Læsetid: 5 min.

Efter Glistrup

Hvad det hele blev i døden,var det ikke (helt) i livet
Debat
26. juli 2008
Mogens Glistrup - 0-advokaten, der ikke fik meget igennem i hverken retssalen eller Folketinget.

Mogens Glistrup - 0-advokaten, der ikke fik meget igennem i hverken retssalen eller Folketinget.

Jørgen Jessen

Nu er der kommet en smule afstand til selve begivenheden, da en af dansk politisk histories i virkeligheden forbløffende mange outrerede skikkelser forleden afgik ved døden. Nekrologerne var overvejende venlige, hvad nekrologer jo bør være. Flere af dem vil dog ikke kunne anvendes som kilde til Mogens Glistrups liv og gerning, men snarere som kilde til nekrologforfattere og situationen i Danmark i 2008. Og das ist was anders.

Den gode historieskrivning vil, når sentimentalitet og benovelse er forduftet, formentlig søge at fremstille den nu afdøde i et noget mere opklarende lys og måske udtrykke en eller anden form for undren over begravelsen, der fik skær af ceremoni for en af fædrelandets store. Så at sige alle omtaler af Glistrups politiske indsats kan enes om at den Rønne-fint stortalende 0-advokat havde fat i det helt rigtige med hensyn til det danske skattetryk og bureaukratiets vildvækst.

I den forstand opfattes det åbenbart nu som et sandt grundlag for bedømmelsen, at Glistrup, således som han opfattede sig selv, var at sammenligne med frihedskæmpere, der satte livet på spil under den tyske besættelse. Systemet, embedsværket var ude efter hans skalp og ville tilintetgøre ham, hævdede han. Han så og sagde ting, ingen andre havde fået øje på og ingen andre turde sige, og derfor skulle han ned med nakken. Denne egenvurdering af Glistrup-skikkelsen som en ud over det sædvanlige modig fornyer og reformator, en Robin Hood i lovjungle og cirkulærehelvede med det skattefri paradis som mål for alle, forudsætter selvsagt at udsagnene om skattetryk og vildt voksende bureaukrati var og er en rimelig analyse af det danske samfund dengang i 1970'ernes begyndelse. Eller om tilslutningen til Glistrups senere politiske bevægelse, der også i høj grad kom til at rumme fremmedhadet i dettes mest rå og aggressive form, var båret af mistolkninger og rene følelser i den tankeløse ende af registret. Det sidste tyder en del på og understreges ironisk af at en borgerlig regering der nu har siddet i et par perioder støttet af Glistrups gamle partis efterkommere, der for de ældres og partiformandens vedkommende udsprang af hans bevægelse, har skabt et papirnusservælde af kontrollanter og kontrollanters kontrollanter, som selv den værste betonsocialdemokrat af den gamle skole ikke kunne have drømt om. Der var såmænd, når det kommer til stykket, ikke så meget papirnusseri dengang, hvad værket Dansk Forvaltningshistorie også godtgør.

Alt skulle nedlægges

Hvad angår skattetrykket afhang synet af dette jo af, hvad man brugte skatteydernes penge til, og her var Glistrup og hans fæller rene ekstremister. Det hele skulle nedlægges: ministerier, tea-tre, biblioteker, Forsvaret, alt - inklusive fløjtetønderne i Kattegat og alt internationalt samarbejde. Klummisten var som politisk medarbejder dengang med til at gennemgå Fremskridtspartiets finanslovforslag konciperet af Glistrup selv. Når grinet havde fået sit, stivnede det. Glistrups mikrominimalstat ville, om partistifteren havde fået magt som agt, blandt andet have kostet adskillige menneskeliv dagligt. For slet ikke at tale om de vilkår socialt svage blev stillet i udsigt. Invalidepensionister kunne få en skovl og blive sendt ud og grave grøfter.

Lidet længere henne ad den glistrupske politiske løbebane kom så fremmed-hadet, som var skåret over antisemitismens læst med konspirationsteorier om muslimernes - eller muhamedanerne som Glistrup konsekvent vrængede - planer, når de blev mange nok, om at skære halsen over på alle danskere; påstanden om muslimers ekstreme fertilitet - de yngler som rotter var et af fremskridtsfolkenes udtryk begejstret bifaldet af Glistrup.

