Læserbrev

Fattige har ikke råd til medicin

Fattige borgere har generelt et dårligere helbred, men de får ikke den nødvendige medicin, fordi de ikke har råd.

Fattige borgere har generelt et dårligere helbred, men de får ikke den nødvendige medicin, fordi de ikke har råd.

18. juli 2008

Øget brugerbetaling på medicin finansierer regeringens sundhedspakke. Det rammer bl.a. fattige borgere med dårligt helbred. De har i forvejen ikke råd til nødvendig medicin. Med nedskæringer i medicintilskuddet bliver problemet forværret.

Regeringen har skåret ned på tilskuddet til medicin. Meget mod Socialdemokraternes vilje. Den enkelte borger skal fremover betale dobbelt så meget, inden der opnås tilskud til medicin. Indtil 1. maj i år lå grænsen for tilskud på 445 kr., nu er den på 800 kr. For de, der bruger dyrere medicin, er tilskuddet endda beskåret yderligere.

Årsagen er, at regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Ny Alliance har indgået forlig om at bruge pengene fra medicintilskuddet på andre ting, en såkaldt sundhedspakke. Vi støtter sundhedspakkens indhold: vaccination mod livmoderhalskræft, pneumokokker i børnevaccinationsprogrammet, indførelse af NAT-screening af donorblod og akut indsats på hjerteområdet. Problemet er bare, at mange mennesker jo allerede i forvejen dårligt har råd til deres medicin og nu bliver den endnu dyrere.

Dårligere helbred

Det nytter ikke noget at sikre et bedre helbred for dele af befolkningen ved at skære 300 mio. kr. i en indsats, som andre, bl.a. ældre, børnefamilier og fattige, har brug for.

Fattigdomsrapporten fra Københavns Kommune viser eksempelvis, at en fjerdedel af københavnerne ikke indløser deres recepter på medicin. De undlader, fordi de ikke har råd. Rapporten viser også, at fattige generelt har et dårligere helbred. Regeringens beslutning rammer altså den gruppe borgere, som har allermest brug for hjælp: Fattige borgere med dårligt helbred, der ikke tager den nødvendige medicin, fordi de ikke har råd. Det tal, forudser vi, vokser nu. Det er et stort og efter vores mening moralsk problem i vores i øvrigt rige samfund. Danmark har i forvejen en stor egenbetaling på medicin. Nu øges den brugerbetaling.

Rapporten viser desuden, at selv om andelen af fattige var faldende fra 1996, så steg uligheden i samfundet i samme periode. Det kan ikke være rigtigt, at vi ønsker en endnu større polarisering af sundheden i vores samfund. Vi finder det urimeligt, at det skal gå ud over en gruppe borgere, der vitterligt har behov for den eksisterende hjælp til medicinudgifter, for at tilgodese andre med sundhedstiltag.

Sophie Hæstorp Andersen (S) er medlem af Folketinget, Sundhedsudvalget og Thor Buch Grønlykke (S) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Socialordfører

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Schmidt-Rasmussen

Tja. Min paradentose må ihvertfald passe sig selv foreløbigt ...

Jeg læste dit forslag i Politiken i går, om at give fængslede narkomaner sprøjter. Det er det jeg lige vil kommentere her.

Gratis sprøjter giver så vidt jeg kan se mere kriminalitet, uden at det løser problemet med Hepatitis C.

For mange fanger løslades med gæld og føler sig tvunget til at begå kriminalitet igen. En del af gælden er narkogæld, der oparbejdes under afsoningen. Stoffer er dyre i fængslerne.

Derfor virker Sophie Hæstorp Andersens forslag i Politiken i dag, om at give stiknarkomanerne sprøjter i fængslerne, for at undgå at de bliver inficeret med hepatitis C, fordi de deler sprøjter med andre misbrugere, uigennemtænkt.

Det nytter heller ikke noget, at give misbrugerne heroin under afsoningen, så de ikke oparbejder gæld, for så vil de også føle sig tvunget til at begå kriminalitet igen, når de bliver løsladt:

Narkomaner sidder jo som regel i fængsel, fordi de har begået kriminalitet, for at finansiere deres misbrug.

