Kronik

Dannevrang

Det er svært at forestille sig et mere trygt, retfærdigt og rigt samfund end det danske. Alligevel er vi blevet så bange, at vi tillader politikerne at indføre en lovgivning, som underminerer demokratiet. Vi tillader det uden nævneværdig debat, vi har ikke opdaget, at det demokrati, vi er så stolte af, vakler
Vi har så travlt med at være verdens lykkeligste folk, at vi ikke orker tage vare på det samfund, der er selve grundlaget for det gode liv, mener dagens kronikør

Vi har så travlt med at være verdens lykkeligste folk, at vi ikke orker tage vare på det samfund, der er selve grundlaget for det gode liv, mener dagens kronikør

Linda Henriksen

Debat
19. juli 2008

Klokken 8.46 lokal tid i New York fløj American Airlines fly nr. 11 ind i World Trade Centers nordlige tårn. Da tårnene vaklede og i en ildevarslende støvsky sank i knæ, ændrede mit liv og mit land sig.

Jeg er gift med en muslimsk mand fra Irak og var i 2001 blevet folketingskandidat i Det Konservative Folkeparti. Om aftenen den 11. september glødede vores telefon. Vi ringede til amerikanske venner og udtrykte dyb medfølelse, men de fleste opkald var fra folk både inden for og uden for partiet. De ville kende min mands holdning til angrebet. En fremtrædende konservativ kvinde sagde til mig:

"Du må jo føle det som Dronning Alexandrine, da tyskerne angreb Danmark."

Nu var det lidt svært at sætte sig ind i Dronning Alexandrines tankegang anno 1940, men det var den aften og efter alle de samtaler, jeg indså, hvor svært det nu ville blive.

Det var som om min mand personligt var involveret i angrebet og jeg med - via ham. I de kommende dage blev jeg så hudløs af partifællers, kollegers og andre menneskers kommentarer, at jeg til sidst, hvilket i øvrigt nu føles som dyb illoyalitet over for min mand, når jeg færdes offentligt, tænkte - 'husk, de kan ikke se, at du er gift med en muslim'.

Krigskoblingen

Derefter gjorde vi os gradvist stærkere. Vi lærte at leve med mistænkeliggørelsen og med at blive holdt indirekte ansvarlige for fanatiske muslimers handlinger. Vi stillede op til endeløse og meget personlige spørgsmål og til en hverdag præget af tilbageslag for integrationen og værst af alt; vi blev vidner til et politisk anslag mod det frie samfund, som vi elskede.

Da præsident Bush og statsminister Anders Fogh Rasmussen koblede angrebet i New York sammen med Irak, og en krig var nært forestående, kom jeg med mit politiske ståsted i krise. Internt i partiet forsøgte jeg at mane til besindighed, det lykkedes ikke. Så kastede jeg mig over et udadvendt anti-krigsarbejde, hvilket gjorde min situation hos de konservative utålelig. Da KU'erne på flere møder uhindret fik lov til at råbe 'terroristsympatisør' efter mig, forlod jeg i en iskold atmosfære det politiske arbejde. Jeg var ulykkelig, fordi jeg ikke havde formået at formidle min overbevisning om, at krigen ville gå grueligt galt, og jeg var frygtelig bange for dens konsekvenser.

11. september og Irakkrigen ændrede Vestens demokratier. Det begyndte med mishandlingerne i Abu Graib, gik over Guantanamo og muligheden for at udføre 'mild' tortur, til øget overvågning, terrorlovgivningen og Udlændingelovens paragraf 45b om administrativ udvisning. En lovgivning som et flertal af danskerne endnu ikke har indset alvoren i.

Verdens lykkeligste folk

Fremtrædende politikere siger, at vi bare må vænne os til, at i kampen mod terror skal der gives køb på mange demokratiske frihedsrettigheder. Er vi blevet så bange, at vi tillader det? Eller er vi ligeglade, fordi loven tilsyneladende i første omgang kun rammer borgere med anden etnisk baggrund, eller har vi så travlt med at være verdens lykkeligste folk, at vi ikke orker tage vare på det samfund, der er selve grundlaget for det gode liv.

Vores ledere har udnyttet og næret vores frygt. De terrorangreb, som skulle have været håndteret som netop terrorhandlinger begået af politiske fantaster, blev behændigt gjort til en krig mellem øst og vest, islam og kristendom. Politikernes handlinger er så modstridende, at de i virkeligheden udgør en lige så stor fare, som den terroren selv tegner sig for. Krigen i Irak har bidraget til yderligere had og terror, den har været en gevinst for islamisterne og for nationalisterne i Vesten. De har stort set uimodsagt af vores intellektuelle meningsdannere frit fået lov til at håne, nedgøre og mistænkeliggøre fredelige muslimske medborgere.

Det er ikke først gang i Europas historie, at en bestemt gruppe borgere udsættes for kollektivt had, og vi burde om nogen se signalerne og råbe 'stop' - inden det er for sent.

