Danmark dejligst vang og vænge
Endnu som de siger det var
Solens lys på grønne enge
Måske mindre lys og klar
Vi har alle vores tid
Ligesom solen den går ned
Men i dag er landet vort.
Ja, i dag er landet vort.
Således skrev sangskriveren for næsten 30 år siden. En sang i den tidsånd, der herskede omkring 1980. Sangskriveren er nået den alder, hvor man mere ser tilbage end fremad. Han erkender sin plads blandt de sure gamle mænd. Dog stadig med livsglæde og arrigskab i behold.
Der er sket meget på de 30 år. Verden har ændret sig, og man er heller ikke selv uændret. Landet er dog stadigvæk vores land i den udstrækning, vi ønsker det. En lille plet på landkortet beboet af smilende gale.
Vi forvalter dette vort land med noget, der ligner sanseløs overfladiskhed. Vi passer rent ud sagt ikke særlig godt på pletten. Måske fordi vores tankegang mere og mere består af kortfristede lån, som eftertiden skal indfri. Måske fordi grådigheden er blevet den altdominerende motor i samfundet. Helt ind i de almindelige medborgeres tankevirksomhed og praktiske hverdag ses og føles en kølig forandring bestående af grådighed, egoisme og selvretfærdighed. Det er på høje tid at komme videre.
'Vi kan købe hele verden'
Vi, der vil noget helt andet tænker jævnligt på, hvorfor drømmene blandt mennesker er så forudsigelige. Jeg mener, alt det der med et liv i luksus. Store biler, prægtige boliger og alverdens ting til overflod. Vi ved jo godt, at det er komplet idiotisk. Vi ved også, at det sandsynligvis er ligegyldigt. I værste fald en vej til menneskelig forarmelse og følelsesmæssig forstening. Jagten efter rigdom er ikke desto mindre en sportsgren, der har optaget mennesker i årtusinder. Tilsyneladende besidder menneskeracen en ukuelig trang til at skrabe til sig. Samle forråd. Sikre sig imod en ustabil omverden, hvor farlige konkurrenter lurer overalt i det uoplyste mørke.
Vi, der vil noget helt andet, synes, at det må være på tide at satse på andre drømme og mål. Ærlig talt: Højtbegavede mennesker, der fylder livet ud med forbrug fra gulv til loft og frem for alt mere eller mindre fornuftigt arbejde i dødbringende doser. De må da vel for pokker kunne anvende deres åndelige, arbejdsmæssige og økonomiske resurser på en mere konstruktiv måde? Det er sgu da til grin, det der foregår. Værst af alt er, at denne grådighedens livsstil sættes op som et efterstræbelsesværdigt forbillede. "Mere af det samme," messes der. "Vi kan købe hele Verden. Pas på den usle slavenatur, der lænker jer til ufrihed og passivitet."
Netop friheden besynges. Folk vil den ondelyneme have lov til at gøre, som det passer dem, så længe det ikke skader andre. Måske er vi nået det punkt, hvor frihed til grådighed skader andre?
Vi, der vil noget helt andet, føler desværre stor glæde ved blot at kritisere. Vi betragter hovedrystende vore medmenneskers rastløse aktivitet, hvor aktiviteten tilsyneladende er blevet et mål i sig selv. Vi ser, hvordan hovedløse beslutninger uden gennemtænkte tidsperspektiver bevæger sig gennem samfundet som en slags elektrochok, der paralyserer enhver eftertænksomhed og efterlader golde striber af tungsind og materialisme. Det er ikke godt at leve i et samfund, hvor kasseapparatets logik ustandselig vinder over fællesskab, glæde og kulturel rigdom.
Syg i hovedet
Den, der kun ser skoven som stabler af gavntømmer, er særdeles syg i hovedet. Den, der udelukkende opfatter landskabet som priser på verdens råvarebørser, duer ikke til sit embede. Og den, der betragter mennesker, dyr og planter som genstande, der blot kan bruges og misbruges efter forgodtbefindende, er ikke værdig til respekt og indflydelse i fremtidens samfund.
Det er et særpræget system, der belønner spekulanter, miljøforbrydere og platugler højere end skolelærere, murersvende og læger. Det er i sandhed ejendommeligt at se uproduktive parasitter, afdankede topledere og kunstige glamourmennesker blive tilbedt og belønnet, som om de var gudernes skinbarlige afkom på jord, når de tydeligvis ikke tilfører fællesskabet noget som helst opbyggeligt.
Vi, der vil noget helt andet, ser frem til et samfund, hvor de efterstræbelsesværdige forbilleder fremstår efter ganske andre parametre end de nyliberalistiske dollartegn i øjnenes spilleautomat. Det er nemlig ikke fint at producere hvad som helst hvor som helst, bare skidtet kan sælges og gøre aktionærerne velhavende. Det er ikke udtryk for stor innovationsevne og lederskab at fylde verden med lort. Det er ikke smart at udvande frihedsbegrebet til mest af alt at omhandle kapitalens fri bevægelighed, med lidt frihedsrettigheder som festtalevedhæng.
Det er et udtryk for stor stupiditet at holde fast i en mentalitetshistorie, der begrænser menneskets mentale udvikling. Vi, der vil noget helt andet, kunne frem for alt foreslå, at penge og materiel overflod gøres til genstand for tydelig foragt. Primært fordi jordkloden ikke kan bære en evig eskalerende vækst i det materielle forbrug. Sekundært fordi vi mennesker efterhånden burde være parate til at vise, at vi er andet end en flok halvstuderede chimpanser.
Hankønnets fallit
Vi kunne satse på kvinderne. Vi kunne gøre os håb om, at denne halvdel af landets og verdens befolkning ville være parate til noget helt andet. I værste fald vil de tale verden ihjel omkring sig. Eller de vil fordybe sig i detaljer, der ikke fører frem til grundlæggende forandringer. Vi bør alligevel tro på, at kvinderne er vejen frem. Mændenes årtusinder lange dominans, hvor brovtende og selvhøjtidelige narrehatte har slået på tæven, snydt og bedraget og skidt på andre menneskers ret til liv og velfærd, har gang på gang vist sin uduelighed. På hankønnets vegne er det sørgeligt at skulle indrømme, at mænds magt må og skal begrænses.
Vi, der vil noget helt andet, havde også tænkt os, at teknologien skulle frigøre resurser hos mennesket. Resurser som kunne anvendes til at gøre verden smukkere, fredeligere og mere retfærdig. Se til, om det vil gå sådan, hvis al planlægning og forandring først lige skal kunne betale sig på markedets præmisser? Som om vi ikke har råd til at tænke stort i det her land. Som om vi til evig tid er en flok små, svedne lusepustere. Liberalister uden liberalisme og frisind. Hvor er det egentlig vi vil hen?
Mon vi gjorde, hvad vi kunne
Ud fra det, vi kendte til
Vi fandt altid mange grunde
Til at glemme det, vi vil
Blandt de byrder som de får
Er der nok til tusind år
Men i dag er landet vort
Ja, i dag er landet vort.
Således skrev sangskriveren for næsten 30 år siden i tredje vers af sin folkelige sang.
Danmarks fremtid
Vi, der vil noget helt andet, lyder muligvis som en flok uldne hippier. Men tro ikke på alt, hvad du hører om rundkredspædagoger, eksperter og godhedsapostle. Vi har erkendt, at virkeligheden ser ud, som den gør. Det er derfor, vi vil noget helt andet. Vi tror ikke på folk, der har penge i klemme.