Man skulle ikke være videre indsigtsfuld i menneskelig adfærd, før det gik op for én at denne bizarre mand med den påstået store begavelse nærmest var følelsesmæssig analfabet uden gnist af empati eller evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser eller kultur.

Fældet af kold jura

Dette viste sig også for de folk der kom i ulykke ved at de engagerede sig med 0-skattekontoret på Strøget. Det er muligt Glistrup var en stor skatteekspert, men man glemmer at hans konstruktioner, hvorved folk slap for at betale, var varm luft, og at regningen og bøderne faldt med fuld kraft, blot forskudt. Hans egen sag beviste dette. Det var såmænd kold jura, der fældede ham, ikke et embedskorps der stod sammensvorent mod ham. Det rene vås. Historikere vil engang - må man da gå ud fra - kunne få den tvivlsomme fornøjelse af at grave sig gennem Glistrups eksorbitante dynger af efterladt papir og der et sted måske finde den dokumenterede forklaring på hans entré i politik. Sandsynligheden taler bestemt ikke for at dette skete af ideale grunde, men at bordet fangede med de udtalelser om egne skatteforhold, han var kommet med til tv-folkene i kantinen efter en ret kedsommelig optagelse, og at han for at bevare troværdigheden var nødt til for en hastigt arrangeret åben skærm at fremsige det berømte NUL.

Den udtalelse havde nær taget livet af daværende finansminister Poul Møller, der efter eget udsagn stirrede ned i en afgrund. Men så ringe var skattelovene jo heller ikke, hvilket skatteeksperten Glistrup, der jo var gået alt, alt for vidt i tv, udmærket vidste. Der var en udvej: stifte et parti og søge frelse i immuniteten, tage chancen og håbe at myndighederne ville fare med lempe over for en valgt politiker. Noget andet er, parentetisk bemærket: skattevæsenet havde utvivlsomt fået fat i Glistrup alligevel, de var faktisk på vej, da nullet blev afsløret. Man stod simpelthen over for en simpel skattesvindler, men af kvantitative dimensioner, hvilket dommen senere også afdækkede med en lang fængselsstraf og en bøde på en million.

Fik intet igennem

Selve den politiske indsats var totalt ukonstruktiv. Glistrup fik intet igennem. Fremmedhadet, der kunne have været bærende for Fremskridtspartiet, fik først konstruktivt fæste, da udbryderne i Dansk Folkeparti politisk indsigtsfuldt, men rystende kynisk indså at dette skulle kombineres med de svagere uddannedes og de ældres angst for globalisering og alt ukendt, samt ikke at forglemme med garantier for social tryghed for de ængstelige, det vil sige opretholdelse af det skattefinansierede velfærdssystem.

Det er gribende morsomt at se diverse udtalelser ved Glistrups begravelse, hvor for eksempel Søren Krarup i en avis fandt det "tragisk at den indsats [Glistrup] startede i 1973 ikke førte til mere. Tragisk for Danmark og tragisk for ham selv".

Det lykkedes altså åbenbart for Mogens Glistrup på kort og længere sigt at snøre de enøjede og enkelt tænkende til at tro at det var en indsats, og at det drejede sig om Danmark. Gu gjorde det ej, og tragisk var det ikke. Glistrup skabte ikke tragedie, men var en bajads uden skrupler over for mennesker, som han blot brugte i sit store groteske nummer i den fælles manege, hvor han med et uomtvisteligt mundtligt talent for hårrejsende forenklinger af enhver kompliceret problemstilling for en stund evnede at appellere til de lavere instinkter, til smålighed, til misundelse, retshaveriskhed og til flokmentalitet. I det højeste endte Glistrup med at være en bedrøvelig skikkelse, et vrangbillede af et vrangbillede i et land der lidt efter lidt og accelereret af de kræfter, der sluttede op om grove forenklinger, gik sørgelige tider i møde med kreativ bogføring som accepteret parameter for statsministre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Eivind Hansen

