Kronik

Er det gode arbejde også godt, når det stresser?

Tidens plusord om forandring, udvikling og engagement i arbejdet står ikke til diskussion på trods af, at de sandsynligvis er medvirkende til, at så mange i dag lider af stress. Det er på høje tid at sætte spørgsmålstegn ved nogle af arbejdets selvfølgeligheder
Debat
11. juli 2008
Succes eller fiasko på jobbet er ikke længere bare et spørgsmål om mere eller mindre i løn, men et spørgsmål om, hvorvidt man har formået at realisere sig selv i livet - et projekt ikke alle er egnede til at bære.

Succes eller fiasko på jobbet er ikke længere bare et spørgsmål om mere eller mindre i løn, men et spørgsmål om, hvorvidt man har formået at realisere sig selv i livet - et projekt ikke alle er egnede til at bære.

Claus Christensen

Bortset fra en høj løn er det nogle ganske andre plusord, der karakteriserer, hvad man kan kalde det gode arbejde i dag end for 50 år siden. Det 'gode arbejde' udtrykker de værdier vi generelt tillægger et succesrigt og meningsfyldt arbejde - værdier som de fleste forfølger uden egentlig at sætte spørgsmålstegn ved dem. Hvis man forestiller sig en skala til måling af 'det gode arbejde', er skalaen siden slutningen af 60'erne og frem til i dag nærmest vendt på hovedet: Hvor et godt arbejde førhen var karakteriseret ved at være stabilt, sikkert og forudsigeligt, skal det i dag være foranderligt, udfordrende og give medarbejderen mulighed for læring og personlig udvikling.

Fokus på muligheder

Datidens 'gode arbejde' blev skabt gennem forskellige rettigheder, der f.eks. sikrede den arbejdsdygtige befolkning livslang ansættelse, ret til fritid og ferie, og et socialt opsamlingsnet i form af bistandshjælpen, hvis det alligevel gik galt. I dag skal det gode arbejde ikke så meget give rettigheder som det skal give muligheder: Mulighed for videreuddannelse, projektarbejde, at udfolde sig kreativt, at blive udfordret, etc. Skiftet i, hvad der karakteriserer det gode arbejde, har medført et samtidigt skifte i virksomhedernes ledelsesværktøjer. Man leder nu ved at styrke og styre medarbejdernes selvudvikling i en retning, som også er ønskværdig for virksomheden ved hjælp af værktøjer som medarbejderudviklingssamtaler, karriereplanlægning, projektorganisering, coaching, forandringsledelse, værdibaseret ledelse og anerkendende ledelse. Det ligner - og beskrives ofte som - én stor frisættelse af mennesket, der nu har fået mulighed for at udfolde og realisere sig selv i selve arbejdslivet. Væk er den ordreudspyende chef, og ind er kommet den forstående, samarbejdende og motiverende leder, som giver medarbejderen alle muligheder for at få succes.

Det gode arbejde stresser

Men den anden og mindre flatterende side af samme udvikling ser ud til at være fremkomsten af stress. Modsat tidligere tiders arbejdsskader er stress en psykisk lidelse: Kravet om engagement og motivation har bragt følelserne og personligheden (med andre ord psyken) ind i arbejdet. Succes eller fiasko på jobbet er nu ikke bare et spørgsmål om mere eller mindre i løn, men et spørgsmål om, hvorvidt man har formået at realisere sig selv i livet.

Af fagkundskaben defineres stress oftest som resultatet af en ubalance mellem de krav, der møder mennesket og de ressourcer, som det pågældende menneske har til at imødegå kravene med. Det gode, kompetenceudviklende og mulighedsskabende arbejde som vi i dag lovpriser, forekommer at være som skabt til at producere en sådan ubalance. Man kan måske ligefrem gå så vidt som til at sige, at 'taberen' i dag er det menneske, som nidkært sørger for, at kravene aldrig overstiger de eksisterende ressourcer - det er det menneske, som holder fast ved status quo og som ikke stiller nye krav til sig selv. 'Vinderen', derimod, er det omstillingsparate menneske, som hele tiden sætter nye krav til sig selv, hver gang tidligere opsatte krav er ved at være indfriet og som derfor hele tiden søger at skabe en ubalance mellem kravene og ressourcerne: Kun ved konstant at hæve overliggeren for de krav, man stiller til sig selv, således at de for en periode overstiger de ressourcer, man kan mønstre, kan man leve op til tidens fordringer om konstant kompetence- og selvudvikling i jobbet. Vindermennesket bliver som væddeløbshunden, der konstant jager den hvide plastikkanin, uden nogensinde at være i stand til at fange den og afslutte den hårde jagt. Der synes med andre ord at være en logisk sammenhæng mellem tidens bærende ideer om menneskets konstante udvikling i jobbet på den ene side og fremkomsten af stress på den anden.

