Kommentar

Giv Nobels fredspris til George W. Bush

Den afgående præsident fortjener at blive hædret - for med sine mange eklatante fiaskoer at have vist, hvilken vej USA og verden ikke skal gå
Bush er en exceptionel politiker, som på blot otte år har udvirket radikale forandringer i sit land og resten af verden. Derfor bør han belønnes med Nobels Fredspris, mener dagens skribent.

Bush er en exceptionel politiker, som på blot otte år har udvirket radikale forandringer i sit land og resten af verden. Derfor bør han belønnes med Nobels Fredspris, mener dagens skribent.

Jim Watson

11. juli 2008

Med demokraternes Barack Obama som den sandsynlige vinder af præsidentvalget til november er George W. Bush blevet en lame duck ('en haltende and', red.)' i endnu højere grad, end det har været normalt for amerikanske præsidenter, hvis tid er ved at rinde ud.

Den usædvanligt høje deltagelse ved USA's primærvalg vidner om, at den amerikanske vælgerbefolkning ønsker at befri sig selv for en regering, som for længst har fået ry for at være den ringeste i De Forenede Staters historie

Men skal vi bedømme Bush objektivt, dvs. efter hans resultater, vil jeg mene, at tidspunktet må være inde til formelt at anerkende ham som den amerikanske præsident, der har udrettet mest for at skabe en mere retfærdig og mere demokratisk verden, hvor supermagts-enegang og militære løsninger ikke længere har nogen plads.

Bushs første store bidrag har været at demonstrere, at unilateralisme ikke længere kan fungere i en stadig mere multipolær verden. USA's undergang som supermagt er næppe nært forestående - Bushs politik har nok øget Washingtons isolation, men ikke dets evne til at lede - men det lader sig ikke afvise, at lande som Kina, Indien og Brasilien får stadig større vægt.

Det er da også en vis symbolik i, at da Bushs tog hul på sin første periode, var FN i krise og Bretton Woods-systemet, dvs. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, i en dominerende position. Her, kort et halvt år før udgangen af hans anden periode, forholder det sig stik modsat.

Stødt fra tronen

Et andet vægtigt bidrag fra Bush er hans definitive påvisning af, at konflikter ikke kan løses ved brug af militær magt. Skønt USA's militærbudget er lige så stort som de samlede militærudgifter for de næste 14 lande på listen, har amerikanerne alligevel præsteret at køre fast i hængedyndet i de to krige, de er gået ind i med deres allierede, og det er længe siden, vicepræsident Cheney sidst har truet med at angribe alle 'slyngelstater' fra Iran til Nordkorea.

Moralen er, at det er let nok at smadre fjenden og hans land, men vanskeligt at vinde en krig og vinde en fred. Irak vil komme til at mærke den amerikanske erindring endnu mere dybtgående end Vietnam.

Bushs tredje gave til verden et have leveret beviset for, at ingen regeringsmagt er i stand til skabe international konsensus, hvis ikke den udviser respekt for de internationale love. USA's vægren sig imod at underskrive internationale traktater (fra Kyoto og frem) har vakt stigende irritation og er en del af forklaringen på, at det lykkedes at få stort set hvert eneste land i verden til at ratificere forbuddet imod klyngevåben. Ydermere har skandalerne i Guantánamo og Abu Ghraib, udleveringen af fanger til lande, der praktiserer tortur, og erklæringerne om, at USA ikke føler sig bundet af Genève-konventionerne, og at tortur er legitimt i krigstid, både isoleret USA og stødt det fra tronen som den væsentligste forkæmper for demokrati og menneskerettigheder.

Det endelige opgør lurer

Det fjerde bidrag kan forekomme mindre væsentligt, da det kun vedrører interne forhold: Bushs tilraning af større magtbeføjelser til præsidentembedet på bekostning af de lovgivende og dømmende magtinstanser har fremkaldt et massivt krav om genopretning af balancen i den magtens tredeling, som er grundstenen i et sandt demokrati.

Det femte bidrag er derimod af universel betydning: Bush har bevist, at det ikke er muligt at lyve og herske ustraffet over for vælgere, som stiller stadig større krav om ansvarlig og gennemsigtig regeringsførelse. I den afsluttende fase af Bushs præsidenttid er utallige tidligere regeringsmedlemmer og embedsmænd i bøger, interview og artikler, stået frem og har erklæret, at denne regering gentagne gange har løjet for offentligheden og efterfølgende forsøgt at manipulere den - og ikke kun i forhold til Irak. Når de først har forladt deres embede, vil de endelige opgør med Bush og Cheney kunne blive endnu mere højeeksplosive.

Det sjette bidrag er uden tvivl det mest afgørende: Takket være Bush har USA i vidt omfang sat sin ret til at opfatte sig selv som et land med en 'manifest skæbne' (til at påtage sig den globale lederrolle, red.) over styr. En meningsmåling i Boston Globe viser, at antallet af amerikanere, som tror på 'den amerikanske drøm' er faldet til 32 procent fra et niveau på 60 procent, før Bush kom til magten. Dollarens styrtdyk er et slående symbol på den dramatiske tilbagegang for USA som imperiemagt og verdensleder.

Adskillige meningsmålinger bekræfter, at USA har oplevet et fald i prestige, der er uden fortilfælde: Umiddelbart efter 11. september 2001 sluttede det meste af verden op om den overfaldne nations Commander-in-Chief. I dag anser et overvældende flertal af verdens befolkning USA for at være den største trussel imod den internationale fred.

Massemobilisering

Bush er således en exceptionel politiker, som på blot otte år har udvirket radikale forandringer i sit land og resten af verden.

Jeg tvivler på, at en præsident Obama vil være i stand til at motivere en lignende oppositionel massemobilisering. Fordømmelsen af USA's imperialisme og kravet om en anden verden, som vi hørte det på Verdens Sociale Forum i Porto Alegre er et resultat af den radikalisering, som er sket i Bushs periode. Uden ham ville det have taget længere tid at skabe et globalt civilsamfund.

Af den grund vil jeg opfordre og bede om verdensopionens støtte til, at Nobelkomiteen tildeler dette års fredspris til George W. Bush.

Roberto Savio er italiensk økonom og medstifter af det internationale pressebureau IPS

© IPS og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu