Læsetid: 6 min.

Dengang landet lå på landet

Tilbageskuende betragtninger i en agurketid
Barndommens gamle træsommerhus lå sammen med andre gamle sommerhuse i et overskueligt område med få veje. Og så lige pludselig en dag eksploderede det i de enorme udstykninger. Fuldstændigt hæmningsløst og færdigt på få sæsoner med huse og hække og carporte og asfalt og nogle steder gadelygter.

Barndommens gamle træsommerhus lå sammen med andre gamle sommerhuse i et overskueligt område med få veje. Og så lige pludselig en dag eksploderede det i de enorme udstykninger. Fuldstændigt hæmningsløst og færdigt på få sæsoner med huse og hække og carporte og asfalt og nogle steder gadelygter.

Bax Lindhardt

12. juli 2008

Det er som hovedregel ikke mere rimeligt at bruge udtrykket: at tage på landet. Ikke når det gælder de områder af Danmark, hvor sommerhusene fik lov til at brede sig engang fra 1950'ernes midte og til nu, hvor de samme områder mestendels minder om parcelhuskvarterer. Udtrykket høres også sjældent. Det hedder nu: at tage i sommerhus. Hører man til det snart lidt ældre - for nu at sige det nænsomt over for sig selv - alderssegment er begrebet på landet forbundet med afsavn og tykmælk. Afsavn fordi landet, dengang barndommen var aktuel endnu, vitterligt lå på landet, og landet ikke var det samme som byen. Menneskene derude var anderledes. De talte sjovt, selv når man var vant til dem, og lød som nogen der på den ene side gerne ville korrigere Peter Malbergs overfjollede teaterdialekt, men på den anden side også gerne ville lyde lidt som en dårlig dansk film. De talte simpelthen sjællandsk dengang i Nordsjælland, hvortil der også dengang kun var de der godt og vel 60 kilometer fra hovedstaden. Men hvilke 60 kilometer!

Det tog en helvedes tid at tilbagelægge afstanden København-Nordkysten. Damptog fra Hovedbanegården, skifte i Hillerød, hvad man stadig skal, men så med endnu et dog mindre damptog gennem Grib Skov over Kagerup og Helsinge, forbi Ørby, hvor i de dage Danmarks første kvindelige stationsforstander regerede. Toget var ved at vælte, fordi alle skulle have et glimt af den uniformerede undtagelse, som jo altså heller ikke ligefrem havde fået betroet Grand Central.

Bus eller vognmand

Når Vejby omsider dukkede op som storstad i forhold til Ørby, var det ikke så enkelt at komme videre til de endelige destinationer, hvortil denne skribent som en næsten ikke eksisterende erindring, men dog som noget oplevet, husker turen i hestevogn fra Vejby station ud til kysten. Det kan nu ikke have været mange gange, snart var der rutebil, der lød som en forkølet søløve, når den snorkede sig op mod Nordsjællands højeste punkt på svimlende 50 meter.

Chaufføren åbnede døren med et håndtag, hvis anden ende var forbundet med et stangsystem, som drejede døren op på en avanceret måde. Man kunne klare sig uden elektronik. Og så stod man der for den ene ende af vejen, hvor huset lå nede i den anden, mens rutebilen i laveste gear hakkede ned ad bakken mod Holløselund og det ukendte. Hvor den havde endestation er den dag i dag en gåde, så langt kom man jo aldrig; måske den kørte i ring sommeren rundt. Hvem ved.

En anden mulighed var at hyre en af vognmændene fra stationen, hvilket betød at man i forvejen skulle have bestilt over telefoncentralen Askemose. Det var tilstrækkeligt at ringe til centralen, så sørgede telefondamen eller bestyrerinden, hvad hun vist var, for resten. Hun kendte hele den lille by ud og ind, og hvis man havde stærkt behov for at få distribueret en hemmelighed, var det en fin ide at fortælle den i telefonen. Askemose lyttede beredvilligt med og brød i et uforglemmeligt øjeblik ind med et spørgsmål i en af embedsmandsfars fortrolige samtaler med sit ministerium.

Bestilte man ikke vognmanden i forvejen, måtte man pænt vente på stationen, til han havde kørt andre folk ud til deres huse og kom tilbage igen. Det kunne godt tage sin tid, hvis der var flere ture, men tilbage kom han, til der ikke var flere der ventede. William, hed den ene vognmand, den anden hed Skomageren, hvad han selvfølgelig ikke hed, men var mandens kerneydelse i Vejby og omegn. Dengang var flere af disse folk indremissionske, uden at det direkte indgår i erindringsstoffet at de nogensinde forsøgte at missionere, det var selvfølgelig også indre; men stram i betrækket, var der den mindste antydning af hellighed fra den vejbyske servicesektor, kunne det mødrene meget lidt hellige ophav lige med ét blive.

Ford V8

De biler, de drev vognmandsvirksomhed i dengang var marshall-hjælp-dollargrin. V8, sagde broren der bar en ingeniør i anlægget med kendermine. Når disse store rummelige vogne satte i gang, var det med den torden fra motorrummet, som inderst inde, helt inderst inde i den sorte sjæl og med angst for at blive misforstået i miljøbevidstheden, er selve ambitionen om lyd, når man selv trykker den af, men som kun opnås i lejede biler i Amerika. Disse biler - en Ford V8 kostede i 1955 26.600 kr. med indkøbstilladelse og på dollarbasis 33.000 - høvlede 75 oktan benzin i sig til en lattervækkende pris, der siger nutiden lige så lidt som bilpriserne.