"Man skulle ikke være videre indsigtsfuld i menneskelig adfærd, før det gik op for én at denne bizarre mand med den påstået store begavelse nærmest var følelsesmæssig analfabet uden gnist af empati eller evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser eller kultur."
Sammenholdt med Preben Wilhelms beskrivelse af Glistrup i sin erindringsbog "Fra min tid" som bravende intelligent og manglende menneskelige indsigt, er jeg kommet til den konklusion, at Mogens Glistrup var autist. Det er ikke sagt som et skældsord men som et nøgtern forsøg på en diagnostisering.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Paradoksalt nok er det muslimen Naser Kahder og hans parti Ny Alliance, der hidtil har været det tætteste vi er kommet på et realistisk bud på et parti, der kan skaffe flertal for en kratig sænkning af skatterne ...

Patrick Reay Jehu

Troels Siegthorwyn:

Sikkert et tåbeligt indlæg, fuld af misplaceret sentimentalitet og totalt blottet for ordentlige argumenter. Hvorfor pokker skulle man tale pænt om døde, når man synes, at det de gjorde var decideret upænt? Så siger du, at han ikke kan forsvare sig selv. Det gjorde manden ihærdigt hele sin politiske liv igennem, og det er fuldstændigt rimeligt at opsummere hans liv på den måde man vil efter døden. Manden selv efterlyste hele tiden kontrovers af den mest ekstreme slags.

Frederik Jørgensen

Når bitterheden driver værket, Georg...

Ulrik Høstblomst

Troels

At kalde en spade for en spade var nu ellers ret meget i Glistrups ånd og at kalde ham for fascistoid ville han tage som en hædersbetegnelse.

Jeg kan ikke se eller forstå hvad din nærtagethed bunder i ?

Det har da netop intet med dannelse, stil, storsinds og tilgivelse at gøre at lave om på sandheden og frodreje den til et løgnagtigt skønmaleri blot fordi hovedpersonen er afgået ved døden ?

Hvilken interesse skulle nogen have i det ?

Hvis det så var sådan at Metz havde holdt sin kæft med sin aversion mod Glistrups fascistoide ideologi mens Glistrup levede og først kom med en kritik nu hvor han endelig er væk kunne jeg måske forstå din forargelse.

Men det er jo på ingen måde tilfældet ?

Glistrups ideologiske menneskefjendskhed og fascisme har jo konstant været i fokus i kritikken af ham og hans person fra day one ?

Der er intet nyt i kritikken bortset fra at personen Glistrup ikke er her mere.
Skulle man så pludselig afstå fra kritik eller skønmale og fremføre løgne ?

Hvem er de mere ligevægtige og fair mennesker der skal skrive den historie du ønsker skrevet ?? Bent Jensen ? Bludnikow ? Peter Wivel ? Erik Haaest ? eller ligefrem Øvig Knudsen ?

Jeg tænker på den historieskrivning du ser frem til ? hvad vil du så gøre ved fremtidige histoorikere når de gennemgår de kilder dine fair og ligevægtige mennesker har produceret i et kildekritisk lys ? Beskylde dem for løgn og for at være nidkære, uforsonlige, opblæste hadefulde -- altså typisk venstreorienterede ?

Jeg gad godt høre det fra dig selv Troels SiegThorwyn ....

Troels Siegthorwyn, det er meget muligt alt det der du skriver, det
ændrer bare ikke ved det faktum at Glistrup var en sort-skjorte ..
Og ja, jeg hader stadig den latterlige asociale personage,
vi andre skal stadig leve med konsekvenserne af den psykopatiske egoisme
han bragte med sig ind i Dansk politik .

Patrick Reay Jehu

Troels Siegthorwyn skriver:

"jeg kan ikke forklare dig hvad dannelse, stil, storsinds og tilgivelse er, hvis det ikke er umiddelbart forståeligt for dig.

Alt dit og Georg Metzs nidkære, uforsonlige, opblæste had selv hinsides døden siger uendeligt meget om jer og intet om resten af verden. Det er dog mest jeres eget problem. Udviklingen blæser nu i andre retninger og historien vil blive skrevet af andre mere ligevægtige og fair mennesker."

