Kronik

Vi handler altså ikke med børn ...

Hele landet har fået et stigende behov for særlige institutionspladser til autistiske børn. I Københavns Kommune forsøger man at løse problemet ved at ændre på prioriteringerne: de autistiske børn 'overtager' basispladserne, som ellers har været tiltænkt børn med sværere personlige og sociale problemer, og det vil kommunen ikke betale for
Københavns Kommune anbringer i stigende grad autistiske børn i institutionen Læssøegården - en daginstitution med 40 børn heraf 10 basispladser, altså specialpladser til børn med psyko-sociale problemer. Men det kniber med at bevilge pengene til børnene. Model

Københavns Kommune anbringer i stigende grad autistiske børn i institutionen Læssøegården - en daginstitution med 40 børn heraf 10 basispladser, altså specialpladser til børn med psyko-sociale problemer. Men det kniber med at bevilge pengene til børnene. Model

David Trood

5. juli 2008

Læssøegården er en lille institution med 40 børn i alderen tre til 14 år på Indre Nørrebro. De 10 af pladserne er såkaldte basispladser, dvs. specialpladser til i vores tilfælde børn med psyko-sociale problemer - eller udsatte børn. Vi har eksisteret i 40 år, og den særlige pædagogik, som i korte træk går ud på at alle børn indgår i den store børnegruppe fremfor at være delt op i mindre specialgrupper, en stor opsøgende indsats fra personalets side, samt evnen til at inkludere og aktivere familierne i institutionens - og dermed børnenes - liv; har beviseligt hjulpet mange børn og deres familier ved at have overflødiggjort behovet for meget mere omfattende hjælpeforanstaltninger. Kommunen ynder at fremhæve institutionen som et mønstereksempel på vellykket integration, men efter 10 års tovtrækkeri med selv samme kommune, er det nu blevet slået fast, at der ikke følger nogen penge med hæderen - tværtimod. Man nægter ganske enkelt at betale for de børn, der rent faktisk går i institutionen.

Der er sket meget på Nørrebro, siden Læssøegården åbnede for snart 40 år siden i en nedlagt hestestald. Det er traditionelt et fattigt kvarter, og i institutionens barndom var den månedlige fællesspisning og muligheden for at give hele familien et rigtigt bad blandt hovedattraktionerne. Institutionen fik af samme årsag forhandlet sig frem til en særlig madbevilling, så man kunne sikre børnene i det mindste ét godt måltid om dagen, og den årlige koloni betød for mange, den eneste ferie uden for stenbroen.

Fællesspisningen er stadig et hit, og børn, der trænger til ekstra omsorg, er og har der også altid været nok af. Med årene blev Læssøegårdens arbejde mere systematiseret, og sammen med en håndfuld andre institutioner i københavnsområdet var man med helt fra starten, da de første basispladser målrettet børn med psyko-sociale problemer blev oprettet. Der fulgte en ekstra pose penge med, et vist antal støttepædagogtimer samt penge til supervision. Og i 1984 var definitionen enkel; havde man en sag på Socialcentret, var man også berettiget til en basisplads. Det var dengang, der var noget, der hed normeringer i de danske daginstitutioner, og for vores vedkommende var den på daværende tidspunkt på fem pædagoger og to medhjælpere, samt to støttepædagoger.

I 1996 godkendes en opnormering, så man konverterer de to løst tilknyttede støttepædagoger til to fastansatte, så man nu har syv fuldtids pædagoger og to medhjælpere.

Skrabet normering

Det var dengang. I mellemtiden er ordet 'normering' blevet udraderet af det danske kommunale sprog. Nu har vi en pulje, som vi helt selv kan bestemme over, og hvis der ikke er penge nok, kan vi søge en anden pulje, en bufferpulje, en legepladspulje eller noget helt tiende. Virkeligheden i Læssøegården anno 2008 har været en personalegruppe det sidste år på tre en halv fuldtidspædagoger og to medhjælpere. Vi har lige med nød og næppe klaret os igennem, men så har vi også levet med et ubesat barselsvikariat, og vi har ikke indhentet noget af det overtræk, vi har fået akkumuleret. Og det skal vi. Kommunens hidtil bedste spareforslag har været at ansætte nogle billigere pædagoger i de tilbageværende stillinger - det vil sige yngre...

Det, der har medvirket til at gøre vores situation ekstra vanskelig, er imidlertid det forhold, at hele landet har fået et stigende behov for særlige pladser til autistiske børn. Formentlig som følge af de mange lukninger af specialinstitutioner man foretog i 90'erne, men også fordi lægerne generelt er blevet bedre til at diagnosticere disse børn.

I Københavns Kommune forsøger man at løse problemet ved at ændre på prioriteringerne: de autistiske børn 'overtager' basispladserne, som ellers har været tiltænkt børn med sværere personlige og sociale problemer.