Bliver de fastholdt i misbruget, er de også i større risiko, for at få Hepatitis C, end hvis de blev afvænnet, for når narkomaner virkeligt er trængende, tager de chancen og deler sprøjter med andre, uanset om de er fængslet eller ej.

Mere kontrol i fængslerne, kombineret med flere frivillige behandlingstilbud, er nok den løsning, der er mest til gavn for misbrugerne og andre borgere. Hjælper samfundet narkomanerne med at fortsætte misbruget, mens de er i myndighedernes varetægt, svigter det både narkomanerne og de kommende ofre for deres fortsatte kriminalitet.

Dorte Sørensen

I mine øjne viser denne vedtagelse i Folketinget før sommerferien tydelig, at DF ikke er et socialt parti. Det er da ikke socialt at ønske, at det er de svage, der skal betale for den nye livmoderhalskraft vaccination.
Bare et led til perlerækken af DF fremstilling sig selv, som den lille mands vogter og så handlinger der går den modsatte vej.

Frej Klem Thomsen

Det er ganske rigtigt sigende at R vil lægge stemmer til et sådant forslag. Men den sociale del af deres social-liberale selvforståelse har altid været den svageste halvdel.

Og så er det iøvrigt lidet overraskende som initiativ fra regeringen. Øget betaling i sundhedsvæsenet? Når målet er en selvfinansieret model med minimal dækning af de svageste på underfinansierede offentlige institutioner, så kan det vel næppe komme bag på nogen. Men det er synd - især for de fattige som i forvejen også er den økonomiske gruppe der er mest syge.

John Fredsted

Et ekstra nøk i salami-taktikken med minimalstaten som endemål.

Det er tankevækkende, at det tilsyneladende ikke er muligt at finde sølle 300 millioner kroner, når det tilsyneladende intet problem er at finde midlerne til at finansiere en Fehmern forbindelse til mange milliarder.

Men jeg kender jo godt årsagen: Mennesker i nød er ikke til nogen nytte i et kapitalistisk samfund, for de er ikke nogen god produktionsenhed. Derimod en bro - endnu et stort monument, som én eller flere ministre stolt kan skrive på deres CV - er der status i.

Et kinesisk ordsprog synes passende: "Lille mand føler sig aldrig lille, stor mand aldrig stor." Hvor mange små 'store mænd' sidder der ikke i Folketinget? Eller i erhvervslivet? Hatten af for dem i næsegrus beundring - jeg bukker og nejer.

Per Jongberg

@ Dole Dyle, 18. Juli, 2008

Bravo. Enig, staten skal ikke blande sig i, om nogen ønsker at bruge heroin - og anden narko.

Det gør staten alligevel, og gunden er jo nok, at der simpelthen er for mange penge - og altså for stærk lobbying, i den dér kriminalitet til at nogen i Danmark eller andre steder kunne finde på at frigive narko.

Trist !

Iøvrigt må jeg konstaterer, at Annegrethe Rasmussen har ganske ret::

"Statsministeren er ikke ved at demonterer velfærdssamfundet ...", som hun skrev i tråden til hendes artikel om "kandidat Rasmussen".

Dorte Sørensen

Per JONGBERG hvad er det så Fogh Rasmussen er ved at gøre ved vort samfund med DF´s stemmer?
I mine øjne er indholdet i Strukturreformen, lovene der tillader fortjeneste på plejehjem, børneinstutioner osv samt love der tillader brugerbetaling for de såkaldte ekstrayderler og bemærkningerne i lovene om at kommunale ikke må udbyde disse ekstraydelser et stort skridt til at demonterer velfærdssamfundet.. Ligeledes virker de frievalg og 4 ugers behandlingsgarantien også til afvikling af vort velfærdssamfund med lige mulighed til alle.

Per Jongberg

@ Dorte Sørensen

Jeg slipper altid uheldigt fra at forsøge at være sarkastisk ... nuturligvis er Rasmussen ved at demontere det velfærdssamfund, som vi har bygget op siden krigen (2. verdens krig), og som det meste af verden har iagtaget med misundelse.

Men det er åbenbart det vælgerne vil. De sagde "ja tak" for kun 7-8 måneder siden, så nu forsætter nedrivningen for fuld udblæsning.