Beskæmmende er det, at skulle forestille sig værste scenario. Lad alligevel følgende opremsning cirkulere fra pol til modpol i din bevidsthed. Dette er et velkendt udvalgt af, hvad vi er oppe imod. Dette er Danmark om 10-20 eller 30 år:
Endnu mere forurenet. Endnu mere udemokratisk. Endnu mere materialistisk. Endnu mere socialt og økonomisk ulige. Endnu fattigere på natur. Endnu mere styret af pengeinteresser. Endnu mere nationalistisk. Endnu mere amerikaniseret. Endnu mere fantasiforladt. Endnu mere overvåget. Endnu mere racistisk. Endnu mere fladpandet.
Nej, vel! Det er ikke morsomt. Det er ren følelses-argumentation. Men hvad nu, hvis det er sandhed? Vil grådighedens støtter da virkelig gøre op med noget som helst fundamentalt? Findes der tvivl i deres hjerter? Er de parate til noget helt andet?
Vi andre kan begynde med os selv. Det er et godt gammelt råd, som blot kræver, at vi er helt til stede. Ikke som navlepillende egotrippere. Ikke som forrådssamlende gnavere. Ikke som stivnakkede betonkommunister. Men som ansvarlige, voksne mennesker. Øvelsen kan begynde her og nu, thi også i dag er landet vort.
Per Fjord er folkesanger og forfatter
Kronikkonkurrence 2008
Seneste artikler
Vinderne af årets kronikkonkurence
25. juli 2008Information takker for den overvældende interesse for året kronikkonkurrence, og bringer her resultatetHvad bacheloren ikke lærte
18. juli 2008Drømme om et Danmark, der kan integrere sine indvandrere, fordi vi er i stand til at vise og videregive til dem den kærlighed, vi selv føler til vort land.Mit Danmark
18. juli 2008Når fortid, nutid og fremtid væver sig ind i hinanden i en hverdagsrejse gennem Danmark
Herlig kronik, hvis indhold fra ende til anden jeg er enig i - med én vigtig undtagelse:
At forestille sig, at det at satse på kvinderne ville føre til noget helt andet, forekommer mig naivt, når det påtænkes, at kvinder generelt selekterer magtfulde mænd fremfor mænd uden magt og status. For hvad siger det grundlæggende om det kvindelige sind, hvad materiel grådighed angår? Kan verden overhovedet være meget anderledes, sålænge kvinder selekterer således?
Som Milan Kundera lader én af personerne i hans roman "Udødeligheden" fra 1990 udtale: "Det er en kolossal lykke, at det hidtil kun er mændene, der har ført krige. Hvis det havde været kvinderne, der havde ført dem, havde de været så konsekvente i deres grusomhed, at der i dag ikke havde været et menneske tilbage på jordkloden."
Så vidt jeg ved har kvindelige ledere relativt flere krige på samvittigheden end mandlige statsledere.
Hvis man vil vide, hvem der reelt foranlediger forbrugsfesten kan man bare gå sig en tur i byen eller et indkøbscenter.
Jeg vil gætte på at over 75 % af alle ikke fødevare-forretninger henvender sig til kvinder.
Stort set alle reklamer henvender sig til kvinder.
Hvem tror du lige der VIL ha' et nyt samtalekøkken.
Kvinder kører desværre relativt lige så meget i diesel hungrende 4-hjulstrækkere som mænd.
Og som John Fredsted skriver; kvinder gifter sig opad, netop for at forøge sit forbrug.
John Fredsted,
Jeg er også helt enig i denne artikel, men:
Jeg ved ikke om der findes statistikker der understøtter din påstand, men hvis der gør, så kan forklaringen ligeså vel være, at mænd vælger kvinder der er under deres eget uddannelsesniveau.
Forklaringen kunne også være, at i mange år var det mændene, traditionelt fik en form for uddannelse, især akademiske uddannelser. – Så ’valget’ var mere et spørgsmål om hvad der var på ’markedet’.
I dag er der rigtig mange kvinder der får selv lange videregående uddannelser, og på et tidspunkt bliver der måske byttet om på vilkårene.