Når der er tale om helt små børnehavebørn, er de som regel ikke endeligt udredte, når de kommer til os. Efter hyppigt skiftende fordelingspraksis igennem de sidste 10-15 år er børnene blevet henvist fra særlige visitationsudvalg, bl.a. på grundlag af børnepsykiatriske diagnoser og vurderinger, og så langt er man af naturlige årsager ikke altid nået med de mindste børn.

Ikke desto mindre følger pengene pladsen, dvs. selvom man efter tre måneder konstaterer, at et barn har en autistisk diagnose, følger der ikke flere penge med, da pladsen, barnet er blevet optaget på, er en psyko-social plads - til en lavere takst!

Et andet dilemma er, at der i en årrække, hvor utroligt det end lyder, ikke fra pladsanvisningens side er blevet henvist børn med psyko-sociale problemer, hvilket har medført, at vi nogen gange har måttet sige ja til diagnosticerede autistiske børn, selvom vi ikke følte, vi havde ressourcerne til det. Fordi vi ellers ville blive trukket i budgettet for de ubesatte pladser. For mange børn derimod, giver ikke ekstra penge. En svær balance.

Men hvor blev de udsatte børn af? Jamen, dem har man da bare glidende ændret definitionen på, så der, mig bekendt, i dag ikke findes nogen klar definition. At have en sag på socialcentret udløser ikke længere automatisk en basisplads, man kan i stedet gøre sig håb om en 'familieplads'. Behøver jeg sige, institutionen ikke modtager tilskud for denne pladstype.

Så fordelingen i Læssøegården er i dag fem autister og fem børn med psyko-sociale problemer på de 10 faste basispladser, og dertil kommer ni børn med familiepladser... Ud af 40. Til tre en halv uddannet pædagog.

Vilkårlige beregninger

Jeg har personligt været med - de sidste fem år som formand for forældrebestyrelsen i Læssøegården - til en uendelig række af møder med forvaltningen, og skrevet et utal af breve til borgmesteren og alle andre, der kunne tænkes at være ansvarlige på området. Sidste år i august troede vi, at vi havde fået om end et lille gennembrud, da det blev lovet os, at hvis vi virkelig kunne påvise, at vi havde autister i institutionen, skulle vi da også have ekstra penge. Vi sendte så for sjov en liste over de diagnosticerede autister, vi har haft de sidste fem år. Vi regnede naturligvis ikke med, at kommunen ville gribe så dybt i lommerne, men det var første gang, vi overhovedet var blevet imødekommet, og hvis vi bare fik for det sidste år, var det jo også en slags penge. Vi har netop fået den endelige afgørelse, som bevilger 30.000 kroner - til ét barn. De resterende er ikke visiteret gennem det nuværende visitationsudvalg fra sommeren 2006, så dem kan man desværre ikke tilgodese, og revisitere børnene kan overhovedet ikke komme på tale. Men vi kan konvertere vores pladser til autistpladser, og så kan vi få penge. Det er svært ikke at føle det som ren afpresning, og jeg gad godt se det papir, hvor der står, at man i Københavns Kommune har besluttet at dele sine borgere op efter hvilken forvaltning, de tilfældigvis er blevet behandlet af.

Der er ingen ansvarlige for det her område. Jo, for økonomien - for at holde budgetterne. Jeg mener stadig, ansvaret for børnenes velbefindende må komme i første række. Fælles for de udsatte børn er jo netop, at de ikke har nogen til at kæmpe for sig! Som det er i dag, er det op til den enkelte institutions tilfældigt sammensatte bestyrelse at kæmpe. Mere udemokratisk bliver det ikke. Når det er sagt, vil vi da meget, meget gerne overholde budgettet. Det kræver bare et nogenlunde realistisk budget at gå ud fra.

Københavns Kommune ved godt, det er noget rod med basispladserne. Hele to uafhængige undersøgelser, den ene fra Socialforskningsinstituttet den anden udarbejdet af kommunen selv, har påvist store forskelle i pladspriserne til de forskellige institutioner - også inden for samme kategorier. Således ligger vores pladspris pr. barn på 90.000 kroner under den højeste sats, uden anden forklarlig årsag end at sådan er det bare blevet. Fra 2004 har lederne fra de forskellige implicerede institutioner været samlet i et udvalg, der havde til hensigt at reformere området og udligne forskellene. Udvalget blev nedlagt i 2006, nu har man i stedet nedsat en forskningsgruppe. Resultatet kommer i 2009...

Og indtil da kan vi blot vente. Vente og se til, mens der bliver handlet med børnene på den mest uetiske facon. Således blev vi ringet op af pladsanvisningen for noget tid siden: "Vi har hørt, I mangler penge - kan I have en autist mere? I får den højeste pris." Vi sagde pænt nej tak. For ja, vi mangler penge, og ja, vi er trætte af at blive skældt ud for at bruge for mange. Men vi handler altså ikke med børn.

Anne Christine Bech er skuespiller og formand for forældrebestyrelsen i Læssøegården

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu