Herfra min verden går

Sygdomme kommer snigende. Dage kommer og går, fyldt med de gøremål, et sådant menneske har, som lever et almindeligt hverdagsliv med et almindeligt livs indhold af sorger og glæder.

Man ved ikke, at en ny sygdom har fået overtaget, før man på et ubestemt tidspunkt, ud fra en ubestemt hændelse opdager, at sindet er fyldt med ubehag.

En sådan sygdom har ramt mig. En følelse af ubehag som jeg forsøger at modstå med tanker og overvejelser i håb om, at det ikke er så slemt, som jeg bilder mig ind.

Dette skrives i det nordjyske ferieland i et øde beliggende sommerhus en onsdag i juni, og det var i går, vi købte Information i byens kiosk. Den lå side om side med egnens ugeavis. Vi købte Information og jordbær, den gamle danske sort Senga Sengana, som smager af - jordbær. Dem sælger de i kiosken. Og dem sælger de langs vejene sammen med nyopgravede kartofler, som er dækket af fugtige håndklæder, så de ikke påvirkes af sol og vind. Vi lever af kartofler og jordbær og blomkål og synes, at dansk er dejligst.

Danmark? Her er jeg født, her har jeg hjemme, herfra min verden går. Og i det nordjyskes stride blæst og byger, der går og kommer, og langt til naboen og højt til loftet, med syngende fugle og letfodede rådyr, og ræven går derude mor, og sort- og hvidbrogede køer, som er langt hjemmefra på den uendelige mark, men som ved en lærkerede og hvor ræven har sin hule, hvor rådyret løber hen, hvor bonden bor, ham som ejer både mark og eng, hvad hejren fortæller fra søen hvor den fisker, hvorfor mågerne slår et slag ind over markerne og skriger mågeskrig, om strandskaden, kragen, musvågen, og om knotter, mitter og myg, som kommer fra ingenting og stikker. Her føler jeg mig hjemme.

I sommerhusets nåletræer løber egern omkring og lader som om vi ikke eksisterer, og jeg ved ikke, om egern og køer mødes og jeg ved ikke, hvad de ville tænke om hinanden, hvis de mødtes.

Mon køerne ikke ville lade egernet springe omkring, sådan som egern nu gør, og egernet lade køerne være køer på bedste komåde, uden at blande sig i deres gøren og laden.

Køer og egern, lærker og rådyr, ræve og måger er ikke inficeret af min sygdom. Ingen har manipuleret med dem, de er ikke indoktrineret til at tro det værste om de bedste.

Deres medfødte overlevelsesinstinkt fortæller, hvilke lyde og bevægelser og fremmede lugte, der kan være farlige for dem, men de er ikke blevet fyldt med foragt og fordømmelse og de er ligeglade med tørklæder og kors og bånd og stjerner.

'Mistillidssyge'

Herfra er der langt til Christiansborgs sammenkog af politikere og journalister, som indgår i et uigennemskueligt system af hakkeorden og tilhørsforhold, og som man mistænker for at bage på den samme rævekage.

Man véd om hinanden og har noget på hinanden og bestemmer, hvad vi andre må vide og ikke vide. Det værste jeg selv ved er, at jeg har mistet tilliden til begge grupper. Derfor føles det helbredende at være så langt væk. Her er et helt eget liv, og som der står i en turistbrochure, så kan vi komme tæt på lokalbefolkningen og se dem arbejde ved deres både, og købe rigtige fisk hos dem. Lokalbefolkningen? Det lyder som var jeg i Afrika, Vietnam eller Ny Guinea, og ikke bare et par hundrede kilometer fra den hovedstad, hvor alting foregår, det som jeg frygter mere og mere.

Sygdommen har intet latinsk eller dansk navn. Kan man kan kalde den for mistillidssygen, når grundbestanddelen i den er mistillid? Jeg lider af manglende tillid til højre og venstre, til høj og lav, til tavse og talende, og den sygdom er trættende. Jeg bryder mig ikke om at være uden tillid, jeg har ikke valgt at være mistænksom, det gør ondt, og jeg er ked af at være inficeret. Det er mod min vilje og indstilling til demokratiets væsen.

Måske er det et ønskeminde, men var der ikke engang, hvor det danske flag var en naturlig del af hverdagen, et flag vi brugte uden bagtanker.

Nu har et politisk parti stjålet flaget ved at lægge en nationalsymbolsk værdi i det. Nu bliver jeg taget til indtægt, synes jeg, for partiets overnationale ideer, hvis jeg bruger flaget. Nu floves jeg ved at være dansker.

