Læsetid: 4 min.

Erhvervsstøtte med nye øjne

Tiden er inde til at man gør op med den meget konforme opfattelse af kulturøkonomi og tvivlen om hvorvidt kulturlivet og erhvervslivet kan gå i spænd med respekt for hinanden og til gensidig gavn
Den danske filmbranche kan ikke eksistere uden en velfungerende støtteordning til både produktion og distribution. Ikke fordi vi i Danmark er dårligere til at skabe kvalitetsfilm, men simpelthen fordi vi er et mikroskopisk sprogområde.

Den danske filmbranche kan ikke eksistere uden en velfungerende støtteordning til både produktion og distribution. Ikke fordi vi i Danmark er dårligere til at skabe kvalitetsfilm, men simpelthen fordi vi er et mikroskopisk sprogområde.

Torben Åndahl

Debat
28. juli 2008

Når økonomerne og vismændene varsler økonomisk stagnation og nedgang i Danmark, giver det gåsehud og kulderystelser hos de fleste filmproducenter. Det er almindelig kendt, at en lavkonjunktur naturligvis også rammer os i filmbranchen, for når statsfinanserne skrumper, beskæres de offentlige kulturmidler, og samtidig skærpes kampen om støtten mellem producenterne, alt imens der igen rejses krav til filmbranchen om at indrette sig efter de sædvanlige markedsmekanismer.

Men det bør være klart for enhver, at den danske filmbranche ikke kan eksistere uden en velfungerende støtteordning til både produktion og distribution. Ikke fordi vi i Danmark er dårligere til at skabe kvalitetsfilm, men simpelthen fordi vi er et mikroskopisk sprogområde og derfor ikke er i stand til at generere et omfattende salg og eksport til fremmede territorier, sådan som vi ser det med engelske og amerikanske produktioner. Derfor er det nødvendigt for os at afspore kravene om rentabilitet, allerede inden den økonomiske nedgang begynder at forplante sig i politikernes argumenter og i den danske kulturøkonomi.

Jeg mener ikke, at det overhovedet er relevant at fokusere på spørgsmålet om, hvorvidt staten skal spille en økonomisk rolle på filmområdet, for det er der mange gode grunde til.

Historien viser, at der er kommet mange interessante projekter ud af et tæt samarbejde mellem kulturlivet og erhvervslivet. Det synes faktisk som om, at der opstår flere muligheder for såvel udvikling som afsætning, når der skabes disse økonomiske frirum. Så personligt vil jeg byde enhver privat sponsor velkommen i Copenhagen Bombay, så længe eventuelle krav ikke begrænser filmkunstens integritet.

Tid til opgør

Som filmproducent mener jeg, at tiden er inde til at man gør op med den meget konforme opfattelse af kulturøkonomi og tvivlen om hvorvidt kulturlivet og erhvervslivet kan gå i spænd med respekt for hinanden og til gensidig gavn. Lad os i stedet fokusere på, hvorfor synergien mellem kulturproducenterne og erhvervslivet er nødvendigt.

Frem for at diskutere perspektiverne ved at samblande offentlig kulturstøtte og private sponsorater, så vil jeg meget hellere slå et slag for, at vi begynder at anskue kulturstøtte udfra helt nye præmisser.

I Danmark fordeles den offentlige filmstøtte primært til områder som udvikling og distribution, begge støttemuligheder er vigtige og altafgørende for de danske filmproduktioner. Vi taler altså om støtte, som ydes til de konkrete idéer (fra manus til færdig film) og til filmens markedsføring og distribution, der skal sikre, at filmene får et rimeligt afsæt og mulighed for trods alt at indgå i en værdig konkurrence i forhold til de store internationale produktioner, som oftest medbringer et uhørt stort markedsføringsbudget. Jeg bifalder denne ordning og det faktum, at politikerne også har forstået nødvendigheden af denne.

Men samtidig vil jeg gerne appellere til kultur- og erhvervspolitikerne, om at der skabes en ny og anden forståelse for filmselskaberne og vores projekters potentiale i et større erhvervsøkonomisk perspektiv.