Det er på den baggrund vi må betragte den situation, vi er havnet i i dag, hvor over en tiendedel af de danske arbejdstagere vurderes at have brug for psykolog- eller lægehjælp som følge af stress, og hvor stress nu er den hyppigste diagnose blandt danskere der får tildelt førtidspension. Institut for Folkesundhed anslår, at omkring 1.400 danskere hvert år dør som følge af et dårligt psykisk arbejdsmiljø - det er tre gange så mange som årligt dør i trafikken. Det ligner en epidemi.

Stressepidemien har ført til handling i de danske virksomheder: Mange har indført stresspolitikker og tilbyder psykologhjælp, og i forlængelse heraf er der opstået en mindre industri, der rådgiver og 'coacher' i stresshåndtering. Der er dog ikke noget, der tyder på, at folk af den grund bliver mindre stressede - stresskurven er ikke nedadgående. Så hvorfor bliver folk stadig stressede, og hvorfor har det ikke ført til nogen folkelig kritik af, at den ene efter den anden går ned med stress?

Stresshåndtering

Et kig på de råd stresshåndteringsindustrien anviser, ser ud til at kunne give nogle svar. Undersøger man den nærmere, viser det sig nemlig, at værdierne, der i dag udgør det gode arbejde, er så dybt forankret, at også stresshåndteringseksperterne tager dem som selvfølgelige og indiskutable. De fredes som helligheder, der er ligeså urørlige, som de 10 bud er det for kristendommen. F.eks. er en titel på en af stresshåndteringsteksterne "Er det gode arbejde stressende?"

Spørgsmålet er altså ikke om arbejdet er godt, men om det stresser, og det kan tilsyneladende være både godt og stressende på samme tid. I samme dur taler en anden tekst om stress som en "bivirkning" ved den medicin, som det nye arbejdsliv er. Det nye arbejdsliv har kureret os for samlebåndets, chefens og bureaukratiets upersonlighed og fastlåsthed. Svaret bliver derfor ikke at ændre medicinen, men at dæmpe bivirkningen.

Som en konsekvens af, at arbejdets grundværdier opfattes som uforanderlige, bliver håndteringen af bivirkningerne ofte op til den enkelte medarbejder. Virksomhedernes stresshåndtering kommer derfor - helt i tråd med tiden - til at handle om at give medarbejderen muligheder for selv at kunne håndtere sin stress. Som med så mange andre af tidens problemer gøres stress til et individuelt fænomen. Inden for stresshåndteringen er det først og fremmest den meget udbredte 'coping-tilgang', der sørger for denne individualisering. At 'cope' betyder at håndtere eller at tackle, og tilgangens bærende idé er, at der er forskel på, hvordan hvert enkelt menneske bør tackle stress - det betones kraftigt, at det, der virker stressende på den ene medarbejder, ikke nødvendigvis har samme effekt på sidemanden. Stresshåndteringen gøres derfor i høj grad til noget individuelt, og virksomhedens rolle bliver at udstyre medarbejderne med nogle værktøjer, der kan udvikle dem til at håndtere deres stress bedre. Det er råd til medarbejderen som: dyrk mere motion, vær mere positiv, sluk for mobiltelefonen, prioriter dine opgaver og hold pauser. Hvis dette ikke virker, må medarbejderen "stille færre krav til sig selv" og "blive bedre til at sige fra". Som en stresspsykolog formulerer det, handler det om at "skifte den ydre fabriksfløjte ud med den indre".

Svaret på stress bliver altså det samme som svaret på de fleste andre problemer: Vær selvkritisk og udvikl dig så du kan komme videre! Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i. Løsningsforslag har det med at kopiere andre løsningsforslag i tiden. Det særlige med stress er bare, at meget tyder på, at stress er et produkt af selvsamme måde at løse problemer på. Man forsøger dermed at dæmpe bivirkningen ved at udskrive endnu mere af samme medicin. Det er derfor på høje tid at overveje, om det nu også er den rette medicin der udskrives. Eller til at stille det mere grundlæggende spørgsmål, hvorfor vi i det hele taget skal bruge medicin for at have et arbejde.

Mathias Herup Nielsen og Magnus Paulsen Hansen er studerende ved Forvaltning på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her