Der var en statsminister, som lod sig forføre til at deltage i en fjern krig. Vi skulle vise, hvad vi kunne i dette lille land. Hør, hvor vi gungrer, kunne vi råbe til vores selvvalgte Storebror udi kampen, og ingen skulle sige, at vi hyttede vort eget skind. Vi led ikke under "ved jorden at blive, det tjener os bedst", vi led af storheds- og danskhedstanker. Vi troede, at bare vi var danske og havde demokrati, at så var det netop et sådant demokrati dette andet land ønskede, vi skulle indføre for dem. Og vi led af paranoia, for vi vidste, at landet havde både olie og masseødelæggelsesvåben. Olien ville vi sikre os, og det andet frygtede vi, fordi Storebror sagde, at vi skulle frygte det, og nu kom det til at præge politikertalen, det skræmmende ord: masseødelæggelsesvåben.

Udsendte eksperter fandt ingen våben der kunne masseødelægge noget, men ministeren vidste bedre. Man er vel ikke statsminister for ingenting, og han fraveg ikke krigstanken. Og selvtænkende eksperter regnes alligevel ikke.

Nogle mener, at vi reagerede modigt og dansk, ja meget bedre end de, som ikke gik til ædelmodig modstand under Anden Verdenskrig. Og ved at håne datidens politikere profilerer nutidens bedrevidende politikere sig. De håber at fremstå som modige mænd der er parate til at kæmpe med åben pande, som en ægte Holger Danske.

Drømmen

Er jeg for sortsynet? Det er sygdommens væsen. Den lader mig ikke i ro, men plager med tanker om politikeres måde at floskelsnakke på.

Medicinen, tror jeg, er et Danmark, hvor man dyrker det gode danske 'samtaledemokrati', som statsministeren i en Vartovtale påstod vi har i dette land. Samtaledemokrati? Gid det var så vel. Men det er det ikke, for her i landet stopper man modstanderen med latterliggørelse og hån på den barnlige voksenmanér, som viser mangel på gode argumenter. Og man strør om sig med indholdsløse floskler:

"Der er ikke noget at komme efter", "Lad os nu se fremad", "I ville måske ha' beholdt Saddam Hussein?"

Hvem sagde samtaledemokrati?

I mit Danmark sætter en statsminister sig ikke på en andens trone, for derefter at skille os i "får og bukke". Hvad dette udtryk dækker over, kan enhver læse i Mattæus-evangeliet. Men pas på. Man tror ikke sine egne tanker.

Mit Danmark er et land hvor kulturen ikke fastlåses i kanon-rammer, som signalerer at gammelt er bedre end nyt og fastholder gammeldanskheden og afviser, hvad der måtte være af nydanskhed.

Et land hvor bøger og biblioteker ikke lukkes, men åbnes. Hvor aften- og højskoler anerkendes som kulturbærende. Hvor kritiske kunstnere ikke nedgøres og hvor kulturen er anarkistisk, frejdig og uden bånd.

Hvor der er plads til skævheder, christianitter, vild ungdom og alderdom, uregerlige hjerner, hjørner og hjerter.

Et land hvor journalister spørger på mine vegne og ikke politikernes. Som ikke lader manipulerende ord stå uimodsagt. Som tør spørge om det er rigtigt, at alle kyllinger er halalslagtede, som en politiker får lov at påstå.

Som spørger til danske slagtninger, til vilkår for kyllinger, grise, dyretransporter. Vilkår for gamle, for handicappede, for hjemløse. Spørger til børn i lejre. Spørger igen - og igen. Går på klingen.

Et land som værdsætter naturen som natur, og ikke som pengetank. Hvor man tør forsvare, at natur er sjælsvigtig for mennesker og dyr.

Et land hvor man møder sin næste med glæde og uden snærende fordomme. Hvor man kan respektere sig selv såvel som sin nabo. Hvor man møder et menneske og ikke en fremmed, som vi har lært at frygte.

Hvor man holder hvad man lover. Hvor et løfte er et løfte, også når valgsejrsrusen har lagt sig.

Hvor ministre ved, at ordet minister betyder: tjener og ikke herskab.

Det suser i nåletræerne, sådan som det kun kan suse her. Det hvisler og hvasler og i det fjerne høres havets brusen - og alligevel er her fredfyldt.

Sygdomstegnene mindskes, når jeg kan være dansker uden at skamme mig.