En helt ovenud anderledes situation og på en måde forkert, når man skulle på landet, opstod, når William eller Skomageren ligefrem kom og hentede familien på Frederiksberg. Eller, når sommeren gik på hæld, kørte menagen tilbage hele den lange 60 kilometer vej, til staden. Apropos den tur, gik vejen gennem både selve Hillerød og selve Lyngby. Der var ikke omkørselsveje, og det tog også tid.

På et tidspunkt i 50'ernes slutning blev disse redebonne transportører overflødiggjort, ikke som sådan, men for dem der rev sig og i velstandsstigningens navn fik egen bil. Da var landet for alvor begyndt at forandre karakter af landet og landet blev som sagt lidt efter lidt til: sommerhuset.

Sommerhuset

Det, huset, lå udendørs i havgusen sommer og vinter - bygget i 1932 af en dygtig selvbygger - ukueligt i sit sorte, hårde træ og med tiden noget ubefæstede vinduer. I mange år for resten uden el og indlagt vand og das. Når man fortæller den slags, besvimer man næsten selv. Men man gravede i det hus spand ned. Det gjorde man. Sgu. Når spanden anbragt under det gule lokumsbræt i det lige så gule lokum, var tilpas fuld, og det vil sige, når den vejede godt til, men endelig ikke skvulpede, når man travede af med den, gravedes et hul i jorden; ikke lige hvor man færdedes i det daglige. Men langs ribsbuskene eller under æbletræerne.

Man kan vænne sig til meget, men vil ærlig talt nødig genopleve processen, endskønt denne naturlige gødning gav en høst af ribs så store som vindruer, æbler med glød og oversøde kirsebær.

I husets nærhed lå de andre gamle sommerhuse både af træ og de dyre af sten eller delvis sten i gamle haver med høje træer, og disse huse var i tidens løb anbragt på ikke alt for mange veje i et overskueligt område dér godt halvvejs mellem Rågeleje og Tisvilde. Meget tydede i mange år på at den ting ikke ville ændre sig.

Og så lige pludselig en dag eksploderede det i de enorme udstykninger. Fuldstændigt hæmningsløst og færdigt på få sæsoner med huse og hække og carporte og asfalt og nogle steder gadelygter.

En fastboende kunstmaler på vejen ville ikke høre på alle de beklagelser fra de gamle ejere, men udtalte i en slags social solidaritet med de nyslåede udstykkede sommerhusejere: Åh, hvad fanden de skal da ud og have frisk luft! Det mente han overhovedet ikke, men hvad skulle han ellers sige! Det var jo sket. Det grådige sogneråd var kun interesseret i at udstykke så meget som muligt uden hensyn til egnsudvikling og den slags kommunisme. De fleste af dem var salgsivrige jordejere og gårdmænd, venstrefolk hele banden. Havde de levet i vore dage ville de have skidt hul i, om deres statsminister havde begået kreativ bogføring. Bare noget gav noget mere til dem selv. Samtidig var flere af dem også entreprenører. De kunne sagtens have udstykket lige så meget, eller næsten lige så meget, og dog have gjort det lidt mere nænsomt og omsorgsfuldt for det land, der således forsvandt og blev til sommerhus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Jongberg

Jeg hører også snart - eller måske allerede, til det dér lidt ældre alderssegment.

Jeg har kendt det dér "ude på landet", de blomstrende grøftekanter, tykmælken, de primitive sommerhuse, lokumsspandende og ... afsavnet.

Tænker engang imellem, at det er en skam, at min børnebørn - og andres børnebørn, ikke får lejlighed til at kende det. Men ved du hvad Georg Metz, jeg tror sgu de er ligeglade. De har andre referencer, vil aldrig komme til at vide anderledes og vil aldrig savne at kende det.

Der findes stadig steder ikke langt fra Danmark, hvor man kan komme ud på landet - jeg siger ikke hvor, så lad os, der gerne vil nyde det, medens det endnu er dér, gøre det.

Jeg mødte igår Hr og Fru Andersen på min lokale bar i et af disse "hemmelige" områder. De var på selvorganiseret cykelferie. De havde forstået det, og jeg tror, at de var indeforstået med ikke at snakke for højt om det.

jens peter hansen

Den lille Georgs barndom er endnu mere Morten Korchsk end Morten selv kunne finde på. Nej dengang det var ordentlige mennesker, der sked i spanden og man slap for pøbelen. Det var tider.
Jeg vidste ikke at Georg Metz skrev DF's nostalgiprogram.

Per Jongberg

@ jens peter hansen

Personligt kender jeg ikke Georg Metz og hans barndom, sådan som du gør, men jeg kender min.

Min barndom var ikke særlig Morten Korchsk, synes jeg, masser af afsavn og det dér med spanden, som optager dig meget, er vel strengt taget ikke noget jeg tænker tilbage på med glæde.

Der var måske dog noget, som "man" kunne have bevaret bedre end tilfældet er, og på en måde så også "pøblen (dine ord, gad vist hvem du tænker på ?)" og andre kunne have fået del i dette "noget", men nej, liberalisme i fri udblæsning og uden ansvar.

Det er vist det Georg Metz skriver, er det ikke ?

PS: Jeg har iøvrigt svært ved at forstå referencen til U-dansk Folkepartis nostalgiprogram - hvor finder jeg noget om dette program