Nej, Jeg er glad for skattestoppet. Det er den første decade af mit liv, hvor jeg ikke har oplevet konstant stigende skatter.

Jeg må tage hatten af for Troels enorme iindsigt i fattige folks levevis. Tænk engang at tale sådan om de vælgere, folkepensionisterne, som man proklamerer at gøre så uendeligt meget for.

Men så har man da bekendt kulør, og det er såmænd al ære værd.

Lennart Kampmann

Den bedste hjælp til folk med økonomiske problemer er økonomisk rådgivning.

Man skal huske at det er dyrt at være fattig, og det kræver disciplin at forandre ens situation.
Har man ikke evnerne til at administrere sin økonomi, risikerer man at blive sat under administration. Jo færre penge man har, jo mere disciplin kræves der.

med venlig hilsen
Lennart

Jeg har siddet og læst alle kommentarerne til denne tråd.
Der er, nogen som skriver om den dyre medicin, og en anden skriver om evt. gratis tandlæge.
Gratis tandlæge har Italien haft i mange år,- det er en del af den italienske sygesikring.
Hvad angår dyr medicin, så havde Berlusconi indført gratis medicin til alle ,hvis den var lægeordineret. (det var i hans forrige regeringsperiode)
Det første som Prodi gjorde, da han kom til magten, var at fjerne gratisprincipet for medicin.
Et af Berlusconis valgløfter var, at genindføre gratis medicin og nu skal han lige have tid til det.
Skulle vor regering og folketing, ikke prøve at se hvordan sundhedsvæsenet fungerer i andre europæiske lande, istedet for at synke hen i overdreven selvtilfredshed, samtidig med at det danske sundhedsvæsen er et af de billigste i Europa.

"Fattige i Danmark" kan kun gøre een ting, så længe der endnu er demokrati i Danmark og det er at stemme på de politikere som repræsenterer deres interesser når der er valg i stedet for at sidde og brokke sig pga. følgerne af de beslutninger der bliver taget hen over hovedet på dem.

Politikerne kan kun tælle mandater/vælgere og tager først alle disse synspunkter fra denne debat alvorlige hvis de selvsamme politikere bliver vant til at ALLE I DANMARK UANSET STATUS OG BAGGRUND IKKE LADER SIG MANIPULERE ELLER PASIVSERE AF FRYGT for terror og muslimer osv...

Hvis demokratiet virkeligt blev taget alvorligt verden over i de demokratiske lande var der måske også mennesker med fattige kår som turde stille op som politikere.

Jeg fornemmer farlige tegn i tiden som vi bliver nødt til at tage alvorligt. Det er nu eller aldrig!

Se videoen http://mustcare.dk/index_copy(11).htm

Jeg vil anbefale se videoen http://www.mustcare.dk/vote og læse bogen ”Chokdoktrinen” af Naomi Klein

I ”Chokdoktrinen” kaster Klein sig over den ideologiske baggrund for nogle af de sidste 50 års største økonomiske og demokratiske katastrofer. Den økonomiske bankerot i Asien, oligarkernes magtovertagelse i Rusland, de demokratiske og økonomiske overgreb i Argentina og Chile samt mange, mange andre eksempler.

Lukrerer på katastrofer
Målet er at undersøge, om neo-liberalismen i sig selv er »en voldelig ideologi«, og om der er »noget i dens mål, som kræver denne cyklus af politisk udrensning fulgt op af menneskerettighedsrenselser.«

Problemet er blot, at det sjældent var muligt at opnå demokratisk tilslutning til sådanne radikale reformer. Hvad gør man så? Man venter på en krise. Som Friedman selv skrev, så er det »kun en krise – den være sig aktuel eller forestillet – [der] producerer virkelig forandring. Når den krise indtræffer, afhænger det, der sker, af hvilke ideer der er tilgængelige. Det mener jeg er vores grundlæggende funktion: at udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåeligt«.

Hold nu op Hansi ^^ du er sådan en sur sort seer. Bare fordi fattige ikke har råd til medicin. Slap nu af. Fattige skal da ikke have medicin, de skal have en multikulturel oplevelse.