Tryk avler modtryk, og nu ser vi en mental oprustning i visse muslimske kredse, hvor flere kvinder begynder at bære tørklæder, hvor man vender sig indad mod den oprindelige kultur i stedet for udad mod det danske samfund; i en bitter følelse af, at Danmark alligevel ikke vil bruge de muslimske medborgere til noget konstruktivt.

Den frie debat eksisterer ikke mere, den er blevet så totalitær, at vi ikke kan stille spørgsmål til baggrunden for krigen i Irak, selve indsatsen efter krigen eller det faktum, at terroren, elendigheden og diktaturet er øget i Mellemøsten. Vi tør ikke sige, at formålet med krigen slet ikke er opfyldt. Indsatsen efter den 11. september har alene været et forsvar mod nye angreb, den skulle have været et aktivt arbejde mod rekruttering af nye islamister og potentielle terrorister både inden for og uden for Vestens grænser.

Det udenrigspolitiske fokus er flyttet fra terrorbekæmpelse baseret på udryddelse af fattigdom og frustration i Bagdads gader, i Palæstinas flygtningelejre og i vores egne triste ghettoer; til kun at handle om beskyttelse af Vestens borgere.

Politikerne henviser til, at indsatsen mod terror har været en succes - der har ikke været angreb på Europa siden London-bomberne. Det er et mærkeligt succeskriterium. Bare vi ikke dør, bare det ikke er vores børn, der sønderrives af selvmordsbomberne, så går det godt. Befolkningerne i Mellemøsten har lidt de største tab - og gør det stadig. Ofrene for terror i Irak udgjorde i juni måned samme antal som ofrene ved angrebet i London.

Det var en rolig måned i Irak .

'Terroristernes ærinde'

Vi tør ikke sige det højt, for det er så lammende at blive kaldt terroristsympatisør eller landsforræder. Vi så det, da Margrethe Vestager forsøgte at pege på andre muligheder i dansk udenrigspolitik. Reaktionen er automatisk og uden refleksion, hun går 'terroristernes ærinde' og ødelægger kampen for frihed.

Statsministeren sammenligner de kritiske røster med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig. Han ville udvise ægte mod, hvis han stod fast på retsprincipperne, tog retssagerne med åben pande og lod hele verden se, hvordan vi giver de terrormistænkte det bedste forsvar og ikke dukker nakken i frygt for øget udenlandsk interesse og trusler om terror på dansk jord.

Terrorlovgivningen er et eksempel på, at det ikke kræver terrorister at ødelægge vores demokrati. Rygraden i selve retssystemet er, at en anklaget skal for en dommer inden for 24 timer og altid kende grundlaget for anklagen. En anklaget har ret til den bedste juridiske bistand baseret på kendskab til sagens anklagepunkter. Enhver er lige for loven uanset køn, nationalitet, status etc.

Nu kan danske medborgere fængsles tidsubegrænset og uden kendskab til anklagepunkterne.

Politiet har ret til at hemmeligholde alle oplysninger, det juridiske forsvar er sat ud af funktion. En væsentlig forskel mellem diktaturstater og demokratier er håndteringen af politi og anklagemyndighedens pligt til at sikre, at ingen uskyldig dømmes. Det element har vi afskaffet. Vi oplever et overgreb på retssikkerheden, som kan sammenlignes med totalitære regimers. Vores tredeling af magten vakler, når kun politiet vurderer anklageskriftet. Vi har sat hensynet til politiets arbejdsmetoder højere end borgernes retssikkerhed.

Der er desperat brug for et nyt fokus i udenrigspolitikken. Den skal ikke blot handle om afværgelse af angreb på dansk jord, men om en aktiv indsats til udbredelse af demokratiske rettigheder via respektfuld engagement i de pågældende lande og en massiv intern indsats for at hindre den hjemlige islamisering.

En ting er sikkert, vi kan ikke være demokratiets forkæmpere, når vi - fordi vi blev bange - selv er i færd med at nedbryde det på egen hjemmebane, når vi ikke selv kan kende forskel på rigtigt og forkert, ret og vrang.

Serie

Kronikkonkurrence 2008

Seneste artikler

  • Vinderne af årets kronikkonkurence

    25. juli 2008
    Information takker for den overvældende interesse for året kronikkonkurrence, og bringer her resultatet
  • Mit Danmark

    19. juli 2008
    Hvem skal vinde Informations kronikkonkurrence? Læs kronikkerne her og afgiv din stemme!
  • Hvad bacheloren ikke lærte

    18. juli 2008
    Drømme om et Danmark, der kan integrere sine indvandrere, fordi vi er i stand til at vise og videregive til dem den kærlighed, vi selv føler til vort land.
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er vel meget naturligt, at der en vis skeptisk konservatisme. Den tror jeg såmænd også findes i de andre lande, hvilket vi jo kan se, når de en sjælden gang får lov til at stemme.

