dør, bare det ikke er vores børn, der sønderrives af selvmordsbomberne, så går det godt. Befolkningerne i Mellemøsten har lidt de største tab - og gør det stadig. Ofrene for terror i Irak udgjorde i juni måned samme antal som ofrene ved angrebet i London.

Det var en rolig måned i Irak .

'Terroristernes ærinde'

Vi tør ikke sige det højt, for det er så lammende at blive kaldt terroristsympatisør eller landsforræder. Vi så det, da Margrethe Vestager forsøgte at pege på andre muligheder i dansk udenrigspolitik. Reaktionen er automatisk og uden refleksion, hun går 'terroristernes ærinde' og ødelægger kampen for frihed.

Statsministeren sammenligner de kritiske røster med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig. Han ville udvise ægte mod, hvis han stod fast på retsprincipperne, tog retssagerne med åben pande og lod hele verden se, hvordan vi giver de terrormistænkte det bedste forsvar og ikke dukker nakken i frygt for øget udenlandsk interesse og trusler om terror på dansk jord.

Terrorlovgivningen er et eksempel på, at det ikke kræver terrorister at ødelægge vores demokrati. Rygraden i selve retssystemet er, at en anklaget skal for en dommer inden for 24 timer og altid kende grundlaget for anklagen. En anklaget har ret til den bedste juridiske bistand baseret på kendskab til sagens anklagepunkter. Enhver er lige for loven uanset køn, nationalitet, status etc.

Nu kan danske medborgere fængsles tidsubegrænset og uden kendskab til anklagepunkterne.

Politiet har ret til at hemmeligholde alle oplysninger, det juridiske forsvar er sat ud af funktion. En væsentlig forskel mellem diktaturstater og demokratier er håndteringen af politi og anklagemyndighedens pligt til at sikre, at ingen uskyldig dømmes. Det element har vi afskaffet. Vi oplever et overgreb på retssikkerheden, som kan sammenlignes med totalitære regimers. Vores tredeling af magten vakler, når kun politiet vurderer anklageskriftet. Vi har sat hensynet til politiets arbejdsmetoder højere end borgernes retssikkerhed.

Der er desperat brug for et nyt fokus i udenrigspolitikken. Den skal ikke blot handle om afværgelse af angreb på dansk jord, men om en aktiv indsats til udbredelse af demokratiske rettigheder via respektfuld engagement i de pågældende lande og en massiv intern indsats for at hindre den hjemlige islamisering.

En ting er sikkert, vi kan ikke være demokratiets forkæmpere, når vi - fordi vi blev bange - selv er i færd med at nedbryde det på egen hjemmebane, når vi ikke selv kan kende forskel på rigtigt og forkert, ret og vrang.