Da jeg blev gift var vi begge stort set lige (under uddannelse). Senere fortsatte vi med at være lige (som selvstændige i 20 år). Her blev jeg regnet som ’medhjælpende hustru’, indtil vi blev trætte af det (skatteteknisk) da det var mig der tjente de fleste penge. Så blev bogtrykkeriet delt i 2, og jeg fik mit eget ’Vejviser og Fotosats’-firma, til stor tilfredshed for os begge.
I dag kan jeg se i min omgangskreds af hovedsagelig akademisk uddannede kvinder, at de ligeså vel gifter sig/bor sammen med en håndværksuddannet mand. Til alles tilfredshed.
Jeg ved såmænd ikke om kvinder vil være bedre til at ”gøre verden smukkere, fredeligere og mere retfærdig”, men det ville da være et forsøg værd. Alfahannernes tid er forbi ;-) for i dag tjener kvinder deres egne penge.
Jamen, Inger Sundsvald, problemet er derfor også tydeligt: hvad bruger kvinder deres egne penge til? De bruger dem ligeså dum og ufornuftigt som mændene. Hvad vi har brug for er ikke en fokusering på køn (på dette område), men at fornuften genindsættes som retningsgivende og kampen for at minimere arbejdets byrde for mennesker igen bliver det fælles mål.
Undskyld, men jeg har ikke noget shoppegen, men jeg er da enig i, at vi har brug for at fokusere på andet end køn. F.eks. samarbejde og solidaritet, så arbejdets byrde kan minimeres som et fælles mål.
@Jens Sørensen: "Hvis man vil vide, hvem der reelt foranlediger forbrugsfesten kan man bare gå sig en tur i byen eller et indkøbscenter ... Stort set alle reklamer henvender sig til kvinder. Hvem tror du lige der VIL ha' et nyt samtalekøkken."
Lige præcis. Og netop derfor ville verden formodentlig ikke blive en disse bedre, hvis der blev satset på kvinderne - snarere tværtimod. Der ville formodentlig komme endnu flere krige.
Hvorfor? Fordi mennesket, som alle andre biologiske dyr, er et materielt væsen med materielle fysiske behov på en materiel BEGRÆNSET klode. Så jo mere det enkelte individ forbruger, jo mere barbarisk er det grundlæggende overfor alt andet levende på denne klode, og jo mere sandsynligt er det, at livsgrundlaget for andre mennesker bliver eroderet til et punkt, hvor de ikke har anden udvej end at gå i krig. Historien er én lang gentagelse heraf.
Det undrer mig såre, hvorfor kvinder på samme tid insisterer på et stort materielt forbrug og på at sætte børn i verden. Det siver åbenbart bare ikke ind i knolden på moderne mennesker, at kloden er meget trængt både ressourcemæssigt og klimatisk. Men, naturligvis, der er heller ikke meget hjælp at hente i dummerkassen, der er fyldt med reklamefinansieret intethed, designet til at henholde folk i forbrugende uvidenhed.
På en eller anden måde får du det til at lyde en smule mindre radikalt, end kronikken forsøger, Inger Sundsvald. Samarbejde og solidaritet er bestemt fine og nødvendige dyder i et godt samfund; men arbejdets byrder slipper vi altså bedst af med ved to initiativer: 1) vi holder op med at købe en masse ligegyldigt l..t, og 2) vi lader maskinerne overtage så meget som muligt. Man kan også meget bedre beskatte maskiner eller måske ligefrem eje dem i fællesskab, uden at det bliver 'synd' for den stakkels kapitalist. Så får vi tid til hinanden igen, bliver det ikke dejligt?
Hm, 'samtalekøkkener'. - Jeg har lige læst Roald Als' "Kvinderne ud af køkkenet", hvor han praler af sit nyt samtalekøkken. En yderst læseværdig bog, og så oven i købet rigtig morsom.
John Fredsted, hvor har du den idé fra, at kloden er ressourcemæssigt begrænset? Der er altså ikke reelt mangel på noget som helst - men fordelingen er ikke særlig rimelig.