Støtte nødvendigt

I Copenhagen Bombay udsendte vi f.eks. for en måned siden børnefilmen 'Carsten & Gittes Filmballade', som ifølge anmelderne er et banebrydende brud på filmbranchens sædvanlige formater og det første seriøse forsøg på at kommunikere med og producere til en helt ny målgruppe - de tre-seks årige.

Et projekt af denne art ville aldrig kunne realiseres uden offentlig støtte og stor velvilje fra såvel filmkonsulenter som Det Danske Filminstitut. Men udover selve filmen, så rummer projektet et skoleeksempel på innovative potentialer, som egentlig ligger og skriger på at blive udnyttet, men som aldrig er økonomisk realiserbare, fordi processen simpelthen er for dyr.

I dette konkrete tilfælde ligger der mulighed for udvikling af indhold til andre tværmediale platforme, involvering af eksterne partnere fra musik- og forlagsbranchen til detailbranchen, udforskning af de underholdningsmæssige såvel som pædagogiske perspektiver m.m. Faktisk står vi med et filmprojekt, som rummer et uhørt stort internationalt potentiale med udsigt til at skabe en eksport af et dansk børneunivers til resten af verden.

Men som altid forbliver alle disse muligheder ganske uprøvede, fordi vi som filmproducenter ikke er i besiddelse af de tilstrækkelige økonomiske ressourcer, som gør det muligt for os at fortsætte udviklingen og udnyttelsen af de enkelte filmiske produkter på det internationale marked.

Hos os i Copenhagen Bombay har vi ladet et par af dansk erhvervslivs mest markante analytikere gå os efter i sømmene, og dommen har stort set altid været den samme: Vi betragtes som værende en interessant innovativ virksomhed med store internationale vækstpotentialer.

Der findes faktisk gode støttemuligheder for det innovative miljø i Danmark. I Vækstfonden har man f.eks. afsat et betydeligt millionbeløb til udvikling af innovative virksomheder og projekter med henblik på eksport - men dette gælder altså ikke innovative kulturvirksomheder og projekter, fordi projekter af denne art sjældent forrentes i det tempo som fonden fordrer. Det afskærer altså de kreative kulturproducenter fra at udnytte projekternes innovative potentialer, og således mister Danmark de eksportmuligheder, som ellers ligger implicit.

Nye optikker

Hvis man overhovedet skal diskutere offentlig kulturstøtte, så vil jeg meget hellere diskutere muligheden for at vi bruger nye optikker og udtænker nye former for støtte til de kulturproducerende virksomheder i stil med den erhvervsstøtte som ydes i Økonomi og Erhvervsministeret til udvikling af virksomheder og deres potentialer. Lad mig foreslå en vækstfond for såkaldte kreative innovative virksomheder, altså en fond som giver filmproducenterne mulighed for at udvikle projekternes innovative potentialer både til fordel for landets eksport, den danske kultur og filmbranchens selvforståelse.

Sarita Christensen er filmproducent, medejer og daglig leder af selskabet af Sarita Christensen

Serie

Kulturen og pengene

Seneste artikler

  • Kunst som fælles anliggende

    26. juli 2008
    At erhvervslivet og de politiske og bureaukratiske eliter i disse år går og bekræfter hinanden i, at der ikke er noget alternativ til en stadig fremadskridende markedsgørelse af samfundet, betyder ikke, at vi her har at gøre med en ophøjet sandhed. Der er tale om en ideologisk konjunktur
  • Kulturinstitutionernes alliancer

    23. juli 2008
    Pengene bestemmer, når der skal laves kunst og kultur. Det gør desværre, at 'øje-bæer' bliver placeret i det offentlige rum til evig arv og eje
  • Kultur og erhverv skal nurses

    22. juli 2008
    Private penge er ofte lig med en kommercialisering af kunsten. Men det kan omvendt også ofte betyde, at et givet værk eller projekt kommer bredere ud til offentligheden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her