Det har intet med dannelse at gøre, men mere med hykleri fra din side har jeg en mistanke om. Du er forarget uden tvivl, fordi du var enig i mange af Glistrups sysnpunkter. Heller ikke med tilgivelse. Forventer du, at jeg eller andre skulle "tilgive" Glistrup? For hvad? Jeg har blot været uenig med hans ståsted politisk, kendte ikke manden personligt osv. Så husker jeg ikke nogen særlig dannelse, storsindethed eller tilgivelse fra din side i dine egne indlæg på forskellig blogs.

Ang. mine synspunkter om Glistrup og hans fæller er det faktisk første gang jeg har kommenteret om noget der vedrører ham på en blog, så jeg har ikke nogen historie her, og min kritik var mindre af Glistrup end af dig og din sentimentale tåbelighed her. Prøv at læse mit første indlæg engang til.

Frederik Jørgensen

Ulrik:

"At kalde en spade for en spade var nu ellers ret meget i Glistrups ånd og at kalde ham for fascistoid ville han tage som en hædersbetegnelse."

Hvis det kom fra dig, eller andre Politisk Korrekte, så tror jeg du har ret. På samme vis som da han sagde, at han var stolt over at være 'racist' - et mærkat, der jo efter Dansk Sprognævns opfattelse kan påklistres alle, der blot tager afstand fra visse grupper af mennesker. På den led er jeg også 'stolt' over at blive kaldt racist, for det betyder jo, at jeg tør tage afstand fra bestemte grupper af mennesker - f.eks. nazister. Eller islamister.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Tjeg tvivler stærkt på, at Glistrup ville være glad for at blive kaldt for fascistoid, for han gik ind for at vi afskaffede hæren med en telefonsvarer. Det er der ikke meget Mussollini over ...

Desuden beundrede han den antifascistiske mioodstandsbevægelse, der bekæmpede den tyske besættelse: Han blev offentligt kendt ved på tv 30. januar 1971 at sammenligne skattesnydere med jernbanesabotører under den tyske besættelse.

Glistrup blev på valgaftenen 1973 spurgt om han skulle være statsminister, hvortil Glistrup svarede: "Nej, jeg skal være minister til afvikling af offentlig virksomhed". I et fascistisk system er staten tværtimod almægtig.

Glistrup var en højreorienteret anarkist. Men han havde racismen til fælles med fascisterne.

morten andersen

Søren Grønes forsøg på diagnosticering af Glistrup forekommer interessant og relevant.
Troels har du noget imod autister ?

Ulrik Høstblomst

morten

Søren's definition på autisme er vist tvivlsom for den manglende empati som Glistrups ideologi udtrykker på så hæslig forbilledlig vis var ikke den samme der blev hans nære omgivelser til del så vidt jeg har forstået..

Det var altsåpå samme måde som andre kynikere der lod deres livssyn og ideologi påvirke deres sociale og politiske praksis på udebane men så samtidig kunne optræde sociale og indlevende kærligt på hjemmebane som ægtemænd og familiefædre

Vi har hørt beskrivelserne der matcher det her tema masser af gange om f. eks nazister, tortur- bødler og andre med ekstreme ideologisk bestemte sociale praksis'er der agerer helt forskelligt alt efter hvilken kontekst de agerer i -

Autister er så vidt jeg forstår bundet til autisme 24/7 og ikke i stand til selektivt at vælge om de vil være underlagt en autistisk måde at være på i bestemte sammenhænge eller ej.

Det er forskelle.

Sociopat er vel i så fald nærmere en diagnose af tilfældet Glistrup selv om jeg ikke er sikker på om den hører hjemme i psykiatrien i det hele taget ?

Jeg har heller ikke lyst til at forklare elelr bortforklare Glistrups ideologiske afsporing med definitioner af hans karakter eller evt karakterafvigelse.

For mig at se er det ret straight forvard fascisme den mand stod for -

Godt nok forsøger Jakob at beskrive ham som "højreorienteret anarkist" et begreb der ikke giver nogen mening i min virkelighed men som tager udgangspunkt i at Glistrup påstod at han var mod statsintervention i den enkeltes liv ---- ????