Jo, al magt til maskinerne! Det bliver en skøn tid
@PeterH **: "John Fredsted, hvor har du den idé fra, at kloden er ressourcemæssigt begrænset? Der er altså ikke reelt mangel på noget som helst ..."
Dobbelt hva'ba:
- For det første er klodens volumen ikke uendelig, men endelig, det vil sige begrænset. Jeg ved godt, at det er et faktum, som for eksempel langt de fleste økonomer tilsyneladende endnu ikke har været i stand til at forstå i deres våde drømme om ubegrænset vækst.
- For det andet, så er olien altså ved at slippe op. Se for eksempel artiklen "Final warning" i New Scientist den 28. juni. Regnskoven er også under voldsomt pres.
Hvorvidt vores fossile energikilder skal erstattes af noget andet, kan ingen vel være i tvivl om - jamen, så er det jo det, der skal satses på, og her er overvejelser om økonomi håbløst i vejen, for der er ingen vej udenom.
Nej, hvad jeg taler om er, at der jo ikke er nogen, der behøver at sulte, leve usselt eller mangle blot det mest essentielle, hvis vi satsede på at løse fordelingsproblemerne.
@PeterH **: "Nej, hvad jeg taler om er, at der jo ikke er nogen, der behøver at sulte, leve usselt eller mangle blot det mest essentielle, hvis vi satsede på at løse fordelingsproblemerne."
Det er vi helt enige om. Men det kommer formodentlig aldrig til at ske sålænge biologiske dyr, herunder mennesker, selekterer mage som de gør, fordi de netop lever i en materielt BEGRÆNSET verden, hvor de skal kunne beskytte deres afkom, der har materielle behov. Det er derfor kvinder, med god grund, grundlæggende er kodet til at selektere den magtfulde alfahan. Kan du se ringslutningen?
Er der ikke temmelig mange overvægtige i Danmark (mig selv indbefattet)? Så de materielle begrænsninger er da vist begrænsede, i hvert fald rent lokalt.
En anden ting: kan man på den ene side mene, at jordens ressourcer er begrænsede set i forhold til menneskehavet, og på den anden, at Danmark som nation skal gøre alt for at holde liv i samtlige børn i hele Afrika? Det sidste betyder jo, at forholdet mellem ressourcer og mennesker belastes yderligere.
Hvis ikke der var de forhold at danske torturkyllinger kunne sælges i Afrika til så lav en pris at det ikke kan betale sig at frembringe dem selv, ville det være lettere for den afrikanske befolkning selv at holde liv i deres børn. Det samme kan siges om det korn de narres til at købe og som ikke kan bruges til såsæd næste år, hvis det da ikke rådner væk inden det kommer op.
Nu er vi i denne tråd ved at miste fokus.
Inger Sundsvald skriver :
"..at mænd vælger kvinder der er under deres eget uddannelsesniveau."
Bortset fra at det forholder sig med mennesker ligesom med stort set alle andre dyr : Hannerne puster sig op og viser fjerene overfor stort set enhver
kvinde i den føde-dygtige alder, det egentlige valg træffes af hunnen og
gæt lige hvem hun vælger ?
Kære Inger,
jeg vil gerne gøre det klokkeklart, at jeg for det første ikke avler torturkyllinger, vi holder faktisk slet ikke høns, og for det andet sælger jeg heller ikke korn, hverken råddent eller muggent. Og jeg har aldrig nogen sinde narret en afrikaner.
Har du?
Skal det nu være min eller din skyld, hvad der foregår i Afrika? Jeg har aldrig sat mine ben i Afrika, og når jeg endelig bevæger mit korpus, foregår det helst med retning mod køligere himmelstrøg.
At afrikane sulter, skyldes at de har mindre købekraft end f.eks. en dansk gris.
Hvis vi skal diskutere noget (og det bør vel foregå i en passende tråd ved lejlighed?), bør det vel handle om, hvorfor grisens købekraft er større end et menneskes, og evt. om det er ønskværdigt?