Med det jeg kender til dig, Ulrik, går jeg heller ikke ud fra, at du er glødende unionist?

Angelica,

Der findes ingen endegyldig definition på facisme. De lærte slås stadig om den.

Karsten Aaen

Som een der har studeret emnet nazisme (uden dog selv at blive nazist) vil jeg godt korrigere en fejlslutning i den her tråd. Og det er at tro at medlemmer af NSDAP og deres vælgere er det samme. Det er det ikke. Det er nemlig korrekt, at eliten i Tyskland, især de nationalkonservative og adels-slægterne, Tysklands gamle fine militære familier støttede Hitler. Motivet for dem var at Tyskland igen skulle være stærkt militært og komme til ære og værdighed. Også professorerne ved universiteterne strømmede til som medlemmer af Nazi-partiet, igen ud fra national-konservative ideer om et forenet Tyskland under een Fører. [Jegtror ingen af dem tænkte på hvad det kunne udvikle sig til...].

Hvis man kigger på stemmetallene, får man en helt anden historie. Ved de sidste Rigsdagsvalg i 1932 og 1933 udraderede Nazi-partiet (DNSAP) helt de andre borgerlige partier, mens Zentrum (et katolsk parti) og Kommu-nisternes stemmetal forblev sådan ca. det samme. Hvordan kan det nu være?

Hemmeligheden er, at nok havde Tyskland en vel-uddannet befolkning, men ligesom i Danmark i 1920erne flyttede en stor del af befolkningen fra landet til byen. Og oplevede et kulturchok af dimensioner (morsomst og mest tragisk skildret i W.C. Fields 'the fatal glass of beer). Ruraliteten overfor det Urbane, det langsomme landliv overfor det hurtige byliv. Ordenen på landet overfor byens beskidthed, smuds, og affald. (både menneskeligt og på andre måder). Og de blev helt forvirrede oven i hovedet. Mange af dem blev også ramt af depressionen i 1929...og når der så kommer en mand og siger, at han vil skaffe arbejde til alle. Og at det forøvrigt er en bestemt gruppes skyld at du har set så dårligt og ikke kan få arbejde...fordi denne grupper udnytter dig...ja så er den menneskelige natur? ikke anderledes end at den tror på dette...specielt hvis den ikke er uddannet til kritisk tænkning. [Det var bl.a. derfor man uddannede folk til kritisk tænkning efter 2. verdenskrig for at dette aldrig skulle kunne ske igen - det synes man nu totalt at have glemt].

Og nu er det sådan (i hvert fald i dag) at hvis folk har en højere uddannelse end f.eks. folkeskolen eller gymnasiet, ja så er de også mere tilbøjelige til at være kritisk tænkende og stille spørgsmålstegn ved alt hvad de hører, uanset hvor og hvem det kommer fra.

PS:
SF blev stiftet i 1958, ikke 1956...

Ulrik Høstblomst

Kim

Næeh det har du da ret i - jeg er internationalist og solidarisk indstillet over for de fattigste og derfor ikke tilhænger af hverken unioner eller markedsøkonomi.

Men jeg indrømmer der må ske noget koordination mellem landene så på en eller anden måde kommer man ikke uden om store centrale råd af en elerl anden form og selv om jeg helst så de lå i FN eller en eller anden demokrartisk verdenregerings regi er jeg langt fra imponeret over det jeg har set FN lægge navn og rygte til så langt

Nej, det har vist udsigter, der går et stykke udover min forventede levetid.

Angelica Correa

Kim Vibe

"Der findes ingen endegyldig definition på facisme. De lærte slås stadig om den."

Det har du ret i, og af samme årsag giver det ingen mening at sige at min udlægning er "søgt" eller "forkert", når den faktisk udgør et vigtigt træk i flere hvis ikke alle definitionerne.

Men selvfølgelig kan man ønske at gøre begrebet fascisme helt ugyldigt hvis man som Peter Olesen har en indlysende grund til at frygte at andre sætter dette prædikat på ens verdensbillede.

Angelica Correa

Karsten Aaen

"Og nu er det sådan (i hvert fald i dag) at hvis folk har en højere uddannelse end f.eks. folkeskolen eller gymnasiet, ja så er de også mere tilbøjelige til at være kritisk tænkende og stille spørgsmålstegn ved alt hvad de hører, uanset hvor og hvem det kommer fra"

Overordnet har du selvfølgelig ret, blot er der det lille "men" at det ikke er alle såkaldt "akademiske" uddannelser hvor man lærer eller motiveres til kritisk tænkning. Visse uddannelser - såsom jurastudiet - fokuserer mest på ureflekteret reproduktion af viden ("sund fornuft") hvilket såvel Søren Andersen som vores rædderlige, gammeldags "retssystem" vel er ganske gode eksempler på.

Sider