Det tror jeg udelukkende skyldes manden heldigvis aldrig fik magt som han havde agt

Jeg er sikker på at Glistrup ville forsvare den private ejendomsret og dermed retten til at udnytte andre til sin død og dertil ville han behøve et magtinstrument

Om det så skulle være statsligt politikorps eller i form af privatiserede vagtværn er for mig ligegyldigt..

Same same -- but different

Manden var klart fascistoid -- What so ever

morten andersen

Hej Ulrik

Tak for dit indlæg.

Din pointe "Autister er så vidt jeg forstår bundet til autisme 24/7 og ikke i stand til selektivt at vælge om de vil være underlagt en autistisk måde at være på i bestemte sammenhænge eller ej." er fin.

Men lad os nu bare fortsat antage, at Glistrup befandt sig indenfor det autistiske spektrum, eks. højtfungerende autist eller Asperger, så kunne man måske hævde, at hans skattetænkning - og senere fremmedfjendskhed var hans særinteresser, der ude af kontrol kostede ham alt.

Ulrik Høstblomst

morten

Ja det kunne man vel men jeg bryder mig ikke om at sygeliggøre nogle hvis synspunkter jeg er uenig med selv om jeg mener de er sygelige.. så længe jeg ikke ved om manden var syg synes jeg det er forkert at søge forklaringer der ligger i hans personlighed.

jeg synes heller ikke om forklaringerne på Hitlers tilbøjeligheder for jeg mener det er en måde at negligere de omstændigheder der førte til at nazi-riget kunne fungere og udvikle sig så vildt om det rent faktisk gjorde.

Hvis det udelukkende afhang af nogle få sociopater ville det ikke have kunnet gennemføres

Hvis Glistrup udelukkende betragtes som "syg" eller sociopat, fjerner det helt fokus fra det politiske og det gør det umuligt at kritisere det politisk.

Jakob Schmidt-Rasmussen

For en gangs skyld er jeg fuldstændig enig, Ulrik.

Anarkisten Glistrups politiske verdensbillede handelde kun om at retfærdiggøre sin egen grådigheed. Mandens politik hang ikke overordnet sammen og ville have været en katastrofe for landet.

Det må have været underligt for Glistrup, at det er muslimen Naser Khaders parti, der realistisk set kan skaffe flertal for en massiv sænkning af skatterne. Det var jo Glistrups egentlige mærkesag.

Jakob Schmidt-Rasmussen

"Hertil svarede Glistrup så med et smil "ja det skal du, for du er jo udsendt af den iranske regering, for at komme og dræbe os vantro". "

Fejlen var, at Glistrup ikke opfattede den enkelste muslim, som et selvstændigt individ med mulighed for at træffe selvstændige, etisk begrundede beslutninger.
Men han havde fuldstændig ret i, at nogle antidemoktaiske muslimer ER ude på at dræbe folk, som de opfatter som vantro; det er der intet autistisk over. Det er dig, der mangler både realitetssans og indfølingsevne i nærmest uhyggelig grad, hvis du ikke har lagt mærke til det Linea ...

Hvilken diganose kan man sætte på så grov en grad af mangel på realitetssans, at man ikke har bemærket radikales islamisters evindelige trusler mod f.eks. forfattere som Salamn Rushdie, feministen Ayaan Hirsi Ali og alle de andre, der kritiserer islamistisk barbari?

En let psykose måske?

Bo Møller Andersen

Jeg synes, netop dén klumme er en af hr. Metz' bedste i lang tid. Hvorfor skal afdøde glorificeres, når de som få har skadet landet/verden? Ren Reagan.
Glistrup var nok en farverig skikkelse, og lad for alt i verden diversiteten komme til udtryk. Men nogen helt var han fa'me ikke. Nok snarere en galning, som pludselig blev taget alvorligt - lige præcis dén præmis fik jeg mine kolleger til at købe ved frokostbordet. Ellers hældte de nok mest til, at han havde fat i noget af det rigtige og mest blev forfulgt af venstrefløjen.
Jeg forlod kantinebordet skræmt til døde af tonen og tendensen i mit lille land.