Inger skriver:
"så arbejdets byrde kan minimeres"
Jeg er ikke enig. Jeg foretrækker at vaske op med håndkraft frem for at putte det kongelige porcelæn i opvaskemaskinen. Jeg foretrækker at bage brødet selv frem for at købe det i Brugsen. Jeg foretrækker at dyrke mine egne kartofler, porrer, salat og så videre.
Og jeg foretrækker også at tænke mine egne tanker.
Som tyskerne siger: "Arbeit macht frei."
- så længe det vel at mærke ikke er løn- eller slavearbejde.
Heinrich skriver:
"At afrikanere sulter, skyldes at de har mindre købekraft end f.eks. en dansk gris."
Hvad gjorde de så før i tiden, da pengene slet ikke var opfundet, og europæerne endnu ikke havde invaderet kontinentet?
Overlevede de ved at købe på kredit i Lokalbrugsen?
"så arbejdets byrde kan minimeres"
Jeg vil nødigt beskylde nogen for ikke at kunne læse, men når man hiver et citat ud, så burde man eventuelt læse de foregående indlæg.
Jeg kan ikke tage æren for ovennævnte formulering.
Indrømmet, Inger,
jeg plukkede citatet ud for at ride en af mine kæpheste.
Hans Jørgen Lassen, ganske interessante synspunkt - men netop spørgsmålet om afrikanernes mulighed for at gøre det, du selv med stor lyst kaster dig ud i, har vel en hel del at gøre med netop spørgsmålet om 'at ville noget andet'.
Spørgsmålet er, om det er holdbart at lave en ligning, der hedder: for at vi kan få råd til at købe alle mulige andre ting, skal vi sælge noget til nogen, der ligeså godt kunne fremstille det selv. Hvorfor dog det? Hvorfor overhovedet holde fast i denne afhængighed af, hvem der fremstiller hvad, sålænge behovet kan efterkommes.
Kapitalismen er her en nivellerende kraft, der undergraver 'mål i sig selv'. Altså, efter en kapitalistisk logik fremstilles fødevarer og tøj for at tjene penge, men det var dog rimeligere at fremstille for at efterkomme behov.
Der sker nemlig også noget ubehageligt med varerne i kapitalismen: der spekuleres i, hvor dårlige man kan gøre dem, så der dels skal bruges mere af dem end egentlig nødvendigt, dels at de bliver billigere at fremstille, fordi der er mindre af de 'gode sager' i dem. Det gælder fødevarer (for meget 'forkert', men billigt fedt og kulhydrat), som det gælder rengøringsmidler (prøv et nyt produkt, der virker! når du køber det næste gang, er resultatet ikke nær så imponerende, fordi man i mellemtiden har sænket indholdet af de effektive, men dyre virksomme stoffer).
Peter, jeg er meget enig i dine betragtninger.
Og jeg bliver somme tider frygtelig irriteret over, at jeg alligevel er nødt til at indgå i det kapitalistiske system.
Jeg havde engang en drøm om en jordhule uden kreditforeningslån og så videre, men den blev aldrig til noget.
Her vil jeg godt sprænge en bombe, Hans Jørgen Lassen, altså rent metaforisk: måske havde socialismen alligevel noget for sig?
Man kan ihvertfald sige, at man i dag bedre ville kunne styre en planøkonomi (faktisk er de fleste private fremstillingsvirksomheder tæt på at gøre lige præcis dét), og der er jo aldrig nogen, der har lagt skjul på, at kapitalismen var socialismens forudsætning, altså: at først når et produktionsapparat af betydeligt format var etableret, ville man kunne skabe en fordeling efter princippet 'yde efter evne, nyde efter behov'.
Jeg ved det ikke, jeg er i virkeligheden mere optaget af, at arbejde i den kapitalistiske udgave er den oftest benyttede undskyldning for ikke at foretage sig noget væsentligt. I et demokrati er arbejde absolut ansvarsforflygtigende.
