Læsetid: 4 min.

Vi har alt at frygte fra McCain

Republikanernes præsidentkandidat er et økonomisk analfabet, når han læner sig op ad en vrissen gammel økonom i form af Phil Gramm
Det største spørgsmål i amerikansk politik burde være: Ville du købe et lån af denne mand (th. - John McCain), hvis -slyngveninde- er en håbløs økonom (tv. - Phil Gramm).

Det største spørgsmål i amerikansk politik burde være: Ville du købe et lån af denne mand (th. - John McCain), hvis -slyngveninde- er en håbløs økonom (tv. - Phil Gramm).

Timothy A. Clary

Debat
23. juli 2008

Når de næsten seks milliarder af os, der bor uden for USA, følger med i konkurrencen om at blive 'verdens mest magtfulde mand' har vi det med at fokusere på kandidaternes udenrigspolitik. Hvis jeg f.eks. var iraner, ville jeg ikke være tryg ved, at John McCain konstant fremsætter vittigheder om at slå mig ihjel offentligt. Da han hørte, at cigareteksporten til Iran er høj, slog han en høj latter op og udbrød: "Sådan kan man også slå dem ihjel!"

Men den mest direkte virkning, den næste amerikanske præsident vil have ude i verden, er en anden. Med sine økonomiske beslutninger vil han have indflydelse på prisen på maden, du spiser, og på lønnen, du tjener - uanset hvor på kloden du bor. Så det er lidt bekymrende, at Republikanernes præsidentkandidat siger: "Det der med økonomi er ikke noget, jeg har forstået helt så godt, som jeg burde ... For at være ærlig ved jeg en hel del mindre om økonomi, end jeg gør om militære emner og udenrigspolitik."

Det kommer fra en mand, der ikke kender forskel på sunni og shia, og som modsatte sig fredsprocessen i Nordirland, som han opfattede som en kapitulation over for terrorismen.

Når han ikke kan komme uden om at tale om økonomi, siger han altid det samme: "Jeg forlader mig på den kreds, jeg har udviklet gennem mange år - folk som Phil Gramm".

Skandaløs økonomi

Og hvem er så det?

Phil Gramm er en vrissen gammel ekssenator fra Texas, som McCain blev slyngveninder med i 1993, da de skulle stoppe Hillary Clintons forsøg på at udvide sygesikringen til at omfatte de fattige amerikanere.

Gramm kræver 'skånselsløse' nedskæringer på regeringens udgifter, men har kun øje for udgifterne til de fattige.

Da en fattig 80-årig henvendte sig til ham med sin frygt for ikke at kunne betale sine lægeregninger, lo han blot og gav hende besked på at finde sig en rig mand.

Gramm har mere end nogen anden i amerikansk politik muliggjort de to største økonomiske skandaler i vor tid og fik nær trukket verdensøkonomien med ned.

Hvordan så det?

Jo, Gramm siger, at statslige reguleringer af økonomien er "at ligne ved kommunisme" og må udryddes. Hans første store skridt henimod dette mål tog han i 1990'erne, da han fik den lov igennem, som undtog Enron både fra statslig regulering og offentlig redegørelse på grundlag af, at disse var "uantagelige lænker på det frie marked". Enron var den største bidragyder til hans valgkamp og havde hans kone i deres stald til lyden af en million dollar.

Skyggebanksystem

Så takket være Gramm var der ingen, der holdt øje med Amerikas største energiselskab længere. Følgelig begav Enron sig ud i omfattende bedrag og plyndring. Efter at have overtaget elmarkedet i Californien arrangerede Enron strømsvigt i hele byer for at kunne køre elprisen i vejret. Gramm gav 'miljøekstremister' skylden, selv efter at det blev bevist, at ledende Enron-folk havde betalt elværkerne for at være 'kreative' og slukke for lyset.

Den lektie, Gramm lærte af Enron-skandalen, var at gå endnu længere og presse endnu hårdere på. Han vendte sin opmærksomhed (og sin pengeindsamling) til låneselskaberne. Siden 1930'erne har der været en uskreven aftale i amerikansk politik: Regeringen ville redde bankerne, hvis de blev syge. Til gengæld skulle bankerne tage reguleringsmedicinen. Gramm fandt dette 'vanvittigt': Hvorfor skulle banker nogensinde få brug for at blive reddet på et frit marked?

Så i 2000, da alles opmærksomhed var på det uafgjorte resultat mellem Gore og Bush i Florida, listede Gramm 268 sider ind i et 3.000 sider langt lovforslag. Indføjelsen bestod i en radikal afregulering af banksystemet. En undervisningsbog i jura har siden kaldt dette "en forbløffende afvigelse fra normal lovgivningspraksis": De færreste politikere opdagede, at det var der, da de stemte. Pludselig blev de roller, der i USA havde været reserveret de regulerede banker, lagt over til et enormt netværk af uregulerede finansinstitutioner kaldet "skyggebanksystemet". Disse begyndte at tilbyde fattigfolk vildt uholdbare lån til supersoniske rentesatser og fiflede eksotiske pakkeløsninger på plads i regnskaberne.

Kun 'mental tilbagegang'

Alt dette var udelukkende legalt grundet Gramms lovgivningsmæssige fodarbejde. Han skiftede hurtigt fra Senatet over til et overmåde velbetalt job hos UBS, en af de banker, der skrabede milliarder af dollar hjem på hans lovændringer.

I løbet af få år begyndte hele systemet at kollapse i manglen på statsreguleringens funktion som støttebjælker. Lånene begyndte helt forudsigeligt at falde fra hinanden, og to millioner amerikanere (de fleste af dem sorte og latinoer) stod over for at måtte gå fra hus og hjem. Staten var nødt til at træde til på langt mere bombastisk vis - og selv det er ikke nok nu til at forhindre en lavkonjunktur.

Milliardæren Warren Buffet påpegede, at Phil Gramm to gange har kastet 'økonomiske masseødelæggelsesvåben' ind i den amerikanske økonomi. Men i stedet for at undgå ham, gjorde McCain Gramm til medformand for hans præsidentvalgkamp og antydede, at han kunne finde på at gøre ham til finansminister. McCain - der skal forestille at være en svøbe for køb af indflydelse - var endda helt tilfreds med, at Gramm på én gang var betalt lobbyist for låneindustrien og hjalp med at skrive McCains taler om lånekrisen. Gramms faste greb om McCains politik er tydeligt: Wannabe-præsidenten reagerede på lånekrisen forårsaget af afregulering ved at kræve endnu mere afregulering.

Det største spørgsmål i amerikansk politik burde være: Ville du købe et lån af denne mand? Imidlertid viser det, hvor overfladisk mediedækningen er, at Gramms ideologiske fanatisme er blevet så godt som forbigået; han blev først et emne, da han begik en tåbelig sproglig bommert og hævdede, at USA kun er i 'mental tilbagegang'. Først da lagde McCain afstand.

For republikanernes præsidentkandidat er det altså helt fint at skabe to store økonomiske kriser - men at tale bramfrit om dem er at gå for vidt. Oh yeah, hvis du kunne lide kreditkrisen, vil du elske mccainomien.

(c) The IndependentOversat af Sara Høyrup / texthouse. eu

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Har der nogensinde været en republikansk præsidentkandidat, der ikke er blevet betegnet som evnesvag i det slappe fede Europa.

Heinrich R. Jørgensen

Vist ingen, der er blevet nomineret som partiet præsidentkandidat ;-)

Men der må da have været nogen. Ingen jeg kan erinde, dog...

Karsten Aaen

Må jeg ikke erindre artiklens forfatter om at Republikanerne stort set er imod stats-styring og det er McCain så også. Derfor er del vel intet odiøst eller mærkeligt i at McCain netop henter støtte til sin økonomiske politik fra en mand som også går ind for anti-regulering af markedet?? Alt andet ville være underligt...

Patrick Reay Jehu

Karsten Aaen:

At påstå, at McCain, Gramm osv. ikke går ind for statsstyring er et de fedest løgn, som republikanere har bildt folk ind i årevis. De er meget FOR statsintervention når det kommer til krise, som den nuværende omkring sub-prime osv., hvor amerikanernes skatteyderes (ikke de rige, som er blevet fritaget for megen skat af Bush og Co) penge bruges liberalt for at redde de store pengeinstitutter fra deres fadæser, på bekostning af den almindelige befolkning og de fordel for de i forvejen kæmperige. Så storstilet regulering er der, men kun for at redde plutokraternes formuer.

En lettere kommunistisk fortolkning.

Heinrich R. Jørgensen

En dygtig præsident vælger vel at omgive sig med dygtige folk? Dvs. også når der udpeges dygtige ministre. Hvis man blot nepotistisk udpeger venner og bekendte, er der naturlige grænser både hvor kompetente de udpegede kan blive, og dels har udvælgelsesmetoder den store ulempe, at de udvalgte personer blot supplerere præsidenten, og sjældent øger regeringens samlede vid og format betragteligt større.

Så spørgsmålet er vel retteligt, hvordan de to præsidentkandidater vil besætte nøgleposterne i deres regering, såfremt de blev valgt?

Hvis McCain vitterligt kunne finde på at lade Gramm blive 'finansminister', må man for USA's egen skyld håbe, at Barack Obama bliver valgt.

Patrick Reay Jehu

"En lettere kommunistisk fortolkning."

Nej, en kendsgerning. Det benægtes ikke af den amerikanske regering selv.

Hvis pengeinstitutterne får lov til at krakke, vil den nuværende tvangsauktions bølge i USA komme til at ligne en boligfest.

Det kommer i høj grad til at ramme hr. og fru Amerika, for ikke at tale om deres lige i Danmark og resten af den vestlige verden.

Derfor er en politik, der understøtter pengeinstitutterne ikke noget der sker til fordel for de rige på bekostning af de fattige, medmindre at du mener at alle boligejere er rige.

Patrick Reay Jehu

I øvrigt, pga. nogle udtalelser sidste uge, hvor han beskyldte det amerikanske publikum for at være "whiners" (tudefrans), er Phil Gramm formelt trådt tilbage fra McCains hold, selv om han sikkert lurer der i baggrundet