Hvis debatten kunne dreje sig om dette afsnit af artiklen:
"Endnu mere forurenet. Endnu mere udemokratisk. Endnu mere materialistisk. Endnu mere socialt og økonomisk ulige. Endnu fattigere på natur. Endnu mere styret af pengeinteresser. Endnu mere nationalistisk. Endnu mere amerikaniseret. Endnu mere fantasiforladt. Endnu mere overvåget. Endnu mere racistisk. Endnu mere fladpandet."
... så behøvede vi ikke at tale så meget om biologi og hvad den ene eller den anden foretrækker eller personlige kæpheste.
Så kunne vi debattere f.eks. fordelingspolitik - gerne på tværs af toldgrænser og verdensdele.
Enig, Inger Sundsvald. Personligt tror jeg, at detailledet vil dø ud, når folk vil kunne bestille direkte hos producenterne overalt i verden.
Personligt synes jeg, at det store problem er:
Hvad kan vi stille op over for Anders Fogh Rasmussen og hans dødsensfarlige kammerat George?
Åbenbart ikke en skid, da "vi" er i mindretal, også i den grad.
Flertallet elsker disse krigsgale tumber.
Så jeg må nøjes med at dyrke min have.
Hvor Voltairesk, Hans Jørgen Lassen; jeg fornemmer ellers, at der begynder at være grobund for en mere rousseausk tilgang. Diskursen skifter.
P. Lauritzen, jeg vil bede dig pege på blot én ting, der er fremstillet eller forbedret alene med profit for øje.
"Spørgsmålet er om socialismen også kan få produktionsapparatet til at vokse efter nye behov."
Nej, spørgsmålet er hvor mange der kaster grus i maskineriet.
Laurits,
hvorfor fanden skal produktionsapparatet vokse?
Nye behov?
Hov, hov? Hvad har du gang i?
Der findes visse simple behov, men kom nu nu ikke og påstå, at mennesker har behov for 765 tv-kanaler, firehjulstrækkere, månerejser og jeg ved ikke hvad.
Jeg vil alligevel insistere på, at du peger på noget, der er fremstillet udpræget med profit for øje fra ophavsmandens side. Det, tror jeg, faktisk ikke, du kan.
"Alt er fremstillet og udviklet med profit eller krig for øje."
Det er mine kartofler, porrer, salat, bønner ikke.
Dine produkter bygger på teknologisk viden, der er opnået uafhængigt af et profitønske.
Uanset hvad Lauritzen mener, kan jeg nu i aften spise karftofler af egen avl. De er ikke hentede i Afrika og heller ike indsamlet at sultende negerbørn. Jeg har selv (sammen med et af børnebørnene) lagt moderkartoflerne, og jeg har selv gravet dem op.
For pokker, jeg må vist have nye og stærkere briller!
Måske skulle vi gå over til at diskutere profetens skæg. Der er i den grad kastet grus i maskinen
Nej, Inger Sundsvald, alt er ikke tabt endnu.
Det kunne jo også være, at der var nogen, som kunne tænke sig at høre om mit ’landbrug’ og mine hjemmedyrkede kartofler. Jeg har selv lagt dem og jeg har selv gravet dem op.
Man kunne jo også, hvis man keder sig helt umanerligt, hoppe over på en flere år gammel artikel:
Storoffensiv mod Pia Kjærsgaard (94)
Artiklen er da noget selvforherligende fis.
Der er ikke noget mere kvalmt end en selvfed folkesanger, der sidder og prædiker moral.
Gå dog ud i verden og erkend at der er masser af konstruktive fællesskaber, istedet for at side og hyle.
med venlig hilsen
Lennart
Hans Jørgen Lassen:
"Hvad gjorde de så før i tiden"
Da sørgede de sikkert selv for at få dyrket de afgrøder de ønskede at fortære. Og de oplevede næppe nogen konkurrence med bl.a. danske svin om hvem der skulle være mætte dengang.
Heinrich R: jeg tror, at Hans Jørgen Lassen irriterende nok forsøger at få et svar på, hvorfor de ikke bare gør det igen - uden at tage hensyn til de udenlandske produkter, man (vi) forsøger at faldbyde til en latterligt lav pris.
helt ærligt kampmann.. hvorfor må en folkesanger ikke ha en mening ligesom dig,.. du kan da bare holde dine heste et andet sted(ved siden af din højtelskede ko). Ligeså snart noget skriver social, socialistisk m.m. hopper der nogle usympatiske usociale typer uden empati deres egen højde og råber kommunist, i er til grin.
asociale
H Berg, jeg mener, at det er en vigtig indsigt, at socialismen står på skuldrene af kapitalismen, hvad teorien vist også skulle gøre opmærksom på. Socialismens tid er inde, når folk - som vi er tæt på det - ikke kan bære at bilde sig ind længere, at forbrug af stedse mere ligegyldige ting kan fordrive kedsomheden og gøre det ud for at bestemme over deres eget liv ("være herre i eget hus").
Peter:
til min glæde er der en enkelt, nemlig dig, der forstår min pointe.
Heinrich plejer ellers nok at kunne følge med (hvis jeg ikke sætter tempoet for højt), men han har åbenbart et svagt punkt med hensyn til griseavl og deslige. Hvorfor han vil have, at afrikanerne skal spise danske grise og kyllinger i stedet for deres egne hjemmeavlede, ved jeg ikke. Men sådan kan man jo have hver sine meninger.
Personligt kan jeg godt lide en frankfurter med sennep og ketchup, men sådan en kan jeg trods alt ikke plukke her i haven.
PS:
der skal ikke "d" i faldbyde; ordet har intet med fald at gøre, men er i slægt med "til fals".
Altså "falbyde".
Vis nu en smule respekt eller i hvert fald lydhørhed over for det udmærkede danske sprog.
@ H. Berg
En folkesanger er velkommen til at have en mening, ligesom jeg betragter det som min ret at give udtryk for at den er kvalm.
Det er den selvretfærdige, moraliserende tone, der får mig op af stolen.
med venlig hilsen
Lennart
Sikke da en bedrøvet omgang fra ridderne af den hedengangne socialismes runde bord.
Markedsøkonomien er kommet for at blive og den har sejret ad helvede til.
Afrikas problemer skyldes ikke markedsøkonomi, men mangel på markedsøkonomi.
Marx var den elendigste profet og den skarpeste analytiker af kapitalismens væsen og dynamik, vi hidtil har set.
Marx var ikke kostforagter. Hans vision var, at mens vi lå i hængekøjerne og ”ydede efter evne og nød efter behov”, kunne maskinerne producere hele lortet op.
Men Marx vidste i modsætning til munkemarxisterne der østpå, at det var menneskets begær (efterspørgsel), der gav dynamik til markedet og ikke det producerede udbud. I hvert fald ikke før, at menneskets natur var lavet om – heraf tragedierne.
Kapitalisten med laksko, høj hat og cigar lever i bedste velgående. Han har blot forklædt sig som hyggelig bedstefar, der går og hypper sine kartofler med sit barnebarn, alt imens han via sin pensionskasse udbytter sultens slavehær af proletarer i Kina og det øvrige Østen.
Men selv han er ved at få nok af materialismen. Han savner lidt mening, lidt ideologi, mon han har prøvet den for tiden så moderne religion?
Problemstillingen er enkelt: Hvordan bevarer vi vores velstand og hvordan udbygger vi velstanden for dem, der har behov, uden at vi opbruger alle naturresurser og lader kloden gro til i skidt og møg.
Der synes at være nok at tage fat på.
Hvornår dages det brødre.
Hvornår bliver der formuleret en sammenhængende politik omkring markedsøkonomien som gør, at det igen vil have mening at tale om venstreorientering?
Sider